Sådan hed en landeplage her i landet sunget af Osvald Helmuth. Jeg tog ham på ordet og kørte til havnen, stillede bilen og gik en tur i vintervejret. Himmelsk smuk og god oplevelse. Vandet er 4 grader lige nu, og dagen er tiltaget med 25 minutter.
I denne weekend er der loppemarked i Remisen på Østerbro ... :-)
lørdag, januar 10, 2015
Jeg kør' mig en tur langs med havnen ...
onsdag, januar 07, 2015
Vil du med en tur i skoven?
P as godt på hvor du træder, så du ikke falder! Man kan nemt glide i de våde blade, og skrænterne her langs kanalen er stejle! Hvis vi er heldige, kan vi se isfugle her langs kanalen. Det har jeg oplevet.
Dagen er tiltaget med 18 minutter, ser jeg til min glæde i almanakken.
Her vil jeg overlade resten af turen til dig selv. I dag skal jeg nemlig til frisøren og pusles om. Glæder mig til at sidde i frisørstolen og læse ugeblade og tips om, hvordan man bliver en helt ny kvinde ;O)
søndag, januar 04, 2015
På loppemarked
Der er loppemarked i Forum i denne weekend. Bella og hendes mor har en stand, hvor de sælger noget af alt det, Bella er vokset fra eller ikke leger med mere, og jeg har været inde og hilse på.
Gennem mange år har jeg besøgt loppemarkedet i Forum, men i år er der mest fine ting og antikviteter til salg – og selvfølgelig en masse skrammel :-) Jeg tror, jeg fremover holder mig til loppemarkederne i Hillerød og Holte.
Her er en gammel grammofon med håndsving …
fredag, januar 02, 2015
Egern - og en ny bog
Den lille fyr her bor i vores have og er meget tilfreds med de små kurve med solsikkefrø, der egentlig er hængt op til fuglene. De hænger en meter fra køkkenvinduet, så der er god mulighed for at fotografere.
Her til aften har jeg været til fredagslounge på Louisiana og har hørt Nanna Lüders synge – det var en dejlig oplevelse. Og jeg er ved at læse forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn erindringer 'Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre’. Bogen er let læst og fænger lige fra side 1 ...
onsdag, december 31, 2014
Godt nytår
Rigtig godt nytår til alle mine blogvenner!
Vi har haft tøvejr i de sidste par dage, og næsten al sneen er væk igen. Vejret er gråt, og jeg savner det smukke landskab med glitrende, nyfalden sne, der lyste så dejligt op. Til gengæld er fuglene ikke længere helt desperate af sult, nu hvor temperaturen er oppe på 5 grader …
søndag, december 28, 2014
Winter wonderland
Det sner voldsomt her i øjeblikket, og jeg er meget spændt på at se, hvad vi vågner op til i morgen - måske et winter wonderland? Snevejret skulle fortsætte til en gang i nat ...
torsdag, december 25, 2014
Julen og ny tv-serie
Vi har fået sne i nat, og fuglene i haven har spist enorme mængder foder. I dag har der ligget et lag af is på vejene heromkring.
Vores juleaften var en stor succes, som det kan ses af billedet herunder :-)
På svt1 kan man i aften kl. 20 se første del af en dokumentarserie om Astrid Lindgren. Serien blev rost af anmelderen Henrik Palle i går i Politiken. Den skal jeg se ...
mandag, december 22, 2014
Glædelig jul
Det fine honninghjerte hænger i Höganäs torvehal. Da jeg så det, tænkte jeg, at det kunne bruges til at ønske alle min blogvenner en rigtig glædelig jul :-)
Her skal julen fejres med blandt andre hende her ...
lørdag, december 20, 2014
Julekort - og solhverv
Jeg elsker at få julekort, og her er det smukkeste, jeg har fået i år. Det er fra min engelske fætter og hans familie. I dag er de sidste småting til julen blevet købt ind her hos os – blandt andet til pakkelegen juleaften.
I morgen er det solhverv, og dagene begynder igen at blive længere. Det er noget, jeg har glædet mig utroligt meget til …
onsdag, december 17, 2014
En dag i Skåne og i torvehallen i Höganäs
Engang blev her lavet Höganäs keramik, men nu er den gamle fabrik lavet om til en torvehal med en spændende restaurant på første sal, Höganäs Saluhall. Her lidt nord for Helsingborg har vi spist frokost i dag med vores svensk/engelske familie.
Mens man spiser et måltid i restauranten på overetagen, kan man kigge ned på torvehallen, hvor der bl.a. er charcuterivarer, delikatesser, frugt, grøntsager, brød, kager, marmelader, drikkevarer og kunsthåndværk. Der er også en café. Her er en helt speciel stemning – de gamle stenovne, vinduer og planker er bevaret.
Dagens lunch på første sal kan fås for 98 svenske kroner. Den består af en kødret (kalvekød i dag), lækker suppe, salater, hjemmelavet surdejsbrød, saft, kaffe og te. Det er et sted, jeg helt sikkert kommer igen …
søndag, december 14, 2014
Kanelkaffe på en råkold vinterdag
Når jeg trænger til at få varmen efter en travetur på en råkold vinterdag, er kanelkaffe dejligt. Hvis du har lyst til at prøve, er opskriften her:
½ l mælk, 4 spsk pulverkaffe, 1 spsk kakao, ½ tsk kanel, 2½ spsk sukker og eventuelt flødeskum
Man varmer mælken op og opløser pulverkaffen heri. Derefter tilsættes resten, og man varmer op til kogepunktet under omrøring. Opskriften er til to personer.
Vend ikke ryggen til skålen med flødeskum, hvis katten er i køkkenet :-)
fredag, december 12, 2014
Vejr til at holde sig inde med en god bog
Den lille gris her kan jeg slet ikke stå for :-)
Regnen har styrtet ned hele dagen, og der varsles stormvejr med vindstød af orkanstyrke i aften. Uha, jeg hader storm på grund af alle vores træer ...
I de sidste dage har jeg været fuldstændig opslugt af Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi. Bogen hedder ’Denne dag, et liv’ og skildrer hendes tanker, handlinger, kampe, nederlag, sejre og depressioner. Bogen bygger bl.a. på hidtil ukendte breve, fotos og dagbøger – og halvandet års samtaler med datteren Karin.
onsdag, december 10, 2014
Mine hortensiaer
Hortensiablomster bliver kønnere og kønnere, mens de visner. Jeg nænner næsten ikke at klippe blomsterne væk, men nogle få måtte jeg have ind og fotografere …
mandag, december 08, 2014
Forvist hjemmefra
Vi har fået fældet to kæmpe graner i vores have - det havde vi ikke lyst til at høre på, og vi kørte en tur til Brede med vores frokost og kaffe. På et øjeblik var vi omringet af ænder, der ville spise med, og en svanefamilie med tre næsten voksne unger.
Jeg har aldrig før set en lysegul and …
lørdag, december 06, 2014
Jul på Frilandsmuseet
Det blev fint vejr til en tur på Frilandsmuseet – solen har skinnet fra middagstid og lokkede mange mennesker til. Vi havde taget kaffe med og nød at gå rundt fra hus til hus og kigge ind – flere steder kunne man se, hvad man spiste i julen i gamle dage.
Der var et mylder af børn, som kunne ride på shetlandsponyer, køre med hestevogn, klippe julehjerter, se hvordan man plukker en gås eller bager småkager - og meget andet.
fredag, december 05, 2014
Weekend med julekort og julemarked
Jeg er begyndt at skrive mine julekort – det er kort i gammel stil fra forlaget Koustrup & Co, som har de lækreste kort også med motiver fra naturen. Jeg har blandt andet nogle serier med fugle.
I morgen vil jeg besøge Frilandsmuseet, som har åbent i anledning af julen. Man kan se bl.a. se pyntede juletræer og 1700-tallets julemad. På herregården bliver der travlt i det store køkken, hvor der skal bages julekager og laves traditionel julemad på brændekomfuret.
Og ikke langt fra Frilandsmuseet ligger Raadvad, hvor der er julemarked med kunsthåndværk.
onsdag, december 03, 2014
Et eksperiment med natoptagelse
Jeg har kun sjældent prøvet at fotografere i mørke, men nu hvor det er mørkt allerede ved 16.15-tiden er det jo oplagt. Mit lille, nye lommekamera har en indstilling, der hedder ’håndholdt natoptagelse’, og den prøvede jeg af i går, hvor jeg var i Hillerød og så det smukke, oplyste slot. Jeg var på jagt efter en julegave til Bella, men det lykkedes desværre ikke at finde noget …