... at et så blidt og kærligt udseende væsen kan finde på at nakke fire mus på en formiddag?
onsdag, august 15, 2007
Er det nu til at forstå ...
... at et så blidt og kærligt udseende væsen kan finde på at nakke fire mus på en formiddag?
tirsdag, august 14, 2007
Om vaner
Vaner er noget man skal bryde, jeg ser det alle vegne. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at ens liv bliver én stor genudsendelse. Man kommer til at leve på vågeblus, og hvis man ikke gør noget ved det, ender det med at flammen går helt ud.
Der er skrevet hele bøger om det, og der er 'konsulenter', der har gjort det til en levevej at afholde kurser og seminarer i, hvordan man bærer sig ad med at bryde sine vaner. Det er åbenbart ikke så ligetil, for mennesker er magelige, og det kræver en indsats at lave om på rutinen. Sandt nok, men det mest tankevækkende, jeg endnu har læst om at ændre vaner, stødte jeg på i den livskloge antologi Det handler om resten af dit liv, som jeg allerede én gang har omtalt. Her fortæller Thomas Winding i en lille artikel om et program, en af hans venner har opfundet. Det går ud på at tage magten over den dominerende ’person’, der indtil nu har bestemt, hvad man skulle foretage sig. Han må holdes i skak og presses til at være mindre dominerende:
Hvis han vil have kaffe, får han derfor en kop the eller et glas vand. Vil han læse avis, får han en bog i stedet. Vil han kende vejrudsigten, bliver han sendt ud i haven for at se, om han ikke kan gætte den selv. Hvis han har lyst til at se tv, lader jeg ham gå en tur, og hvis han er sulten, skubber jeg frokosten et par timer. Hvis han trænger til en eftermiddagslur, sætter jeg ham til at arbejde med et eller andet. Hvis andre spørger, om han har lyst til at gå i zoologisk have, biografen, til fodbold osv., siger jeg kun ja, hvis han ikke har lyst.Jeg går aldrig selv med til at skubbe frokosten et par timer, men i princippet vil jeg godt være med. For det er jo sådan, at hver gang jeg gør noget andet end jeg plejer, hver gang jeg føler mig på gyngende grund, har jeg muligheden for at oplevet noget nyt og spændende. Jeg kan vælge at tænke på risikoen i en mulighed eller mulighederne i en risiko. Jeg vælger selv, om jeg vil være levende eller bare eksistere.
mandag, august 13, 2007
BANG!
Hver gang jeg hører den lyd mod ruden, giver det et gib i mig, men i dag lød det kraftigere, end det plejer. En voldsom, dump lyd fra den anden ende af huset, som betød, at den forulykkede fugl i hvert fald måtte være større end en mejse. Jeg gik en tur rundt om huset, og dér lå hun, fru Solsort, stendød, med halsen brækket. Somme tider klarer de den og kan flyve videre som om intet var hændt, hvis de får lov at sidde en halv times tid for sig selv og komme til hægterne. Denne gang var det definitivt slut.
Det er så prisen for at bo mellem mange træer, for de vingede væsener ved ikke, at man ikke kan flyve gennem vinduer. Jeg har gjort, hvad jeg kunne - klistret uskønne, sorte rovfuglesilhuetter på de største af ruderne til æsteten Monsieurs græmmelse - for at få ulykkestallet bragt ned, men hundrede procent effektivt er det ikke. Slet ikke.
Hvem af mine solsorte var det mon, der mødte sin skæbne i dag? Hende, der boede i carporten og nåede at få to hold unger på vingerne? Hende, der havde rede i busken på terrassen? Eller måske hende, der valgte at indrette sin bolig i ligusteren ude ved vejen?
Suk.
søndag, august 12, 2007
Festligt, folkeligt ...
New Orleans-jazz om sommeren i et kæmpetelt på havnen lyder som fadøl i stride strømme, ølmaver, trækbasun, stråhatte og har-vi-det-ikke-dejligt! Kort sagt gyseligt, og det er gyseligt – medmindre man selv er der.
Sidste år lokkede gode venner, der selv bor der, os med til afslutningen på Gillelejes lokale minijazzfestival Jazz på Havnen, hvor Tommy Jensens Femø All Stars har tradition for at spille. Vi havde aldrig selv fået tanken, men det viste sig at være mere end o.k., det var faktisk vanvittig sjovt. Aldrig har jeg hørt så mange fladpandede vittigheder på så kort tid, og så kunne orkestret spille. Og Lisa, sangerinden, sang rent – på motorcykel og iført nissehue. Genren kan man diskutere, men teltet gyngede og swingede fire timer i træk. Udenfor piskede regnen ned, men det var der ingen, der lagde mærke til.
Succesen førte til, at vi vedtog, at det skulle være en tradition for fremtiden, så i dag var vi der igen med de samme venner. Bortset fra, at det var tørvejr, var det nøjagtig som sidste år og lige så folkeligt, og sådan skal det være. Og også i år var vi blandt de yngste i salen(!) Blandt de ældste spottede jeg Svend Asmussen med hemmelig baseballcap og egen medbragt hattedame. De udvandrede ikke i protest, så helt uantageligt kan det musikalske niveau ikke have været.
Jeg anbefaler kort sagt Jazz på Havnen til alle næste år, og lad dig ikke skræmme af billederne. Fidusen er at lade den gode smag blive hjemme og koncentrere sig om være en del af den gode stemning.
lørdag, august 11, 2007
fredag, august 10, 2007
Forbilleder
I 7. klasse havde jeg en ung vikar, som jeg aldrig glemmer. Vi sad alle sammen fuldstændig tryllebundne og lyttede til hende fra det øjeblik, hun åbnede munden. Vi var som hypnotiserede, og man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Det havde jeg aldrig oplevet før med en vikar – og heller aldrig siden. Hvad var det da, hun kunne? Hun hvilede i sig selv. Fortalte hvordan det var at være vikar og om sit liv. Helt enkelt. Sådan ville jeg også være! Hun hed Susanne.
Senere har jeg mødt andre mennesker, der havde den samme virkning på mig. Nogle mennesker er elementært behagelige at være sammen med, og jeg har prøvet at komme i tanker om nogle fællesnævnere. Jeg synes, det er svært at sætte ord på, men det er noget med at være fordomsfri, nysgerrig, i balance, se stort på konventioner, kunne begejstres. Være åben og venlig. Det lyder banalt, men det er måske det, det er.
Også – ja, måske især – med meget syge mennesker har jeg oplevet det. En nær ven havde muskelsvind og sad i en kørestol, forkrøblet siden han var nitten. Han var et af de mest givende, positive og aktive mennesker, jeg har mødt. Han får mig igen til at tænke på Evald Krog – den tidligere formand for Muskelsvindfonden - som jeg ikke kender personligt, men altid har beundret. Man kan det meste, selv om man er handicappet. Somme tider bedre end de fleste.
Jeg har truffet både kvinder og mænd gennem mit job, som har haft betydning for min måde at anskue tilværelsen på. Som ung teknikerelev arbejdede jeg i B&U, Børne – og Ungdomsafdelingen i DR. Her mødte jeg Søren Kragh Jacobsen, som gjorde indtryk med sin ligevægt og imødekommenhed. Han var en af de første, der blev en slags forbillede for mig. En anden var Marianne, en af mine første kolleger, altid varm og åbenhjertig. Hvor er hun mon nu, for resten?
Der er kommet flere forbilleder til med årene, også i blogverdenen. De har de samme livsbekræftende egenskaber.
Har du forbilleder? Hvad er det, du falder for?
torsdag, august 09, 2007
Skovtur
Det er ikke blevet til så meget i år, og det ærgrer mig, for en picnic er noget særligt. Nogen bedre lejlighed for at slappe af, være sammen, nyde naturen og samle på nye oplevelser og minder findes ikke. Et tæppe, en kurv og et smukt landskab får maden til at smage utrolig meget bedre. Ren magi! Min venindes tredive års fødselsdag blev holdt som en masseskovtur med S-tog fra Vesterbro til Bagsværd Sø. Det er sytten år siden, og den dag står stadig fuldstændig klart i min erindring.
Vi har en forestilling om, at en picnic helst skal foregå i skovkanten, i en park eller på stranden, men mulighederne er uudtømmelige: vores egen baghave, zoologisk have, et museeum, hvor som helst. Vi forbinder også en picnic med perfekte damebladsanretninger, men mindre kan gøre det. Og uanset hvad man kommer i kurven, er forventningerne og forberedelserne lige så stor en del af oplevelsen som selve picnic’en.
Så er der det med vejret, som man aldrig kan være helt sikker på. Men det er jo ikke det, det kommer an på. Fornøjelsen ved godt selskab og god mad bliver ikke mindre af, at skovturen eventuelt kommer til at foregå indenfor i regnvejr. Man kan brede et tæppe ud til at sidde på, hvis skal være.
Det vigtigste er at være sammen med nogen, man kan lide at være sammen med. Mad, snak og spontan latter giver ny energi og minder os om, at de største glæder som regel er de enkle.
Alt det kom jeg til at tænke på, fordi jeg glæder mig så vældigt til, at jeg skal på udendørsmuseumsskovtur i dag om præcis en måned. Det har været aftalt længe, og det gør fornøjelsen så meget større.
Hvornår har du sidst været på skovtur?
onsdag, august 08, 2007
Jeg holder af onsdagen ...
... fordi onsdag er min ugentlige ekstra fridag.
Kattene deler min godhed for onsdagen, for så står døren åben hele dagen. Man kan gå ud og ind til maden, lægge sig i skyggen under en busk og strække sig på brændestablen, når man ikke lige er nødt til at demonstrere, hvor stor en musefænger man er.
I dag har jeg slået græs med hånd- og fodkraft. Ikke verdens sjoveste tjans, når det er så varmt, som det var i dag, og når græsslåmaskinen trænger til en kærlig slibning, fordi det ikke er til at opdrive nogen, der stadig kan trimme sådan et arkaisk instrument (adresser nord for København modtages med dyb taknemmelighed!). Men jeg fik min motion.
Jeg har luget ukrudt og beskåret planter, der truede med at afskære os helt fra omverdenen.
jeg har ompottet en stor plante, der var vokset ud af sin urtepotte, og jeg har slappet af med avisen og hørt en montage på P1 og talt i telefon og fodret fuglene.
Og jeg har lavet en simpel ret af løg, hvidløg, ingefær, squash, peberfrugt og tomater, selvkomponeret og kogebogsfri, og Monsieur har taget for sig af den og rost.
Ikke det store, men onsdag er min dag, og jeg skal ikke stå til regnskab for nogen. Og jeg ville aldrig undvære den.
Jeg har for resten også slået en halvdød mus ihjel.
tirsdag, august 07, 2007
En rejse tilbage i tiden
For et nogle somre siden traf jeg temmelig tilfældigt en halvfætter, som jeg aldrig før havde mødt, og som viste sig at have den samme interesse for slægtens historie som jeg, men på et højere plan. Det førte til en spændende snak og til, at jeg sommeren efter fik en invitation til et familietræf på Lolland, som han havde arrangeret. Vi skulle på rundtur til slægtens gamle gårde.
Dagen oprandt, og af sted drog jeg med Monsieur, madkurv og kamera plus – indrømmet - en vis portion skepsis, som heldigvis hurtigt blev gjort til skamme, for det blev en uforglemmelig oplevelse.
I løbet af eftermiddagen besøgte vi tre af de gamle gårde - på den ene af dem boede Vibeke, som havde inviteret på kaffebord i haven under de ældgamle, krogede æbletræer. Ved den lejlighed forærede alderspræsidenten Eva på 95 mig et billede af min mor som lille pige på et hølæs taget engang, hun var på besøg dernede. Det siger sig selv, at det har fået en æresplads i mit familiealbum.
Jeg kom til at genkalde mig den særlige dag, fordi DR2 i øjeblikket genudsender Slavernes slægt, som jeg så første gang lige omkring min Lollandsfærd, og som jeg gerne vil anbefale. Programmerne følger en række efterkommere af de vestindiske slaver under deres søgen i arkiver og på rejser til det tidligere Dansk Vestindien. Helt så eksotisk er min slægtshistorie ikke, men i øjeblikket er min nyopdagede halvfætter ved at udforske den del af vores slægt, der udvandrede til Amerika lige som et utal af andre danskere gjorde omkring år 1900, og jeg venter spændt på at høre, hvad han finder ud af. For resten var samme halvfætter lydmand på den ene af udsendelserne om slavernes slægt, og sådan hænger alting sammen på den ene eller anden måde.
Hvis du ikke allerede har gjort det, så gør dig selv den tjeneste at lære forgreningerne i familien at kende. Det kan være en horisontudvidelse af de store og sjældne.
søndag, august 05, 2007
Hobbithuse fortsat ...
Nu er tilværelsen jo så viseligt indrettet, at man tiltrækker det, der optager ens tanker. Og eftersom mine tanker har kredset en del om hobbithuse på det seneste, er jeg stødt på Simon Dale, der har bygget sit eget hobbithus, som han kalder A Low Impact Woodland Home.
Sammen med sin kone, sin svigerfar og sine to børn har han brugt 4 måneder på at bygge huset, som nu er deres hjem. Det har kostet 1500 arbejdstimer og den beskedne sum af £3000 at få deres drømmehus. Enhver kan gøre det, påstår Simon. Han er hverken arkitekt eller har særlig forstand på at bygge.
Jeg kommer nok aldrig selv til at bo i et hobbithus, men man har da lov at lege med tanken, og billederne er en fryd at se på. Der er flere af dem på Simons vidunderlige hjemmeside, hvor man kan læse alt om huset og dets tilblivelse.
Jeg rocker!
Der er overgået mig den usædvanlige ære at blive udnævnt til én blandt fem Rockin’ Girl Bloggere, udvalgt af Sifka (her burde jeg indsætte den lyserøde knap, jeg nu har lov til at pryde min blog med, men som den slags trofæer skal være, er den så grim-grim, at jeg afstår). Ikke desto mindre er jeg stolt som en Tour de France-vinder og iler med at viderebringe udmærkelsen til fem andre kvindelige bloggere, der fortjener den og i skrivende stund ikke allerede har modtaget den:
Liselotte - fordi hun er Danmarks blogdronning.
Hege - fordi hun så levende fortæller om sit daglige liv og gør mig klogere på norsk kultur og gamle huse med sine smukke billeder.
Lene -fordi jeg pludselig har fået indsigt i, hvordan en moderne landmandskone lever sit liv.
HenrietteB - fordi hun er så god til at analysere og filosofere.
Donald - fordi han har et usædvanligt musisk talent og en krøllet hjerne, der garanteret sagtens kan abstrahere fra, at han ikke er en kvinde.
Og så havde jeg lyst til at kåre en hel masse andre, som allerede har opnået værdigheden …
Huskede jeg at sige tusind tak, Sifka?
lørdag, august 04, 2007
Glæden ved at rydde op
Jeg har før lovprist regnvejret, og jeg har tordnet, at man skal bruge regnvejr til andet end huslige sysler, for eksempel til eftertanke eller til at lave ingenting. Det står jeg ved. Men når nu den danske monsun vælger at indfinde sig vedvarende i hele ens ferie, er der ikke noget forgjort ved en gang oprydning. En slags aktiv meditation.
Én gang om året får tøj- og andre bunker en ordentlig omgang her i refugiet. Alt sorteres, og en del havner i sorte sække, der deporteres til genbrugsstationen. Det giver forbløffende meget mere plads i ens bolig, både fysisk og mentalt.
Hvilket minder mig om en serie i tv for et par år siden, jeg husker ikke den nøjagtige titel - noget med at rydde op i sit liv. En karismatisk, feng shui-kyndig kvinde med et eksotisk navn gav hardcore rodehoveder en hjælpende hånd, så der var som blæst i deres hjem, når hun havde været der. Jeg er langt fra ortodoks fengshuist eller hvad det hedder, men jeg synes, det var ret underholdende.
Billedet herover er et 'efter'-billede af en bunke, som var betydelig mindre harmonisk, da jeg gik i krig med den, for at sige det mildt. Nej, mine bunker er stadig ikke snorlige, og det skal de heller ikke være. Jeg har sympati for stroppen i midten, der nægter at indordne sig. Der bliver heller aldrig som blæst, hvor jeg bor, det kan enhver der har besøgt mig bevidne. Alting med måde, hedder det vist - det gælder både kaos og orden.
Er der andre, der har værdifulde erfaringer med oprydning? Og er der andre kickstartere end regn til den slags aktiviteter? Uundværlige tips og tricks modtages med frydeskrig.
torsdag, august 02, 2007
Vis mig din arbejdsplads
Ingen har bedt mig om det, men Hege, der altid skriver så levende om sit arbejde, har givet mig lyst til at fortælle om mit. Jeg er lydtekniker i en ikke helt ukendt, dansk public service-virksomhed. Det har jeg været i mange år, men arbejdet har ændret sig meget, siden jeg 'kom i lære' som 18-årig. Jeg tager ikke ud med sendevogn, optager koncerter eller afvikler direkte udsendelser, som jeg gjorde til at begynde med. Jeg har heller ikke skiftende vagter på alle tidspunkter af døgnet mere, og jeg savner det heller ikke, for der er ikke noget mere stressende. Alligevel var det sjovt! Men de sidste fem år har jeg haft det mest spændende job i hele mit arbejdsliv med at digitalisere gamle, analoge radioudsendelser til brug for nye medier. I mit studie ser der sådan ud i store træk:
Men det mest interessante ved mit arbejde er alle de sjove, sære, frygtelige, makabre og kedelige udsendelser, jeg hører hver dag. På stående fod husker jeg udsendelsen om Hans Hedtofts forlis, hvor en endeløs række af savnede personers navne blev læst op. Den gjorde et stort indtryk, for katastrofen er sket i min tid. Jeg husker udsendelsen om en mand, der boede i en kæmpe høstak året rundt, selv om han ikke manglede penge. Og en udsendelse om en kvinde, der fortalte om sin usigelig fattige barndom, hvor hun kun fik én kjole, som ved forandringer kunne tilpasses hendes voksende krop. Hendes far var altid sød og sjov og sang for sine børn, selv om familien stort set intet ejede. Når jeg hører udsendelser fra 1940’erne med folk, som var født omkring 1860, undrer det mig altid, at deres sprog var næsten præcis, som vi taler i dag. En af de medvirkende havde mødt H. C. Andersen som barn og fortæller om hans lange ranglede skikkelse og sære fremtoning. Lis Møllers samtaler med mennesker står også klart i min hukommelse. Hun spurgte så enkelt og ligeud og fik folk til at åbne sig - det samme gjorde Christian Kryger, der blandt andet lavede en udsendelse om folk, der boede i vogn. De var tit skrotsamlere - vognene udgjorde et usselt logi, og børnene var næsten hele tiden syge. Det er spændende at høre om, hvordan folk levede førhen, og det får mig til at glædes endnu mere over mit lille træhus med brændeovn, varmt vand og elektrisk lys. Herom måske en anden gang.
Hvad laver du, og hvordan ser der ud lige dér, hvor du arbejder?
tirsdag, juli 31, 2007
Visdom
Her hvor jeg bor, vrimler det med loppemarkeder sommeren igennem, og jeg abonnerer på alle dem, jeg kan overkomme. Det er ikke gamle bøger, jeg køber flest af - det lader jeg refugiets anden beboer om - men sidste gang faldt jeg over Det handler om resten af dit liv. En række kendte navne deler deres forestillinger om at blive gammel - eller 'ældre', hedder det vist nu. Antologien er udgivet af Tryg-Baltica, og jeg er ellers altid skeptisk, når forsikringsselskaber har en finger med i spillet. Men det har været en stor læseoplevelse.
Til morgen læste jeg Lone Kühlmanns indlæg, der er djævelsk godt skrevet. Her tager hun udgangspunkt i en avisartikel, hun har set, om endorfiner, og hvordan de påvirker os. Men er det endorfinerne, vores gener, samfundet eller pottetræningen, vi kan takke for, at vores livssyn er, som det er? spørger hun. Hun er ikke i tvivl om, at til syvende og sidst bestemmer vi selv, hvilken alderdom, vi får, og skynder sig at citere den svenske forfatter Hjalmar Söderberg :
Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel.Man kan betragte alderdommen som en del af livet eller som dødens forgård. Resultatet bliver derefter. Hvorfor skulle man betragte alderdommen som en foreberedelse til døden, som mange mennesker tilsyneladende gør? Og hvordan, i øvrigt? Døden kommer, når den kommer, og man får tid nok til at vænne sig til den bagefter.
Man behøver ikke være tanketom, ensom og ulykkelig, bare fordi man ikke længere er ung. Det kan man sagtens nå at blive, inden man er tredive. Tanketomhed fører til døden. Tanketomhed er døden, siger Kühlmann, og nævner Rigmor Thors erindringer Jeg har levet og elsket som et eksempel på det modsatte. Hun levede et aktivt liv på alle måder, og i en alder af halvfjerds meddelte hun sin mand, at nu måtte de skilles, for han var simpelt hen blevet for sur og tvær, og det kunne hun ikke bruge sit liv på. Det kan man kalde at have respekt for sit eget liv.
Når man bliver gammel - 'ældre' - gælder det om at gribe og nyde sin frihed af arbejdsmarkedet i stedet for at sætte sig ned og flæbe over, at man er vraget. Og nyde friheden ved, at man ikke længere selv skal tjene til føden.
Jeg synes, de to kroner var givet godt ud.
mandag, juli 30, 2007
Mad med mere
Inspireret af Husejer har jeg fundet min mors og min mormors gamle håndskrevne kogebøger frem. De gik begge på Suhrs Husholdningsseminarium som unge, min mormor begyndte i 1911, min mor i 1946. Det er en mærkværdig oplevelse at blade i bøgerne, fordi vores madvaner har ændret sig fuldstændig, siden de to uddannede sig til husholdningslærerinder.
Og hvad har jeg så selv plukket i haven i år? Cirka en håndfuld kirsebær, som røg aldeles utilberedt ned - skammeligt at måtte indrømme. Jeg er heller ikke uddannet husholdningslærerinde, men jeg har da en håndskrevet kogebog fra dengang, jeg var seksten og gik et halvt år på Frederiksberg Husholdningsskole, hvor vi lærte at lave alting helt fra bunden - fra tarteletter til medister og sylte (jeg glemmer aldrig det grisehoved, jeg skulle grave kødet ud af!). Og jeg har taget et andet af min mors husholdningstekniske fif til mig: en bog med notater om, hvad vi får at spise, når vi er til middag hos andre, og hvad vi selv serverer for gæster. For det kan man aldrig huske, og på den måde undgår man uheldige gentagelser. Håbløst gammeldags og småborgerligt, men genialt i al sin Emma Gad-hed. Og jeg blæser på gentagelserne, når det passer mig.
søndag, juli 29, 2007
Til minde om i går
Det er ikke ofte, jeg selv køber blomster, men jeg elsker at få dem, og nu har jeg også georginer i haven. Vi havde nemlig gæster i går aftes, hele syv gode venner, der holdt ferie på et pensionat i nærheden. På trods af regnen havde de fundet på spændende aktiviteter, der omfattede både den ældste på femogfirs og den yngste på fjorten måneder. Mine nære veninder har jeg skrevet om før, dem jeg har kendt fra vi var sytten. Vi har fulgtes ad gennem tykt og tyndt, og har nu alle tre et lille barnebarn – alle sammen piger. Nu sad vi (og den enes far) så her igen og nød Monsieurs gode mad og fortalte om, hvad der rører sig i vores cirkler. Vi er vidt forskellige og har mange divergerende meninger, men det er uden betydning, for det er en stor gave at få lov at følge nære venner gennem så mange år, i hvert fald for mig. Det gælder ikke alle, ved jeg godt. Eksempelvis er Sofus af en anden opfattelse: da han hørte den fremmede bil nærme sig på vores lille vej, forsvandt han som en raket ud af badeværelsesvinduet og kom først hjem igen ved midnatstid, da gæsterne var over alle bjerge. Nogle mennesker har det med venskaber ligesom Sofus. Ikke for tæt på.
Jeg kom engang ved et tilfælde til at interessere mig for Michel de Montaigne. Jeg skulle lave en radioudsendelse med hans danske oversætter, og mødet med hende fængede så meget, at jeg slugte næsten hele Montaignes forfatterskab. Hans fine essays handlede blandt andet om venskab, og et sted skriver han:
Å, en ven! Hvor sandt det gamle ord er, at en ven er nødvendigere end vand og ild.Det er jeg måske ikke helt enig med ham i - men han fik i det mindste et comeback i mit baghoved i en stille stund i dag og satte tanker i gang.
lørdag, juli 28, 2007
torsdag, juli 26, 2007
Midt i en mittetid
Jeg skriver med to fingre og halvandet øje. I går på min fridag tog jeg en tørn i haven, og det var som altid hyggeligt at have Sofus i hælene til at inspicere og til ind imellem at ligge mageligt henslængt på siden og se en rask og rørig kone gøre sig nyttig. Desværre fik jeg ret hurtigt også følgeskab af en flok nærgående mitter, der har deres kronede dage i den fugtige varme. Især har de en svaghed for tyndhudede, sårbare steder på menneskekroppen - nærmere bestemt min. Specielt mit venstre øjenlåg, som en af dem havde udset sig som landingsplads. Og mittestik klør som ind i ...
De er ikke større end et par millimeter, men hos mig fylder de mindst lige så meget som på tegningen lige i øjeblikket (høhø, øje-blikket, fik du den?)
I morges, da jeg makeuppede, lå Sofus som sædvanlig på skødet. Jeg ved ikke, om det er mig, der er nærtagende, men i dag forekom det mig, at han skævede temmelig mistroisk til mig.
Hende med det tunge øjenlåg, det er mig.
Ingen billeder.
tirsdag, juli 24, 2007
Brev fra verden
Jeg har lige fået mail fra min fætter, der er på vej Jorden rundt i sin selvbyggede sejlbåd, og her sidder jeg og føler mig som en anden Miss Marple (min efter-aftensmadunderholdning her i sommer), der aldrig har været uden for sin landsby. Morten på det gode skib Frida er ved at realisere en drengedrøm, og jeg følger hans farefulde projekt med ærefrygt og tilbageholdt åndedræt. Det kræver mod og ikke så lidt behændighed at manøvrere rundt blandt hajer, orkaner, pirater, svindlere og bedragere på den anden side af kloden og slippe godt fra det. Lige nu boltrer han sig i Caribien og omegn.
Selv skulle jeg ikke nyde noget, men jeg kan sagtens leve mig ind i den eventyrlyst, som han generøst deler med familie og venner over internettet. Hans løbende rapporter om dykning, maratonkarnevaller og fattigdom, som man dårligt kan forestille sig, er fantastisk læsning, ligesom hans beretninger om eksotiske skønheder, der bestjæler ham, og som han vælger at trække på skulderen og smilebåndet af. Hans eneste, meget karakteristiske kommentar: 'De har mere brug for pengene, end jeg har'.
Tak for at vi må læse med Morten og Frida!
fredag, juli 20, 2007
Glæden ved at pendle
Selv om jeg holder meget af mit arbejde, tror jeg nok, at jeg ville foretrække stadig at have ferie lige i øjeblikket. Nu er det en uge siden den sluttede, men til gengæld glæder jeg mig over, at så mange andre har ferie – af helt egoistiske grunde. Det betyder nemlig, at der er god plads på indfaldsvejene om morgenen, at det går som smurt, og at jeg er fremme i en ruf, det vil sige på lige under en time.
Men ellers gør det såmænd ikke så meget - tro mig, 65 kilometer er ikke for noget at regne, når man er vant til det, og i stedet for at forbande transporttiden, kan man beslutte sig for at nyde den. For der er så meget, man kan foretage sig, mens man kører. Man kan iagttage den skiftende natur, lyset, Arresø, der stadig ser ud som på Lundbyes maleri herover, bortset fra at den alligevel er forskellig hver dag (og bortset fra konen med trillebøren). Man kan lade tankerne vandre, eller man kan udvide sin lærdom eller litterære referenceramme. Tilfældigvis skal Monsieur samme sted hen hver morgen, og vi har for et par år siden indstiftet vores egen rullende læsekreds med kun to medlemmer, hvor vi skiftes til at læse op af en bog, som vi begge har lyst til at stifte bekendtskab med.
Ideen er gratis.
tirsdag, juli 17, 2007
Ikke så ringe endda
Visse steder på min arbejdsplads har man afskaffet faste telefoner, og min afdeling er en af dem. Jeg har altså en mobiltelefon, fordi jeg er nødt til det, og lige siden jeg fik den, har jeg ikke anet, hvor jeg skulle gøre af den. Jeg ved, at kvinder lægger mobiltelefonen ned i deres tasker mellem alt det andet vraggods, og når den ringer, opstår der febrilsk aktivitet med at få åbnet og fundet himstregimsen med den fløjtende, syngende, trallende, nuttede eller vanvittigt irriterende morsomme ringetone, før den heldigvis forstummer igen. Den sammensværgelse vil jeg ikke være medlem af og slet ikke med den størrelse taske, jeg sædvanligvis fører mig frem med: nummeret mindre end Cirkus Schumann.
I søndags var jeg på loppemarked og fandt løsningen for en tier: en farvestrålende kattehovedbørnetaske i tvivlsom skindkvalitet. Og den skal ikke indeholde andet end telefonen (der lyder som en helt almindelig telefon, når den ringer).
Når nok er nok
Der er en grænse for, hvor meget man kan hjælpe andre. Mennesker, der spænder ben for sig selv og både sårer sig selv og andre. Du kender sikkert nogen - eller har kendt.
Du har givet dem gode råd. Du har lyttet til deres beklagelser. Du har været der for dem så mange gange, at din tålmodighed er ved at være opbrugt, og du har været lige ved at afbryde forbindelsen. Du har gjort dit bedste, men der er ikke sket noget, du er træt, og det går dig på.
Når du når så langt, er tiden inde til at sige stop. Det nytter ikke, hvis de ikke selv ønsker forandringen. Du er ikke til nogen hjælp, hvis du selv brænder ud. På et tidspunkt er du nødt til at trække dig ud - som ven, søster, forælder - og være tilfreds med det, du har gjort. Måske er det tiden, der skal gøre arbejdet.
Har jeg lige fortalt mig selv.
søndag, juli 15, 2007
lørdag, juli 14, 2007
Flashbacks
Liselotte skrev smukt om at være mor. Det fik mine tanker på vandring, og jeg satte mig til at kigge på mine forældres gamle dias, som for et par år siden blev scannet ind på en cd af en god ven. Når man kigger på dem, vælter historierne frem. Jeg fandt et par sjove billeder fra cirka 1952, hvor jeg er to år og leger i min mormors have. Billedkvaliteten har ændret sig en del siden da, men Photoshop gør underværker.
Jeg kan ikke selv huske situationerne, kun de historier jeg har fået fortalt – men det giver altid perspektiv at trække tråde tilbage i tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn og ung og jævnligt syntes, at mine forældre var fuldstændig håbløse. Jeg ved nu, at de gjorde det så godt de kunne. Dengang kunne jeg ikke se det.
fredag, juli 13, 2007
Gensynsglæde
Det gælder ikke om at eje en terrasse i Provence med udsigt til store vidder – det gælder om at kende nogen på Sjællands Odde, der har en terrasse (frit efter Regitze).
Somme tider går der år mellem man ser gode venner uden påviselig årsag, og somme tider fader det helt ud. For meget arbejde, lange afstande, hændelser i familien. Og så kan man somme tider opleve, at man mødes igen et par børnebørn senere, og samtalen bare fortsætter, som om man lige var blevet afbrudt for et øjeblik siden.
I dag har vi spist en vidunderlig frokost hos gamle venner, der tog tråden op, og vi har grinet højt og længe ad de samme ting under den blåeste himmel. Det vil vi fortsætte med for eftertiden. Næste møde er berammet og bekræftet.
Det synlige minde om dagens udflugt: den ordferme værtindes seneste oversættelse hjembragt til konsumering på egen terrasse (forhåbentlig er jeg hurtigere end sneglen):
Morale: skift mailadresse engang imellem og send besked ud om det til alle i adressekartoteket!
torsdag, juli 12, 2007
Snegleparadoks
Jeg er en af de ukendte soldater i den specialstyrke, der morgen, middag, aften og hver gang det har regnet sniger sig rundt i haven helt nede i knæ iført gummihandsker og bevæbnet med en monstersaks for at få has på de brune, slimede vandaler fra Den iberiske Halvø, der har invaderet vores enemærker, og med væmmelse ekspedere dem til de evige sneglekirkegårde.
Når jeg ikke gør dét, lister jeg rundt i nabolaget og overmander deres artsfæller, som jeg bortfører med magt og tvinger til at gå rundt og se dekorative ud dér, hvor jeg ikke vil have de andre til at være. Til gengæld får de lov til at flanere på kanten af solsortenes swimmingpool ...
onsdag, juli 11, 2007
tirsdag, juli 10, 2007
Moi
Ella har bedt mig afsløre 8 ting om mig selv, som ingen kunne ane. Så på med vanten:
- Jeg er født i fiskenes tegn, og jeg synes, fisk smager afskyeligt.
- Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor og min moster blev husholdningslærerinder, og jeg har selv gået på husholdningsskole i tidernes morgen. Det forhindrer mig ikke i at være meget lidt interesseret i madlavning.
- I USA købte jeg engang en gammel convertible på en bilkirkegård og kørte rundt i den i tre uger. Bagefter solgte jeg den med fortjeneste.
- Jeg var engang på Nordkap.
- Jeg læser mange bøger – på én gang.
- Jeg har været ansat samme sted i 39 år. Jobbet fik jeg, fordi jeg kom fra et hjem med klaver.
- Jeg blev gift for 21 år siden med en mand, der havde den samme bil og det samme kamera som mig. Det holdt.
- Jeg har et barnebarn på 2 år, der hedder Isabella.
- Jeg synes, man skal være venlig mod alt levende, og jeg gør mit bedste for at efterleve det hver dag.
Tak for udfordringen, Ella. Jeg så, at Irene opfordrede de første otte læsere, der så indlægget, til at være med på spøgen. Det er snart et stykke tid siden, så jeg inviterer hermed de otte sidste ...
mandag, juli 09, 2007
Spætte med hætte
Spætten er min ven, og jeg har mit hyr med at få Miss Mis og Sofus med deres nærgående ornitologiske interesse og pragmatiske sindelag til at forstå, at spætter - i særdeleshed spætteunger med hætte - kun er til pynt.
Foreløbig har alle rødhætterne klaret frisag. Hvis hætten kravler om i nakken og bliver til en rød plet, er det en han. Forsvinder den helt, er det en hun. Miss Mis couldn’t care less.
søndag, juli 08, 2007
lørdag, juli 07, 2007
Tøjeri
I Dyssekilde, hvor de bygger sære og fantastiske huse, foretager Monsieur omfattende økologiske indkøb hver lørdag. Når der er loppemarked, tager fruen med. Og når hun ikke kan finde ordentligt brugt tøj på loppemarkedet, ender hun hos Pachamama. Hendes troldebo er fyldt med de utroligste, lækre creationer til absolut ikke-loppemarkedspriser, og fra i dag er der en knaldende rustfarvet bohemejakke mindre at vælge imellem.
onsdag, juli 04, 2007
Jeg - en hjemmefødning
Som altid holder vi ferie i egen have. Jeg kunne ikke drømme om at sætte min fod uden for landets grænser om sommeren, om det så er regn- eller gråvejr hele tiden, og heldigvis er vi enige om det - 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte …' Der er jo lunt og smukt og grønt udenfor hele tiden (grønnest når det regner!), og vi nyder at lade dagene glide forbi i langsomt tempo uden at foretage os ret meget andet end at kigge op engang imellem for at bekræfte os selv i, at det er her, det sner, eller hvad det nu gør. Alligevel blev vi ramt af pludselig udlængsel i går og besluttede os for at foretage en rejse på mindst fem kilometer for at indtage vores frokost under lidt sydligere himmelstrøg.
Havn er der ikke meget tilbage af i Kikhavn, selv om det er det ældste fiskerleje på Halsnæs. Men det er et hyggeligt sted at gå tur, og der er rigeligt at se på for den, der har hang til bondehusidyl og nostalgiske afstikkere. Så hvis du alligevel skal til Hundested og gø, så tag også til Kikhavn og kik - det ligger lige ved siden af.
Cafeen er ypperlig.
tirsdag, juli 03, 2007
Havekundskab efterlyses
Da vi flyttede ind, stod der en tuja uden for vinduet, der mindede mig for påtrængende om kirkegård, så den nedlagde vi med en økse. Og inden under stod der en mikroskopisk hortensia, som i mellemtiden har vokset sig stor og en anelse utilpasset, fordi jeg forsømmer at tage mig af dens opdragelse.
Den lilla er i virkeligheden mere rød, end billedet vil lade den være, og hvert år undrer det mig, at den samme plante har tre forskellige farver. Jeg troede, forskellige farver på hortensia havde at gøre med forskellige jordbundsbetingelser, og man skulle tro, der var grænser for variationsmulighederne inden for en halv kvadratmeter. Hvem kan gøre mig klogere?
mandag, juli 02, 2007
Som tiden går
I går var jeg på natværtshus ved højlys dag - sådan havde min meget gode veninde valgt at fejre sin tres års fødselsdag. Om ikke så frygtelig mange år bliver det min tur, og det fik mig til (igen) at tænke over alder og på, hvordan det var at blive halvtreds.
En halvtreds års fødselsdag bliver som regel betegnet som ’et skarpt hjørne’, selv om det er et lige så vilkårligt mål for tidens gang som en hvilket som helst anden fødselsdag. Der bliver også gjort grin med det. Jeg blev ikke begavet med en stok og et hørerør, men det kender jeg andre, der er blevet. Sublim humor eller ...?
I praksis betyder dét at være over halvtreds, at unge mennesker undertiden siger De til én. Det kan også betyde, at der bliver byttet rundt på de roller, man er vant til. Engang var ens far og mor der altid til at hjælpe, og nu er man den, der hjælper dem. Hvis man stadig har dem.
De fleste vil mene, at man er voksen, når man er halvtreds. Det skulle man også helst være, men sådan er det ikke altid. Mennesker modnes ikke så forudsigeligt som frugt og grønt. At blive voksen er et projekt, man kan kaste sig ud i eller lade være, og det har ikke noget med alder at gøre. En 25-årig kan være livsklog, og en 85-årig kan være narcissistisk og umoden.
For mig har det noget at gøre med at forstå, at der er mange ting, der er vigtigere end én selv, og have evnen til at erkende, når man tager fejl. Rejsen begynder med at finde ud af, hvad ens værdier er – og handle efter dem, mens man bevarer sin sunde, humoristiske sans (uden stok og hørerør, tak). Det drejer sig kort sagt om at bestemme sig for en retning og så ellers begynde at trave. Alternativet er bare et liv med en begyndelse, en midte og en slutning. Punktum.
Det var en dejlig fødselsdag i går, som overbeviste mig om, at min veninde på tres har fat i noget af det rigtige.
Tiden går, uanset hvad. Det slog mig lige, at det er godt og vel 30 år siden, jeg sidst var på Laurits Betjent …
fredag, juni 29, 2007
Kong Volmers hæk
Jeg har klippet hæk i dag. Tredive meter med håndkraft. Jeg bryder mig hverken særlig meget om hækken eller om at klippe den, men den fulgte med, da vi valgte at slå os ned her, og hvordan slipper man af med en ligusterhæk? Svaret er, at det gør man ikke - man tager det som en mand og får det bedste ud af den.
Skal jeg være ærlig, var det ikke planen, at den skulle ende med at bugte sig hid, did, op og ned, men sådan blev det. Jeg ved ikke meget om at klippe hæk, men jeg er fornøjet med resultatet, og det er resten af husstanden også (til dels på grund af magelighed, tror jeg), så hvad kan man forlange mere? En liguster, der viser, at bag den bor sande fribyttere med mod til at gøre op med spidsborgerlige konventioner om stramme, linealklippede hække.
Og dog. Englænderne på herresæderne viser sig at være et hestehoved foran mig, men nu har jeg noget at stræbe efter (gæt, hvem der har fundet billedet!) :
For resten bor der en solsort i min hæk. Den brød sig ikke om lyden af hækkesaks lige over hovedet og skyndte sig at tage flugten. Jeg håber, den forstod, at det ikke var sådan ment, og er på plads igen i morgen.
Nu vil jeg sove. Armene gør det allerede.
mandag, juni 25, 2007
Pyt
I dag er min første feriedag, det har regnet, og det gør ikke noget. Regnvejr er langt bedre end sit rygte. Andre steder i verden betragter man regn som en gave fra en venligtsindet guddom eller et symbol på renselse - ikke et irritationsmoment, som man prøver på at ignorere ved at begrave sig i arbejde eller kaste sig over huslige sysler, der alligevel skal fra hånden.
Man kan for eksempel betragte regnvejr som et signal om at sætte farten ned og tænke over tingene. Når himlen bliver mørk, og det begynder at dryppe, pakker blomsterne sammen, og kattene benytter lejligheden til at løbe ind og tage sig en ekstra skraber eller bare vegetere. Hvorfor ikke gøre det samme.
En dag inden døre, hvor det styrter ned udenfor er livgivende. Man kan fylde huset med lys, lyd og hygge og værdsætte, at man har et varmt og tæt hus. Jo mere bekvemt, man indretter sig, jo mere vidunderligt bliver et regnskyl.
Man kan også gøre det stik modsatte. Man kan gå ud og stille sig i regnen og blive gennemblødt. Eller køre en tur i regnvejret. Jeg kørte op til en ven og afleverede den paraply, han glemte hos os sidst.
Lyden af regnen, der trommer på taget eller bilruden kan være den rene terapi. Den kan bruges som en reminder om, at oven over en hvilken som helst sky er himlen altid blå.
Når det så er overstået
Ja, så kan man jo gå en tur og kigge på alt det, der lever af regnen. Jeg har en svaghed for alle de gevækster, der vokser uden tilladelse.
Enhver kan se, at den øverste er en klokkeblomst, den nederste en tidsel, og den næstnederste til højre en vild rose. Men hvad er det blå stavær i midten til venstre (nærbillede næstøverst til højre)? Jeg prøvede at slå den op, men fandt den ikke. Hvad hedder den? Den, der kan fortælle mig det, er min bedste ven!
Hvad det allerøverste, farveløse billede er for noget? Nærlæs overskriften og gæt ...