Når man går ture i øjeblikket, fanges blikket af de mange blomstrende mirabelletræer. Det ligner en stor portion marmelade om føje tid :-)
Indtil videre er det blevet til husets hjemmelavede ramsløgspesto.
Opskriften fandt jeg hos Piskeriset - jeg brugte dog pinjekerner og parmesan.
50 g ramsløg
1 dl ristede græskarkerner
1½-2 dl god olivenolie
saften fra en halv lime
2 dl revet Manchego-ost
lidt salt
Blend alt undtagen saltet, som du først bruger til sidst, når du skal smage pestoen til.
torsdag, april 19, 2012
Naturens milde gaver
onsdag, april 18, 2012
Uventede gæster
Jeg ser helst, at de slet ikke kommer – men det gjorde de for nogle dage siden, da jeg havde været væk i mange timer og kom træt og sulten hjem. At sige det, som det var, kunne jeg ikke få mig selv til – de var kommet langvejs fra! Men jeg havde hverken kager eller andre lækkerier og kunne kun byde på kaffe og the. Nu er det heldigvis ikke så tit, det sker, men jeg vil altså gerne have en mail eller et opkald, der fortæller, at nogen er på vej. Sofus er fuldstændig enig :-)
Jeg ved ikke, hvordan du har det?
tirsdag, april 17, 2012
Solskin, ny bog og en film
Miss Mis og jeg nød solen i går - jeg med Jan Guillous 'Brobyggerne', som jeg har hørt så meget godt om og lige har lånt på biblioteket. Min veninde Mette har fortalt, at den stjal hendes nattesøvn mange dage i træk :-) Jeg er også i gang med at se Titanic, som jeg optog for nogle dage siden og har delt op, da tre timer er lang tid at sidde foran kukkassen. Det er en rystende film ...
Den lille fyr her så også ud til at nyde solen i går …
mandag, april 16, 2012
Husets tomatchutney
Vi er blevet meget glade for tomatchutney og bruger det som tilbehør til fx grøntsager og kød:
1 kg fuldmodne tomater
1 stort løg
1 dl æblecidereddike
250 g rørsukker
4 tsk. spidskommen
1/2 tsk. sort peber
3 tsk. cayennepeber
2 fed hvidløg
salt
Tomaterne skæres ud i mindre stykker, og løget hakkes. Alle ingredienser kommes i en tykbundet gryde og bringes i kog. Chutneyen skal simre i tre timer og derefter smages til med salt. Hæld den færdige chutney ( (ca. 1 liter) på skoldede glas og sæt låg på.
Oplevelser på min første loppemarkedsdag
I går indledte jeg loppemarkedssæsonen i Holte. Jeg var på marked med min veninde Mette, en klassekammerat, jeg genfandt, da jeg sidste vinter samlede min folkeskoleklasse. Vi gik en runde og kiggede, og jeg faldt straks for en blå jakke og en blomstret trøje fra Saint Tropez. I en anden bod en bluse fra InWear med fine detaljer som læderkant i halsudskæringen – og jeg fandt en dyb blålilla dug i hør og med frynser, som måtte med hjem. Jeg har været på udkig efter en sommerjakke i de sidste uger, uden det var lykkedes at finde en, så glad er jeg, og den nye jakke har plads til kamera og andre småting i de mange lommer!
Jeg fik en dejlig oplevelse oveni – nemlig at møde en kær blogven, som jeg kun har haft kontakt med her i blogland. Marianne har ikke selv en blog, men pludselig var hun her, og vi fik en lang og god snak. Tusind tak Marianne!
Mette og jeg sluttede vores loppedag på Café Emil med kaffe og varm æblekage.
lørdag, april 14, 2012
Første ponyføl - født i går
Vi bor tæt ved et stutteri af shetlandsponyer, og nu er forårets første ponyføl kommet til verden – ifølge børnene, der også stod og kiggede på, blev det født i går. Moren er kun cirka 80 centimeter høj, og det siger noget om, hvor lille føllet er. De andre ponyer kigger beundrende på :-)
Og i går så jeg for første gang i år syrener i knop!
Her i weekenden har jeg planer om at tage til loppemarkedet i Holte, og nu krydser jeg fingre for vejret ...
fredag, april 13, 2012
Sightseeing med førerhund
Solen skinnede, og vi gik en tur i slotsparken, selv om Monsieur havde slået både sig selv og sine briller. Da vi havde fundet en optiker, der afsagde dødsdommen over brillerne, agerede jeg førerhund gennem den smukke park og benyttede lejligheden til at få nogle skud i kassen. Nu er hullet i kinden og bulen i panden de eneste beviser på vores bryllupsdag :-)
torsdag, april 12, 2012
Himmelsk bryllupsdag
Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at jeg havde forestillet mig, at Jensens Bøfhus var lidt lige som at være til fodboldlandskamp, hvor det bare er bøfferne, man hepper på. Sådan var det ikke, og man pifter heller ikke på tjeneren – eller 'chefværten', som det hedder.
Men jeg var nysgerrig, fordi den gamle slotskro i Hillerød for nylig er blevet indlemmet i Jensen-imperiet, og i lang tid har jeg forsøgt at overtale Monsieur, som er husets absolut førende madsnob. Og siden det nu var vores bryllupsdag, havde han forbarmet sig og chevaleresk afbestilt den romantiske gourmetrestaurant ved den lille skovsø til fordel for konceptspisningen, selv om han nok helst ville have gennemført eksperimentet inkognito.
Den lidt kedelige og gammeldags slotskro var blevet shinet op til et rigtig flot og indbydende sted – moderne, men stadig hyggeligt med levende ild og bindingsværk (ægte!), og kroen har stadig Danmarks smukkeste udsigt. Jo, der var mange mennesker, men jeg kan godt lide, når alle aldersgrupper er repræsenteret. Derfor også isbar og velassorteret legerum (som vi dog ikke benyttede os af). Vi fik en bøf (surprise!) med grillede grøntsager og tilhørende salatbar med frisk og spændstigt indhold, noget jeg ellers synes, det tit kniber med. Dessert: New York Cheesecake med skovbærkompot og kaffe inkluderet. Alt sammen glimrende, især til prisen, men det koster altså Jensen mindst én kokkehue, at vi måtte vente næsten en halv time på desserten efter at have rykket to gange – og da den endelig dukkede op, var den lige taget op af dybfryseren.
Summa summarum: Monsieur ville have overlevet med værdigheden i behold, hvis ikke han bagefter var skvattet over en mystisk metalkasse lige uden for døren og fået os til at ligne en gøglertrup, der var kommet til byen. Men det er heller ikke hver dag, man har bryllupsdag.
Efter frokosten gik vi en tur i slotsparken, og det vil jeg vende tilbage til …
Flere himmelske billeder hos Petunia!
En ganske særlig dag
I dag har vi bryllupsdag, og jeg ved endnu ikke, hvad dagen vil bringe, men noget med overraskelser forlyder det fra pålidelig kilde ...
Jeg venter i spænding :-)
onsdag, april 11, 2012
Yndlingsfarven - i dag
Har du tænkt over, hvad farver betyder for dig? Farverne på tøjet du har på - og i din bolig? Jeg har dage, hvor jeg kun går i sort tøj, og hvor det føles rigtigt, men i den sidste tid er det denne bløde puddernuance, der er min yndlingsfarve. Måske fordi det er forår ...
Fotojagt og ny bog om haver
Regnvejr – men ud skulle jeg og kigge på naturen! April byder på anemoner, vorterod, ribsbuske i blomst - og skvalderkålen til salatskålen. Solsortene ligger på æg, og råbukkene hævder deres territorium mod rivaler. Jeg fandt et par ænder …
Aldi har den fine lille bog her i øjeblikket – kan måske bruges som en værtindegave?
tirsdag, april 10, 2012
En eftermiddag med Bella
Det var en stolt Bella, der modtog mig i går – hun har nemlig tabt sin første tand! Det er den, der ligger her foran hende. Jeg fik lov at sidde med marsvinet ’Pusle’, men det blev en lidt våd fornøjelse ;-) Bella har fået et nyt og større værelse, så der var en masse at snakke om.
Vi hyggede os og har lagt planer for fødselsdagen, hvor vi tager i Zoologisk Have. Nu håber jeg, der er pandaer, for dem er hun meget optaget af i øjeblikket.
mandag, april 09, 2012
Stenalderbrød
Her er et nemt, hurtigt lavet og sundt brød, som vi lige har afprøvet med succes. Opskriften var for et par uger siden i Politikens madtillæg.
100 g græskarkerner
100 g solsikkekerner
100 g mandler
100 g valnødder
100 g sesamfrø
5 æg
1 dl olie (vi brugte rapsolie)
2 tsk salt
Bland det hele sammen og kom massen i en smurt form – gerne en silikoneform. Bages 1 time ved 160 grader i en forvarmet ovn.
Katte og lakerede gulve
Hvad er det for en starut, der går i min have, tænker Miss Mis formentlig :-)
Jeg har en drøm om at få slebet vores gulve af og givet dem en anden behandling end lak, som er alt for sart, når man har katte. Er der nogen af jer, der kan anbefale en behandling, der efterlader træplanker lyse og smudsafvisende? Jeg har hørt om lud/oliebehandling. De små uskyldigheder her er hårde ved gulvene.
Vidste du forresten, at forskellen på hunde og katte er, at hunde kommer, når man kalder på dem, mens katte tager imod besked og vender tilbage ved en senere lejlighed :-)
søndag, april 08, 2012
Loppemarkeder og påskefrokost
Nu begynder forårets markeder - i dag åbner fx Søllerød loppemarked i Holte. Jeg elsker den slags og har fundet mange sjove ting rundt omkring bl.a. disse blå kopper.
I går bagte Monsieur brød og lavede tomatchutney - og i dag har vi påskefrokost, så der bliver nok lidt stille herfra ;-)
lørdag, april 07, 2012
Hvad en regnvejrsdag kan bruges til ...
Sådan en regnvejrsdag kan bruges til fx at sove, at bage og rydde op.
Ind imellem får jeg lyst til en ordentlig omgang oprydning, og ånden kom over mig i går, hvor mine bøger blev sorteret i dem, der skal beholdes, og dem der ryger ud. Jeg fandt bøger, jeg helt havde glemt, og der var et sjovt gensyn med min farmors ’Mindre Lærebog i Verdenshistorie’ fra 1898! Den er ikke så dum endda, for en masse af den historiske viden er gangbar stadigvæk. Nu ved jeg, at i 3.000 f.Kr. var der en velordnet stat i Egypten, og at urene blev opfundet omkring år 1000 e.Kr. Men gensynet med Sanna Ehdins ’Et liv i glæde’ var nu en dobbelt glæde! Det bliver den næste bog, jeg genlæser ...
Jeg faldt også over en af min mors sirligt håndskrevne kogebøger og holder meget af at kigge på hendes opskrifter, selv om det ikke er nogle jeg bruger. Hun var husholdningslærer og underviste i madlavning og vævning.
Nu er en sæk bøger afleveret til genbrug, så andre kan få glæde af dem.
fredag, april 06, 2012
Oplevelserne i går
Nyklippede får er ikke specielt kønne, men alle lammene på markerne lige nu er et dejligt syn!
Jeg var på besøg hos en veninde i går aftes og var nødt til at fotografere hendes smukke kaffestel, som jeg faldt for med et brag. Jeg glemte at spørge om, hvad det hedder ...
Jeg havde en stor potte med minipåskeliljer med som værtindegave ...
Lidt lamsebasser - billederne blev desværre ikke så gode, som jeg havde håbet.