Regnskinsvejr

Dagens omskiftelighed taget på kornet ... (undskyld!)

Midt i en mittetid

Jeg skriver med to fingre og halvandet øje. I går på min fridag tog jeg en tørn i haven, og det var som altid hyggeligt at have Sofus i hælene til at inspicere og til ind imellem at ligge mageligt henslængt på siden og se en rask og rørig kone gøre sig nyttig. Desværre fik jeg ret hurtigt også følgeskab af en flok nærgående mitter, der har deres kronede dage i den fugtige varme. Især har de en svaghed for tyndhudede, sårbare steder på menneskekroppen - nærmere bestemt min. Specielt mit venstre øjenlåg, som en af dem havde udset sig som landingsplads. Og mittestik klør som ind i ...

De er ikke større end et par millimeter, men hos mig fylder de mindst lige så meget som på tegningen lige i øjeblikket (høhø, øje-blikket, fik du den?)

I morges, da jeg makeuppede, lå Sofus som sædvanlig på skødet. Jeg ved ikke, om det er mig, der er nærtagende, men i dag forekom det mig, at han skævede temmelig mistroisk til mig.

Hende med det tunge øjenlåg, det er mig.

Ingen billeder.

Brev fra verden

Jeg har lige fået mail fra min fætter, der er på vej Jorden rundt i sin selvbyggede sejlbåd, og her sidder jeg og føler mig som en anden Miss Marple (min efter-aftensmadunderholdning her i sommer), der aldrig har været uden for sin landsby. Morten på det gode skib Frida er ved at realisere en drengedrøm, og jeg følger hans farefulde projekt med ærefrygt og tilbageholdt åndedræt. Det kræver mod og ikke så lidt behændighed at manøvrere rundt blandt hajer, orkaner, pirater, svindlere og bedragere på den anden side af kloden og slippe godt fra det. Lige nu boltrer han sig i Caribien og omegn.

Selv skulle jeg ikke nyde noget, men jeg kan sagtens leve mig ind i den eventyrlyst, som han generøst deler med familie og venner over internettet. Hans løbende rapporter om dykning, maratonkarnevaller og fattigdom, som man dårligt kan forestille sig, er fantastisk læsning, ligesom hans beretninger om eksotiske skønheder, der bestjæler ham, og som han vælger at trække på skulderen og smilebåndet af. Hans eneste, meget karakteristiske kommentar: 'De har mere brug for pengene, end jeg har'.

Tak for at vi må læse med Morten og Frida!

Gæt en by

Hvor mon jeg har været i dag?

Glæden ved at pendle

Selv om jeg holder meget af mit arbejde, tror jeg nok, at jeg ville foretrække stadig at have ferie lige i øjeblikket. Nu er det en uge siden den sluttede, men til gengæld glæder jeg mig over, at så mange andre har ferie – af helt egoistiske grunde. Det betyder nemlig, at der er god plads på indfaldsvejene om morgenen, at det går som smurt, og at jeg er fremme i en ruf, det vil sige på lige under en time.

Men ellers gør det såmænd ikke så meget - tro mig, 65 kilometer er ikke for noget at regne, når man er vant til det, og i stedet for at forbande transporttiden, kan man beslutte sig for at nyde den. For der er så meget, man kan foretage sig, mens man kører. Man kan iagttage den skiftende natur, lyset, Arresø, der stadig ser ud som på Lundbyes maleri herover, bortset fra at den alligevel er forskellig hver dag (og bortset fra konen med trillebøren). Man kan lade tankerne vandre, eller man kan udvide sin lærdom eller litterære referenceramme. Tilfældigvis skal Monsieur samme sted hen hver morgen, og vi har for et par år siden indstiftet vores egen rullende læsekreds med kun to medlemmer, hvor vi skiftes til at læse op af en bog, som vi begge har lyst til at stifte bekendtskab med.

Ideen er gratis.

Ikke så ringe endda

Visse steder på min arbejdsplads har man afskaffet faste telefoner, og min afdeling er en af dem. Jeg har altså en mobiltelefon, fordi jeg er nødt til det, og lige siden jeg fik den, har jeg ikke anet, hvor jeg skulle gøre af den. Jeg ved, at kvinder lægger mobiltelefonen ned i deres tasker mellem alt det andet vraggods, og når den ringer, opstår der febrilsk aktivitet med at få åbnet og fundet himstregimsen med den fløjtende, syngende, trallende, nuttede eller vanvittigt irriterende morsomme ringetone, før den heldigvis forstummer igen. Den sammensværgelse vil jeg ikke være medlem af og slet ikke med den størrelse taske, jeg sædvanligvis fører mig frem med: nummeret mindre end Cirkus Schumann.

I søndags var jeg på loppemarked og fandt løsningen for en tier: en farvestrålende kattehovedbørnetaske i tvivlsom skindkvalitet. Og den skal ikke indeholde andet end telefonen (der lyder som en helt almindelig telefon, når den ringer).

Når nok er nok

Der er en grænse for, hvor meget man kan hjælpe andre. Mennesker, der spænder ben for sig selv og både sårer sig selv og andre. Du kender sikkert nogen - eller har kendt.

Du har givet dem gode råd. Du har lyttet til deres beklagelser. Du har været der for dem så mange gange, at din tålmodighed er ved at være opbrugt, og du har været lige ved at afbryde forbindelsen. Du har gjort dit bedste, men der er ikke sket noget, du er træt, og det går dig på.

Når du når så langt, er tiden inde til at sige stop. Det nytter ikke, hvis de ikke selv ønsker forandringen. Du er ikke til nogen hjælp, hvis du selv brænder ud. På et tidspunkt er du nødt til at trække dig ud - som ven, søster, forælder - og være tilfreds med det, du har gjort. Måske er det tiden, der skal gøre arbejdet.

Har jeg lige fortalt mig selv.

Nyt fra det muntre køkken

Min tallerkensmækker

Flashbacks

Liselotte skrev smukt om at være mor. Det fik mine tanker på vandring, og jeg satte mig til at kigge på mine forældres gamle dias, som for et par år siden blev scannet ind på en cd af en god ven. Når man kigger på dem, vælter historierne frem. Jeg fandt et par sjove billeder fra cirka 1952, hvor jeg er to år og leger i min mormors have. Billedkvaliteten har ændret sig en del siden da, men Photoshop gør underværker.

Jeg kan ikke selv huske situationerne, kun de historier jeg har fået fortalt – men det giver altid perspektiv at trække tråde tilbage i tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn og ung og jævnligt syntes, at mine forældre var fuldstændig håbløse. Jeg ved nu, at de gjorde det så godt de kunne. Dengang kunne jeg ikke se det.

Gensynsglæde

Det gælder ikke om at eje en terrasse i Provence med udsigt til store vidder – det gælder om at kende nogen på Sjællands Odde, der har en terrasse (frit efter Regitze).

Somme tider går der år mellem man ser gode venner uden påviselig årsag, og somme tider fader det helt ud. For meget arbejde, lange afstande, hændelser i familien. Og så kan man somme tider opleve, at man mødes igen et par børnebørn senere, og samtalen bare fortsætter, som om man lige var blevet afbrudt for et øjeblik siden.

I dag har vi spist en vidunderlig frokost hos gamle venner, der tog tråden op, og vi har grinet højt og længe ad de samme ting under den blåeste himmel. Det vil vi fortsætte med for eftertiden. Næste møde er berammet og bekræftet.

Det synlige minde om dagens udflugt: den ordferme værtindes seneste oversættelse hjembragt til konsumering på egen terrasse (forhåbentlig er jeg hurtigere end sneglen):

Morale: skift mailadresse engang imellem og send besked ud om det til alle i adressekartoteket!

Snegleparadoks

Jeg er en af de ukendte soldater i den specialstyrke, der morgen, middag, aften og hver gang det har regnet sniger sig rundt i haven helt nede i knæ iført gummihandsker og bevæbnet med en monstersaks for at få has på de brune, slimede vandaler fra Den iberiske Halvø, der har invaderet vores enemærker, og med væmmelse ekspedere dem til de evige sneglekirkegårde.

Når jeg ikke gør dét, lister jeg rundt i nabolaget og overmander deres artsfæller, som jeg bortfører med magt og tvinger til at gå rundt og se dekorative ud dér, hvor jeg ikke vil have de andre til at være. Til gengæld får de lov til at flanere på kanten af solsortenes swimmingpool ...

Er hobbithuse en trend?

Fra dagens travetur ... og apropos forleden dag

Moi

Ella har bedt mig afsløre 8 ting om mig selv, som ingen kunne ane. Så på med vanten:

1. Jeg er født i fiskenes tegn, og jeg synes, fisk smager afskyeligt.



2. Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor og min moster blev husholdningslærerinder, og jeg har selv gået på husholdningsskole i tidernes morgen. Det forhindrer mig ikke i at være meget lidt interesseret i madlavning.



3. I USA købte jeg engang en gammel convertible på en bilkirkegård og kørte rundt i den i tre uger. Bagefter solgte jeg den med fortjeneste.



4. Jeg var engang på Nordkap.



5. Jeg læser mange bøger – på én gang.



6. Jeg har været ansat samme sted i 39 år. Jobbet fik jeg, fordi jeg kom fra et hjem med klaver.



7. Jeg blev gift for 21 år siden med en mand, der havde den samme bil og det samme kamera som mig. Det holdt.



8. Jeg har et barnebarn på 2 år, der hedder Isabella.



9. Jeg synes, man skal være venlig mod alt levende, og jeg gør mit bedste for at efterleve det hver dag.

Hov, det var ni, men det står enhver frit for at stryge den ene!

Tak for udfordringen, Ella. Jeg så, at Irene opfordrede de første otte læsere, der så indlægget, til at være med på spøgen. Det er snart et stykke tid siden, så jeg inviterer hermed de otte sidste ...

Spætte med hætte

Spætten er min ven, og jeg har mit hyr med at få Miss Mis og Sofus med deres nærgående ornitologiske interesse og pragmatiske sindelag til at forstå, at spætter - i særdeleshed spætteunger med hætte - kun er til pynt.

Foreløbig har alle rødhætterne klaret frisag. Hvis hætten kravler om i nakken og bliver til en rød plet, er det en han. Forsvinder den helt, er det en hun. Miss Mis couldn’t care less.

Søndagssnapshot

Ornitologisk bofællesskab i Torup

Tøjeri

I Dyssekilde, hvor de bygger sære og fantastiske huse, foretager Monsieur omfattende økologiske indkøb hver lørdag. Når der er loppemarked, tager fruen med. Og når hun ikke kan finde ordentligt brugt tøj på loppemarkedet, ender hun hos Pachamama. Hendes troldebo er fyldt med de utroligste, lækre creationer til absolut ikke-loppemarkedspriser, og fra i dag er der en knaldende rustfarvet bohemejakke mindre at vælge imellem.

Jeg - en hjemmefødning

Som altid holder vi ferie i egen have. Jeg kunne ikke drømme om at sætte min fod uden for landets grænser om sommeren, om det så er regn- eller gråvejr hele tiden, og heldigvis er vi enige om det - 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte …' Der er jo lunt og smukt og grønt udenfor hele tiden (grønnest når det regner!), og vi nyder at lade dagene glide forbi i langsomt tempo uden at foretage os ret meget andet end at kigge op engang imellem for at bekræfte os selv i, at det er her, det sner, eller hvad det nu gør. Alligevel blev vi ramt af pludselig udlængsel i går og besluttede os for at foretage en rejse på mindst fem kilometer for at indtage vores frokost under lidt sydligere himmelstrøg.

Havn er der ikke meget tilbage af i Kikhavn, selv om det er det ældste fiskerleje på Halsnæs. Men det er et hyggeligt sted at gå tur, og der er rigeligt at se på for den, der har hang til bondehusidyl og nostalgiske afstikkere. Så hvis du alligevel skal til Hundested og gø, så tag også til Kikhavn og kik - det ligger lige ved siden af.

Cafeen er ypperlig.

Havekundskab efterlyses

Da vi flyttede ind, stod der en tuja uden for vinduet, der mindede mig for påtrængende om kirkegård, så den nedlagde vi med en økse. Og inden under stod der en mikroskopisk hortensia, som i mellemtiden har vokset sig stor og en anelse utilpasset, fordi jeg forsømmer at tage mig af dens opdragelse.

Den lilla er i virkeligheden mere rød, end billedet vil lade den være, og hvert år undrer det mig, at den samme plante har tre forskellige farver. Jeg troede, forskellige farver på hortensia havde at gøre med forskellige jordbundsbetingelser, og man skulle tro, der var grænser for variationsmulighederne inden for en halv kvadratmeter. Hvem kan gøre mig klogere?

Som tiden går

I går var jeg på natværtshus ved højlys dag - sådan havde min meget gode veninde valgt at fejre sin tres års fødselsdag. Om ikke så frygtelig mange år bliver det min tur, og det fik mig til (igen) at tænke over alder og på, hvordan det var at blive halvtreds.

En halvtreds års fødselsdag bliver som regel betegnet som ’et skarpt hjørne’, selv om det er et lige så vilkårligt mål for tidens gang som en hvilket som helst anden fødselsdag. Der bliver også gjort grin med det. Jeg blev ikke begavet med en stok og et hørerør, men det kender jeg andre, der er blevet. Sublim humor eller ...?

I praksis betyder dét at være over halvtreds, at unge mennesker undertiden siger De til én. Det kan også betyde, at der bliver byttet rundt på de roller, man er vant til. Engang var ens far og mor der altid til at hjælpe, og nu er man den, der hjælper dem. Hvis man stadig har dem.

De fleste vil mene, at man er voksen, når man er halvtreds. Det skulle man også helst være, men sådan er det ikke altid. Mennesker modnes ikke så forudsigeligt som frugt og grønt. At blive voksen er et projekt, man kan kaste sig ud i eller lade være, og det har ikke noget med alder at gøre. En 25-årig kan være livsklog, og en 85-årig kan være narcissistisk og umoden.

For mig har det noget at gøre med at forstå, at der er mange ting, der er vigtigere end én selv, og have evnen til at erkende, når man tager fejl. Rejsen begynder med at finde ud af, hvad ens værdier er – og handle efter dem, mens man bevarer sin sunde, humoristiske sans (uden stok og hørerør, tak). Det drejer sig kort sagt om at bestemme sig for en retning og så ellers begynde at trave. Alternativet er bare et liv med en begyndelse, en midte og en slutning. Punktum.

Det var en dejlig fødselsdag i går, som overbeviste mig om, at min veninde på tres har fat i noget af det rigtige.

Tiden går, uanset hvad. Det slog mig lige, at det er godt og vel 30 år siden, jeg sidst var på Laurits Betjent …

Kong Volmers hæk

Jeg har klippet hæk i dag. Tredive meter med håndkraft. Jeg bryder mig hverken særlig meget om hækken eller om at klippe den, men den fulgte med, da vi valgte at slå os ned her, og hvordan slipper man af med en ligusterhæk? Svaret er, at det gør man ikke - man tager det som en mand og får det bedste ud af den.

Skal jeg være ærlig, var det ikke planen, at den skulle ende med at bugte sig hid, did, op og ned, men sådan blev det. Jeg ved ikke meget om at klippe hæk, men jeg er fornøjet med resultatet, og det er resten af husstanden også (til dels på grund af magelighed, tror jeg), så hvad kan man forlange mere? En liguster, der viser, at bag den bor sande fribyttere med mod til at gøre op med spidsborgerlige konventioner om stramme, linealklippede hække.

Og dog. Englænderne på herresæderne viser sig at være et hestehoved foran mig, men nu har jeg noget at stræbe efter (gæt, hvem der har fundet billedet!) :

For resten bor der en solsort i min hæk. Den brød sig ikke om lyden af hækkesaks lige over hovedet og skyndte sig at tage flugten. Jeg håber, den forstod, at det ikke var sådan ment, og er på plads igen i morgen.

Nu vil jeg sove. Armene gør det allerede.

Pyt

I dag er min første feriedag, det har regnet, og det gør ikke noget. Regnvejr er langt bedre end sit rygte. Andre steder i verden betragter man regn som en gave fra en venligtsindet guddom eller et symbol på renselse - ikke et irritationsmoment, som man prøver på at ignorere ved at begrave sig i arbejde eller kaste sig over huslige sysler, der alligevel skal fra hånden.

Man kan for eksempel betragte regnvejr som et signal om at sætte farten ned og tænke over tingene. Når himlen bliver mørk, og det begynder at dryppe, pakker blomsterne sammen, og kattene benytter lejligheden til at løbe ind og tage sig en ekstra skraber eller bare vegetere. Hvorfor ikke gøre det samme.

En dag inden døre, hvor det styrter ned udenfor er livgivende. Man kan fylde huset med lys, lyd og hygge og værdsætte, at man har et varmt og tæt hus. Jo mere bekvemt, man indretter sig, jo mere vidunderligt bliver et regnskyl.

Man kan også gøre det stik modsatte. Man kan gå ud og stille sig i regnen og blive gennemblødt. Eller køre en tur i regnvejret. Jeg kørte op til en ven og afleverede den paraply, han glemte hos os sidst.

Lyden af regnen, der trommer på taget eller bilruden kan være den rene terapi. Den kan bruges som en reminder om, at oven over en hvilken som helst sky er himlen altid blå.

Når det så er overstået
Ja, så kan man jo gå en tur og kigge på alt det, der lever af regnen. Jeg har en svaghed for alle de gevækster, der vokser uden tilladelse.

Enhver kan se, at den øverste er en klokkeblomst, den nederste en tidsel, og den næstnederste til højre en vild rose. Men hvad er det blå stavær i midten til venstre (nærbillede næstøverst til højre)? Jeg prøvede at slå den op, men fandt den ikke. Hvad hedder den? Den, der kan fortælle mig det, er min bedste ven!

Hvad det allerøverste, farveløse billede er for noget? Nærlæs overskriften og gæt ...

Himmel, hav, heks og sankthans

Vores sankthanstradition går ud på, at refugiets to menneskelige beboere efter middagen tager hinanden i hånden og til fods begiver sig de tre kilometer til Liseleje strand, hvor der er bål, heks, liv og glade dage. Vi har efterhånden gået turen i al slags vejr fra regn og blæst til syndflod og storm. Vi har oplevet, at bålet har været aflyst på grund af uantændelighed som følge af såvel vandmasser som vind af orkanstyrke, og vi har frosset uden at kny. Men stemningen har altid været det hele værd.

I år var vejret venligt, lunt og perfekt til sankthansbål, og vi havde glædet os til at stå og ligne deltagerne på Krøyers Sankt Hansblus på Skagen Strand. Men sådan skulle det ikke være. I eftermiddags havde Monsieur nemlig været på affaldspladsen med alle vores aviser, herunder lokalavisen, der indeholdt det nøjagtige tidspunkt for bålantændelsen. Vi var derfor henvist til at forhandle os frem til et sandsynligt klokkeslæt, og vi landede på klokken 21. Vi ankom punktligt, men desværre på det forkerte tidspunkt, og min tålmodighed rakte ikke til at vente halvanden time på båltale og hekseaffyring. Så vi traskede de tre kilometer tilbage med uforrettet sag, men som det ses i det mindste med dokumentation for, at vi havde været der.

Også en bålløs sankthansaften kan være stemningsfuld.

Køkkenvinduesnapshot

Nuttet, ikke?

Flere valmuer ...

Jeg bliver vist aldrig færdig med de valmuer. Dem i haven synger på sidste vers, men til gengæld kom jeg forbi en endnu mere imponerede valmuemark end den, jeg forevigede i forrige uge - og med Arresø i baggrunden:

Den samme mark har fanget lokalavisens opmærksomhed, og det viser sig, at det i virkeligheden er en rapsmark. Takket være landmandens manglende sprøjtning står valmuerne nu skulder ved skulder så langt øjet rækker. Næste fase bliver brun - når rapsen er moden og skal høstes. Det må godt vare lidt.

Hotel Træskoly

Jeg skal ud til foderbrætterne med frokost til fuglene og stikker lige i Monsieurs træsko, der står uden for hoveddøren. Det går fint med venstre fod, men den højre træsko kan jeg ikke få på. Der sidder noget i vejen, og jeg trækker lynhurtigt foden til mig igen ved tanken om, at det er en blodtørstig dræbersnegl, der ligger på lur ude i træskosnuden. Med galopperende puls tager jeg træskoen op og ryster fremmedelementet ud:

Nu bor Tuds-nelda, verdens største af sin art, i en papkasse ved siden af døren – med eget badekar i en minisouffléform.

Nu blomstrer hylden ...

... næsten.

Te på terrassen med Zadie og Jas

Zadie Smith skriver om en anden slags skønhed end den, jeg har udsigt til, når jeg sidder på min terrasse og læser og drikker te. Jeg har taget mig den frihed at kombinere dem. Foreløbig har jeg kun nået 122 af de 596 sider, men når en forfatter kan skrive ...

»Der er dejligt her,« sagde Howard og undrede sig over det instinkt, der altid fik ham til uopfordret at sige præcis det modsatte af, hvad han mente.

eller:

Claire frembragte den klirrende lyd af latter. Det var ikke første gang, at Kiki bemærkede den kompromisløse intelligens i hendes øjne, hvordan de aldrig gav sig hen i latterens naturlige udløsning.

eller:

Jerome havde sluttet sig til dem i al sin dystre jeromitet.

... har man meget at glæde sig til.

På den måde gik forårets sidste bonusfridag, grundlovsdag. Med en velskrevet og -oversat bog, en kop te, entomologisk aktivitet i akelejerne og en gammel, trofast hankat vimsende om benene i solskinnet. Det burde være en grundlovssikret rettighed for alle.

Jagtnyt

Det lader til, at Sofus i al ubemærkethed har indløst jagttegn – i hvert fald præsenterede han ikke mindre end to fjerede trofæer for mig på stuegulvet i går, som min anstændighed forbyder mig at videreformidle fotografisk.

Til gengæld udspandt der sig på havefliserne her til formiddag et ret beset betydelig større drama, som jeg undres mere end jeg væmmes over. En myre var gået i gang med at forberede en grisefest for sine nærmeste venner og slægtninge.

Lørdagssnapshots

Fløjlsstemmen

Monsieur var i det gavmilde hjørne i går og kom hjem med en cd til mig - som han længe selv havde ønsket sig. Heldigvis er vores musiksmag for en stor del sammenfaldende, og Bryan Ferry lapper absolut over.

Ferry og Dylan lyder som en naturstridig kombination, som at møde op i smoking og gummisko. Men måske netop fordi der er så stor stilforskel, er der åbent for fri fortolkning. Nu har Dylanesque kørt nonstop hele morgenen, selv om jeg normalt foretrækker mine fugle udenfor som soundtrack. Men for sådan nogen som os, der var forholdsvis unge i 70'erne, er det næsten som at komme hjem at genhøre 'det tiltrækkende og forbløffende uslidte stilikon', som Politiken kalder Bryan Ferry i sin anmeldelse af hans koncert i Tivoli søndag aften. Dér ville jeg for resten godt selv have været.

Det er en dejlig plade!

Frokost i det grønne

Lad mig sige det på den måde: parasollen fik vi ikke brug for. Til gengæld har jeg fået et omfattende pinsedagsstikordsregister:

regnvejr, Bryan Ferry, stearinlys, aromalampe, lyserøde roser, grin, alvor, Liselotte, varme, nysgerrighed, Lambrusco, tyfon, Kenneth, snak, snacks, Sofus, spørgen, honning, vin, Donald, Leo, kartoffelsalat, mors frikadeller, blandet salat, Regitze, flûtes, guacamole, Claus, motorcykel, ost, barndom, hjemmelavet påskebryg, Mexico, opvækst, tegnsprog, Ella, IT, DR, spidse sko, Aalborg, gule roser, solskin, varme, Harrestrup, glæde, chokolade, Esbjerg, gulerodskage, stempelkaffe, Lars H.U.G., rhododendron, storkenæb, Hals, solsorterede, Alexander, Louis, Malte, Nordjylland, Nordsjælland, afsked, ses, Ella ...

Tak alle sammen - også jer, der ikke var med denne gang, men deltog alligevel!

Der kommer gæster i morgen ...

- og husk, det er din tur til at slå græs!

Miss Mis' uransagelige veje

Hun har gjort det før, og i fredags skete det så igen: Miss Mis bad om at komme ud ved midnatstid, men i stedet for at komme tilbage to timer efter og vække os for at blive lukket ind igen, som hun plejer, blev hun væk - med en vis nervøs rastløshed hos personalet til følge. For en time siden – det vil sige efter næsten to døgn – ringede hun så endelig på, jeg åbnede døren, og uden nogen forklaring styrede hun direkte mod madskålen som om intet var hændt. Jeg vænner mig aldrig til det.

Miss Mis har altid gået sine egne veje, og det har altid været et mysterium for os, hvor de ender. For nogle dage siden, da vi gik en længere aftentur, kom vi igen til at tale om det. Hvor stort var hendes distrikt mon, og hvor langt væk mon hun gik, før hun kom i tanker om madskålen og vendte om? Vi nåede igen ikke til noget endeligt resultat, og samtalen faldt på andre emner, mens vi traskede videre. På et tidspunkt kom vi forbi en forhøjning, hvorfra der måtte være en fantastisk udsigt over landskabet, og på toppen af højen sad en kat, der tilsyneladende nød solnedgangen i fulde drag.

- Sikke en sød kat, der sidder deroppe! siger jeg spontant og peger.

Monsieur kigger op.

- Mmm, svarer han lettere flegmatisk. Og tilføjer: - Det er også vores egen.

Så nu har vi en idé om størrelsen af Miss Mis' revir. Vi befandt os meget, meget langt fra de hjemlige græsgange, det vil sige mange befærdede veje væk, og sådan set ville vi godt have undværet vores nye viden ...

SVUP

Opmuntret af succesen i lørdags er Monsieur og jeg blevet enige om at forsøge at gentage den og samtidig udvide deltagerantallet en anelse. Pinsedag får vi fem bloggende, spændende gæster til frokost i haven, og lige nu går jeg og overvejer traktementet, for en af dem er kendt for sine imponerende køkkenaktiviteter, som hun dagligt har dokumenteret med mundvandsfremkaldende billeder gennem mange år. Jeg håber, at vores nyerhvervede maskot i samarbejde med de højere magter vil aflede opmærksomheden fra vores begrænsede evner inden for koge- og kagekunsten! En anden af gæsterne er så berejst, at jeg får rejsefeber bare ved tanken, og en tredje er en skæbnebror, som har oplevet flere ting parallelt med mig på job og i forældrerollen. Kort sagt, jeg glæder mig!

Forventningens glæde er som bekendt ikke nødvendigvis den mindste, og jeg er stensikker på, det bliver en pinsedag, der vil indprente sig eftertrykkeligt i min hukommelse. Monsieur har for nylig offentligt erklæret, at han lider af SVIP - Social Vægring I Perioder. Det kan jeg heller ikke sige mig helt fri for, men heldigvis har jeg også jævnligt hang til SVUP - Stimulerende Visitter Under Parasollen.

R(h)aps-ody in Yellow

Man må ha' sit eget rapsbillede - bedre sent end aldrig ...

At spotte en spætte

Mine optegnelser siger, at der foreløbig er 42 forskellige fuglearter, der har aflagt visit i haven, så jeg har ingen yndlingsfugl – valget er for svært. Men spætten har en særlig plads i mit katalog over øjenglæder, navnlig hr. Spætte, der dagligt rumsterer på foderbrættet og i vildnisset uden for mit køkkenvindue. Hver dag prøver jeg at få ram på ham med kameraet, og hver dag lykkes det ham at gøre resultatet håbløst.

Her er dagens bedste skud, og jeg fortsætter til han en skønne dag sætter sig sådan, som jeg gerne vil have ham til det. Og helt stille!

Under parasollen tyve år efter

Vi har haft besøg af en tidligere kollega, som vi fandt igen i Blogland, da han skrev, så mit hjerte blødte, om sin kats forsvinden. Vi katteglade-i-låget kan slet ikke have, at vores katte bare sådan bliver væk uden at efterlade en seddel på køkkenbordet om, hvor de nu er – om det så er i kattehimlen.

Indtil i går havde vores bekendtskab været rent professionelt, og nu oplevede vi så dette rummelige, vidende og positive menneske privat, og vi fandt ud af, at vi også har et skæbnefællesskab i vores sønner, som har givet os visse udfordringer i livet.

Livet er en uberegnelig størrelse, for det viste sig jo, at vi har flere livstråde, der krydser hinanden: Teheran gav anledning til en lang og meget spændende snak om at bo i denne by, og hvor heldig man er, hvis man ikke længere gør og førhen tilhørte den mindre priviligerede del af samfundet. Jeg er svært glad for at leve i Danmark og har vanskeligt ved at forstå, hvorfor et nyt, ungt medlem af familien ikke har det på samme måde. Der er en afgrund til forskel i den måde, vi er præget tidligt i livet.

Det var højt, varmt parasolvejr til at begynde med, og så opslugt af samtalen var vi, at vi først alt for sent opdagede, at det stadig er først i maj, og at vi længe havde siddet og klapret tænder.

Men det var en dejlig dag - og snakken fortsatte indenfor.