Der er stadig optaget - vent venligst!

I morges skulle en af mine kolleger have fat i sin læge. Det burde jo være en helt enkel sag, men i praksis er det et mareridt, og man skal være svineheldig for at komme igennem med det samme. Som regel kan man godt sætte en rum tid af til det.

Min kollega havde ikke tid til at sidde med telefonen i hånden i halve timer i arbejdstiden, så han var opsigtsvækkende kreativ. Han spændte sin mobiltelefon fast på hovedet med en tyk elastik og gik rundt med den dér, til han - nej ikke fik fat i lægen, for det gjorde han ikke - men til han ikke orkede mere.

Det er mig en gåde, at det behøver at være sådan. Er det for at si hypokonderne fra? Selv har jeg prøvet et par gange at booke tid via nettet, men da det ikke er et online-system, har jeg fået mail tilbage med, at en anden desværre havde taget netop den tid, jeg troede, at jeg havde booket.

Tænk hvis man faktisk var syg. Hvad pokker gør man - hvis man ikke ligefrem har brug for en ambulance?

Tips og tricks er velkomne.

Du er kreativ!

For et par dage siden, skrev Nille i en kommentar til mig om bogen Kreativitet af Julia Cameron, og helt tilfældig havde vi bogen stående i reolen. Nilles ord gav mig lyst til genlæse bogen, og nu er den vores morgenhøjtlæsningbog på vej til arbejde.

Det er meget livsbekræftende at læse om, hvordan vi alle sammen har en kreativ åre. Og morsomt/tragisk at læse om 'benspænderne':

Benspænderne har masser af problemer, men ingen løsninger! De venter særbehandling, lider af en utrolig bunke mystiske sygdomme, der skal plejes, når man selv skal aflevere noget før en frist udløber, de bruger ens tid, sætter deres bekendte op mod hinanden, de skyder skylden på andre, de hader planer - undtagen deres egne, og de hader orden. Benspændere har en ødelæggende indflydelse på kreative mennesker i deres omgangskreds ...

Kender du typen?

Bogguide kalder Kreativitet en brugsbog om personlig udvikling, der med fordel kan læses og bruges af alle, som interesserer sig for at leve et kreativt liv. Den henvender sig til den kunstner, som vi alle har i os, hvad enten kreativiteten er gået i stå eller aldrig rigtigt er kommet til udtryk.

Bogen er opbygget som et 12-ugers kursus. Man indgår en kontrakt med sig selv, og nogle elementære opgaver tjener som holdepunkt og disciplin i kurset: Morgensiderne som skal skrives hver dag, og man skal give sin indre kunstner en oplevelse hver uge. Til sidst skulle man gerne have overvundet de blokeringer og kunstigt skabte begrænsninger, der holder ens iboende kunstner i dvale.

Lader du din kreative åre flyde, eller ...?

Tak, Nille!

Lynportræt af en verdensborger

I Politiken er der hver mandag et interessant interview med en person et sted i verden, som giver et indblik i, hvordan livet leves andre steder på kloden. Svarene tegner tit nogle sjove eller tankevækkende portrætter.

Sidste gang blev en ung, muslimsk jurastuderende kvinde fra Yemen spurgt:

Hvad gør dig glad?

Hvad gør dig ked af det?

Hvad er det bedste i dit liv?

Hvad er det værste?

Enkle spørgsmål, som vi nok alle stiller os selv ind imellem. Den unge kvinde svarede til spørgsmålet om, hvad der gør hende glad: 'At bruge min tid fornuftigt'.

Selv ville jeg sige, at det bedste har været, hvad alderen har givet mig af indre ro. Det værste var tabet af min mor for otte år siden. Det gør mig glad at have mit hus på landet, hvor jeg har tænkt mig at blive meget gammel - og meget gerne ikke alene. Det, der gør mig mest ked af det lige nu er, at vi har den samme regering, som vi havde for en måned siden.

Det er den korte version, som jeg snildt kunne udvide til flere A4-sider.

Hvad ville du svare, hvis det var dig, der blev spurgt? Hvad gør dig glad, hvad gør dig ked af det, hvad er det bedste i dit liv og hvad er det værste?

Mayland, min Mayland!

Støn, nu skal vi til det igen. Begynde på en ny kalender. Jeg har ikke anskaffet mig en ny endnu, men det kan ikke udsættes ret meget længere, fordi jeg allerede har en del aftaler i januar. Og så er det, man skal vælge i det enorme udbud, der findes - den ene smartere end den anden, eller skal man bare bruges sin mobiltelefon og plotte hele molevitten ind der? Der er nok at tage stilling til, og, egentlig gider jeg ikke, men suk, det må til.

Jeg vil have en gammeldags kalender, og nu ser jeg, at man kan få en, der dækker 10 år. Er det det, jeg skal vælge? Jamen den bliver vel håbløst beskidt på 10 år, og kan alle mine noter i 10 år stå i en lille bog? Jeg tror det næppe. Jeg skal have rigtig god plads hver dag til strøtanker, telefonnumre, huskeseddel, aftaler med tandlæge, læge, venner, opskrifter - ja kan man leve uden Mayland?

Hvad vælger du og hvorfor? Hjælp, hvad skal jeg gøre?

Og jeg vil ikke have en PDA!

Der findes også gode ledere

For en del år siden havde jeg en spændende chef, som alle respekterede. Tiden var en anden, og der var flere penge at rutte med, og det gjorde det selvfølgelig en hel del nemmere at være afholdt som leder. Hun hed Jytte, var på min egen alder, havde den samme uddannelse og var altid fuld af gode ideer.

En af hendes bedste opfindelser var et såkaldt kreativitetskursus - det lyder helt trivielt og dagligdags nu, men det var bestemt ikke noget, man brugte i virksomheden dengang. Kreativ var noget, man var - eller også var man det ikke. Men Jytte havde opsporet en lærer fra Arkitektskolen med helt specielle evner for at inspirere og begejstre, og vi var otte medarbejdere på kurset fra to faggrupper, der arbejdede tæt sammen til daglig. Vi skulle lære at være mere kreative.

Vi blev bedt om at komme med forslag til løsning af et bestemt problem. Først skete der det forudsigelige, at de fleste straks gav sig til at skyde de andres ideer ned med indlysende argumenter. Hvilket vi lærte var indlysende forkert! Alle ideer skulle væltes på bordet fuldstændig usorteret i et på forhånd fastsat tidsrum - jo vildere ideer, jo bedre - og først bagefter var det tilladt at sortere. Når det er forbudt at bremse ideerne, trækker de håbløse forslag ekstra mange brugbare ideer med sig. For os var det en øjenåbner.

Vi lærte en million andre ting på de to herlige dage, kurset varede, og jeg fik et fint diplom, som stadig er en god reminder. I mellemtiden er brainstorming-teknikken med 'den vildeste idé' blevet barnelærdom for de fleste. Men hvor mange husker at bruge den til daglig på arbejdspladsen? Jeg synes desværre, at 'det kan ikke lade sig gøre, fordi ...' og 'det har vi prøvet for mange år siden' stadig har kronede dage.

Hvad er din erfaring?

Kolde fødder

Det gik fint nok de første tyve kilometer i morges, men da vi kom til Hillerød, var det pludselig vinter. Som om nogen havde en trukket en snor tværs over vejen og sagt, at her begynder sneen!

Den første sne har altid en ugunstig indflydelse på tempoet på vejene, og der skal ikke ret meget til, før det koster en halv time ekstra at komme på arbejde. Til gengæld medbringer vi altid rigeligt med lekture til at læse højt af, kloge af skade. Men fordi jeg tilfældigvis ikke hørte vejrudsigten i går aftes, havde jeg taget et par smarte høje, fuldstændig snevejrsuegnede støvler på, og mine tæer er stadig iskolde!

Så, Sanne, jeg lyttede til dit råd om de høje hæle - men hvorfor gjorde jeg det lige i dag ...

Prikken over i'et: P-pladsen på arbejdet er et stort ælte af mudder og snesjap, fordi det stadig er en byggeplads, så i virkeligheden skulle jeg have taget waders på hjemmefra og husket noget lidt fiksere til indendørs brug.

Har du skifteskoproblemer af tilsvarende dimensioner?

Vis mig dit skrivebord

Her er mit ...

Hvilken chokoladetype er du?

Befolkningen deler sig efter min erfaring i to - dem der sværger til flødechokolade, og dem der kun kan spise bitter. Det er noget sjovt noget, men måske har det med ens alder at gøre: er man til bitter, er man ældre, end hvis man er til fløde. Tror jeg altså.

Som barn kunne jeg absolut ikke få bitter chokolade ned, som var det eneste, min mormor købte og bød sin gæster. Nu kunne jeg til gengæld ikke drømme om at sætte tænderne i et stykke flødechokolade.

I øjeblikket er mine to favoritter Rapunzel 85% kakao af bønner fra Bolivia og Vivani Feine Bitter Orange 70%. Jeg køber dem i den lokale helsekostbutik i Torup, de er økologiske og med en meget kraftig smag.

Monsieur - også tidligere flødechokolade-aficionado - køber Dagoba Xocolatl 74% med chili, muskatnød og vanille over nettet hos Alun.

Hvad med dig? Bitter eller fløde-?

Årets dyreven

Jeg har en forkærlighed for historier om dyr, og mit øje spotter avisartikler om dyr på ingen tid. I onsdags var der to spændende historier i Frederiksborg Amts Avis om, at Dyrenes Beskyttelse har givet deres årlige pris til Nærum Vildtplejestation.

Nærum Vildtplejestation drives af to ildsjæle, John Hørdum og Fie Bjørnskow, fra en lejlighed i Nærum og en voliere i nærheden. Siden 1986 har de to utrætteligt arbejdet med pleje af tilskadekomne eller syge, vilde dyr af enhver slags. Det foregår døgnet rundt med en blanding af professionel omsorg, smittende begejstring og en altopslugende kærlighed til dyr. Det er den plejestation i Danmark, der hvert år hjælper flest vilde dyr - ca. 1.000 om året, fra ællinger og små egernunger over musvitter og rovfugle til ræve og grævlinger. De har haft over 100 forskellige arter i pleje, og det er ikke for at have dyrene som kæledyr, men kun for at hjælpe dem på fode, så de igen kan sættes ud i naturen. I 2005 var de mest almindelige pensionærer gråand, ringdue, husskade, solsort, egern, hare, krage, bysvale, mursejler og ræv i nævnte rækkefølge. Finder man tilskadekomne dyr, bringer Falck gratis dyrene til en vildtplejestation - Dyrenes Beskyttelse betaler regningen.

Jeg synes de to mennesker fortjener deres pris og ønsker tillykke.

Gambia

På rejsen tilbage i mit fotoalbum er jeg nået til Gambia og Senegal først i 70'erne. Jeg kendte kun Afrika fra geografitimerne i skolen, men var på en af de første charterrejser til Bathurst, der nu hedder Banjul.

Stærkest i erindringen står den ubegribelige fattigdom. Unge kvinder og børn, der slæbte rundt på både babyer og større børn. Alle tiggede, unge som gamle, og det var ikke muligt at gå i fred uden at blive spurgt, om man ville tage en person med til Danmark og hjælpe dem i gang. Jeg husker, at tjeneren på hotellet var ubehagelig ihærdig og forsøgte via breve at få lov at bo hos os en tid.

Kontrasterne var store - unge, smukke mennesker, der så ud til at hvile i sig selv og tandløse, midaldrende i kæmpe frakker og huer i 45 graders fugtig varme. Billedet er fra Wadner Beach, hvor en ung kvinde prøver at forsørge sig selv og sit barn ved at sælge frugt til turisterne.

Andre erindringsbilleder: dyreparken Abuko, et to meter højt termitbo, overalt smukt kunsthåndværk og tøj. Al trafik foregik til fods, også selv om det var kæmpe afstande, der skulle tilbagelægges.

Jeg har stadig en batiknederdel, jeg syede af et stykke stof fra Gambia, og jeg vil aldrig glemme den rejse. På den anden side brænder jeg ikke for at gentage den, men den vil altid være en påmindelse om, hvor forskellige vilkår vi har, alt efter hvor vi tilfældigvis kommer til verden.

Har du en rejse, du har lyst til at genopfriske i tilbageblik?

Året har 16 måneder ...

... hvoraf den lange og grå november tegner sig for de 5 ifølge Henrik Nordbrandt. Når jeg kører på arbejde, er der flere timer, til det bliver nogenlunde lyst, og det når at blive mørkt igen, inden jeg kommer hjem. Som om det ikke var nok, gik kørelyset på bilen i morges på begge lygter med et halvt minuts mellemrum, og det var ingen spøg at køre til København i bælgravende mørke med parkeringslys hele vejen. Aldrig har jeg kørt så langsomt og forsigtigt, og aldrig har jeg fået så meget blinkende opmærksomhed fra mine medbilister. Men det gik, som det skulle.

Jeg glæder mig til - ja bare midten af januar, hvor jeg plejer at kunne mærke, at foråret er lige om hjørnet. Og selvfølgelig allermest til forår og varme og spirende planter. Men heldigvis kan jeg tænde op i min brændeovn, og juleudsmykningerne er ved at indfinde sig, hvor jeg færdes. I en af haverne et stykke fra os er der et grantræ, der er smykket med blinkende pærer i alverdens skrigende farver - meget amerikansk, men også et festligt syn. Når jeg går aftentur, smiler jeg automatisk, når jeg får øje på træet på lang afstand.

Hvordan har du det med den mørke tid?

Verdens korteste selvbiografi

I går aftes handlede DR2's temaaften om bogmessen i Forum. Jeg så lidt af det - blandt andet Rune T. Kidde, som blev bedt om at komme med sin selvbiografi i ultrakort form. Det var ret underholdende, så jeg prøver lige selv:

Forkælet enebarn i 8 år, hvorefter jeg blev storesøster til Henrik, børnehavebarn, stor familie og en udearbejdende mor, der ikke stod med varm kakao, når jeg kom hjem. Eget værelse og hjerteveninde i 4 år, gik til udspring i flere år og var med til stævner, ud af skolen efter realeksamen og optaget på seminariet, men fortrød og blev lydtekniker, rejst verden tynd gennem 20 år, fik sønnike som 30-årig, flere ramponerede forhold bag mig, et ikke ramponeret foran mig med ham, jeg har delt hus med i 21 år, passioneret kattemor og lysvampyr, medlem af egen vandreklub, brevskriver om en hals, brandgod lytter, A-menneske med mælkeintolerans.

Din tur - du får højst 1 minut!

Klæder skaber selvtillid

Lene havde et spændende indlæg på i fredags om vores tøjvalg, som gav mig lyst til at supplere lidt.

Jeg genkaldte mig fornemmelsen af, at påklædning kan give selvtilliden et gevaldigt løft, hvis man ifører sig det særlige tøj, som man føler sig godt tilpas i netop den dag. I hvert fald sker det for mig, at jeg kommer af sted om morgenen i noget, der hurtigt føles helt forkert, selv om der ikke er noget galt med tøjet - det passer bare ikke til den måde jeg har det på den dag. Det er sært, for vi har vel alle rimelige mængder tøj at vælge imellem i forskellige stilarter, så man både kan klare en lang vandretur i kulde og en aften på Skovshoved Hotel - og hvad der ligger derimellem. Måske er man i 'løs skjorte med en top under'-mode, og så nytter det ikke at have nederdel på og en smart hæl under skoene. Visse dage skal blusen måske sidde som sprøjtet på, andre dage skal den absolut ikke.

Lige nu har jeg en storternet herreskjorte på og en hvid t-shirt indenunder. Det passer præcis til den måde jeg har på det i dag.

Har du det helt rigtige på lige nu?

Tigermad

Jeg opfandt en ny ret i går. Den slags er kærkomment her i huset, fordi vi er tilbøjelige til at spise en ret, vi er glad for, lidt for ofte. Men på den måde risikerer man jo at blive alt for hurtigt træt af den, så mine antenner er på evig jagt efter inspiration. I går var konceptet 'hvad køleskabet indeholder'.

Man tager:

En pakke kyllingefileter i strimler, bruner dem, tilsætter tre porrer skåret i ringe, derefter rigeligt af 'hvidløgspeber med urter' fra Tiger (hvidløg, salt, persille, oregano, løg, paprika) og en dåse hakkede tomater i basilikum og oregano plus en stor håndfuld squash i mindre stykker. Det koges godt sammen, og lidt før retten serveres, tilsættes en god del sukkerærter, som simrer med et par minutter. Vi spiste kogt, hel quinua til, og det smagte himmelsk ifølge vores smagsløg - og så tog det ikke ret lang tid.

Din lynret?

Alarm

En af mine veninder har anskaffet sig en personalarm, en lille fiks sag, hun går rundt med i lommen, og som kan hyle infernalsk, hvis man aktiverer den. Min veninde føler sig utryg, når hun tager offetlige transportmidler sent om aftenen eller venter på en bus ved et øde stoppested.

I de seneste måneder har en galning været på spil her i Nordsjælland, han har slået en kvindelig kondiløber ned og har forsøgt det samme med et 13-årigt barn for en uges tid siden.
Efter at have læst om disse to hændelser er jeg selv begyndt at føle mig utryg, og jeg overvejer at anskaffe mig noget, der vil få mig til at føle mig mere sikker, når jeg færdes alene.

Kan du anbefale en form for alarm eller andet med samme virkning?

I selskab med de døde

Jeg har det meget blandet med kirkegårde. På en måde pirrer de min nysgerrighed, fordi det kan være interessant at læse på gravstenene og danne sig forestillinger om alle de liv, der ligger der. Men der er også noget makabert ved det.

Som barn blev jeg tit slæbt med på Søllerød kirkegård, hvor min farmor og farfar ligger begravet. Min far kunne stå og kigge på graven meget længe, mens jeg løb rundt og kiggede på de mærkelige huse, nogle havde på deres grave, med marmor, søjler, duer og en masse anden pynt. Det siger mig lige så lidt i dag som dengang.

Som barn hørte jeg historien om en ung kvinde, Giertrud Birgitte Bodenhoff, der var blevet begravet skindød på Assistens kirkegård. Da gravrøvere åbnede hendes grav, vågnede hun op for bagefter at blive slået ihjel af røverne. En helt igennem frygtelig historie, som forhåbentlig er utænkelig i dag.

Nu kommer jeg kun på kirkegårde, når min far gerne vil besøge min mors grav eller sine forældres.

Hvordan har du det med kirkegårde?

Hvor heldig kan man være

Kæreste Sister Bonde!

Hvor er det sødt af dig - tusind tak for de skønne, syltede valnødder, som posten kom med. Du er enestående opmærksom over for alle os andre. Monsieur og jeg vil nyde at spise dine lækkerier. Alene det smukke billede uden på pakken er et kunstværk. Nu står glasset her på bordet og smiler til mig, hver gang jeg går forbi. Jeg glæder mig til at åbne glasset og fiske op ...

Mit hjertes udkårne Rasmus

I går kiggede jeg lidt i mine gamle fotoalbum, inspireret af Lotten, som viste os nogle skønne billeder fra 2003.

Jeg har skrækkelig mange billeder, og jeg kastede mig over et enkelt album, som tilfældigvis var fra min ungdom.

Og her sidder en 22-årig Madame (eller rettere Mademoiselle) med sin første kat, Rasmus, der hurtigt blev til Rasmis, og som ligner sine efterfølgere Bulder, Mr. Jones og Sofus næsten på en prik. Jeg fik Rasmis helt tilfældigt - en ven havde fået ham forærende som killing alt, alt for tidligt. Uden at have ønsket mig en kat, havde jeg pludselig ansvaret for et lille kræ, som jeg ikke anede, hvordan man passer. Så jeg købte Politikens bog om katte, en kattebakke, sand og mad- plus en vandskål, og i løbet af ingen tid var jeg helt solgt. Siden har jeg været passioneret katteelsker. Nu har vi som bekendt to - Miss Mis, som selv flyttede ind for tre et halvt år siden, og Sofus, som vi fik fra et internat i marts.

Jeg kunne simpelt hen ikke forestille mig et liv uden katte, selv om det giver frygtelige spekulationer, når de ikke kommer hjem til tiden, men som regel går det jo godt. Hvilket minder mig om, at i morges var vi selv lige ved at køre en kat ned, som pludselig skulle over hovedvejen, men takket være en katastrofeopbremsning endte den potede fodgænger heldigvis ikke i kattehimlen denne gang.

Og killinger! Jeg glemmer aldrig en dag, vi kom hjem fra arbejde, og Miss Mis opførte sig nøjagtig som hun plejede, da vi trådte ind ad døren - det vil sige, at hun styrede direkte ud i køkkenet til madskålen. Ikke et ord eller et mjav om, at hun lige havde født tre killinger i sin papkasse ude i badeværelset. At se dem vokse og følge hendes opdragelse af dem, når hun kom ind med en mus eller en fugl, og killingerne forvandlede sig til frygtindgydende, grådige løver! Jeg har stakkevis fotografisk dokumentaton, men I skal nok slippe.

For ikke at tale om dengang, en vildkat flyttede ind og fødte fem killinger i samme papkasse, som Miss Mis lå i med sine tre. Ti katte i en lille kasse på én gang! Det blev alligevel lidt for broget for os, mest fordi vildkatten ikke ville finde sig i, at vi brugte badeværelset, så det endte med at blive en opgave for Kattens Værn.

Undskyld, det var vist noget af et sidespring - bare fordi Lotten viste nogle skønne billeder af en roer i Caribien med blåt hav og palmer, og det er jo en ganske anden historie ...

Ka' man nu forstå det?

Jeg har lige haft fornøjelsen at digitalisere en radioudsendelse fra 1971, og sjældent har jeg moret mig så godt! Dengang havde Claus Walter en udsendelsesrække, der hed 'Ka' man nu forstå det', hvor han rejste rundt til forsamlingshuse og restauranter med indbudt publikum.

Her skulle to tilflyttere til Langeland dyste om, hvem der forstod mest af den lokale dialekt. Udsendelsen var fra Rudkøbing, og man havde fået vaskeægte langelændinge til at læse sætninger op med den allermest uforståelige dialekt. De stakkels tilflyttere, der kun havde boet i tre år på Langeland, begreb kun en brøkdel af, hvad der blev sagt og misforstod dem for det meste fuldstændigt, så publikum lå flade af grin over, hvad der kom ud af sætningerne.

Hold op, hvor jeg savner den form for underholdning i radioen! Men måske er det bare et alderstegn?

Plidderpladder

Engang var smalltalk nærmest et skældsord - men man kan også betragte det som en nødvendighed, når vi omgås andre mennesker, 'et fundamentalt socialt redskab', som der står i en artikel i det seneste nummer af Psykologi.

Birgitte Sally er cand. mag. i kommunikation og drama, psykoterapeut og forfatter til bogen Smalltalk - dit vigtigste redskab på job, i netværk og privat. Hendes budskab er ikke overraskende, at nysgerrighed og oprigtig interesse er genvejen til den gode smalltalk.

Der er også et interview med Christian Waldstrøm, der er ph.d. og lektor på Institut for Ledelse på Handelshøjskolen i Århus. Han har skrevet bogen Ledelse af netværk - virksomhedens skjulte ressource, hvor smalltalk spiller en væsentlig rolle. Han mener, at der er en udpræget forskel på smalltalk hos mænd og kvinder - og nu kommer det overraskende: mænd taler meget mere, og myten om de evigt talende kvinder kan man godt glemme. Mænd griner for at styrke deres position og taler mere om sig selv, mens kvinder er bedre til at spørge. Kvinder griner mest, når de er nervøse eller står over for en, der er stærkere. Kvinder har en også tendens til at træde ved siden af smalltalkens skrøbelige balanceakt mellem omsorg og overfladiskhed ved at blive for personlige eller følelsesladede.

Christian Waldstrøm mener, at det er en stor misforståelse, når nogen siger, at de ikke gider eller ikke kan smalltalke. De glemmer, at vi samtidig sender en masse signaler og skaber relationer, der kan være meget nyttige.

Efter af have læst artiklen har jeg et lidt andet syn på fænomenet. Jeg havde ikke troet, at det ville interessere mig.

Hvad er dine erfaringer med smalltalk?