søndag, august 16, 2020

Ninas Naturcafé og Torup Marked

Vi har haft 31½ grad her i dag - det er alt for varmt efter min mening. Alt over 25 grader er for meget. Haven tørster, og jeg kan næsten ikke tage mig sammen til at pusle om haven i disse dage.

I går var jeg på Ninas Naturcafé i Kirkelte - der var nemlig koncert med Marie Carmen Koppel ude i den smukke have. Serveringen var flyttet udenfor, så vi alle kunne holde afstand til hinanden. Vi kom i god tid og havde taget klapstole med. Koncerten var en dejlig oplevelse med en masse kendte numre, som jeg har hørt med blandt andre Whitney Houston og Aretha Franklin. Marie Carmen Koppel fortalte, at hun var blevet gift i søndags, hvor forældrene havde 51-års bryllupsdag.

Jeg kan varmt anbefale denne hyggelige café, som ligger direkte op til skoven (Store Dyrehave) og har en græsmark med får og lam. I weekender er der mange aktiviteter - fx ture med naturvejleder, fåreklipning og forskellig optræden.

Om formiddagen var jeg på Torup Marked. Det er et hyggeligt marked hver anden lørdag her i Halsnæs, hvor folk sælger hjemmebagt økologisk brød, hjemmelavede marmelader  - ja alt, hvad man kan lave selv fx også hjemmestrikkede karklude og 'hjemmelavede'  planter.  Hvert marked har et tema, og jeg troede ikke mine egne øjne for en måned siden, da jeg så et utal af traktorer! Temaet var nemlig traktor - nogle var kæmpestore og små drenge kom med en lille traktor i snor. Det var et hit!  

Der  var så mange skønne og fristende ting, og jeg kom hjem med et  groft speltbrød, hybenmarmelade, øko-tomater og en lækker olie med urter  til huden. Vi har en urtekyndig dame i nærheden, der laver cremer, olier og den slags af biodynamiske urter.