søndag, maj 30, 2021

Haveglæder og et par ærgrelser

Jeg nyder at se på alle dyrene, der kommer på besøg i haven - sommerfugle, egern, pindsvin, fasan, ræv, rådyr og fugle. De er velkomne her, selv om det ikke huer mig, når rådyrene spiser for mange af mine blomster. De åd fx alle mine krokus i år, lige da de var allerflottest.  Men sådan er det jo. Jeg er heller ikke glad, når spurvehøgen tager mine småfugle. 

Vi har haft det dejligste vejr fredag og lørdag efter ufattelig mange dage med regn og kulde. Nu virker det, som om sommeren endelig er kommet! 

fredag, maj 28, 2021

Noget af det bedste - og et spørgsmål

Noget af det bedste, jeg ved, er at gå lange ture i naturen. Jeg kan blive helt ekstatisk over at se nogle smukke gamle træer som fx disse rødel. Se bare barken! Den ligner næsten barken på det træ, man får kork fra. Og ud over synet på sådan en travetur, er der lydene og lugten. Her gik vi ad Chr. Winthers Sti i Holte til Vaserne i Birkerød. Vi har gerne mad med hjemmefra på vores vandreture.

Noget andet, jeg nyder, er gode film, serier og bøger - ja, og havearbejde. I øjeblikket ser jeg krimiserien 'Hvide Sande' på dansk TV2. Og jeg er i gang med at læse en trilogi om Dansk Vestindien af Mich Vraa: 'Haabet', 'Peters kærlighed' og 'Faith'.

Jeg kan pludselig ikke længere kommentere på flere Wordpress-blogge ved at skrive min URL, navn og email. Det kan man kun med en Wordpress-konto. Jeg er kørt fast i at løse problemet og vil blive meget glad, hvis nogen har gode råd.

onsdag, maj 26, 2021

Skybrud

Det dryppede godt nok lidt, da vi tog de første skridt på dagens gåtur, men det var ikke værre, end at vi tænkte, at det nok gik i sig selv igen.

Der tog vi fejl! Efter at vi havde gået i et kvarters tid, blev himlen mørkegrå, og så kan det ellers nok være, at det begyndte at regne for alvor. Det var, så det stod ned i stænger, og vandet strømmede hen ad vejene som små floder! Det havde fortjent en billedserie, men jeg var simpelt hen nødt til at gemme kameraet af vejen langt nede frakkelommen. Heldigvis var det en regnfrakke, og vi nåede da også hjem uden at drukne. Det gjorde bukser og sko derimod ikke, og skoene er stadig ikke tørre. En våd fornøjelse med sådan et skybrud, men alligevel en oplevelse.
Herunder er det tagvinduerne i vores entré. Her kan man i skyfrit vejr nyde synet af stjernerne om natten ...

mandag, maj 24, 2021

Fugleunger og akelejer

I øjeblikket er der fugleunger i haven - og nogle fugle bygger stadig reder. Jeg nyder at følge med i dyrelivet, og fordi jeg fodrer fugle lige uden for et vindue kan jeg se med fra første parket. 
I disse dage springer alle mine mange selvsåede akelejer ud. De hedder columbine på engelsk, og det er da et meget passende navn til denne yndighed. Jeg holder meget af vilde planter og af planter, der kommer af sig selv. Jeg kan falde helt i svime over en blomstrende grøftekant. Her i vores have er der fx et utal af ærenpris og bellis i græsset, bregner og akeleje og forglemmigej som er kommet af sig selv - og storkonval. Det er ikke noget, jeg har sået eller plantet.
Træet herunder er en småbladet lind, som står på Knudshoved Odde. Den menes at være den ældste i Danmark med en alder på ca 1.000 år. Engang var denne træsort den mest udbredte her, men nu er den sjælden. I det hele taget er vild natur sjælden i Danmark. Derfor vil jeg gøre opmærksom på Den Danske Naturfond, der opkøber jord, som TV2s udsendelse i går aftes handlede om, hvor der blev samlet 22 millioner kroner ind. Lige nu har vi kun 2 % vild natur, og det bør være meget mere. Husk at når dyr eller planter uddør, så er det for altid, også for vores børn og børnebørn og oldebørn ...

lørdag, maj 22, 2021

Har du en anbefaling?

Vi var i Tivoli for et par dage siden og blev helt overvældet af de utroligt mange og smukke blomster. Men det er blevet en dyr fornøjelse at gå i Tivoli! Jeg har en veninde, der har 'guldkort' og derfor kan have tre gæster med, og det var jo dejligt. Hun fortalte om udgiften, da hun havde sine børnebørn med, der alle skulle have et turpas og hele familien noget at spise.

Men så kan man jo også bare glæde sig over alle de ganske gratis haver og parker, der  er værd at besøge. Der er fx Haveselskabets Have på Frederiksberg, Botanisk Have i København, Kongens Have, Nivaagaards rododendronpark  og Frederiksberg Have.  

Det kunne være dejligt med en liste over steder, I andre vil anbefale!

Lisbeth med bloggen Byhaven i Ebeltoft skrev i går, at hun anbefaler Botanisk Have i Aarhus og Forstbotanisk Have (kaldet Den hemmelige have) syd for Marselisborg. 

Er der steder, du vil anbefale?  

Billederne herunder er fra Haveselskabets Have midt i maj sidste år. Hvis du ikke har været der og bor i nærheden, så gå en tur derinde og lad roen sænke sig. Der er så smukt! Jeg oplevede Haveselskabets Have for første gang til et blogtræf i 2012.

Fra Haveselskabets hjemmeside: 'Indgangen til Haveselskabets have er fra Frederiksberg Runddel - ved siden af hovedindgangen til Frederiksberg have. Haven fik sin nuværende placering i 1880, og siden da er haven gået i arv gennem flere generationer af landskabsarkitekter. De har sat deres præg på haven, uden at det er gået ud over den samlede helhed. Der er variation mellem større og mindre haverum og en stor mangfoldighed i plantevalg og karakterer, som gør, at man som besøgende får forskellige indtryk, når man af stiforløb bevæger sig rundt mellem haverummene'.

torsdag, maj 20, 2021

Botanisk Have

Et af mine yndlingssteder i København er Botanisk Have. Hver gang, jeg er i København, må jeg ind og se, hvad der er sket siden sidst. Der er dejligt og fredfyldt på alle årstider.

Botanisk Have er en del af Statens Naturhistoriske Museum, og her er Danmarks største samling af planter - omkring 11.000 arter. Mange af Botanisk Haves planter er enten truet af udryddelse ude i verden, eller er allerede udryddet. I palmehuset er der eksotiske og sjældne planter, som vokser i forskellige tropiske og subtropiske miljøer fx kæmpe bambus, store palmer, spektakulære blomster og kødædende planter.

Botanisk Have er et levende museum med Danmarks største samling af levende planter. Haven blev første gang anlagt af Christian IV i 1600-tallet - dengang lå den ved det, der i dag hedder Krystalgade.

I Sommerfuglehuset har Statens Naturhistoriske Museum, som Botanisk Have hører under, skabt et eventyrligt hus, som publikum kan træde ind i og opleve sommerfuglenes liv og forvandling på allernærmeste hold.

tirsdag, maj 18, 2021

Fuglebadning og forår i haven

I går var der en solsort, der badede i det ene af fuglebadekarrene.  Det syn kunne jeg ikke stå for og burde have taget en video, for det var sjovt at se, hvor meget den nød det. Jeg fodrer jo fuglene i haven året rundt og får mange spændende besøg.

I coronatiden har jeg nydt haven endnu mere end ellers, og den er vidunderlig i øjeblikket med de nyudsprungne æbleblomster. Vi har to sorter, pigeon og cox orange. De var egentlig klippet fint og bundet op på espalierhegn, da vi købte vores sted her i Halsnæs. Men nu vokser de helt som de har lyst og giver mange æbler hvert år - til glæde både for solsortene og os. 
Vi har en berberis, hvor blomsterne er fyldt med forskelige biarter i øjeblikket. Det er ikke lykkedes mig at få et billede af bierne - men blomsterne er også fine.