onsdag, juni 22, 2011

Miniblogtræf i Tisvilde Hegn


Vi har holdt et miniblogtræf med Donald og har gået en lang tur i Tisvilde Hegn. Udgangspunktet var den store parkeringsplads ved stranden i Tisvildeleje. Det er et smukt område, som vi har planer om at udforske meget mere.

Naturstyrelsen fortæller: 'Omkring år 1800 begyndte man at plante skov på dette store og golde område. Først skovfyr og senere gran, birk, bøg og eg. Nogle steder findes god sjællandsk muld, hvor eg og bøg kan gro. Andre steder ligger bjerge af sand i mange meters højde, og her kan kun fyr og gran trives. Bevoksningerne i området får lov til at blive meget gamle så der er muligheder for at se pragtfulde gamle gran- og fyrretræer, ligesom skovbunden under de gamle bevoksninger bliver noget ganske særligt med sit dække af mos'.

'Fuglearterne gråsisken, misteldrossel og hedelærke holder normalt til på de vestjyske heder, men du kan også finde dem her sammen med mere sjældne arter som f.eks. markpiber og huldue. Sortspætten er Europas største spætte, og den ses ofte i området.'