lørdag, juni 30, 2018

Den rene luksus

D enne klatrerose beriger mig og min have med et væld af nye blomster hver dag og har gjort det siden maj.

Men luksus er også at have opdaget det, der giver min hud, hvad alderen har berøvet den. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg blev opmærksom på argan-olie, som er olie fra kernerne i frugten på argantræet. Olien er fantastisk, hvis man er ude over den alder, hvor huden er lydefri, rynkefri og babyglat. Huden bliver spændstig og ser mange år yngre ud. Min argan-olie er fra Urtegaarden. Nej, det er ikke et sponsoreret indlæg :-)

onsdag, juni 27, 2018

Koncert ved Asserbo Slotsruin

Vi har været til udendørs koncert her til aften ved Asserbo Slotsruin med sangeren Bobo Moreno, pianisten Ole Koch Hansen, bassisten Bo Stief og Mogens Johansen på klarinet. Man blev opfordret til at tage madkurv med og huske puder - eller bord og stole. Jeg vil nok tilføje myggespray. Men at sidde ude på en lun sommeraften og høre lækker musik sammen med andre mennesker var en rigtig god oplevelse! Jeg tror, vi var omkring 1000.

Det var Kildemarkedet i Tisvilde, der havde inviteret på en sommeraften i skoven med fællessang og jazz.

Asserbo Slotsruin ligger ved Asserbo Plantage og har en spændende historie om munke, adel, brand og sandflugt.

tirsdag, juni 26, 2018

Vandmangel

Jeg vander og vander, og nu er regnvandstønden tom igen! Haven ser sølle ud lige bortset fra der, hvor jeg vander: sommerfuglebuskene, roserne og mine højbede med blandt andet mamelukærmer, morgenfruer, lilla valmuer og hjulkroner. Bregnerne er ved at visne ned og også min ellers så fine fjerbusk.

Og så til noget helt andet!

Jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde ville komme på SnapChat! Men man må jo være der, hvor ens barnebarn er. Teenagere bruger ikke sms, telefon, Facebook og Skype - i hvert fald ikke min teenager og hendes omgangskreds. Og så måtte jeg jo sætte sig ind i SnapChat! Men Musical.ly giver jeg dog afkald på indtil videre. Man kan nemt komme til at bruge en stor del af sin vågne tid, hvis man som mig også er på WhatsApp, Facebook og Instagram.

søndag, juni 24, 2018

Store Badedag i Liseleje

I Liseleje var der i går Store Badedag med fællesbadning om formiddagen og modeshow med præsentation af 125 års bademode om eftermiddagen. Det var forrygende at se især det gamle badetøj vist frem af skønne kvinder og to unge mænd, der gik catwalk til musik fra hvert årti. Fire fotografer fra aviser stod klar med deres lange linser og så ud til at nyde det hele lige så meget som os publikum :-)

Det sorte badetøj er fra år 1900, og derefter er det 1910, den strikkede badedragt er fra 1930 - og det nederste billede er badetøj fra 1950. Det kunne man jo sagtens bruge i dag :-)

fredag, juni 22, 2018

Fra pupper til sommerfugle

For et par uger siden opdagede jeg, at der var mange pupper rundt omkring på vores hus. Nu er de første blevet til kålsommerfugle. Jeg håber, der også er lidt mere farvestrålende arter.

Insektet starter som æg. Derefter udklækkes det som larve og spiser, inden det går ind i puppestadiet. Det er da en utrolig forvandling!

Her er det en af pupperne, jeg har fotograferet.

onsdag, juni 20, 2018

Ninas Naturcafé

E n af mine yndlingscafeer er Ninas Naturcafé i Kirkelte, som ligger mellem Allerød og Hillerød. Det er en oase med den dejligste natur rundt omkring. Maden er hjemmelavet helt fra grunden, og det meste er økologisk.

Ninas Naturcafé har mange spændende arrangementer. Jeg har været til fåreklipning og sidste år til et brag af en koncert i den hyggelige have med Alberte og guitaristen Andreas Fuglebæk.

Der er forskellige aktiviteter som fx hestevognskørsel og ture med en naturvejleder. Også mindre musikarrangementer i løbet af sæsonen, og der er kunstnere, der udstiller, og andre, der kommer med deres produkter og har en lille bod en søndag. På lørdag er der midsommermarked med udvalgte fødevareproducenter. Se evt. programmet her.

Åbent onsdag til søndag klokken 12-17.

mandag, juni 18, 2018

Haveglæder

Man har mange glæder, når man har en have. I vores lidt vilde have er der et utal af fuglearter. Her er det en gærdesmutte, som har valgt at bygge rede mellem efeublade på en gammel træstub

Ind imellem sker det, at en fugl flyver ind i et vindue. Men med lidt held er den klar til at flyve videre efter kort tid som denne fuglekonge, som jeg lige nåede at fotografere.

søndag, juni 17, 2018

Endelig regn!

I går aftes fik vi endelig regn efter den værste tørke, jeg kan mindes. Tænk at man kan blive så lykkelig for regnvejr ...

Nu håber jeg, min regnvandstønde er blevet helt fyldt igen. Jeg må have anskaffet mig en regnmåler - det kunne være interessant at se, hvor meget vand haven får i regnvejr.

Her til morgen var jeg på et af mine elskede loppemarkeder, og pludselig stod Bella foran mig og smilede. Til min store glæde er min interesse for loppemarkeder smittet af på hende. Hun var sammen med sin bedste veninde. De unge piger har et godt øje for de dyre mærker :-)

fredag, juni 15, 2018

Jeg kan ikke få nok af dette syn

D et er ikke så ofte, man ser marker med masser af røde valmuer. Men det er et af de smukkeste syn, jeg kender. For landmanden er det sikkert ikke samme oplevelse, da det går ud over høstudbyttet.

onsdag, juni 13, 2018

Frederiksdal og Sophienholm

I dag har vi været på udflugt til Frederiksdal og traktørstedet Den gamle have. På et traktørsted må man gerne have sin egen mad med, men skal købe drikkevarer. Da vi havde mange lækre rester fra i går, hvor vi havde gæster, var det hyggeligt at spise ude i det fine vejr. Bagefter gik vi en tur langs Mølleåen til Fribadet i Furesøen. Der lærte jeg at svømme for længe siden :-) Det er altid dejligt med en tur til barndommens land.

Billedet her er fra Mølleåen i Frederiksdal, hvor Bådfarten sejler til Lyngby Sø, Bagsværd Sø, Furesøen og Vejlesø.

Vi var også en tur i Sophienholms park. Der var som altid mange grågæs - ja, flere end jeg har oplevet før. Stauderne stod meget flot og blev vandet, men græsset var næsten forsvundet på grund af tørken.

mandag, juni 11, 2018

Havens pryd lige nu

Min uægte jasmin (pibeved) Belle Etoile spang ud i går. For 20 år siden købte jeg den på Asserbo planteskole og valgte denne sort på grund af den fine, røde farve midt i blomsterne. Duften er fantastisk!

Her kan man se, hvordan den står ved vores nye, stenbelagte indgang med bregner overfor. Jeg fik brolæggeren til at lave indgangen snoet for at skabe en mere organisk oplevelse af haven her mod vest.

søndag, juni 10, 2018

Lykke er ...

Lykke er for mig sommerens udendørs loppemarkeder og en weekend med mit barnebarn Bella.

I Liseleje er der loppemarked syv gange fra maj til og med august hvert år. Det foregår primært overfor ishuset i Liseleje plantage, men også langs Liselejevej og i den lille park ved købmanden. I går var der samtidig Liselejeløbet, hvor ruterne var 5 og 10 kilometer. Jeg forstår ikke, at nogen kunne løbe i den varme ...

Andre gode loppemarkeder er Søllerød Loppemarked i Holte - og Gentofte Loppemarked ved Charlottenlund Station.

onsdag, juni 06, 2018

Gode læseoplevelser og Torup Bogby

Jeg elsker at læse og er hele tiden i gang med en bog. I øjeblikket er det Hanne-Vibeke Holsts 'Som pesten'. Og i de sidste par måneder har jeg også læst Kim Leines 'Rød mand/sort mand', Troels Kløvedals 'Alle mine morgener på jorden' og Ken Folletts 'Den evige ild'. De har alle været store læseoplevelser!

Her i nærheden har vi Torup Bogby, der vrimler med gode, brugte bøger. Fra hjemmesiden kan jeg citere:
'Torup Bogby er Danmarks første bogby. En lille landsby på 350 sjæle i Nordsjælland, der damper af bøger. Vi har 'hovedkvarter' i den gamle stationsbygning på Dyssekilde Station. Her kan man købe brugte kvalitetsbøger. Det kan man over det meste af landsbyen. I Brugsen, i et karlekammer på Røjlegården, i 10 bogkærrer, i en skurvogn foran kirken. Men Torup Bogby er ikke kun bogsalg. Vi holder også forfatterarrangementer med store og mindre store navne, blandt andet på det årlige Nordisk Forfattertræf ... Formålet med Torup Bogby er kort sagt at skabe liv. Bogbyen skaber et stærkere lokalt fællesskab og et rigere åndsliv'.

Hvis det fanger din interesse, så læs meget mere her.

Den smukke stationsbygning fra 1916, der er tegnet af Vilhelm Holck, blev i 2011 købt af to ildsjæle, som fik den sat i stand. Dengang var den i en ussel forfatning med brædder for vinduerne, men indtil for ca. 25 år siden var her ventesal, postkontor og godsbetjening.

mandag, juni 04, 2018

Det gælder om at nyde livet

Her i huset er vi nogle, der nyder livet :-) Hannibal ligger og sover på ryggen inde i stuen, mens vi andre spiser jordbær i haven ...

lørdag, juni 02, 2018

Sommerglæder og -kvaler

H avens blomster er vidunderlige i øjeblikket, men det kræver masser af vanding fra regnvandstønden. Jeg kan ikke mindes, vi har haft en forsommer med så meget sol nogen sinde, og sommeren er endda først lige begyndt ifølge kalenderen.

Egentlig er mit højeste ønske, at vi får et døgn med silende regn! Bare regnen ikke ødelægger mine havevalmuer, storkenæb og roser.

Det er i haven, jeg ofte læser avis. For nogle måneder siden tog jeg imod en måneds gratis abonnement på Kristeligt Dagblad. Mest bare af nysgerrighed. Men det blev en avis, jeg nu læser med stor glæde, fordi den har mange portrætter af interessante mennesker og altid med en positiv vinkel. Kultur, liv og sjæl på meget højt niveau.