onsdag, september 30, 2009

Ufrivillig pause fra bloggen

Kære blogvenner, da jeg skal indlægges og opereres semi-akut, som lægen kaldte det, må jeg desværre holde en pause fra bloggen. Jeg håber, det kun bliver i dag og i morgen.

Onsdag morgen mens det bliver lyst

SommerfugleguideDet er ved at blive lyst udenfor - det holder jeg meget af at se.

I årevis har jeg ønsket mig en sommerfugleguide, og i går fik jeg en forærende af min far. Det er en felthåndbog med beskrivelse af 400 dagsommerfugle - herunder samtlige danske arter. Nu har jeg ingen undskyldning for ikke at lære at kende forskel :-) Alene som kunstværker er de jo helt utrolige at se på. Skulle man fx mangle inspiration til farver i et håndarbejde er det bare at kigge i en sommerfuglebog. Naturen sætter farver sammen med sikker hånd ...

Jeg har en tiltrængt fridag i dag - jeg er jo alene på jobbet i fire uger, mens min makker holder ferie, og det er en hård tørn. Der er så mange hovsa-opgaver, der skal løses her og nu, at det virker helt vildt stressende. Men jeg er dog blevet bedre til at klare det end i april, hvor jeg også var alene i fire uger og i den måned, min makker var syg i vinter. Her i formiddag vil jeg cykle til lægen, for det lykkedes heldigvis at få en tid.

God onsdag til jer!

tirsdag, september 29, 2009

Mit nyeste fotografi

Min far
Jeg har altid været meget glad for at fotografere - jeg tror, det er min far, der gav mig smag for det, da jeg var barn. Han tog mange billeder og gør det stadig, nu med et digitalt fotografiapparat. Et fotografi fortæller en historie, og jeg har mange mapper fulde af billeder, selv om jeg i de sidste år ikke har printet mine billeder ud, men kun har dem i digital form - med backup. Her er et af mine nyeste billeder - det har jeg taget i dag, og det hænger på væggen hos min far. Det er ham selv taget i 1940'erne hos en fotograf, der har arbejdet med, hvordan lyset falder ...

Helt enkelt

Septemberlys
Sådan kan en morgen også se ud. Egentlig er det utroligt, at skyerne og himlen kan se ud på så mange forskellige måder ...

De skøre kvinder

SkeletForleden dag stødte jeg på bladet 'sund-forskning.dk', og der er en stor artikel om knogleskørhed i nummeret, som hedder sensommer 2009. Især vi kvinder skal jo være opmærksomme på ikke at afkalke, som flere og flere gør i den vestlige verden. Det har noget at gøre med den vestlige livsstil. Motion er utrolig vigtig, derudover at vi får kalk, D-vitamin og magnesium nok. Især de to sidste ting er det svært at få nok af uden at tage et tilskud. I hvert fald for D-vitaminets vedkommende fra oktober til april, hvor vi ikke får sol nok. Men en række andre vitaminer og mineraler har betydning for vores knogler. Artiklen ligger på nettet her og i det hele taget er hjemmesiden en guldgrube at fordybe sig i.

Knogleskørhed er på listen over Danmarks mest udbredte og alvorlige sygdomme. Ifølge WHO har 400.000 danskere osteoporose, men kun 60.000 er i behandling.

Tænker du over at passe godt på dine knogler, så du ikke får skøre knogler, der brækker for et godt ord?

Foto: perpetualplum.

mandag, september 28, 2009

Tænk hvis man virkelig var syg

Om jeg begriber det - lever vi i stenalderen? Jeg havde brug for at ringe til lægen og forsøgte, som man skal, mellem 8 og 9 - men det var umuligt at komme igennem. Tjekkede på sundhed.dk, hvordan man får en e-konsultation og prøvede det for første gang i mit liv. Der kom et autosvar om, at lægen ville svare inden for tre dage, og at jeg skulle klikke på et link - det virkede bare ikke, der kom intet frem. Forsøgte at ringe i tidsbestillingstiden og kom ikke igennem.

Tænk hvis jeg var virkelig syg - hvad pokker skulle jeg så gøre? Hvad gør I andre?

13 raske drenge

Poesibog 1935

Mellem min fars mange bøger fandt han forleden min mors poesibog, som hun startede som 10-årig i 1935. Det er længe siden, jeg har set den, og det var med stor glæde, jeg læste, hvad hendes venner har skrevet.

Min mors opfordring herover til vennerne og veninderne blev fulgt, og i mange
tilfælde har de indsat et lille fotografi. Billederne stammer fra det, der hed Polyfoto, hvor man kunne få taget et ark med 48 små billeder. Det var der mange, der benyttede sig af, for man kunne for en lav pris få lavet forstørrelser af de bedste billeder.

Jeg kender næsten ingen af de venner og veninder, der har skrevet i bogen, men de fleste har nok været klassekammerater. Mange af versene står også i min egen poesibog, men det vers, som spejderpigen herunder har skrevet, kendte jeg ikke. Hun ønsker, at min mor vil få 13 raske drenge - men hun fik kun én rask dreng, min lillebror. Han har så til gengæld fået fem raske drenge - og jeg én :-)

Poesibog 1935

søndag, september 27, 2009

Pigen der legede med ilden

Pigen der legede med ilden
Nu vil jeg tage min cykel og køre ind og se 'Pigen der legede med ilden' - eller 'Den lille pige med svovlstikkerne', som Monsieur kalder den ...

Update 19.15: filmen er vanvittigt spændende, men jeg synes, at plottet i første film var mere elegant. Efter min mening er voldsscenerne lige lovlig udpenslede - til gengæld er lyden flot, og man kan høre hvert et ord.

Rigtig god søndag!

Tante Maren
Godmorgen! Det er nu dejligt at vågne en søndag morgen og have fri hele dagen - selv at kunne bestemme tempoet. Vi havde en dejlig aften i går, hvor vi var ude at spise med min far på Tante Maren i Farum. Det er en hyggelig restaurant i et gammelt bondehus, der kun har plads til ret få gæster - så 87-års fødselsdagen blev fejret med manér :-)

I dag står den på vask og rengøring i formiddag og en lang travetur i eftermiddag. Og i aften skal der laves mad til fryseren, så der er nemme ting at tage op på travle dage - og klokken 20 venter 'Forbrydelsen'.

Hvad har du af planer for søndagen?

Septemberlys

lørdag, september 26, 2009

En lørdag på langs

En morfar
Selv om det er lørdag, er der ingen grund til at løbe livet af sig, mener Sofus. Nu har han sovet i tre timer - og han har det vist som blommen i et æg :-)

Imens fejrer vi andre min fars 87-års fødselsdag.

Forbrydelsen

Violer i september
I går fandt jeg denne martsviol i blomst i vores have. Den må da have taget fejl af månederne. Og den rødmende busk herunder bor et par haver væk. Det er smukt at se farveeksplosionen her i september og oktober.

I morgen aften begynder 10 nye afsnit af tv-serien 'Forbrydelsen'. Den har fået en meget flot hjemmeside, der giver smag for mere. Jeg tror, jeg er på i morgen klokken 20, selv om jeg ikke er meget for at blive indfanget af en serie, der kører i ugevis. Men nu venter jo de lange mørke, men hyggelige aftener med stearinlysene tændt ...

Rigtig god lørdag! Skal du se Forbrydelsen?

Rødmende busk

fredag, september 25, 2009

Jeg fatter det ikke

For nogle måneder siden blev vi ringet op af Dyrenes Beskyttelse, som prakkede Monsieur et medlemskab på af bladet Dyrevennen. Jeg tør dog næsten ikke åbne bladet - jeg er alt for blød til at høre om mishandlede dyr, der bliver reddet - eller ikke reddet. Men der er også de dejligste billeder. I det nye blad er der en skrækkelig historie om en killing, der blev smidt ud af et bilvindue, mens bilen kørte med 90 kilometer i timen.

Heldigvis landede den blødt i en grøft og led ingen skade. Den bagvedkørende kvinde så tilfældigvis, hvad der skete og stoppede straks op, fandt killingen og kørte den til Dyrenes Beskyttelses Internat. Efter en måned fik den et godt hjem i en ny familie.

Men jeg begriber simpelthen ikke, hvad der kan få et menneske til at smide et levende dyr ud af vinduet på en bil i fuld fart ...

Billed ABC: Aften

Solnedgang
I dag er Petunias Billed ABC begyndt forfra på alfabetet med A, og jeg vælger ordet aften. Jeg holder meget af at gå ture om aftenen, mens solen går ned.

Kig her for at se andre bloggeres bud på dagens udfordring.

Solnedgang

Min store kærlighed

Morsø
Nu, hvor årstiden er ved at være til det, føler jeg trang til at røbe min kærlighed til min brændeovn. Fornavnet kender jeg ikke, men efternavnet er Morsø.

Den stod i stuen, da vi købte huset i sin tid, og dér er den blevet stående, selv om huset er vokset til det dobbelte i mellemtiden. Den gamle ovn befinder sig cirka midt i huset, og med lidt god vilje kan den varme hele hytten op. Der er måske lidt koldt ude i hjørnerne, men til gengæld kan der blive saunalignende varmt lige rundt omkring hr. Morsø. Den varme, man får fra Morsø'en, er helt speciel. En behagelig strålevarme, der kan tørre tøj og varme gryder op. Hvordan jeg overhovedet har kunnet leve, inden den kom ind i mit liv, begriber jeg ikke.

Da vi anskaffede os huset (og ovnen), opdagede vi glæden ved at hugge brænde. At stå en frostklar aften og flække brændeknuder med en svingende økse og at få varmen allerede ved dét gav en vidunderlig autentisk fornemmelse af at arbejde for sin egen overlevelse. Indrømmet, det var for det meste ikke mig, der gjorde det, og med tiden er 'vi' blevet lidt mere magelige og er næsten gået helt over til briketter. Sammenlignet med brænde har de flere fordele - de sprutter og hvæser ikke, de fylder mindre, de kan holde ovnen kørende næsten en hel nat igennem, og de giver kun den sved på panden, der kommer af, at man sidder for tæt på ovnen. Dog: jeg savner den liflige, krydrede duft af birkebrænde med fut i, og på mig virker det en anelse uautentisk med briketter. Vi har snakket lidt om det, men Monsieur påstår hårdnakket, at nybyggerne i Nordamerika udelukkende brugte briketter, og så må det jo passe ...

Sæsonen blev indledt i går, og hr. Morsø er fyr og flamme.

torsdag, september 24, 2009

Trøst til Havehyrden

Gamle Jas
Forleden dag forsvandt Havehyrdens Missan - og her er en lille trøst. Jeg ved nemlig, at katte kan være væk i mange dage og endog i længere tid, uden der behøver at være noget galt.

Her er gamle Jas fotograferet for to år siden - han var jævnligt væk en hel uge ....

Sprogminuttet

Efterår
Et af DRs mest populære sprogprogrammer, ’Sprogminuttet’, vender nu tilbage i en helt ny form i 400 små programmer, hvor sproget bliver taget under behandling på mange forskellige måder.

Danske forfattere fortæller fx om deres yndlingsord og om pudsige ord fra deres barndom. Musikere som Sys Bjerre fortæller også om deres brug af sproget i deres sangtekster.

Ud over den faste sendetid på P1 på hverdage klokken 12.42, vil ’Sprogminuttet’ jævnligt dukke op forskellige steder i P1’s sendeflade mellem de andre udsendelser. Og derudover vil man løbende kunne høre og podcaste de producerede programmer på dr.dk/sprogminuttet - altså før de bliver sendt på P1. De første ’Sprogminutter’ kan høres på nettet fra fredag den 25. september.

Her er et par eksempler:

Henrik Lorentzen, ordbogsredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, fortæller hvilke ord og sprog, der ligger bag Harry Potters utallige trylleformularer. Og Lars Trap-Jensen, der er ordbogsredaktør fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, regner på hvor meget sprog, et menneske producerer i løbet af en dag.

Det første program bliver sendt på mandag den 28. september klokken 12.42.

Mine biblioteker

Bibliotek
Jeg holder meget af biblioteker. Både det, der er i Frederiksværk, og det vi har på min arbejdsplads. Der har vi et meget lækkert og moderne bibliotek, hvor man kan sætte sig i sin pause med et blad, en avis eller en bog. Bare det at gå rundt og kigge på hylderne og tilfældigt falde over en bog, man aldrig har hørt om, er inspirerende.

Biblioteksvagten bruger jeg når som helst. Biblioteksvagten kan hjælpe med svar på alle de spørgsmål, der kan stilles til et bibliotek. Det er helt genialt, at man kan få svar på sine spørgsmål på en søndag eller en hverdagsaften.

Bruger du dit bibliotek?

onsdag, september 23, 2009

Små lygter på en grå dag

Lygter

Med næsen helt nede i græsset

Septemberlys
Har du prøvet at stikke næsen helt ned i græsset, når det har regnet eller duggen ligger tæt? Vanddråberne ligger som diamanter på rad og række. Her fangede jeg udsigten fra terrassen, mens morgenduggen stadig lå overalt for et par dage siden. Nu begynder bladene for alvor at miste deres farver, men vores have har mange stedsegrønne træer og buske og er grøn hele året.

Jeg købte en lille bog i genbrugen for et par uger siden, der hedder '13.000 ting at være lykkelig for' - den er virkelig festlig. Her er nogle eksempler: At genlæse et kapitel i en yndlingsbog, de små gratis glæder, mavedanserinder, stille regn på taget, kagedåser af blik, at begrave stridsøksen, at bage muffins, nyttige forholdsregler, hundekunster, en dag hvor man bare driver den af .... Bogen kan varmt anbefales, den er meget tankevækkende og har også de mest grinagtige eksempler.

Nå, hele morgenen kan jo ikke gå med tant og fjas, og om lidt vil jeg gå i gang med at luge lidt i haven og læse aviserne.

Rigtig god onsdag :-)

tirsdag, september 22, 2009

Tirsdagstema: Grønt er skønt

Grønt er skønt
Tirsdagstemaet i denne uge er 'grønt er skønt'.
Se de mange sjove og flotte bidrag her.

Komplimenter

Strand
Kender du det, at nogle mennesker aldrig siger noget pænt? At man næsten kan føle det ubehageligt at være sammen med dem?

Efter min mening kommer man længst ved at være gavmild med komplimenter og ros. Jeg har lært, at det er den korteste vej til andre mennesker og til et godt fællesskab – både på jobbet, og når man er sammen med venner og familie. Og det er ikke falsk ros, jeg tænker på - det er alt for let at gennemskue, men berettiget ros. Der er altid noget pænt at sige, og det bliver hurtigt en vane, så det går fuldstændig af sig selv.

Roser du dine medmennesker? Eller har du en anden holdning?

mandag, september 21, 2009

Mandagstema: Favorit

Karklude
Mandagstemaet i denne uge er ordet 'favorit'. Og jeg kaster mig over to af mine favoritter - mine farvede karklude og mit favoritdyr, katten :-)

Se de mange spændende bud på ordet favorit her.

Sofus

Tillykke

Leonard Cohen
En af mine helte har fødselsdag i dag - han bliver 75 år. Det er Leonard Cohen, en stemme jeg i mange år har været helt vild med. Hans musik går lige i maven, og han er langtidsholdbar - jeg bruger ham nærmest som terapi, når jeg har brug for en ekstra dyb indånding. Jeg fik cd'en 'The Future', da den udkom i 1992, men på et tidspunkt forsvandt den sporløst i forbindelse med, at vi flyttede. I flere år overlevede jeg mirakuløst uden Cohen, men en skønne dag for et par år siden kom Monsieur så hjem med den til mig igen - selv om han påstår, at han falder i søvn, hver gang jeg sætter den på. Når jeg føler mig stresset fx på jobbet, sætter jeg nummeret Suzanne på, og så er alt godt igen. Leonard Cohens dybe stemme har en ro og en nærmest spirituel udstråling, der går rent ind, i hvert fald hos mig. Men måske virker han kun på kvinder?

Hvordan har du det med Leonard Cohen?

Leonard Cohen: The Future

søndag, september 20, 2009

Pyha siger jeg bare

Hyldebær
Jeg har læst i avisen, at influenzaen bliver en mild omgang. De sidste uger er antallet af nye danskere, der bliver smittet med H1N1 gået kraftigt ned - og er nu næsten gået helt i stå.

Update:
Flere har bedt om opskriften på Monsieurs porre-rucolatærte, så den kommer her:

Man laver en tærtebund og bager, som man plejer. Man får bunden sprød ved først at bage den i 10 min ved 210 grader med et stykke bagepapir over, så skrues ned til 180 grader, og bunden bages videre i 5 minutter uden bagepapiret over.
2 store porrer i skiver og 2 pressede hvidløgsfed sauteres på en pande, og når porrerne er møre, sauteres 100 g rucola med i 1 minut. Grøntsagerne lægges på den forbagte tærtebund, og en æggestand af 1½ dl mælk, 1 dl piskefløde, 3 tsk salt og 2 æg hældes over. Tærten bages nu i 50 minutter ved 180 grader. Pynt med parmesan i meget tynde skiver og friske basilikumblade. Server en ordentlig gang blandet salat til.

Bon appetit :o)

Tærte

God søndag

Frøstand
Kender du tricket med at skrive sine problemer ned, før man skal sove? Jeg har altid en blok ved min seng, så jeg straks kan notere, hvis noget falder mig ind. Egentlig troede jeg, det var noget, jeg selv havde 'opfundet', men jeg har lige læst om det i 'Fit Living'. Når først et problem er skrevet ned, kan man roligt lægge sig til at sove. 'Fit Living' er et lækkert blad med mange tankevækkende artikler - også lækre opskrifter.

Vi får flot vejr igen i dag, heldigvis. Det gælder om at nyde den sidste rest af sensommeren. Naturlommekalenderen fortæller, at det er tid til at sætte fuglekasser op til den næste sæson, at hugormen går i dvale, og om få dage graver havesneglene sig ned for vinteren.

Jeg har planer om at give huset en overhaling i dag - og Monsieur har heldigvis lovet at lave en porre-rucolatærte.

Rigtig god søndag til jer derude!

lørdag, september 19, 2009

Aftentur med særlige oplevelser

Aftensmad
I går aftes gik vi tur, mens solen gik ned, og vi kom forbi en kalv, der drak mælk hos sin mor. Jeg har aldrig set så utrolig rød en himmel - der er ikke snydt med farverne på billedet herunder. Gad vide hvorfor himlen nogle gange er ekstra rød.

I forgårs gik jeg tur i sommerbluse - men nu er jeg nødt til at tage vinterfrakke på. September er sandelig en måned med kontraster ...

Himmel

Lørdag i farver

Den dejligste blomst
Godmorgen! Ih hvor jeg glæder mig til en lang weekend - min arbejdsdag i går havde nær taget livet af mig med opgaver, jeg ikke kunne nå. Klokken 10 havnede en kæmpe bunke på mit bord, der skulle være ordnet inden to timer - men jeg gik ikke i panik og er lidt stolt. Ringede bare stille og roligt og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre og forklarede hvorfor. Journalisten blev sur, men det er jo hans problem. Stress og andres forventninger er noget, som det har taget mig en del år at håndtere, men nu tror jeg, jeg er ved at have lært det.

I dag skal vi være sammen med gode venner, og jeg vil glemme alt om krav og umulige deadlines. Jeg vil nyde og bare suge weekenden ind. Lave noget af alt det, jeg ikke når til hverdag.

Hvad skal du lave i dag?

fredag, september 18, 2009

Kukkassen skal i brug

På med danseskoeneFoto: zabara_tango

Jeg trænger til at se nogle flotte kjoler og lækre mænd, der kan danse. Lysten kan vist styres klokken 20 :-)

Skal du også se 'Vild med dans'?

Billed ABC: År

Madame ½ år
I dag er Petunias Billed ABC nået til Å, og jeg vælger ordet år. Her er Madame nul år, fire år og til sidste lidt ældre :-)

At tænke tilbage på sit liv er dejligt indimellem, selv om man skal forsøge ikke at hænge fast i minderne. Tiden på det første billede kan jeg ikke huske, men tiden på det næste kan jeg. Den fine kjole var en gave fra en tante i Amerika. Og det lader til, at lyserødt er et gennemgående tema i mit liv ...

Kig her for at se andre bloggeres bud på dagens udfordring.

Madame 4 år

Madame for 2 år siden

Ny bog af Margrethe Brun Hansen

Guide
Denne bog ville jeg gerne have kendt for fire år siden. Min søn og hans kæreste gik nemlig fra hinanden allerede inden, Isabella blev født. Det er en ny bog af psykologen Margrethe Brun Hansen, der udkommer den 28/9, og som handler om, hvordan voksne børn og deres forældre undgår konflikter, når der kommer børnebørn.

Hvem bestemmer hvor? Det er et af emnerne, og bogen giver en hjælpende hånd til de bedsteforældre, der indimellem føler, det er svært at gøre tingene godt nok - og samtidig en håndsrækning til de forældre, der ikke føler, deres egne forældre yder den indsats, de kunne ønske sig.

Margrethe Brun Hansen har i samarbejde med journalist Maria Holkenfeldt Behrendt skrevet bogen 'Guide til Bedsteforældre og deres børn'. Og jeg har været så heldig, at jeg har lånt bogen med hjem.

torsdag, september 17, 2009

Aftenbillede

På vej

Gal i skralden

Er der noget, der kan bringe mit sind i kog, så er det en kollega, der ikke hilser, selv om jeg troligt hilser på hende hver morgen. Det har jeg lige været ude for igen og altid fra samme kollegas side. For min skyld måtte man gerne indføre hilsepligt, som man har det på Det kongelige Teater.

Det hørte jeg om sidste år på et kursus - alle skal hilse på hinanden hver gang de mødes, også selv om det er mange gange på en arbejdsdag. Jeg synes nu, at én gang om dagen må være nok :-)

Kender vi ikke alle til at møde kolleger, der nærmest ser lige igennem én? Det kan opleves som en bevidst handling, selv om den anden måske bare går i sine egne tanker.

Det tror jeg nu ikke, at denne kollega gjorde ...

Læsegrupper

Skagensmalerne
Læsegrupper er blevet meget populære - så vidt jeg ved, er det også noget, mange biblioteker har indført. Men det mærkelige er jo, at det næsten kun er kvinder, der er medlem. Og endda gerne kvinder der er ude over den første ungdom. Mændene er måske bange for at være i mindretal, eller også gider de kun at læse bøger om, hvordan man slår hinanden ihjel - eller tjener flere penge på kortere tid. Jeg kunne godt tænke mig engang at være med i en læsegruppe, der læser om Skagensmalerne.

Er du med i en læsegruppe, eller har du lyst til at prøve det på et tidspunkt?

Skagensmalerne

onsdag, september 16, 2009

Københavnske elefanter

Kinabugten
Elefanter på et kloakdæksel - er det ikke en smuk idé? Dette dæksel fandt jeg i Ørestaden i går.

Lægger du også mærke til kloakdæksler?

Septemberglæder

Mark med heste
Jeg har været ude at cykle et par timer i det smukke vejr. September er speciel på den måde, at naturen er fuldstændig stille - ikke en fugl siger pip. Og lyset er skærende skarpt og smukt. Cyklen førte mig på forunderlig vis ud over marker, hvor min taske blev fyldt med frøkapsler fra en stor tidsel. Og forbi en butik med udsalg - så nu er jeg en kjole og en tunika rigere.

Min taske

Genopladning

Sensommer
Det er nu godt med en fridag midt på ugen. I går var jeg fuldstændig brugt op, da jeg fik fri - i øjeblikket holder jeg nemlig skansen alene, fordi min makker har fri i en måned, og det er lige heftigt nok. I frokostpausen nåede jeg kun lige hen på Metro-stationen for at hente gratisaviserne og at møde en and.

I Metroexpress læste jeg, at man i Japan har kæledyrscafeer, hvor man kan slappe af i selskab med blandt andet kaniner og katte. Der er mange steder strenge restriktioner for, om man må holde kæledyr i almindelige hjem. Ja, jeg har jo heldigvis min egen kæledyrscafé herhjemme - med to bløde og som regel kælne katte, der gerne lader sig nusse :-)

Fridagen skal vist bare bruges til at lade op i igen og til en lang cykeltur. Den bliver ren mig-tid :-)

tirsdag, september 15, 2009

Som barn igen

Kinabugten
Her var det, jeg badede som barn i min mors elastikbadedragt, der blev meget lang, når den blev våd. Og hvor min mor stod på vandski. Jeg var meget stolt over at have en mor, der stod på vandski - hun blev trukket af en speedbåd hen over en forhøjning og fløj ud i luften, indtil hun landede på vandet igen.

På hjemvejen i dag kørte vi omkring Jægerhuset og Kinabugten, og jeg blev som barn igen. Behøver jeg at sige, at jeg savner min mor?

Furesøen

Som en varm sommerdag

And
Mit hoved trængte til frisk luft og sol, og jeg blev næsten slået bagover af varmen - det er jo som en rigtig sommerdag i dag. Og så kan man oven i købet være heldig selv på Amager og finde ænder og planter :-)

En slags ukrudt

Mig-tid giver energi og overskud

Mark
Vi bruger masser af tid på familien, jobbet og hjemmet, men husker vi også at prioritere os selv? Mange kvinder glemmer at afsætte tid til at være alene og at gøre lige præcis det, de har lyst det.

Mig-tid er alt fra fem minutter til en hel weekend, men udfordringen er, at vi ikke kan smide ansvaret væk. I gamle dage kunne kvinder ikke bare sidde med ledige hænder, og det gælder faktisk også i dag.

Man kan forebygge stress ved at fokusere på mig-tid. Det behøver ikke at være en times meditation eller tre timer i fitnesscenteret, og det underlige er jo, at mænd altid finder tid til sig selv.

Mig-tid er ikke forbundet med bestemte formål
Mig-tid giver energi
Mig-tid giver glæde og ikke krav

Husker du at sørge for mig-tid til dig selv?

mandag, september 14, 2009

Aftenbillede og opdateret liste til blogtræf

Gården
Nu er vi 13 tilmeldte til blogtræffet lørdag den 14/11 på café La Belle Vie på Torvet i Hillerød, og vi mødes cirka klokken 16.

I øjeblikket ser tilmeldingslisten sådan ud, men flere er velkomne: Henriette, Kisser, Ellen, Lisbeth, Kari, Bente, Donald, Sussie, Jens, Laura, Zette, Jannie og mig - og et måske fra Lavendel, Piskeriset, Catarina, Sanne og Malou.