fredag, juni 29, 2012

En anbefaling


I går aftes så vi Lone Scherfigs roste film An Education, og det skal alle andre også gøre. Ellers går de glip af en naturtro skildring af England i begyndelsen af 60'erne, hvor London ikke var det mindste swinging, det vil sige før Beatles, og inden Carnaby Street gjorde byen til symbol på alt, hvad der var cool og hipt.

Jenny er en pligtopfyldende gymnasieelev, der læser Camus, lytter til Juliette Gréco på rejsegrammofonen og drømmer om Paris. Hun er kun 16 år og kan slet ikke vente med at blive voksen. En dag, da hun står ved et busstoppested i øsende regnvejr, bliver hun samlet op af David, en venlig og charmerende mand, der tilbyder at køre hende hjem i sin smarte bil.

I første omgang er bekendtskabet helt uskyldigt, men hun bliver hurtigt tiltrukket af ham, for han lever et spændende liv, har masser af penge, er måske også en lille smule farlig, men først og fremmest utrolig sød. Han står for det modsatte af Jennys eget triste forstadsliv hos de småborgerlige forældre, hvis største ambition er, at hun kommer på Oxford og bliver til noget af det, de aldrig selv fik mulighed for. Men også de falder for Davids charme og glemmer deres oprindelige betænkelighed ved, at han er rundt regnet dobbelt så gammel som Jenny. David og Jenny bliver et par, hun dropper sin skole, for hun vil giftes og leve det søde liv, som hun har fået smag for. Men inden længe begynder sandheden så småt at melde sig. David finansierer sin playboytilværelse på en højst tvivlsom måde, og Jenny opdager, at han også har andre hemmeligheder ...

An Education er en blanding af komedie og mild tragedie, men ender heldigvis med noget, der ligner en happy ending mere, end man havde turdet håbe på. Men An Education er også en moralsk film. Vovet! Se den. Nyd den. Den er et mesterværk inden for sin genre.