Kender du det, at man har brug for at slå noget op, og valget står mellem nettet og et leksikon?
Af en eller anden grund har vi Den Store Danske Encyklopædi stående i reolen, og jeg synes, det er rart at have dette Familien Danmarks leksikon i min stue. Men hvordan er det lige - hvor mange gange har jeg brugt det? Vist nok én gang på et år. Jeg har lavet nogle stikprøver for at se, hvor nyttigt det er til mit brug - og det underlige er, at jeg næsten ikke kan bruge det til noget som helst. Og det er så det, der ryster mig - mig, den inkarnerede bogsamler er blevet en netnørd. Det står ganske simpelt for få artikler om det, jeg har brug for at slå op.
Hvordan har du det med Google kontra et gammeldags leksikon i bogform?
onsdag, februar 16, 2011
Bladre eller klikke?
tirsdag, februar 15, 2011
Blogtræf på lørdag
Jeg minder lige om blogtræffet på lørdag klokken 16. Det foregår på Café Oscar, Bredgade 58 i København. I øjeblikket er de tilmeldte: Jens, Hege og Thorvald, mig, Uffe, Donald, Mia, Losarinas mor, Helle, Rasmine, Septemberliv og Lavendel.
Hvis der er afbud - eller hvis andre har lyst til at være med, så giv mig besked i dag og fortæl, om du spiser med.
Bang!
Hver gang jeg hører den lyd mod ruden, giver det et gib i mig, men i går lød det kraftigere, end det plejer. En voldsom, dump lyd fra den anden ende af huset, som betød, at den forulykkede fugl i hvert fald måtte være større end en mejse. Jeg gik en tur rundt om huset, og dér lå hun, fru Solsort, stendød, med halsen brækket. Somme tider klarer de den og kan flyve videre som om intet var hændt, hvis de får lov at sidde en halv times tid for sig selv og komme til hægterne. Denne gang var det definitivt slut.
Det er så prisen for at bo mellem mange træer, for de vingede væsener ved ikke, at man ikke kan flyve gennem vinduer. Jeg har gjort, hvad jeg kunne - klistret uskønne, sorte rovfuglesilhuetter på de største af ruderne til æsteten Monsieurs græmmelse - for at få ulykkestallet bragt ned, men hundrede procent effektivt er det ikke. Slet ikke.
Hvem af mine solsorte var det mon, der mødte sin skæbne i går? Hende, der boede i carporten og nåede at få to hold unger på vingerne? Hende, der havde rede i busken på terrassen? Eller måske hende, der valgte at indrette sin bolig i ligusteren ude ved vejen?
Suk.
mandag, februar 14, 2011
Blomsterne og bierne
Blomsterne og bierne er da noget af det mest romantiske :-)
Se flere romantiske indlæg i Petunias mandagstema her ...
Hvad spiser vi egentlig?
I går var der en spændende artikel i Politiken om mad. Den amerikanske fotograf Peter Menzel har rejst rundt i verden for at finde ud af, hvad folk spiser. Man siger jo, at en voksen kvinde skal have 2.000 kalorier om dagen og en mand 2.500. Men hvad får en sumobryder, en trucker i USA, en kvæghyrde i Kenya, en model i USA, en bondekone i Kina, en jæger i Grønland eller en grovæder i England? Det var virkelig en overraskelse for mig at læse, at den unge kvæghyrde kunne klare sig med 800 kalorier (en portion majsgrød og en banan) - og den unge tvangsoverspiser fik 12.300 kalorier om dagen! Så vidt jeg kunne se, var den 68-årige kvinde i Kina den, der spiste sundest - hun fik grøntsager, æg, suppe, ris og gode olier.
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg får, men jeg har aldrig haft brug for at tælle kalorier. Der er ikke noget så kedsommeligt som den slags regnskaber.
Peter Menzel og hans kone Faith D’Aluisio holder foredrag i Rundetårn den 15/2 og deres indbydende billedrejse i forskellige kulturers spisevaner kan ses indtil 27/3 på en udstilling same sted.
søndag, februar 13, 2011
Til snigpremiere
Den nye film ’En familie’ havde forpremiere i Kosmorama i formiddags. Jeg har længe glædet mig til at se den, fordi den blev hædret med kritikerprisen ved Berlin Film Festival 2010, og to af mine yndlingsskuespillere er med - Jesper Christensen og Anne Louise Hassing.
I filmen spiller Lene Maria Christensen en ambitiøs galleriejer, Ditte Rheinwald, som får tilbudt et drømmejob i New York. Sammen med sin kæreste (Pilou Asbæk) beslutter hun at tage imod tilbuddet og rejse - de er unge, livet er sjovt, og alt kan ske. Men før hun når så langt, bliver hendes elskede og karismatiske far, bagermester Richard Rheinwald (Jesper Christensen), alvorligt syg. Ditte aflyser New York for at være hos ham, og snart kommer hendes eget liv under pres. Richard kræver, at hun træder ind og overtager bageriet - familien Rheinwalds livsværk. Kæresten trækker fra den anden side og synes, hun svigter deres fælles drøm ...
Skuespilpræstationerne er helt i top, og jeg vil især fremhæve Jesper Christensen. Til gengæld mangler jeg, at sidehistorierne folder sig mere ud – filmens tema med den døende far føles næsten kvælende. Jeg ærgrede mig over, at jeg kun kunne forstå en del af replikkerne – en skavank der desværre er mange danske films kendemærke.
Manuskriptet er af Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensen, som også har instrueret.
Filmen har premiere i biograferne fra den 24. februar.
lørdag, februar 12, 2011
Fodring af dyrene i kulden
Det er igen frostvejr, og nogle steder ligger der et fint lag sne i haven. Jeg havde lige håbet på, at det var slut med vinter og kulde, men nu fodrer jeg dyrene ekstra godt igen.
Og rengøringsholdet her har sørget for, at alt det rod med æbler på jorden er ryddet fint op :-)
fredag, februar 11, 2011
Ordsprog
Obsternasig kunne man kalde dette billede, men O kunne også stå for ordsprog:
’Når katten er ude, danser musene på bordet’ - oldgræsk ordsprog.
’Når katten er borte, holder musene bal’ - svensk ordsprog.
’Gale katte får revne skind’ - dansk ordsprog.
Og her er nogle ordsprog, der ikke handler om katte :
'Den ved kun lidt om kærlighed som altid taler om den' - italiensk ordsprog.
'Et gram sund fornuft er bedre end et kilo lærdom' - svensk ordsprog.
'Den der ikke bliver snakket om er der ikke meget ved' - sjællandsk ordsprog.
'Skriv fornærmelser i sand, men velgerninger i sten'- arabisk ordsprog.
'Ægtemænd og stueplanter skal behandles med omhu, ellers går de ud' - dansk ordsprog.
I dag er ABC’en nået til O, og her kan du se, hvad andre har fundet på til dagens udfordring i ABC Scandinavia.
torsdag, februar 10, 2011
Pyha hvor det lettede ...
I dag er en stor dag for mig! Jeg har skiftet fornavn til det, jeg er blevet kaldt så længe, jeg kan huske. Jeg har altid hadet at blive kaldt Inger hos lægen, fordi det var et fornavn, jeg aldrig brugte og havde 'arvet' fra min farmor. Nu hedder jeg kun en forkortelse af mit andet fornavn. Pyha hvor det lettede ... :-)
Det er sundt at have det sjovt – denne tekst kan jeg ikke stå for, og det vidste allerede min farfar og farmor i 1917.
onsdag, februar 09, 2011
Travetur gennem Liseleje
Det gode vejr lokkede ikke bare en skovbørnehave til stranden i Liseleje, men også Monsieur og mig. En tur gennem den flotte nye naturlegeplads, op og ned gennem klitterne, langs vandet og videre gennem det rigtig gamle Liseleje: Kystvej og Hyllingebjergvej, hvor jeg gætter på at mange af husene er fra starten af 1900-tallet.
Besøg fra Rumænien
Det var et indlæg hos Regitze, der fik mig til at tænke tilbage på slutningen af 70’erne. Jeg og min kæreste fik besøg af en rumænsk ingeniør, der var radioamatør. Men at besøge Danmark dengang var et næsten uoverstigeligt projekt for en rumæner – for han kunne ikke bare rejse med sin kone, men måtte lade hende blive hjemme som sikkerhed for, at han ikke hoppede af i det forjættede land Danmark.
Stor var vores overraskelse, da han kom med en hel kuffert fuld af hjemmebroderede duge, hans kone havde lavet som en gave til os. Hvordan skulle man dog takke for års arbejde og for noget, som i vores øjne var håbløst gammeldags? Jeg håber, vi fik takket pænt – i hvert fald havde vi to gode uger sammen med vores rumænske ven og var rundt at se Danmark med ham. Det gjorde et dybt indtryk på mig, at han aldrig ville tale med os på gaden, men lod som om, vi var luft. Han var bange for, at vi blev aflyttet ...
tirsdag, februar 08, 2011
Med Google under havet
Ind imellem har Google nogle skønne 'doodles' på sin søgemaskine. I dag er det denne udsigt gennem koøjerne på en ubåd. Kaptajn Nemo styrede som bekendt ubåden Nautilus i 'En verdensomsejling under havet', og i dag ville Jules Verne være fyldt 183 år. Jeg gætter på, at det er anledningen til dette herlige påfund, hvor man på pinden til højre kan styre ubåden og skifte udsigt ...
Det var en mørk og stormfuld nat
Og jeg lå med livet i hænderne og tænkte: Bare ikke nogle af vores store træer vælter. Det var med rystende hænder, jeg trak gardinerne fra i morges og så, at vores haveindgang er spærret af et 20 meter højt væltet grantræ. Heldigvis valgte det at lægge sig parallelt med vejen og ikke på tværs – så vi kan stadig køre ud.
Er der også sket stormskader hos dig?
Ny bog i reolen
I går udkom en dejlig bog, som jeg netop har slugt: 'Dansk i nullerne - 50 sproglige diagnoser' skrevet af Jørn Lund. Det er en underholdende og hurtigt læst bog om vores sprog.
Jeg har moret mig kongeligt ved at læse fx om ordet kålhøgen - og om kæresterier: 'Det var en fyr, jeg kyssede på et par måneder', siger man fx i dag, eller man 'bager' på nogen. Tidligere kunne man sige 'De to er begyndt at gå sammen' eller man 'flirtede'. Og i rigtig gamle dage 'gjorde man haneben', 'gjorde kur' eller 'filmede' - men de tre udtryk er for længst gledet ud af sproget.
Hvis du kender nogen, der er vilde med at læse om sproget, er bogen en fin gaveidé, ja, selvfølgelig også til én selv :-)
Jørn Lund er direktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og medlem af Dansk Sprognævn. Siden starten af nullerne har han været fast leverandør af en klumme om sprog og sprogbrug til Politiken, og herfra er en del bidragene til bogen hentet.
mandag, februar 07, 2011
Glæden ved fugle - og træer
Nu er dagen tiltaget med to timer, og jeg synes tydeligt, jeg kan mærke det på energiniveauet. Jeg får simpelthen et større overskud, når dagene er længere. Der er liv og glade dage på foderpladsen, og ud over to spætter kommer her mange dompapper, blåmejser, sortmejser og musvitter. Siden vi købte huset for 18 år siden, er jeg blevet bidt af at følge med i fuglenes liv. Det var min onkel Sven, der gav mig glæden ved fugle – han kunne kende alle fuglestemmer og fortælle, hvad vi hørte. Han lever desværre ikke mere, men ved hans begravelse for nogle få år siden, var der en lille fugl, der forvildede sig ind i kirken og fløj rundt oppe under loftet. Præsten fik hurtigt flettet ind i talen, at denne lille fugl måtte være sendt af Sven som et tegn på, at han var der.
Og her kommer lidt billeder af samme træ på forskellige årstider:
søndag, februar 06, 2011
Det store tomme intet
Jeg kan føle mig en smule trist, når min barndoms hus og have nu ser sådan ud ...
Her var ellers så hyggeligt, og især når min far sad ved klaveret!
Jacob Holdt på P1
I går skrev jeg om Amerikanske Billeder, og nu kan man sjovt nok høre Jacob Holdt i 'Besøgstid på P1' - udsendelsen kan både podcastes og høres på computeren. Det må da være synkronicitet.
For 40 år siden rejste Jacob Holdt til USA. Han blaffede cirka 160.000 kilometer og boede i 400 vidt forskellige hjem. Siden han kom hjem i midten af 70’erne, har hans Amerikanske Billeder været vist og diskuteret over alt i Danmark.
Jacob Holdt har en af de mest spændende hjemmesider, jeg er stødt på. Vi kender ham jo mest for hans mange rejser gennem USA’s slum, hvor han har åbnet vores øjne for ufattelige forskelle og uligheder i det amerikanske samfund. Sjældent har jeg set så omfattende en personlig hjemmeside - en guldmine af interessante artikler og emner, som jeg bliver ved med at vende tilbage til: slægtsforskning, astrologi, Holdts eget curriculum vitae, kapitler om hans rejseledsagere og om hans forankring i Care, hobbies, om at blaffe, billeder/fotogalleri osv. Kort sagt et utrolig spændende menneske - kig selv, og bliv overbevist!
lørdag, februar 05, 2011
Mange oplevelser på én dag
I Gentofte Kino er der et kæmpe akvarium og en hyggelig indretning med borde og stole og gamle filmplakater. Det er næsten lige som i Kosmorama i Frederiksværk. Jeg holder meget af biografer med atmosfære, og hvor man kan få en god kop kaffe inden, man skal se film.
Da jeg kom hjem efter at have set ’Another year’, så jeg programmet på DR om de tynde modeller, 'Bag Facaden' på modebranchen, der bruger piger ned til 13 år. Jeg var rystet, for vi hørte om pigernes spiseforstyrrelser - og om presset. Branchen har ellers i årevis lovet at gøre noget ved problemet, men programværten havde taget en badevægt med på modeugen og vejet pigerne. Programmet sendes også 4/2, 7/2 og 8/2.
Jeg har aldrig fået set, Jacob Holdts Amerikanske billeder. Men nu er der mulighed i Imperial. Dog skræmmer længden på 3 timer og 40 minutter mig, så jeg tæller lidt på knapperne.
Den kønne unge dame her nåede jeg også at være sammen med, inden dagen var omme. Det er mit barnebarn Isabella :-)
fredag, februar 04, 2011
Norge, mit yndlingsferieland
Jeg har to yndlingsferielande, og det er Norge og Danmark, men jeg har gennem tiden haft mange meninger om, hvad en god ferie er. Det er noget med perioder i ens liv, hvor man er optaget af forskellige ting. Jeg har rejst i Norge på alle årstider, og midnatssolen var nok den allerstørste oplevelse.
Da jeg var helt ung, var jeg på nogle solferier i syden og på en lang tur rundt i USA, senere på ferie i Gambia, Senegal og Nordafrika - og på mange bilferier i Norge, Sverige, Finland. I en periode var det storbyferier der trak: London, Stockholm og Amsterdam.
Og hvad er det så, der står tydeligst i erindringen nu mange år efter? I hvert fald ikke sol- og badeferierne, men mere at opleve natur i Norge og fremmede byers kultur. Men også min barndoms campingferier, som var helt primitive, men uforglemmelige fordi familien var samlet om alt: madlavning, opvask, at slå telt op osv. Det var noget af det hyggeligste og også at høre regnen mod teltdugen om natten - i hvert fald når jeg tænker tilbage på det nu.
I dag er ABC’en nået til N, og mit N står for Norge. Her kan du se, hvad andre har fundet på til dagens udfordring i ABC Scandinavia.
Billederne er taget sidst i 70'erne og scannet ind, så kvaliteten lader noget tilbage at ønske :-)
torsdag, februar 03, 2011
Bordkort og i biffen
Nu kan det heldigvis ikke vare længe, før vi kan høre solsorten synge igen. I dag har jeg planer om at finde bordkort til en fest, vi skal holde. Jeg har kigget lidt på Vistaprint, og der er så mange muligheder, at jeg bliver helt svimmel. Det skal bare være enkelt og noget med natur eller blomster. Har I gode ideer?
I dag skal jeg også i biffen og se Mike Leighs ’Another year’, som har fået fine anmeldelser rundt omkring. "Ligegyldigt hvor meget personerne kvajer sig, så moraliserer Leigh aldrig og kommer heller ikke med svar", har jeg læst et sted.
Hvis nogen har lyst til vide lidt mere om filmen, så er her en lille appetizer:
Over fire søndage, og fire årstider, får det lykkelige midaldrende ægtepar Gerri og Tom besøg af deres nærmeste. En fast husgæst er Gerris drikfældige kollega, Mary, der ikke kan skjule sin skuffelse over at være evigt single. Hun bliver jaloux, da parrets søn om efteråret fremviser sin nye kæreste, og stemningen tager endnu en drejning, da en vinterbegravelse roder op i gamle familieanliggender.
onsdag, februar 02, 2011
Liv i huset
Det er ikke småting, man oplever, hvis man har en dreng. Da min søn var 12-14 år, kunne man være heldig at høre fuglesang i hele vores hus. Han havde nemlig en svaghed for tilskadekomne fugleunger, som han tog til sig og opfostrede. Fire gange har vi haft sådan en lille fugleunge boende, der skulle mades mange gange i døgnet.
En overgang var det denne musvitunge, der boede på sønnikes værelse, og den blev fordret med bittesmå fisk fra en nærliggende sø, fisk som stod i et kar på værelset - og som sikkert også skulle fodres. Jeg kan huske den dejligste sang fra netop denne musvit, som svarede med sang, når man fløjtede. Den var fuldstændig tam, og vi kunne gå rundt med den siddende i håret og på skulderen. En overgang var det en stor solsorteunge, han tog sig af - den var kommet til skade og kunne ikke flyve, men den blev lige så tam. Vi spillede en cd for den med solsortesang, så den kunne lære sit sprog, mens den sad fuldstændig stille og lyttede.
Jeg mindes denne tid og de skøre eksperimenter med stor glæde - det var ikke noget, jeg selv havde gjort som barn. Der var mere eventyrer i mit afkom.
tirsdag, februar 01, 2011
Glæden ved gamle reklamer
Gamle reklamer kan være underholdende at kigge på – de kan også være meget smukke. De viser ofte skiftende tiders mode, moral og kønsroller.
I 2009 udkom Asger Liebsts ’Reklamens århunderede’. Jeg har kun læst om bogen, men den ser spændende ud, fordi det er danmarkshistorie fortalt på en ny måde. Når vi prøver at forstå samfundets kultur og tankegang, er reklamer en stor hjælp.
Mange reklameslogans sidder fast i vores underbevidsthed, fx ’Der er altid plads til en til, der bruger Rexona’ eller ’Hvilken kaffe byder man uventede gæster?’
Der findes en sjov hjemmeside Vintage Ad Browser med et utal af reklamer helt tilbage fra cirka 1800, men de sjoveste er billederne fra første halvdel af 1900-tallet.