I øjeblikket får vi hver dag besøg af to fasankokke. Det har jeg aldrig oplevet før og ville have troet, at de havde hver deres territorium og jagede hinanden væk. Men de går stille og roligt rundt nær hinanden og spiser solsikkefrø, der er faldet ned fra fuglefoderbræt og kurve. Det er hyggeligt at se på, og de bliver ikke bange, selv om de kan se mig stå inde i vinduet få meter væk.
Jeg ser kun fasaner i haven om vinteren og gætter på, det ikke er så nemt at finde føde nu.
tirsdag, november 26, 2019
Besøg af to fasaner
søndag, november 24, 2019
Juleevent med blomsterdemonstration
I dag har der været et spændende arrangement i Mejeriet i Torup. Man kunne se, hvordan en blomsterkunstner nærmest tryller med materialer, når hun laver kranse og pynt til jul af ting, man kan finde i naturen som fx grene med lav, mos, græsser, judaspenge og blade.
Med udgangspunkt i 'Det snehvide landskab' præsenterede og demonstrerede Anne fra Erantis Blomsterkunst i Hundested en spændende og fortryllende julekollektion. Under demonstrationen hørte vi om baggrunden og inspirationen for dette års farvenuancer og materialevalg.
Vi blev endda budt på blomsterkager og liflige dråber :-) Og man kunne købe håndbundne adventskranse, dørkranse, lanterner og meget mere …
fredag, november 22, 2019
Rosenborg, Kongens Have og RizRaz
V i har været en tur i Kongens Have og på Rosenborg Slot. Begge dele kan varmt anbefales på en grå og våd dag. Farverne i parken er utrolig smukke, og der er mange små træer med fine bær i det lange bed langs med Sølvgade.
Det var spændende at se slottet igen. Rosenborg Slot stod færdigt i 1633. I kælderen er kronjuvelerne. Christian 4. elskede at opholde sig på slottet, som blev hans yndlingsslot. Kærligheden til slottet var så stor, at han som døende på Frederiksborg befalede, at han skulle transporteres på slæde til Rosenborg for at ende sine dage.
Rosenborg blev brugt som kongelig bolig indtil 1710 og blev derefter rammen om de kongelige samlinger. Det er grunden til de mange velbevarede interiører, som er noget helt særligt for Rosenborg.
Vi spiste frokost på RizRaz i Store Kannikestræde og valgte en lækker vegetarbuffet med et væld af retter og salater. Den kan jeg også varmt anbefale.
fredag, november 15, 2019
Bogforum
V i har været på Bogfoum i dag i Bella Center. Det foregår over tre dage, og der var stuvende fuldt! Det er sjovt at gå rundt og kigge på bøger og få en snak med forlag og forfattere. Der er mange små scener, hvor forfattere bliver interviewet om deres nye bog. Fx her sangeren Elisabeth Gjerluff Nielsen og herunder skuespilleren Peter Mygind. Vi så mange kendisser - og mødte mange, vi kendte.
Vi har flere år haft en smuk vægkalender hængende fra Plakatforlaget med Inga Linde Jensen tegninger, og Plakatforlaget havde en fin stand igen i år. Der var også mange smukke naturplakater fra Lamberth og fra Koustrup & Co.
Jeg holder nok en lille pause fra bloggen, da der næsten ikke er nogen af dem, jeg følger, der skriver blogindlæg i øjeblikket.
tirsdag, november 12, 2019
Små notesbøger og dagbog
Jeg kan godt lide at skrive i små notesbøger. Jeg har fx en, hvori jeg skriver, hvilke bøger jeg læser - og en anden bruger jeg som dagbog.
Jeg har skrevet dagbog i mange år. Det giver en følelse af ro. Jeg skriver i hånden - ikke noget med computer til det brug.
Siden jeg var ganske ung, har jeg periodisk skrevet dagbog, og i de sidste cirka 20 år næsten hver dag. Jeg ved ikke, om der er ret mange, der gør det. Men det er faktisk en stor glæde at sætte sig og tænke sig om hver aften, at lade indtryk lagre sig og sætte ord på. Da jeg var ung, var det nok så meget for at få frustrationer ud, jeg skrev, men det er egentlig ikke mit formål længere, selv om det selvfølgelig sker stadigvæk :-)
Det er derimod at dvæle ved det positive, man oplever på en dag, og at lade det fylde bevidstheden. At reflektere over, hvordan det hele går, hvad der er vigtigt for mig.
De fine bøger, man kan få hos Flying Tiger, er perfekte som dagbøger.
Skriver du også dagbog?
søndag, november 10, 2019
Tur langs Mølleåen
V i kørte en tur til Mølleåen for at gå langs med åen fra Brede og ud mod Øresund. Jeg kan nemlig huske en guddommelig smuk tur, jeg gik der som barn med min far og min bror.
Vejrudsigten lovede tørvejr, men det regnede på hele vandreturen, og der var meget mudret visse steder. Jeg havde heldigvis min gode regnfrakke fra Blæst med. Det blev en smuk tur i novemberskoven.
Et af de helt specielle steder, vi gik igennem, er Ravnholm Skov, der kaldes ”Det danske Schweiz” på grund af det kuperede terræn med stejle skrænter og dybe kløfter.
Mølleåen er Nordsjællands længste å på 36 km. Den udspringer vest for Bastrup Sø og løber gennem Farum Sø, Furesøen og Lyngby Sø - og ud i Øresund.
Fra middelalderen udnyttede man vandkraften og anlagt ni vandmøller.
Møllen ved Ørholm er nævnt allerede i 1370.
Møllerne er blevet brugt til at male mel, som krudtmøller, til at producerede kobbertøj og jernvarer - og senere papirproduktion.
onsdag, november 06, 2019
Tanker om vores natur
Mens jeg gik og rev blade sammen i haven, kom jeg til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi ikke kører vores grønne affald væk. Det skal pindsvin, fugle, sommerfugle, orme, insekter, bier osv. have glæde af. Vi skal helst gøre vores haver mere vilde og lave kompostbunker - og ikke bruge Roundup!
Vores statsminister inviterede mandag til møde om biodiversitets-krisen. I Danmark er vi ved at miste 2.000 dyre- og plantearter. Vi er et af de lande, der har allermindst vild natur, kun 1 procent. 82 procent er udnyttet til byer eller højteknologisk landbrug med næsten kun en afgrøde per mark. Uden tanke på insekterne.
Mens jeg tænkte, fik jeg også fejet terasserne og indgangen til huset. Nød, at det ikke var regnvejr! Haven bærer virkelig præg af efterår, og lærketræernes nåle er blevet helt gule.
søndag, november 03, 2019
Novembersøndag
Vi har været en tur på Frilandsmuseet i dag. Der er nu for første gang åbent alle søndage i november plus juleåbent i weekenderne fra 30. november til 15. december. Der var ikke mange gæster, men til gengæld mange frivillige i tøj fra gamle dage og møllere i den gamle Fuglevad mølle, der fortalte.
Selv om det er en gråvejrsdag, var der smukt at gå rundt mellem de gamle huse og nusse et par ponyer og et muldyr.
Den smukke gård af træ er fra Halland og bygget i 1600-tallet med græstørvstag.