tirsdag, marts 30, 2021

Udsigten er fantastisk fra Grævlingehøj

Udsigten er fantastisk! Vi var på vandretur for at udforske et særligt sted, som er et af de smukkeste i vores kommune. Her oppe på toppen af Grævlingehøj i Halsnæs kan man kigge ud over Roskilde fjord, Arresø og se helt ind over Frederiksværk. Men vejret var desværre ikke det bedste i går.

Min telefon fortalte, at vi havde besteget 14 etager eller 42 meter. Det gav god motion.

Grævlingehøj ved Kregme er med sine 55 meter over havet, Halsnæs Kommunes næsthøjeste punkt. Grævlingehøj er levested for flere sjældne dyre- og plantearter blandt andet den fredede grenet edderkopurt. Her er også Danmarks eneste fugleedderkop, nordlig fugleedderkop! Den gemmer sig dog i huler i skrænten og afsløres kun af dens spind. Ja, det kunne man læse af skiltet herunder. Halsnæs byder på mange spændende naturoplevelser. Her er stejle kystskrænter, græssede overdrev, skove, fuglelivet omkring Arresø og nogle af Danmarks bedste badestrande.

søndag, marts 28, 2021

Fotobøger

Bella blev døbt i går og strålede af glæde. Vi var inviteret med hjem til fejring, og Bella havde lagt de fire fotobøger frem, jeg har lavet til hende gennem årene. Jeg er glad, fordi hun påskønner dem, og bøgerne blev sendt rundt, så alle kunne se.

Det er sjovt at lave fotobøger - jeg er blevet grebet af det. Jeg har blandt andet brugt det til at lære Bella om haven, om navne på dyr, planter og om at så. Det gik hun en overgang op i med liv og sjæl, og vi brugte flere dage på at så i små spirekasser. Hun fik også urtepotter med hjem med planter, hun selv skulle passe. En af dem blev sat i et drivhus og blev kæmpestor.

Jeg har også i en af fotobøgerne vist hende slægten og fortalt lidt om oldeforældre og et par led længere tilbage. I flere af bøgerne viser jeg billeder fra vores fælles udflugter til blandt andet Frilandsmuseet, Louisiana, Søfartsmuseet, Zoologisk Have og Tivoli. I går gav jeg hende en USB-nøgle med alle de 6.100 billeder, jeg har taget af hende gennem årene.   Den første fotobog fik hun, da hun var 5 år.    Nu kunne det være sjovt at lave en ny bog om hendes dåb og konfirmation. 

fredag, marts 26, 2021

Hvad hedder træet i Slotsparken?

Hvad hedder dette træ, som blomstrer så smukt i Slotsparken i øjeblikket?

Det dejlige vejr i går blev brugt til en lang travetur rundt i Slotsparken i Hillerød.   Vi mødte mange, der var ude at cykle, gå eller løbe. Parken har en barokhave og søer, vandløb, broer, eng og gammel løvskov. Og det vrimler med dyr. Vi så ænder, blishøns, gæs, svaner og toppet lappedykker.  

Slotsparken byder på mange forskellige slags oplevelser -  og der er også en hyggelig café, Café Havehuset. 

Midt i den kunstige sø Ødammen i Frederiksborg Slotspark ligger Louises Ø med en norsk bjælkehytte. Den er for nylig blevet renoveret for første gang siden opførelsen midt i 1800-tallet. Øen med bjælkehytten og et par andre små bygninger blev etableret af Frederik den 7., som anlagde den romantiske del af slotshaven. Han etablerede søerne Badstuedammen og Ødammen og en kunstig ø, som kongen opkaldte efter sin kone, grevinde Danner, og kaldte Louises Ø. Bjælkehytten, der egentlig er mere end en hytte, nærmere et lille bitte træslot i to etager, er opført i granrafter.

Turen rundt om Slotssøen i Hillerød er en af mine yndlingsture.  Der er jeg nok en gang om ugen, og hver gang er der sket noget nyt i naturen. Det blev til 8.500 skridt og 6,2 kilometer i går.

onsdag, marts 24, 2021

Insekthoteller

Jeg har længe sendt lange blikke efter insekthoteller, og nu har jeg endelig købt et selv.  Det begyndte, da jeg besøgte haveskribenten Nina Ewalds åbne have for et par år siden og så den igen sidste sommer. Hun har det smukkeste insekthotel i sin have. Det er billedet nederst.

Når man søger på insekthoteller på nettet, vrimler det med gode råd og spændende hjemmesider, der viser, hvordan man bygger et insekthotel selv. Det er jeg sikker på, jeg vil gøre en dag, når jeg er blevet lidt klogere. 

Hvis du har tips og gode råd, ville jeg blive lykkelig, hvis du vil dele dem her. 

Insekterne er i tilbagegang, fordi de mangler føde og levesteder, viser ny forskning, der har kortlagt insektarter på verdensplan. I Danmark er størstedelen af vores jord opdyrket, og haverne er derfor tilflugtssteder for insekter som vilde enlige bier og humblebier. 

Hvis man vil lave sit eget insekthotel, bygger man en ramme af nogle gamle brædder. Inde i rammen skal der være forskellige rum. Fyld rummene med fx brændestykker, hullede mursten, naturmaterialer, haveaffald og hvad I ellers kan finde. Det er vigtigt, at de enkelte rum har små huller og huler, hvor insekterne kan gemme sig.

søndag, marts 21, 2021

Coronapas og Frilandsmuseet

Nu har jeg et coronapas, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at bruge det. Jeg har været på Frilandsmuseet i dag i det dejligste vejr. Frilandsmuseet er et sted, jeg holder utroligt meget af, og nu har jeg også et nyt årskort. Som I kan se herover, var der et lille lam  :-)

I går var det dagen efter min 2. coronavaccination, og jeg blev temmelig dårlig. Det kom nu ikke bag på mig, men det er ikke alle, der bliver dårlige af Pfizer BioNTech-vaccinen ved det andet stik. 

Næsten alle de bloggere, jeg følger, holder en pause i øjeblikket, så det vil jeg også gøre de næste dage.

fredag, marts 19, 2021

Har du en god idé?

I  næste uge skal Bella døbes. Hun har nemlig valgt, at hun snart skal konfirmeres, og derfor skal hun døbes først. Jeg har forsøgt at finde på en dåbsgave til hende. Hun bliver 16 år i april, og efter min mening har hun nærmest alt, hvad man kan ønske sig. Spørger man hende selv, er jeg temmelig sikker på, at hun vil sige, at hendes eneste ønske er penge - men det er da det mest kedelige ønske. Da jeg blev døbt 4 måneder gammel, fik jeg som så mange andre piger et dagmarkors. Der er dog den forskel, at man som spædbarn ikke har nogen mening om de gaver, man får, men det har en 16-årig i høj grad!    

Er der nogen af mine blogvenner, der kan give mig en god idé til en dåbsgave?

onsdag, marts 17, 2021

Tur til Fredensborg og første sommerfugl

Et dejligt sted at gå tur er i Fredensborg. Man kan fx parkere nede ved Esrum Sø ved Skipper Allé, som vi gjorde. Her var der en lille familie, der fodrede ænder - noget børn jo elsker.  Lige ved siden af ligger restaurant Skipperhuset og den kongelige bådeplads, Chaluphuset.
I den anden ende af Skipper Allé ligger Fredensborg Slot, hvor et par gardere lod sig fotografere. De mange smukke lindetræer, hele 230 stykker, blev plantet i 1990 i den 860 meter lange allé.
Jeg så årets første sommerfugl, en nældens takvinge! Så må det jo være forår.  Arten blev valgt som Danmarks nationalsommerfugl i begyndelsen af 1990'erne. Allerede i marts dukker de første sommerfugle op i det fri på solrige dage, og nældens takvinge er en af de første rigtige forårsbebudere.

Kommer man til Fredensborg i juli, har man mulighed for et besøg i Fredensborg Slotshave, hvor en stor del af er åben for offentligheden, men den private del kræver dog entré. Vi havde det smukkeste vejr i går med sol hele dagen. 

mandag, marts 15, 2021

Haveplaner

Vi  havde dejligt vejr i går, og jeg fik beskåret alle mine sommerfuglebuske. Der er ni, så det er noget af et job. Det var godt at komme lidt i gang med haven igen  - jeg holder meget af den form for motion og for at være ude i den friske luft og lytte til fuglene. 

Der er ikke så mange forårsblomster  i haven endnu, kun dorothealiljer, vintergækker og nogle få krokus. Men akelejerne begynder at pible op, og de danner små, fine rosetter, som regndråber lægger sig i. 

Jeg er meget optaget af at få en mere insektvenlig have, og i efteråret såede jeg en masse vilde planter - det bliver spændende, hvordan det vil gå. 

Vores have blev anlagt i begyndelsen af 1960'erne, længe før vi overtog den, med flere rododendronbuske, som nu er kæmpestore. Her er roser, æbletræer, nøddebuske, kirsebærtræer og skovjordbær. Alt er lidt vildt, men jeg sår hvert år en del sommerblomster i mine højbede ved terrassen. 
Andre år har mine krokus blomstet smukt midt i marts:
På denne tid af året hjælper det altid at kigge på billeder af haven, hvor det hele blomstrer. Jeg har selv blandt andet plantet sommerfuglebuske og uægte jasmin Belle Etoile. Vi har fået ryddet en lang række grantræer, så der skal findes nogle smukke buske til at lukke et par huller.

Jeg glæder mig til havesæsonen og til en masse havearbejde.

lørdag, marts 13, 2021

Tur til Roskilde og ny dramaserie

Coronabegrænsningerne får os til at udforske vores nærområde langt mere, end vi   har gjort længe. Roskilde er fx ikke en by, vi kender ret godt. Men i går gik vi en længere tur gennem byen, som har smukke, gamle huse lige som Helsingør. Hvis man parkerer ved havnen og går gennem parken op til Domkirken, bliver man mødt af skilte med en fin gennemgang af domkirkens historie. Domkirken er en af de tidligste kirker i Europa bygget af mursten. Og så skal man lægge mærke til dens sammensatte arkitektur med tilføjelser af kapeller og våbenhuse, spir og tårne. Domkirken er opført i 1170 til 1280 - der er brugt 3 millioner mursten til kirken. Fra 1559 er alle danske konger blevet begravet her. 

Når vi nu var på opdagelse i byen, var det oplagt at opsøge et par af genbrugsbutikkerne.  I Kirkens Korshær faldt jeg for en lækker sweater  i Fair Isle-mønster  -  og Uffe fik en skjorte fra Pal Zileri (de koster egentlig 1825 kr.) til 20 kroner for begge dele.

Jeg har lige opdaget, at DR har en helt ny dansk-tysk dramaserie i 8 dele, og alle afsnit ligger klar. 'Under overfladen' hedder den og er med blandt andre Lene Maria Christensen, Thure Lindhardt og Jakob Cedergren.   Vi har lige set første afsnit, som er utroligt spændende! Et dansk og et tysk vennepar og deres teenagebørn bor sammen på en lille ø i Flensborg Fjord. De to familier er tæt sammenknyttede og lever et nærmest paradisagtigt liv på den smukke ø. Men snart krakelerer idyllen. Under en sejltur rammer ulykken, og alt begynder at falde fra hinanden. Løgne afsløres, og dybe hemmeligheder kommer op til overfladen ... Serien bliver sendt fra i morgen aften på DR1.