søndag, januar 01, 2006

Nytårsstemning

I går formiddags var jeg henne at gøre dagens og årets sidste indkøb (som ikke omfattede champagne og kransekage med serpentiner og raket, men kattegrus og printerpatroner). Jeg var ikke den eneste, og der var rift om parkeringspladserne uden for byens indkøbscenter, hvor jeg pludselig blev vidne til et drama:

Yngre mand i uanselig Suzuki snupper p-plads for næsen af pæn, midaldrende dame i respektabel Audi. Hun eksploderer i raseri. Først ved at tæske løs på hornet og mase det i bund, inderligt og langvarigt. Derefter ved at hugge bremserne i og standse al anden trafik, springe ud af bilen og hibiscusrød i kinderne begive sig hen til misdæderens bil i skarpt trav, flå hans dør op og skrige ham ind i ansigtet af fuld hals. Den præcise rækkefølge af ordene er jeg ikke i stand til at gengive, men "kraftedme", "lille lort" og "eddermame" indgik i svadaen. Manden stiger ud og peger på en ledig bås fem meter længere fremme, men den er hun ikke interesseret i. Han har taget hendes plads, og det er den, hun vil have.

Jeg gik ind for at handle, og da jeg kom ud igen et kvarter senere, var situationen uændret. Jeg tog hjem, og da klokken slog tolv i går aftes, sendte jeg dem begge mine varmeste tanker.

Det må have været koldt og trist at tilbringe nytårsaften på en parkeringsplads.