fredag, marts 30, 2007

Det er i dag et vejr

Haven i marts

Selv om det sker hvert eneste år, bliver vi overrumplet og euforiske hver eneste gang, foråret melder sin ankomst. Vi bliver forelsket igen, vi taler uden at tænke og siger ja til ting, vi ellers plejer at afvise på stedet. Det er altid sværere at sige nej, når alt omkring os er en bekræftelse på livskraft, uendelig rigdom og ren og skær skønhed. Jeg tager mig selv i at føle mig flere år yngre og et par kilo lettere uden at have gjort noget som helst for det. Jeg får lyst til nye, sunde vaner, til at tømme fryseren for vintermad og fylde køkkenet med frisk frugt og grønt, rydde op i skabe og skuffer, skille mig af med gammelt tøj, blive klippet og vise nye sider af mig selv.

Foråret inspirerer os til at tro på, at vi kan forandre os, vi får øjnene op for nye ideer, bekendtskaber og perspektiver. Foråret får mig til at sætte ekstra pris på de andre årstider, der gør foråret så enestående. Uden vinteren - og så kan den være nok så mild - ville foråret aldrig blive det samme.

En dag som i dag bliver det ikke meget bedre!

torsdag, marts 29, 2007

onsdag, marts 21, 2007

Strengt fortroligt

Rundt på gulvet

I bilen på vej hjem efter en arbejdsdag:

- Tror du Sofus har det godt?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan kende os, når vi kommer ind?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har spist noget?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har været på bakken?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan huske i går?
- Ja. Jeg er sikker på, at han kan huske du lå og rullede rundt på gulvet i tre kvarter med et kamera i den ene hånd, mens du smiskede for ham på det mest afskyelige med falsetstemme og med en tøjmus i snor i den anden hånd ...


Af diskretionshensyn skal jeg undlade at røbe, hvem der sagde eller gjorde hvad, men summa summarum: den kat optager en del plads i vores hoveder. Det er heller ikke fordi vi får sovet så meget for tiden. Indtil nu har der hver nat på et eller andet tidspunkt lydt gigantiske brag i forskellige udgaver, og det er altid spændende at se, hvad der ligger på gulvet om morgenen, og om det er gået i stykker. Foreløbig er vi sluppet forholdsvis billigt.

Til gengæld er vores nye midnatslusker ved at have lært hver en krog af huset at kende, og han har opdaget, at der også eksisterer en verden uden for vinduerne, hvor der foregår sælsomme og skræmmende ting, som man må gemme sig for, selv om der er en rude imellem.

Vi er lidt spændt på, hvornår vi kan begynde at lukke Sofus ud i haven, for vi vil gerne have en udekat ud af ham. Bøgerne siger en måneds tid, og det må vi hellere holde os til. Og så har Ella været så sød at øse af sine erfaringer: vi skal hegne haven ind med Sofusgrus, så han ved, at hertil og ikke længere.

Det anede vi ikke, at man skulle, men det gør vi selvfølgelig. Tak, Ella!

mandag, marts 19, 2007

Høj haleføring

Når man det meste af sit liv har boet sammen med 59 andre katte, og man så pludselig bliver omplantet til et sted, hvor der fortrinsvis bor mennesker, er der vel ikke noget at sige til, at man liver op, når der af og til viser sig en artsfælle i farvandet.

Da Jas kom ind i morges for at indtage sin morgencomplet, fik han derfor uventet selskab af Sofus, der kom farende hen til ham med rejst hale, lagde sig ned, strakte sig ud, rullede rundt og gjorde sig til med de velkendte ord miiiv miiiv miiiiivvvvv. Det er bare ikke nogen garanti for, at man ikke bliver totalt ignoreret.

I stedet kan man så forsøge at kysse Miss Mis, når man sidder nede på gulvet, og hun står oppe på sofaen og nidstirrer én. Så meget mere skuffende er det at indkassere et hvæs og én på skrinet som tak.

Man må gøre sig sine erfaringer.

søndag, marts 18, 2007

Min kat den danser (næsten) tango

Sofus er blevet næsten kry siden i går. Her til morgen var det af største vigtighed at få den tøjmus ned med nakken, som hans nye tjenerinde fjernstyrede fra den anden ende af en snor. Selv den noget reserverede Miss Mis, der til daglig ikke giver sig af med den slags, overgav sig og legede med.

I nat lød der ivrig, vedholdende knasen i badeværelset - de forsømte måltider er så småt ved at blive indhentet. Hill's Science Plan med kyllingesmag (Miss Mis' favorit) slår rejer og tun med flere længder. En halv skål, svarende til to dagsrationer, var væk til morgen. Lige nu powernappes der i reolen bag cd’erne, lutter idyl.

I går aftes fik halvvilde/tamme Jas lokket den nye logerende ud på åbent gulv ved sin blotte tilstedeværelse. Sofus var stærkt opsat på at slå en sludder af med den gamle, som couldn't care less. Tak alligevel, gamle Jas. Små skridt.

lørdag, marts 17, 2007

En kat forsvinder

Det gik ellers lige så godt. I går havde vi haft Sofus i en uge, og han var så småt begyndt at affinde sig med situationen og sit nye hjem.

De første par dage så vi ikke meget til ham. Han var altid bag ved et eller andet. Bag ved reolen, bag ved gardinet, bag ved toilettet, bag ved kaffemaskinen, bag ved sofaen. En gang imellem også under en stol, skeptisk og utilnærmelig. Desuden sultestrejkede han, uanset hvad vi diskede op med: tørkost fra dyrlægen, vådkost fra Whiskas i brev eller dåse, kylling fra køleskabet, rejer, tunfisk, hvad som helst. Han rørte det ikke. Til sidst begyndte vi at frygte, at han ville dø af sult, og vi ringede og rådførte os med internatet, hvor han havde boet i fire måneder. Ingen risiko, lød det beroligende, det skulle nok komme. Og vi arrangerede maden og havde tal på alt, hvad vi stillede frem, så vi kunne kontrollere, om der forsvandt noget. Men der forsvandt ingenting. Endelig for to dage siden sneg han sig ud fra bag ved sofaen og spiste 1 reje. Lidt senere på aftenen spiste han én til reje. Næste dag spiste han ingenting, men til gengæld lod han sig ae siddende bag ved sofaen, hvor vi dårligt kunne nå ham, og det var et stort øjeblik i går, da Monsieur tilmed blev slikket på hånden, og Sofus kneb øjnene sammen og spandt. Vi gik lettede i seng, helt sikre på at akklimatiseringen var ved at lykkes.

I morges, da vi stod op, var Sofus væk. Han var ikke bag ved sofaen og ikke bag ved noget andet. Vi så efter overalt i alle hulrum, bag alle døre, gardiner, reoler, under alle møbler. Han var der ikke. Vi blev enige om, at der kun kunne være én forklaring: hver nat kl. 2.30 kommer Miss Mis hjem fra sin natlige rekognoscering og melder sin ankomst med en gennemtrængende mjaven, der vækker hele huset, hvorefter Monsieur står op, trasker halvsovende ud til hoveddøren i totalt mørke og lukker døren op for at slippe hende ind. Sofus måtte være løbet uset ud samtidig med, at Miss Mis løb ind.

Vi gennemsøgte alle buske i haven, inspicerede alle træer og kaldte, kaldte, kaldte. Ingen kat. Sofus var over alle bjerge, og vi hadede os selv. Vi gik tilbage til huset og besluttede at foretage den tunge opringning til internatet og maile efterlysningen til Dyrenes Beskyttelse. Vi vidste også, at det var håbløst.

Vi spiste morgenmad i tavshed og uden appetit. Vi tog af bordet og vaskede op i tavshed. Bagefter gik jeg hen for at tænde radioen i håb om at aflede tankerne.

Sofus

Dér, bag ved bunkerne med cd'er fik jeg øje på et kattehoved. Sofus havde fundet sin rette hylde. Og jeg har lært, at der ikke findes nogen større lettelse end den, man føler, når man med god grund har troet, at weekenden vil blive et helvede at komme igennem, og at den grund så pludselig forsvinder som med et trylleslag. Denne weekend har indskrevet sig på listen over mit livs bedste, og ét er sikkert: når Miss Mis kommer hjem i nat, vil alt lys i huset blive tændt, og alle nyindflyttede katte vil blive lokaliseret og lagt i håndjern, inden der bliver åbnet nogen dør ud til det fri.

søndag, marts 11, 2007

Jeg har slået græs i dag ...

Forår i haven
- og for nøjagtig et år siden var det minus 10 grader ...

fredag, marts 09, 2007

Tomrummet

Trold
Han blev knapt tre år. Det var min kat, og jeg har fået mange trøstende ord. Dem er jeg glad for, men de skaffer mig ikke Trold alias Spike Jones tilbage.

Der var så meget krudt og livsglæde i den kat, og han elskede mad. Han kendte alle lyde, der havde bare den mindste relation til Whiskas-dåser, portionsbreve, køleskabe og gryder. Han kunne registrere dem liggende i dyb søvn i den anden ende af huset, og sekundet efter sad han turbospindende midt på køkkengulvet og forventede en spiselig erkendtlighed i form af en nykogt sild, et hjerte, en mørbradbøf eller måske bare en skefuld hytteret, det skulle da ikke komme an på det. Maden kom altid i første række. Når fremmødet ikke blev belønnet, og et hjerteskærende mjav med hovedet på skrå og insisterende øjenkontakt heller ikke hjalp, tog han sagen i egen pote, styrtede ud i haven og satte sig lige foran musehullet og ventede. Og ventede. Han havde tid nok til det vigtigste her i verden.

For en uge siden begyndte han at miste appetitten. Det havde vi aldrig før oplevet, men vi tænkte, at det gik nok over. Det gjorde det ikke, tværtimod. Han spiste mindre og mindre for hver dag, og han blev mere og mere sløv, han der ellers altid havde været hyperaktiv og aldrig fejlet noget som helst. Da han så også begyndte at kaste op og få tynd mave, var der ingen vej uden om dyrlægen. I første omgang lød diagnosen, at der var en tumor på den ene nyre. Men røntgenbilledet viste, at det var indvoldene, der af en eller anden grund lå helt forkert. Dog mente dyrlægen, at der var en fair chance for, at det kunne fixes.

Da Trold dagen efter kom på operationsbordet og blev lukket op, viste det sig, at han havde indre blødninger overalt på grund af en aggressiv leukæmi, der havde bredt sig med lynets hast. Der var ikke mere at gøre.

Jeg har mistet mange katte, og mange af dem har været gråstribede med hvid hagesmæk og hvide sokker ligesom Trold. Men aldrig har tabet føltes så stort. Han var søn af Miss Mis og Jas, og han var den mest tamme og kælne hankat, jeg har haft. Man skal ikke sige for højt, at vi talte sammen om alt mellem himmel og jord, så det lader jeg være med. Men jeg savner så forfærdeligt, at han ligger og spinder på bordet foran mig om morgenen, når jeg lægger makeup. Og på alle andre tidspunkter.

Forleden dag, da jeg fik dyrlægens lammende besked, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere katte.

I går aftes og i dag har vi været på katteinternat for at finde en efterfølger for Trold, og her til aften er vi kommet hjem med Sofus, som ingen andre ville have, men som vi ikke kunne stå for. Han ligner Trold til forveksling, når man ser ham lige forfra. Han kan ikke erstatte Trold, men han kan udfylde tomrummet og blive en værdig afløser, som vil have andre, enestående egenskaber.

Lige nu er han bange for sine nye omgivelser og gemmer sig i transportkassen, og Miss Mis går og snuser til ham. Nu er der bare at håbe på, at kattesammenføringen lykkes. Det skal den.

mandag, marts 05, 2007

Stille søndag

Som regel er jeg i stand til at tilrettelægge min tid og mit arbejde sådan, at jeg ikke behøver at arbejde under pres, men det er ikke altid det lykkes. I sidste uge havde jeg alt for travlt, og selv om jeg ved, at jeg ikke dur til at gå ud to dage i træk, havde jeg sagt ja tak til frokostinvitationer både lørdag og søndag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Men fordi det var mennesker, jeg ikke havde set længe og så nødigt ville vente endnu længere med at se, suspenderede jeg min sunde fornuft og tænkte 'det går nok'.

Det gik ikke. Søndag morgen var mit indre frirum fyldt så meget op, at jeg ville være et miserabelt selskab. Jeg var nødt til at melde afbud på selve dagen, og det er mig inderligt imod. Jeg har selv prøvet at være den, der modtager afbudet, og det er så skuffende og ærgerligt hver gang.

Men jeg gjorde det alligevel. I stedet brugte jeg søndagen på ingenting – i hvert fald ikke noget måleligt. Jeg cyklede en tur i den første forårssol, læste lidt, klappede katte og kiggede ud på tre rådyr, der holdt frokost i haven.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ved, at dem det gik ud over, forstår det. Det er en god fornemmelse.