søndag, februar 03, 2019

Weekendglæder

I går var vi i biffen og så 'Unge Astrid' - den nye film om Astrid Lindgren med Alba August i hovedrollen. Hendes skuespil er betagende smukt, og filmen er meget vellykket. Det er Pernille Fischer Christensen, der har instrueret. Filmen er allerede blevet set af over 200.000 svenskere og er solgt til mere end 50 lande.

Siden jeg var barn har jeg elsket Pipi Langstrømpe og alt, hvad Astrid Lindgren har skrevet. Her i de senere år har det været hendes eget liv, jeg har læst om.

For fire år siden læste jeg Jens Andersens bog om Astrid Lindgren, 'Denne dag et liv' og blev grebet af hendes historie. Astrid Lindgren blev 94 år og døde i 2002. Hun brød igennem med Pippi Langstrømpe og er næsten lige så berømt som H.C. Andersen. Biografien blev til på baggrund af hidtil upublicerede breve, dagbøger og fotos – og halvandet års samtaler med Astrid Lindgrens datter.

Lørdagen bød også på en travetur langs Kattegat ad Spodsbjergstien fra Kikhavn til Hundested. Det er en af mine absolutte yndlingsture.