søndag, juni 28, 2015

På Møns Klint


I går besøgte vi Miri i hendes paradisisk smukke have med blomster, køkkenhave og flotte hegn. Her bor en lille kattedame, der hedder Fanny, en kanin og høns, der går rundt, som de har lyst – en høne ligger dog på æg og passer fire små kyllinger. Vi havde en aftale med Miri om at se Møns Klint sammen og lavede en picnic ud af det. Under et bøgetræ og på Miris smukke patchworktæppe indtog vi vores frokost, inden vi gik de cirka 500 trappetrin ned til havet. Jeg har læst, at klinten er 128 meter høj - den er et fantastik syn!

Den østligste del af Møn blev dannet under den sidste istid for ca. 12.000 år siden, da isen skubbede enorme flager af den gamle kridthavbund sammen. På klinten yngler bysvaler i store kolonier og også digesvaler.






torsdag, juni 25, 2015

Fugleunger og et jubilæum


Der er mange fugleunger i øjeblikket - det er helt uimodståeligt at se, når forældrene propper mad ned i halsen på dem. Andre er kommet så langt, at de ihærdigt prøver at spise selv ...

For nogle dage siden var det 10 år siden, jeg begyndte at skrive blog. Der er ikke mange tilbage af dem, der havde blog dengang, som stadig er aktive. De fleste er gået over til Facebook og Instagram. Jeg forsøger at være alle tre steder ...





tirsdag, juni 23, 2015

Glad midsommer


’Glad midsommer’ siger man i Sverige – og det er da en smuk formulering. Håber I alle får en dejlig sankthansaften (ja, sådan staves ordet ifølge retskrivningsordbogen). Glad Midsommar alla mina fina vänner!

søndag, juni 21, 2015

Indbegrebet af dansk sommer


I dag har vi fået jordbær med pisket skummetmælk og vaniljesukker, drysset med kakaonibs. Skummetmælken ser næsten ud som flødeskum, når den piskes med min Bamix stavblender. Vi svælger i nye, danske kartofler og i jordbær i disse dage :-)

fredag, juni 19, 2015

Glæden ved grøftekanter


Mellem to byger gik jeg en tur og nød synet af valmuer og kornblomster. Jeg holder meget af alt det, der planter sig selv i vores grøftekanter. Desværre ser man sjældent hele marker med valmuer, sådan som man ofte gjorde tidligere - jeg elsker grøftekanter med vilde blomster :-)

tirsdag, juni 16, 2015

Det dejligste syn i haven


I går havde vi i lang tid besøg af et rådyr, som lå og tyggede drøv, kløede sig og tog en lur. Vores have er tæt, og der er altid gemmesteder for dyrene - også om vinteren, da mange af væksterne er stedsegrønne som fx rododendron, laurbærkirsebær og kristtjørn.

søndag, juni 14, 2015

Masser af rododendron


Jeg fik et tip af Marianne Bentzen om, at Nivågaard har en enestående smuk rododendronpark. Det lod jeg mig ikke sige to gange, og for et par dage siden besøgte vi den romantiske have med store, gamle træer og et væld af rododendronbuske, som lige nu står i fuldt flor.

Et besøg anbefales på det varmeste - det er en kæmpestor park med små søer, og der er gratis adgang.






torsdag, juni 11, 2015

Besøg af ræveunge


Jeg har lige haft besøg af den mest bedårende lille ræveunge - mindre end vores meget lille damekat. Den fik sig en slurk vand fra fuglebadekarret. Jeg har trykket næsen flad mod ruden for at få det hele med og har taget cirka 100 billeder. Gad nok vide, hvor rævegraven er, men det er temmelig sikkert ikke her i de nærmeste haver, da begge vores naboer har hunde. Vi bor ikke langt fra en baneskråning, og det kunne være der. Det er flere år siden, jeg sidst har set ræve i vores nabolag.



tirsdag, juni 09, 2015

Livet i haven


Der er masser af underholdning, når man har en have. Jeg har fx dagen igennem nydt synet af tre blåmejseunger, som er blevet fodret af deres mor lige uden for mit køkkenvindue. Og Sofus og Miss Mis nyder, det er blevet sommer - det er da utroligt, så meget katte sover.

I dag er flere af mine havevalmuer sprunget ud.


søndag, juni 07, 2015

Blandt rovfugle i Fredensborg


Vi har tilbragt lidt af eftermiddagen på Falkonergården i Fredensborg. Det er fascinerende at høre om tårnfalke, vandrefalke, kongemusvåger, slagfalke og russiske steppeørne - og se dem sammen med falkoner Edith Wenzel. Vandrefalken er et af verdens hurtigste dyr og kan styrtdykke med 400 km/t.


Edith Wenzel og Finn Hansen åbnede Falkonergåren i 1990, og siden da har gården haft mere end 100.000 besøgende. Jagt og træning med rovfugle har rødder 4.000 år tilbage i tiden. Selv om jagtformen ikke er tilladt i Danmark – som et af de eneste lande i verden – kan samspillet mellem rovfugle og mennesker opleves på tæt hold på Falkonergården. Og tæt hold skal forstå helt bogstaveligt, for man mærker suset fra vingerne, når fuglene flyver lige hen over publikums hoveder.

hjemmesiden kan læse om åbningstider og se de mest fantastiske billeder af Falkonergårdens rovfugle. Fuglene her er slagfalk, vandrefalk og russisk steppeørn.

’Glem det, Dårligt nyt, En smule håb’ af Edward St Aubyn


Det har været en uafrystelig oplevelse at læse ’Glem det, Dårligt nyt, En smule håb’, som er de tre første romaner ud af fem skrevet af Edward St Aubyn. Forfatteren spidder det britiske aristokrati i de delvist selvbiografiske romaner om dekadence, amoral, grådighed og snobberi. Med humor og vid skildrer han sin opvækst og voksenlivet i en britisk overklassefamilie med en kærlighedsløs far og en underkuet, alkoholiseret mor.

Vi følger Patrick, fra han som 5-årig bliver misbrugt af sin sadistiske far og senere bliver narkoman, men det lykkedes ham at komme ud af sit misbrug ved at skrive sig ud af fortidens rædsler. Resultatet er enestående velskrevne og nådesløst ironiske romaner.

I dag kan man i Politikens bogtillæg læse en meget rosende anmeldelse, hvor bogen får seks hjerter ud af seks.

torsdag, juni 04, 2015

Hvor skal du hen på ferie?


'H vor skal du så hen på ferie?', bliver jeg spurgt om igen og igen. De fleste regner med, at jeg skal til et eksotisk sted i udlandet, men nej - jeg skal bare til Skåne og på ture rundt omkring i vores smukke land: se Møns Klint og en tur til Fredensborg for at kigge lidt på slotshaven - og højt på min ønskeliste står en tur til Fyn igen. Jeg vil bl.a. gerne se Den fynske landsby. Billederne er fra Fredensborg slotspark.

Hvad med dig, hvad skal du i din ferie?




tirsdag, juni 02, 2015

Sommer i haven


I går havde vi det smukkeste vejr, og jeg brugte en del af dagen på at pusle om haven. Beskar, lugede og bare nød alt det, det blomstrer lige nu: Liljekonval, rododendron, akeleje og gyvel, som giver et fint farvespil mod alt det grønne. Akelejerne er i alle nuancer af rød fra det sarteste, næsten hvide til en dyb blålilla. Vi har fem gamle rododendronbuske, der var store allerede, da vi købte huset for 22 år siden. Nogle år har de et væld af blomster og andre år kun ganske få.

Jeg har taget en lille buket liljekonvaller ind i en vase, og de giver den dejligste duft i huset.