tirsdag, februar 14, 2012

Mig og min æggevarmer


Da jeg gik i 2. klasse, havde jeg en forfærdelig rappenskralde som håndarbejdslærer. Hun fik næsten ødelagt mit forhold til at strikke og hækle, selv om jeg har taget tilløb nogle gange og også strikket bluser til sønnike og hæklet et tæppe. Fru Winther hed læreren, som stadig står for mig som en, der gjorde alt galt – hun hånede os, hvis vores små fingre ikke strikkede jævnt og hurtigt. I dag dukkede mit første forsøg i strikkekunsten op igen, og det er med en vis ømhed, jeg genser æggevarmeren, når jeg mindes de følelser, der var forbundet med at frembringe den.

Har du gemt noget af det første håndarbejde, du lavede?

mandag, februar 13, 2012

Søndag med tåge, slægtsforskning og tv


Helt enkelt - en dejligt travetur ved gravhøjene og ud over markerne. Sjovt at se hvor forskelligt landskabet ser ud dag for dag …




Tågen får mig til at tænke på Harry Opstrups smukke billeder. Han var gartner, men fotograferede i sin fritid med et Hasselblad-kamera og har gået i skole med min far.

Søndagen her blev brugt på slægtsforskning og til at kigge i gamle folketællinger - og i går aftes så jeg udsendelsen om Japan på DR2. Flot og fremmedartet kultur.

søndag, februar 12, 2012

Træer med frakke om vinteren


Her i Halsnæs får træerne frakker på om vinteren :-)

Opfinder Olsen fra Opfinderland
opfinder mer' end en opfinder kan
nu har han opfundet gafler med vanter
og lyseblå snabelsko til elefanter
snart vil han opfinde frakker til træer
så de kan stå ude i al slags vejr
(Halfdan Rasmusen)

I hvert fald er en del træer blevet klædt varmt på foran Gjethuset i Frederiksværk! Efter flere måneders strikken har nogle damer sørget for at smilet frem. Træer, gelændere, cykler og bænke har fået overtræk, og en masse pomponer er hængt i trækroner. Yarn bombing kan jeg se på nettet, det kaldes - en form for graffiti med garn!






lørdag, februar 11, 2012

Vinter i haven


Vi har fået en ny pensionær - der kom en fasan marcherende gennem baghaven, én, to! én, to!

For nogle år siden så vi en fasan komme gående med tre koner på række efter sig. Jeg håber, at den nye fasan er tilfreds med haven og alle dens gemmesteder, og jeg bestikker ham gerne :-)

Fuglene i vinterhaven hedder en artikel i bladet ’Fugle &Natur’ fra Dansk Ornitologisk Forening, og her kan man læse om den store fugletælling over fire år. De hyppigste gæster i danske haver er skovspurv, grønirisk, solsort, musvit, blåmejse og rødhals. Og hvad giver så flest fugle i haven? Det er en fordel at bo på landet og nær en skov. Mange træer i haverne giver flere fugle, og det betyderselvfølgelig meget, om man fodrer fuglene. Fuglefrø, mejsekugler og brød er topscorere - og vand. Mærkeligt nok er der flest fugle i haver med hund og kat, men det skyldes nok, at her bor dyrevenner.

fredag, februar 10, 2012

Istid


Det var sjovt at se søerne i København med is. Folk løb på skøjter og travede rundt midt på søerne. Jeg så ingen skilte med forbud mod færdsel på isen, så jeg går ud fra, den er sikker nok. Men det var pivkoldt, fordi vinden fik temperaturen til at føles endnu koldere, end det var. Og jeg fik dvælet ved mine bedsteforældres gade og døren, de er gået ind og ud ad utallige gange. De boede som unge her i den sidste opgang før søen. Det var omkring 1910 ...




Da jeg kom hjem, ventede Monsieur med nybagte boller lavet med emmentaler og porrer :-)

torsdag, februar 09, 2012

Himmelsk


D et er sjovt at fotografere samme motiv mange gange om året og se, hvor forskelligt, det tager sig ud. Her går jeg tur næsten hver dag året rundt ...











Flere himmelske billeder her.

onsdag, februar 08, 2012

Is på stranden


Vil du med ned og kigge på stranden? Det er iskoldt, og jeg har taget mine ørevarmere på - og solbriller på grund af det skarpe lys. Her på stranden i Liseleje er der smukt på alle årstider og måske især, hvor isen på bølgebryderne bliver til lysende kunstværker. Temperaturen? -4,0°C og havvandet -0,3°C ifølge DMI ...






Og her er pælene til en badebro:


Kunne du holde varmen? Nu går vi videre ad Kystvej, og jeg håber, du kan finde hjem selv ...


tirsdag, februar 07, 2012

Aromatisk tomatchutney


Forleden dag fik vi denne opskrift på tomatchutney af en anden langsomspiser i Slow Food. Nu står der to store glas og venter på at blive spist. Det er noget af det lækreste, og det er stærkt! Jeg kom 3 tsk. cayennepeber i, men vil nok nøjes med 2 næste gang.

1 kg fuldmodne tomater
1 stort løg
1 dl æblecidereddike
250 g rørsukker
4 tsk. spidskommen
1/2 tsk. sort peber
2 tsk. cayennepeber
2 fed hvidløg
salt

Tomaterne skæres ud i mindre stykker, og løget hakkes. Alle ingredienser kommes i en tykbundet gryde og bringes i kog. Chutneyen skal simre i tre timer og derefter smages til med salt. Hæld den færdige chutney på skoldede glas og sæt låg på.

En løve ved navn Christian


For 3-4 år siden så jeg et dokumentarprogram om løven Christian, som Monsieur havde købt. Nu har DR2 sendt en anden dokumentar, som BBC lavede i 2009. Den så jeg i går, og i nat har jeg drømt om Christian.

I 2008 blev et klip på YouTube et kæmpehit. Mere end 50 millioner mennesker så genforeningen i Kenya mellem to unge mænd og deres 200 kilo tunge kæledyr, løven Christian. I 1969 havde John og Ace købt en løveunge i stormagasinet Harrods, der dengang brystede sig af at sælge ’alt hvad der var kunder til’. Christian tilbragte sine dage i sine ’fædres’ møbelforretning i King's Road og færdedes hjemmevant i Londons jetset-miljø. Efter et år blev Christian for farlig at have som kæledyr, og det lykkedes at få ham genudsat i Kenya. John og Ace blev frarådet at opsøge Christian igen, men et år efter kunne de ikke nære sig. Og miraklet skete. Christian genkendte dem og blev et kort øjeblik igen forvandlet fra vilddyr til kæledyr. Han præsenterede dem endog for en af sine hunner!

mandag, februar 06, 2012

Tur til København i bidende kulde


I går var jeg til koncert i Kulturhuset på Islands Brygge. Min veninde Mette og jeg hørte Lars Muhl og Githa Ben-David med sangene fra deres nye cd ’To Heal the Space Between Us’. Det sneede tæt, så jeg valgte at tage toget, selv om turen er lang med skift i Hillerød. Det blev en spændende dag og en meget stor musikoplevelse. Flot at se udsigten over Københavns Havn fra Langebro med store isflager i vandet. På Hovedbanegården styrkede jeg mig på en kop varm chokolade, mens duerne fløj rundt på evig jagt efter noget at spise. Når der blev kastet lidt brød til dem, kæmpede de om maden og stjal endda brødet ud af munden på hinanden ...






søndag, februar 05, 2012

Rensning af frakker og tæpper i sne


Sne er god til rensning af gulvtæpper og uldne frakker. Jeg lagde min duffelcoat ud i jomfruelig ren sne og gned den ind på både yder- og inderside. Derefter blev den banket og får nu lov til at hænge ude i nat. Den så ren som aldrig før og dufter dejligt ...

lørdag, februar 04, 2012