Her bag ved kanalen ligger min frisør, og der tilbragte jeg en lille time i går. Det er en forunderlig verden, man oplever i en frisørsalon. I stolen ved siden af mig sad en gammel tyndhåret dame, der skulle have farvet sit hår. Hun var så tyndhåret, at man tydeligt kunne se hårbunden, men hun var stadig forfængelig og havde en perfekt lagt makeup med turkis øjenskygge og en bred sort eyeliner. Jeg gætter på, hun var langt over 80. I frisørsalonen er der en ældre frisør ansat, som omsorgsfuldt tager sig af de ældre kunder, og jeg glædede mig over, at det er muligt at være feminin og forfængelig, selv om man er højt oppe i årene.
Nu er jeg et skridt nærmere mod at være naturfarvet og ikke længere hennafarvet :-)
tirsdag, oktober 16, 2012
Hos frisøren
mandag, oktober 15, 2012
Regnvejr, Bella og mig
Sådan er vejret i dag ...
... men det kan jo også have sin charme :-) Det bliver ikke i dag, Bella og jeg tager på Frilandsmuseet ...
Her er et billede af mig ved et af de gamle huse som cirka 5-årig ...
søndag, oktober 14, 2012
Æbledag hos Aarstiderne
Det var æbledag på Krogerup avlsgård, og selv om det regnede, var der masser af mennesker. Man kunne presse sin egen æblemost af æbler fra haven eller købe Aarstiderns friskpressede most. Der var også mulighed for at bage sin egen æblepizza og købe lækre kager - jeg fik en portion gammeldags æblekage og et glas americano. Vi måtte jo også ind og lade os friste i butikken, og som altid var omgivelserne smukke at gå en tur i.
lørdag, oktober 13, 2012
Nu flammer skoven trindt om land
Nu falmer skoven trindt om land hedder en vores gamle salmer af Grundtvig. Men det er da lidt af en tilsnigelse ...
Planer med Bella i efterårsferien
Prinsesse lyserød og jeg har aftalt at lave noget sammen i efterårsferien.
Søndag er der æbledag på Krogerup. I butikken er der 10 forskellige sorter, i caféen kan man nyde æbleflæsk og æblebagværk, på gårdspladsen presses most, og så er der sjove aktiviteter for børn.
Jeg kunne også tænke mig at visse hende Frilandsmuseets historiske marked - et marked som det kunne have taget sig ud i 1800-tallet. Der er gøglere, fusentaster og bondeknolde, man kan vælte dåser, gå på stylter eller få en tur i luftgyngen - og toner fra trommer, guitar, lirekasse og sang vil bidrage til den gode markedsstemning ifølge hjemmesiden. Biavlerne fra Brede fortæller om kunsten at lave honning. Der er salg af honninghjerter, lune æbleskiver - og godt gammeldags smørrebrød i museets krostue i Ostenfeldgården. Og der vil være korte teater- og klovneforestillinger. Det foregår mellem kl. 11 og 15 på plænen bag gården fra Ostenfeld.
Skal du noget spændende i efterårsferien?
fredag, oktober 12, 2012
Min nye kalender
Jeg er så gammeldags, at jeg bruger en kalender af papir. Nu har jeg fundet den, jeg vil glæde mig over hver dag næste år, nemlig Plakatforlagets dagkalender med tegninger af Inga Linde Jensen. Man kan bl.a. se, hvornår solen står op og går ned, og hvor meget dagen er blevet længere eller kortere. Der er helt vidunderlige tegninger af naturen - af fugle, egern osv.
torsdag, oktober 11, 2012
Himmelsk smukt vejr
Vi har haft det smukkeste vejr i dag efter en nat med efterårets første frost. Her er det Holte havn ved Vejlesø, hvor min far engang faldt gennem isen ...
Flere himmelske billeder hos Petunia.
onsdag, oktober 10, 2012
Arboretet i Hørsholm
Den japanske løn er utrolig smuk i øjeblikket. For nylig blev jeg opmærksom på Arboretet i Hørsholm. Det er en skov eller park med 2.000 forskellige træer og buske og grundlagt på en bar mark i 1936. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så smukt. Her er de mest fantastiske træer, der hører hjemme rundt omkring i verden, men flest fra Kina, Japan og Nordamerika, og de har det til fælles, at de kan gro under vores himmelstrøg. Arboretet er en del af Skov- og Landskab under Københavns Universitet og bruges bl.a. til studiebrug og forskning. Ved indgangen fandt jeg nogle bruchurer der gør, at jeg overhovedet kan nedfælde nogle ord til mine billeder. Der er turforslag med anvisning af, hvor man finder de forskellige træer og buske. 5 gange om året er der rundvisning, men man også bare gå rundt på egen hånd. Her er blandt andet egetræer, som er podninger eller frøplanter af berømte gamle egetræer.
Solskinsdag på højene i Melby
I mandags havde vi det dejligste vejr, og jeg gik en tur på højene i Melby, hvor der græsser en flok får. Det er en spændende tanke, at der har boet mennesker i flere tusind år i området, hvor jeg bor. Området hedder Syvhøje, og på de fire af dem går fårene rundt og hygger sig. En af højene blev udgravet i 1967 - det var en kvindegrav fra ældre bronzealder cirka 1500 år f.Kr. Med i graven havde hun bl.a. fået en bronzekniv, to ravperler og en glasperle.
tirsdag, oktober 09, 2012
Det var den sommer ...
Selv om der stadig er valmuer på marken, kan vi vist nu endegyldigt vinke farvel til sommeren. I dag har vi regn og hård vind, og fuglefoderautomaterne faldt ned med et brag, da hele grenen knækkede af ... Natten til fredag varsles der frost.
Hverdagens stille glæder
En travetur, et afsnit af den svenske krimiserie Beck, Monsieurs hjemmebagte rugbrød og en asiatisk inspireret ret med karry, æbler og hvidkål fra 'Sæson' ...
Bladet Sæson, som man kan hente gratis i Kvickly, har en vanvittig lækkert ret, som jeg bliver nødt til at fortælle om. Den asiatisk inspirerede simregryde med æbler er lavet på ½ time. Og så kan den tilberedes inden gæsterne kommer - et stort plus! Vi spiste ris til og brugte dobbelt mængde karry og chili. Så bliver retten medium til hot i styrke.
1 lille hvidkål eller spidskål afhængig af sæson
2 peberfrugter
2 æbler
1 rød chili
2 stængler citrongræs
2 spsk olivenolie
1 spsk karry
600 g svinekød eller kyllingefilet i tern
2 fed hvidløg
3 dl grøntsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
1- 2 spsk fishsauce
1 potte frisk koriander
Snit kålen fint. Snit peberfrugterne. Skær æblerne i kvarte, fjern kernehus og skær æblerne i tynde både. Flæk chilien, skrab kerner ud og hak chilien fint. Skær top og bund af citrongræs, fjern de yderste blade, bank stænglerne og hak stænglerne fint. Varm olien i en stor gryde og svits karryen af. Brun kødet i olien ved god varme. Tilsæt chili, citrongræs, presset hvidløg, kål og peberfrugter. Vend godt rundt og lad det stege i ca. 5 min. Tilsæt bouillon og lad retten simre under låg i ca. 10 min. Tilsæt æbler og lad retten simre i yderligere ca. 5 min. til kødet er mørt. Hæld kokosmælk ved og kog op. Tag gryden af varmen og smag retten til med fishsauce. Hak koriander og vend i retten.
mandag, oktober 08, 2012
Skarnbasser overalt
Skarnbasser i hundredvis - det har jeg aldrig oplevet før. Man skulle se sig godt for, ellers ville man træde på dem. Vi valgte at gå en lang tur i skoven i går, hvor det blæste voldsomt. Når man holder af at fotografere, er det sjovt også at kigge ned og se fx insekter og mos - og huske at kigge op, hvis man går i byen.
v
søndag, oktober 07, 2012
Kalendergaver
Jeg skal til at kigge efter kalendergaver til Bellas pakkekalender - den er et stort hit hver december måned. Foreløbig har jeg bestilt et par refleksbrikker hos TrygFonden, som Randi anbefalede. Det kræver god tid til research, så der bliver nogle små gaver, der kan bruges og glæde. Gerne også en lille bog, der passer til hendes alderstrin, og noget, der kan udfordre hendes kreativitet.
Har du gode ideer til kalendergaver?
Gaver og besøg hos Bella
Christina med bloggen cskreativ laver de mest fantastiske smykker, og jeg har været så heldig at vinde alle disse herligheder: Armbånd, øreringe, halssmykker, vedhæng, en ring og hårspænder. Tusind tak!
Nu vil jeg køre til Lyngby og besøge Bella.
lørdag, oktober 06, 2012
Egernunger og min nye roman
Mine tre små egernunger ved slet ikke, at de lever livet farligt. Jeg prøver at holde Sofus inde det meste af dagen ...
Nu er jeg godt i gang med Ken Folletts Verdens vinter, og den er præcis lige så medrivende som Giganternes fald. Hvis man vil være klogere på, hvad der rørte sig i 1930'erne og 40'erne, anbefaler jeg hans nye roman. Verdens vinter er andet bind i Ken Folletts store trilogi om det 20. århundrede fortalt gennem fem familier - to engelske, en tysk, en russisk og en amerikansk. Verdenshistoriske begivenheder bliver fortalt gennem en række gribende skæbner, som mødes og skilles. Forfatteren er med over 100 millioner solgte bøger en af verdens bedst sælgende forfattere.
fredag, oktober 05, 2012
Udflugt til Tibirke og Præstebakkegård
Det holdt tørt til en travetur langs kanalen i Frederiksværk. Og jeg var en tur forbi Præstebakkegård i Tibirke. De har mange lækre ting, og det blev disse afrikanske dækkeservietter, der kom med hjem. Parkacoaten fra IQ Berlin og puderne har jeg et godt øje til - og de fine rensdyr :-)