søndag, marts 31, 2019

Sommertid og en tur til Fyn

Jeg har stillet vores ure til sommertid, men hvor jeg dog glæder mig til, at det formentlig snart er slut med det.

Vi har været en tur på Vestfyn og besøgt gode venner. Vejret var utroligt smukt, og overalt i landskabet var der blomstrende mirabel. Sidste sommer købte vores venner et hus i Veflinge - en by jeg aldrig havde hørt om før. De holdt et brag af et bryllup i september, selv om de ikke er unge mere. Fik solgt huset herovre og skaffet sig nye job på ingen tid. Billederne herunder er fra Bogense, hvor vi gik tur og beundrede de velholdte gamle huse.

At bo lidt væk fra større byer giver en særlig ro. Da vi selv flyttede herop til Halsnæs i Nordsjælland, lagde jeg mærke til, at alle hilser på hinanden, når de går tur. Det gjorde man ikke i Allerød, hvor vi boede før.

Der er meget at se og opleve på Fyn, men det nåede vi ikke denne gang. Jeg ville gerne have været gennem Jullerup, hvor min mormor voksede op - og gerne have genset H.C. Andersens barndomshjem, Johannes Larsens smukke museum og oplevet Den Fynske Landsby.

tirsdag, marts 26, 2019

Sikke et chok

I går morges klokken 6 hørte vi en serie af øredøvende eksplosioner. Lyden kom fra et sted i nærheden af os, og det var virkelig ubehageligt ikke at vide, hvor og hvad det var. Lidt senere kunne man læse i Frederiksborg Amts Avis, at en campingvogn på Bokildegårds Camping var eksploderet med et lager af ulovligt fyrværkeri, og det havde sat ild til andre campingvogne. Da jeg gik tur om eftermiddagen var der stadig en hær af politi, ammunitionseksperter og brandfolk.

I dag har jeg gødet vores græsplæner med Animix. Det er granuleret og lugtfri hønsegødning. Græsset vokser nu - jeg tror, det er det rigtige tidspunkt at gøde, så vi kan slippe af med mosset.

Jeg er ved at læse en bog, som jeg kan varmt kan anbefale. Det er Susse Wolds erindringsbog 'Bevægelse'. Her fortæller hun om ting, som har givet hende grænseoverskridende oplevelser.

Billedet er fra slotsparken ved Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor jeg holder meget af at gå tur.

lørdag, marts 23, 2019

Forår i haven

Jeg holder meget af denne tid, hvor der flere gange om ugen dukker nye forårsblomster op i haven. Her er det krokus, dorthealiljer, lungeurt, snepryd og en akeleje, der er ved at vokse op. Men der er også primula, forsythia, violer og ribes i blomst.

Om aftenen, når solen går ned, synger solsorten nu godnat, og dagen igennem er der fuglesang.

I går beskar jeg mine sommerfuglebuske. Den ældste købte jeg i 2013, og den var tre meter høj og lige så bred, inden beskæringen. Der er også fem stiklingeformerede nye buske i den fineste blå farve.

Vores 15 år gamle hunkat er nu ude i flere timer hver dag. Så det er virkelig blevet forår.

tirsdag, marts 19, 2019

En opfindelse til fuglefodring


Jeg fodrer fuglene lige uden for køkkenvinduet, og fuglefoderpladsen så herrens ud efter regn og storm, der knækkede mange grene. Vi har allerede nu haft den vådeste marts, siden målingerne af nedbør begyndte i 1873! Vi har fået ufattelig meget regn i de sidste par uger og har haft voldsomt blæsevej.

Så jeg gik i gang med at udtænke, hvordan vi kunne lave en ny foderplads med mere orden. Jeg bruger buske og træer til at hænge små kurve op med fuglefoder og også til de to foderautomater. Jeg fik den idé at bruge en gammel parasolfod af cement og finde et egnet træ med sidegrene, som jeg ville fælde og sætte ned i hullet. Det har vi nu fået gjort, og det ser rigtig fint ud. Man kan jo også købe stativer af metal til formålet, men jeg synes, det ser lidt for koldt ud.

Fugletræet bliver ganske vist ikke grønt, men der er masser af levende buske og træer rundt omkring.

lørdag, marts 16, 2019

En messe og en enestående bog

Vi har været i Bella Center til bolig- og livsstilmessen 'Bolig Mad Design'. Min hjertenskær havde fået fribilletter, så det måtte vi udforske. Det var en spændende oplevelse, og der var et utal af boder med flot dametøj, smykker, billedkunst, smukke møbler, grimme møbler, alt inden for boligindretning, mad og drikkevarer, boder med blomster så utroligt flot, hatte, spabade, konditorkunst, en skrædder viste herretøj, og der var et hav af smagsprøver (blandt andet på insekter) og masser af lokkemad :-) Det er bare lidt af alt det, man kan opleve. Livsstilsmessen har åben også søndag.

Jeg er ved at læse 'Oplyst' af Tara Westover. Det er en meget smukt skrevet og helt uforglemmelig bog. Hun fortæller om sin opvækst i en familie af mormoner i Idaho og uden at gå i skole. Hun var 17 år, før hun første gang satte sin fod i et klasseværelse. Nu har Tara Westover en ph.d. i historie fra Cambridge. Jeg har aldrig læst noget lignende ...!

Her lampeskærme af tørrede blomster fra blomsterdesigner Annette von Einem. Og buketter fra Nordic Plant.

onsdag, marts 13, 2019

Hvor heldig kan man være?

Jeg ville ud og gå en lang tur og blev sat af midt inde i byen, hvor der er godt fem kilometer hjem. Min hjertenskær skulle til Røde Kors' genbrug og aflevere et gulvtæppe. Jeg kiggede lige ind, for man kan jo aldrig vide. Og tænk, jeg blev overvældet over at finde både en Blæst regnfrakke og en Bitte Kai Rand dunjakke. Hver ting kostede 40 kroner. Sådan en regnfrakke koster i omegnen af 3.000 kroner fra ny, og den ser fuldstændig ubrugt ud. Det er lidt svært at se farve og mønster på billedet, men den er dyb koksgrå med små lysende prikker.

Jeg kan slet ikke undvære en god regnfrakke - især ikke efter at have opdaget det norske firma Blæst. De har det lækreste regntøj, som med en lun jakke eller sweater under kan bruges også om vinteren. Jeg har tre andre regnfrakker fra Blæst - en grøn, en gul og en rød. De er uopslidelige og med de fineste detaljer. Er 100% vandtætte, vindtætte og åndbare - forede og med tapede sømme. Hætten kan tages af, og frakken har sidelommer plus en inderlomme med lynlås. Der er reflekser, så jeg roligt kan gå ture her, hvor der ikke er gadelygter.

søndag, marts 10, 2019

Filmstriben

Jeg holder meget af at være ude i naturen, at se en god film og at læse bøger. En film kan jo også ses hjemme.

Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtilbud og kan bruges af alle, der er oprettet som bruger på deres lokale bibliotek. Der ligger ud over spillefilm også tv-serier og dokumentarfilm. Jeg abonnerer på Filmstribens nyhedsmail, og der er næsten altid mindst én film, jeg gerne vil se. Denne gang er det Jane Eyre. Jeg læste bogen for mange år siden - det er en sand klassiker.

I går så vi sidste afsnit af serien Bedrag - det der sendes på DR i aften. Det har været en spændende sæson.

Bruger du også Filmstriben?

onsdag, marts 06, 2019

Forår i haven

Nu må det være forår, og her sidder Hannibal. Dorthealiljerne blomstrer så smukt, og fuglene er begyndt at samle uld fra mit gamle tæppe til deres reder. Vi har også mange krokus og vintergækker i blomst. Jeg holder meget af denne tid, hvor der er så meget at glæde sig til i naturen. Jeg er haveskruk :-)

I Naturlommekalenderen kan man læse, at egernet får sit første kuld unger nu.

søndag, marts 03, 2019

Udsigt over havnen

Jeg vil lige vise, hvor smukt det kan være at sidde og kigge ud over havnen midt i København. Jeg var med en veninde i Kulturtårnet på Knippelsbro, som jeg aldrig havde hørt om før.

Kulturtårnet er en lille kulturinstitution i det ene af de to kobberbelagte brotårne på Knippelsbro i København.

Der er åbent for gæster onsdag til lørdag fra 12 til 22 og søndag fra 12 til 17, hvor man kan nyde den aktuelle udstilling og lidt godt til ganen fra caféen: øl fra fad, naturvin, kaffe, the, kager og vand.

I 2018 kårede Politiken Kulturtårnet til Årets Sted i byen.