Vi kørte en tur til Rudolph Tegners Statuepark i Dronningmølle. Jeg ville se, om lyngen blomstrer nu og tage nogle billeder. Jeg skal lige love for, at lyngen blomstrer i øjeblikket - vi blev overvæltet af det smukke syn.
Der går mange får i det kuperede landskab, og de er der sikkert for at holde selvsåede træer og buske væk. Vi så også mange sommerfugle.
Efter en travetur satte vi os ved traktørstedet med vores madpakker og købte kaffe og kage. Der var en lækker citronkage. Og rigtig mange gæster, vist nok alle udlændinge.
Rusland - ja, sådan hedder dette fredede område i Nordsjælland. Det minder lidt om Tibirke Bakker, men helt usædvanligt ligger der en stor betonklods midt i det hele: Rudolph Tegners Museum. Området var i 15-1600-tallet påvirket af en katastrofal sandflugt, og der hvor flyvesandet dengang lejrede sig, er der i dag et bakket landskab med lyng, enebærkrat og spredte fyrretræer. Rundt omkring i landskabet ved Tegners Museum står 14 af kunstnerens bronzeskulpturer, og der er fri adgang hele året.
'
søndag, august 29, 2021
Lyngen blomstrer
Abonner på: