onsdag, september 19, 2012

Den nye film 'Marie Krøyer'

Foto: Rolf Konow
Vi har været til forpremiere på Bille Augusts nye film 'Marie Krøyer' med Birgitte Hjort Sørensen i hovedrollen. De var begge til stede og svarede bagefter på spørgsmål fra salen. Filmen er utrolig smukt fotograferet, og Birgitte Hjort Sørensen spiller med stor indlevelse, men efter min mening er filmen for skæbnetung. Det er blandt andet Anastassia Arnolds bog 'Balladen om Marie', der er inspirationskilden, og der havde været meget andet at vælge ud om Maries liv, så filmen ikke var blevet så knugende. Den indledende scene viser Krøyers begravelse, og herefter får vi forhistorien med stærkt fokus på tiden, hvor Krøyer var blevet så psykisk syg, at ægteskabet allerede var umuligt for Marie. Krøyer og Marie havde også et godt liv sammen, og det var det, jeg savnede. Men Skagensmalerne og tiden omkring 1900-tallets begyndelse er et spændende emne, og alene af den grund er filmen absolut værd at se.

Foto: Rolf Konow