fredag, juli 31, 2009
ABC i ord og billeder: Vand
I dag er Petunias ABC i ord og billeder nået til V, og jeg vil vælge ordet vand. Det er lettere at illustrere end vovehals, volapyk, velbehag eller velbekomme :-)
Da jeg var teenager, gik jeg to sæsoner til udspring og var en rigtig vandhund. Jeg kunne lave baglæns udspring og forlæns og baglæns saltomortaler, men ak, det er fortid. Nu nøjes jeg med at gå ture langs vandet og kigge på folk som fiskeren her. Og at se ud på kanalen gennem vinduet fra min arbejdsplads.
Kig her for at se mange andre bloggeres bud på dagens udfordring.
At få smag for at læse bøger
I min barndom var der ingen Harry Potter. Men der var Illustrerede Klassikere, og dem slugte jeg lige så begærligt, som børn i alle aldre nu gør med den bebrillede troldmand fra Hogwarts. Illustrerede Klassikere var tegneserieudgaver af de store bogklassikere, og dengang var det vistnok ikke helt velset, at man lod børn læse den slags underlødige hæfter, der nærmest ansås for skadelige af det bedre, meningsdannende borgerskab. Det har heldigvis ændret sig siden. Ideen var at give børn smag for at læse rigtige bøger, og det behov er ikke blevet mindre med årene.
Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg egentlig læste som barn og ung, dukker navne op som Milly Molly-bøgerne, Cardby fra Scotland Yard og Anders And. Ikke just lødig litteratur, men de var alligevel allesammen igangsættere, der gav lyst til mere. Christian Kampmanns Gregersen-saga hører vel også til i den kulørte afdeling, men jeg læste den med stor fornøjelse, og den førte mig videre til Kirsten Thorups romaner og søstrene Brontë.
Jeg går stadig ikke af vejen for et stykke gedigen triviallitteratur. For mig er det ikke så vigtigt at skelne, og let tilgængelige bøger kan også være velskrevne. Men hvem ved - måske er det Illustrerede Klassikere og Anders And, der har spoleret mine litterære smagsløg?
Hvad fik dig i gang med at læse bøger?
torsdag, juli 30, 2009
Udsmykning eller reklame
Da jeg kørte hjem, kom jeg forbi en udsmykning eller reklame så stor, at jeg aldrig har set noget lignende - den fortsatte rundt på husets tredje side med endnu et billede. Der er gået en anselig mængde stof til.
Gad vide hvad meningen er ...
Et godt grin
Jeg trænger til at blive muntret lidt op og faldt over en helt vidunderlig hjemmeside med skoannoncer. Tak et kig og se de mest vanvittige eksempler - jeg lover, du får dig et godt grin :-)
At forbedre sin livskvalitet
Jeg er kommet til at tænke på, at intet måske er tilfældigt. Det ved jeg, at mange mennesker vil hævde. Det vil sige, at det ikke er tilfældigt, at man er født på en bestemt dag, eller at man tiltrækkes af og harmonerer med bestemte mennesketyper.
Mange leder efter måder at forbedre deres livskvalitet på. De søger værktøjer, der kan hjælpe dem til at leve deres liv på en lettere måde, og mange gange er det ikke de opgaver, vi stilles over for, der er de sværeste, men den måde vi griber opgaverne an på.
Vi er alle påvirket af forskellige energier, og vi skal opleve forskellige hændelser, gode såvel som mindre gode. Nogle livsomstændigheder har vi mulighed for at ændre, og nogle har vi ikke.
Og måske skal man ikke gå og være nysgerrige og lade de latente muligheder ligge uprøvede. Nogle mennesker vil hævde, at vores tal er vores skæbne, og mens man ikke kan ændre det stjernetegn, man er født under, eller den dag man er født, så kan man ændre sit navn, og dermed – som en numerolog vil udtrykke det – den vibration, vi identificerer os med og påvirkes af og dermed få andre indgangsvinkler og fornyede energier til løsningen af vore kriser og opgaver. Det har sammenhæng med teorien om, at der i vores navne ligger energier, idet hvert bogstav har et tal, som igen har en energi. Man mener, at tanker om tallenes betydning har beskæftiget menneskene i årtusinder.
Der findes mennesker, der ud fra en sådan filosofi har ladet deres navn ændre, og nogle har sikkert haft glæde af det, men på den anden side kender jeg også et tilfælde, hvor et menneske ud fra de bedste hensigter fik hjælp til navneskifte, men for hvem dette førte til et endnu mere mislykket liv og til sidst til selvmord.
Man er derfor i et dilemma, hvis man har lyst til at forbedre sin livskvalitet og ender måske med at lade skæbnen råde.
Hvad mener du om dette svære spørgsmål?
onsdag, juli 29, 2009
Den sværeste samtale i mit liv
Sådan var min samtale med min kræftsyge veninde for et par timer siden. Lægerne kan intet gøre for hende, og scanningen viser, at kræften har bredt sig trods kemoterapi. Det er utroligt svært at tale med en veninde, der formentlig skal dø inden længe. Hun var meget påvirket af den smertestillende medicin, og havde svært ved at finde ordene.
Jeg har lige cyklet i 1½ time for at få tankerne på afstand, men det lykkedes ikke ...
En uvelkommen gæst
Da vi kom hjem i går aftes, havde Phister ordentlig moret sig! Her hos os kalder vi alle muldvarpe for Phister - og han havde lavet store flotte muldvarpeskud mange steder i haven, endda under et af fuglebadekarene, som nærmest var løftet op. Da jeg flyttede karret, kom der et hul til syne, og Sofus satte sig straks og gloede ned i hullet og tænke sikkert, at hvis jeg venter længe nok, kommer der en mus op.
Hvis nogen af jer ved, hvordan man bliver af med muldvarpe, vil jeg blive meget glad for et godt råd!
Naturlommekalenderen fortæller, at egernet nu får sit andet kuld unger, og pindsvinene tager deres unger med på natlige ædeture. Rønnebærtræerne står med røde bær, og sommeren går jo desværre snart på hæld.
Billedet er taget i Frederiksdal i går. Jeg holder meget af dette sted, hvor jeg som barn og ung kom meget og badede ved Fribadet i Furesøen. Min far bor stadig tæt ved, og hver gang vi besøger ham, nyder jeg at køre gennem alle de kendte steder.
tirsdag, juli 28, 2009
Potteplanter på ferie i haven
Jeg har sendt nogle af mine potteplanter på sommerferie i haven. Det plejer at få det bedste frem i dem - som i disse novemberkaktus, som var lige til møddingen, men nu er blanke og vokser fint igen.
Citrusplanter er også glade for et par måneder i haven ...
En sjov hjemmeside
De 10 mest populære pigenavne er Emma, Freja, Ida, Caroline, Sofie, Mathilde, Anna, Laura, Lærke og Sara.
Berlingeren skrev for nogle dage siden om en ny hjemmeside, der giver masser af søgemuligheder og hjælp til forældre, der har svært ved at finde på et navn til deres barn. På mitbarnsnavn.dk kan man søge på kryds og tværs - skal den lille ny for eksempel have et sjældent navn, der er inspireret af naturen og starte med L? Så er Lavendel svaret.
Man kan også more sig med at slå sit eget navn op. Det har jeg lige gjort, og i 2008 fik kun ét barn i Danmark mit fornavn, som åbenbart er gammeldags, og navnet er mest udbredt i Nordjylland.
Man kan koge søgningen ned og komme uden om alle de navne, man ikke gider. Der er mange kategorier, og man kan søge i det græske, det royale, kendis-navne og meget mere. Og man kan gå på opdagelse i numerologiens verden ...
mandag, juli 27, 2009
Egen avl
Nu er jeg begyndt at høste af mine peberplanter, og fem peberfrugter er det indtil videre blevet til på størrelse med en appelsen - plus flere mindre. Planterne var næsten ved at gå i knæ over vægten. Det er hyggeligt at kunne høste sine egne peberfrugter, og det har været sjovt at se planterne vokse op lige fra de kun var et frø, jeg lagde i jorden.
Appelsinen er kun med for at vise størrelsen - nej, den er ikke hjemmedyrket :-)
Lykke
Hvis man spørger mennesker, om de er lykkelige, får man mange forskellige svar, og det har nok noget at gøre med, at det er meget forskelligt, hvad det enkelte menneske forstår ved begrebet lykke. Alder, livsfilosofi og ens omgivelser spiller sikkert ind.
Undersøgelser har vist, at danskerne er verdens lykkeligste folk. I ugebladet Alt for damerne var der fornylig en artikel med titlen 'Bliv lykkelig – selv om livet ikke er perfekt', og den tog udgangspunkt i en bog af Anna Meilhede, der er udkommet i år. Der er også i de senere år udkommet flere bøger, som vil vise vejen til lykken, og flere af dem er oversat fra amerikansk, og det har nok noget at gøre med, at forestillingen om at søge lykken spiller en særlig rolle for amerikanerne. En af disse bøger har titlen 'Lykken er et valg', og i den fastslås det, at lykke ikke er et resultat af en gunstig skæbne, men er noget man selv vælger at få i sit liv, og det understreges bl.a. i følgende citat fra bogen: 'Vi skaber verden ud fra den måde, vi vælger at betragte den på'.
Er du enig i det synspunkt, at lykken er et valg?
søndag, juli 26, 2009
Prins Henrik
Nu får jeg nok på puklen, jeg har set prinsedåb! Og Monsieur har hånet mig, men jeg kan tage det :-) Henrik Carl Joachim Alain kom han til at hedde.
Det var navne, der kom bag på mig - nu har vi to prinser, der hedder Henrik, med mindre han skal kaldes Carl!
Er det en ny trend?
Da jeg var ude at købe ind, faldt mit blik på denne ellers kønne buket - men noget af pynten er en halv citron! Er det en ny trend? Jeg synes, det ser helt vanvittigt ud ...
En langsom start
Godmorgen! Jeg sidder her med havedøren åben ud til terrassen og nyder en langsom start på dagen. Luften er dejlig lun, og der er blå himmel mod syd. Jeg har lige samlet dræbersnegle, og det blev til en stor pose fuld - øv, jeg havde troet, vi slap for dem i år, men jeg skal love for, at de er kommet sig efter de sidste dages regnvejr, for de er overalt.
Det blev sent i går, og det er jeg ikke ret god til. Men jeg nød den dejligste mad hos min veninde og er stadig helt forspist. Billedet herover er taget i hendes smukke have. Jeg tror, at al den gode mad må kræve lidt ekstra motion i dag :-) Og huset skal gøres rent, det tæller jo heldigvis også på motionsregnskabet.
Hvad har du af planer for din søndag?
lørdag, juli 25, 2009
Leg og hygge
Mens jeg sad og læste avis, kom to af rådyrungerne drønende ind i haven. De legede med noget, de fandt på græsset, og kastede det op i luften. Desværre nåede jeg ikke at fotografere dem i leg, kun moren og én af ungerne mens de spiste. Men jeg faldt over en sød lille video med en loris. Har du nogen sinde set sådan en bliver nusset?:
Rigtig god lørdag
I går spiste vi på café Eventyr i Hillerød, og jeg fik lidt nye Go-Cards med hjem til min samling. Hylden med de sjove kort trækker i mig som en magnet, og jeg synes det er en fin idé at sprede et budskab fra annoncøren via postkort. Og mon ikke der bliver sendt mange flere kort, når de er gratis?
Senere i dag skal jeg være sammen med en dejlig veninde, som jeg har kendt, fra vi var ganske unge. Hun er enlig, og jeg må indrømme, at jeg har prøvet at sætte hende ved siden af en mine gode mandlige venner, som også er alene i håb om, at sød musik ville opstå. Men det skete desværre ikke. De er ellers begge rigtig gode venner af mig og bestemt ikke 'tomgangsvenner'. Gad vide om man egentlig kan tillade sig at være Kirsten Giftekniv ...
Nu vil jeg gå ud og hente aviserne i postkassen og nyde kaffe og morgenmad.
Rigtig god lørdag til jer der læser med!
fredag, juli 24, 2009
Endelig weekend
En af mine venner har sendt mig dette herlige billede, som fint illustrerer, at nu er det endelig weekend :-)
ABC i ord og billeder: Udflugt
I dag er Petunias ABC i ord og billeder nået til U, og jeg vælger ordet udflugt - en udflugt til et spændende sted nær ved, hvor jeg bor. Kikhavn i Nordsjælland er et gammelt fiskerleje fra slutningen af 1700-tallet og et hyggeligt sted at gå tur, hvis man som jeg har hang til bondehusidyl og toppede brosten.
Kig her for at se mange andre bloggeres bud på dagens udfordring.
Grund til bekymring?
Sundhedsstyrelsens forebyggelseschef 'opjusterer' nu det såkaldte 'worst case scenario' for den forventede kommende influenzaepidemi til 4.200 døde danskere. Sådan skrev Berlingske i går. Og så er det jo, at man kan blive en smule i tvivl om, hvor slemt det her egentlig er.
Verdensomspændende pandemi af H1N1-influenza og en masse andre ubehagelige ord flyver rundt i medierne ...
Er du bekymret?
torsdag, juli 23, 2009
Gid det var mine
Og der stod de langs et hegn i hundredvis og lyste op, så jeg måtte vende bilen og køre tilbage ...
Savnet
Pludselig kom jeg til at tænke på, hvor trist det er, når blogvenner, man har kendt i lang tid, pludselig bare forsvinder eller ikke skriver på deres blog mere. Det har alle jo selvfølgelig ret til, men det er tydeligt, at man lærer hinanden helt godt at kende, og at savnet melder sig, når folk bare forsvinder ...
Mode og nyt katalog
Jeg har lige fået H&M's katalog med posten, og jeg elsker simpelthen at se, hvad de viser af ny mode. Det tager dog gerne et halvt år, før jeg har vænnet mig helt til synet. Her til efteråret bliver grå, mørklilla, hindbærrød og petrol nogle af de hotte farver, og bluserne skal stadig sidde som sprøjtet på.
Når man ser på gamle billeder, ser man rigtigt, hvor meget tidsperioden afsløres i påklædningen. De tre piger er fotograferet i 1905, og dengang gik man åbenbart med hat, selv om man bare var en pige.
Da jeg begyndte at gå i skole, var det ikke almindeligt, at piger gik i lange bukser. Men på skolebilledet fra 1. klasse kan jeg se, at det havde jeg og kun én anden pige på. Mine var hjemmesyet, som en stor del af mit tøj var dengang. Min mor syede også til sig selv - hun var uddannet i tilskæring ud over at være vævelærer og husholdningslærer.
onsdag, juli 22, 2009
Glæden ved at få motion
I dag har jeg fået motion for alle pengene. Jeg har både luget have, gået en lang tur og cyklet i en time. Det føles simpelthen så dejligt - også selv om det begyndte at styrtregne, inden jeg kom hjem ...
Onsdagstema: Svalende
Ordløs onsdag er i dag ordet svalende/svalkande. Billedet af isbjørnen tog jeg på en meget varm sommerdag i Københavns Zoo. Se mange flere bud her.
De fineste ting
Jeg har overtaget en stor stak håndarbejde, som jeg tror, min farmor må have broderet og hæklet. Det gør mig helt ydmyg at kigge på disse fine små mellemlægsservietter, og der er mange flere typer end de fire her, og også bakkeservietter. Tænk at kvinder i gamle dage broderede deres udstyr selv. Min farmor var født i 1888, og den generation gik ikke bare ind i en forretning og købte alting færdigt, som mange ville gøre i dag - og de passede godt på deres ting og havde dem hele livet.
Det frygtelige er jo, at det egentlig ikke er noget, jeg bruger, så det vil nok blive pakket omhyggeligt ned i en kommodeskuffe og taget frem med mellemrum og beundret med en kærlig tanke til hende, der lagde de mange måneder eller år i arbejdet. Hun døde desværre allerede da jeg var ét år, og derfor kan jeg ikke huske hende.
tirsdag, juli 21, 2009
Besøg hos Simba
Vi har været hjemme og besøge ham her - det er min fars hund Simba. Han elsker at få besøg og at få resterne fra middagen. Det blev til en kvart lækker, ovnstegt kylling, som han spiste på cirka 10 sekunder.
Det var et dejligt besøg med historier fra gamle dage, som min far er en sand mester i at fortælle, og jeg har nogle ting med hjem, som jeg vil fortælle lidt om i morgen.
God aften til jer derude :-)
Tag et kig hos Piskeriset
Med et billede fra aftenturen i går vil jeg gerne gøre jer opmærksom på en dejlig blog ført af Piskeriset, der lige er kommet hjem fra ferie i Sydfrankrig. Nyd hendes forslag til madretter, lekture, film og gå i hendes feriefodspor ...
Tirsdagstema: Køretøj
Tirsdagstemaet i denne uge er fordon - på dansk køretøj. Denne gamle Citroën holdt inde i byen for nylig, og den var så smuk at alle stoppede for at beundre den :-)
Kig ind og se alle de festlige bud på køretøjer hos andre bloggere.
Gode råd
Kvinder.bt har en tankevækkende artikel om, hvordan man holder depressioner fra døren. Depression er jo en af tidens svøber, og det er ret enkelt, hvis artiklen har ret i, at disse 10 punkter gør en verden til forskel.
1. Havearbejde har længe været kendt som en nem og ikke mindst billig måde at få pulsen ned og få hverdagens stress og jag på afstand. Så fat spade og skovl og kom i gang!
2. Meditation kan hjælpe med til at holde en depression fra livet, især hvis du tidligere har lidt af en eller flere depressioner. Meditation kan faktisk nedsætte risikoen for, at man udvikler en ny depression med hele 50%.
3. Røgelse er ikke bare for tibetanske munke og etnisk inspirerede indretningsarkitekter. Visse former for røgelse kan faktisk hjælpe dig i gang med at få det gode humør tilbage og de deprimerede tanker på afstand. Det gælder blandt andet olibanum også kendt som virak eller frankincense.
4. Spis perikon - perikon er ikke bare til pynt i haven. Busken med de gule blomster er efterhånden blevet et populært naturmiddel mod milde depressioner, og flere forskningsprojekter peger mod, at de gule blomster er lige så effektivt et middel mod depression som flere lægemidler.
5. Spis mere fisk - personer, der lider af en depression, har ofte et lavere niveau af Omega 3-syre i blodet. Omega 3-syre findes specielt i fede fisk, så smid en makrel eller laks eller andre typer fede fisk på panden og helst flere gange om ugen, hvis du føler, at tungsindet nærmer sig.
6. Bevæg dig - når du bevæger dig, frigiver hjernen endorfiner, der er kroppens eget lykkehormon. Derfor har folk, der motionere jævnligt, mindre risiko for at få en depression. Så tag en svingom, løb en tur, eller smut en tur i svømmerhallen, hvis humørbarometeret daler.
7. Brug naturligt sødestof - raffineret sukker, som vi kender det fra poserne i supermarkedet, kan være direkte skadeligt for humøret, mener flere forskere. Derfor bør du undgå slik, sodavand med sukker i og sukkerskålen i køkkenet, og i stedet bruge naturlige sødemidler som ahornsirup, honning eller agaveekstrakt.
8. Gå ud i solen. D-vitamin har betydning for hjernes evne til at producere serotonin, der er et signalstof, der både har betydning for både søvn, humør, hukommelse. Derfor anbefales det, at du alt efter hudtype forsøger at tilbringe mellem 15 og 40 min, i solen uden solfaktor, så du sikrer dig, at din krop får produceret nok D-vitamin. Ellers kan D-vitamin også fås som kosttilskud.
9. Grin dig glad - latter er også med til at frigive kroppens naturlige lykkehormon, endorfiner, så put din yndlingskomedie i DVD-afspilleren, læs en sjov bog, eller få en griner med vennerne, så får du det snart bedre.
10. Depression kan gøre dig stærkere. Depression er en naturlig forsvarsmekanisme, som naturen har indrettet med det formål at tvinge dig til at tage dit liv op til revision og derved gøre dig stærkere.
Lyder det ikke meget fornuftigt? Det gør det i mine ører.
mandag, juli 20, 2009
Mandagstema: Ferie
I denne uge er mandagstemaet ferie. Jeg har lige holdt tre ugers ferie i det smukkeste sommervejr, og jeg vil vise lidt billeder fra min ferie hjemme i Danmark. Jeg holder meget af at holde ferie i Norden - jeg synes vi har alt her, bjerge, skove og strande.
Se mange flere bud på denne uges tema her.
Børnelege
Er der slet ingen børn, der hinker mere? Jeg ser aldrig hinkeruder på veje eller fortove, som da jeg var barn. Jeg ser heller ingen børn, der sjipper eller kaster bold op ad en mur. Vi legede også sanglege i min barndom og spillede boccia. Nu ser boccia eller petanque ud til at være en leg for voksne mænd på fine baner som den, vores nabo lige har lavet.
Sidder børn nu om stunder kun ved computeren eller fjernsynet?
Planten på billedet er det aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvad hedder. Hvis der er nogen af jer, der ved det, vil jeg bliver utrolig glad for at få det at vide.
søndag, juli 19, 2009
Lidt har også ret
Jeg plejer jo at sige, at jeg savner noget grønt ved DR Byen. Men det er faktisk lykkedes mig at finde lidt :-)
Gæster - i have og hus
Godmorgen! Jeg har lige nydt synet af et af vores rådyr - den ligger i buskadset og hviler sig cirka 10 meter væk, og selv om jeg netop har åbnet havedøren, bliver den bare liggende.
Mon vi får et mindre trykkende vejr i dag? Det virker dejligt køligt her til morgen.
Vi får frokostgæster, og denne bog vil blive brugt til at lave kalveculotte 'cajun style'.
Jeg må lige fortælle, at i nat fik jeg læst 45 sider af Rolf Dorsets 'Leve af lys' - og den er altså spændende! Hvis I skulle være det mindste nysgerrige, så er den utroligt tankevækkende, og verden må være større og mere kompleks, end vi kan forestille os.
Nå, nu kalder morgenbordet med kaffe og lunt, groft brød. Jeg vil ønske jer alle en rigtig god søndag!
lørdag, juli 18, 2009
Klap en tigerunge
I dagens avis har jeg netop læst om de små tigerunger i Næstved Zoo, som man kan få lov til at klappe mod at betale 1000 kroner. Nu har formanden for Det dyreetiske Råd, Peter Sandøe, og flere andre sagt, at det er helt ude i hampen. Jeg må indrømme, at sådan har jeg selv tænkt, men ved middagsbordet er vi ikke helt enige.
Billedet her er vores ven Peters får, og dem må man gerne klappe :-)
En svær situation
En af mine nære veninder er meget syg af kræft. Jeg har lige fået en mail fra hende om, at det går meget dårligt, og at sygehuset ikke kan fjerne hendes smerter. Hun er indlagt nu for tredje gang på få uger.
Jeg synes, det er utroligt svært - hvordan er man en god veninde i den situation? Vi bor meget langt fra hinanden, og derfor kan jeg ikke bare smutte forbi og være hos hende. Min mors død af kræft for 10 år siden bliver pludselig meget nærværende.
Ikke en dråbe regn
Hvordan gik det med skybruddet, er I druknet i regn i nat? Her faldt der ikke en eneste dråbe, så vidt jeg kan se, selv om radio og aviser havde tudet os ørerne fulde hele dagen i går.
I vores have er jorden mange steder dækket af skovjordbær med masser af modne bær. Til gengæld er myggene nu overalt, og arbejde i haven kræver tøj, hvor arme og ben er dækket. Det fandt jeg ud af i går, hvor jeg slog græs med rugbrødsmotor - jeg er blevet stukket overalt.
Jeg faldt over nogle sjove råd på tante Berlingeren, hvor en professor fortæller om, hvordan man får et bedre liv. Et af de 13 punkter lyder: Sladr positivt! Alle sladrer, men gør din sladder positiv. Forskning viser, at når vi taler om andre mennesker, så har lytteren tendens til at sammenligne dig med de karakteristika, du bruger. Altså: Konstant at tale dårligt om nogen vil få folk til at se dig i et negativt lys. Det lyder meget klogt i mine ører ...
I dag står den på indkøb og rengøring her hos os, vi får nemlig gæster i morgen. Når jeg har drukket min morgenkaffe i ro og mag, tager jeg tilløb ...
Hvad har du af planer?
Rigtig god lørdag til jer der læser med!
Update: Her er den regn, vi ikke fik, eller i hvert fald lyden af den :-)