lørdag, januar 26, 2008

Pengene i madrassen

For nogle år siden døde min fars meget gamle tante Mary. Jeg kom til at tænke på hende, fordi jeg netop har læst om vores næsten pengeløse samfund i februarnummeret af Samvirke. Tante Mary ville aldrig være gået over til Dankort - hun gemte pengesedlerne overalt i sit hjem. Det var ikke noget familien vidste før efter hendes død, da lejligheden skulle ryddes. Der var penge de mærkeligste steder, blandt andet fandt man sedler i en indkøbspose fyldt med aviser. Heldigvis blev de - vist nok! - fundet alle sammen, men det var jo et rent tilfælde, at de ikke bare røg ud som affald.

Artiklen i Samvirke fortæller om et tilfælde for 35 år siden, hvor man ved et ligsyn på et plejehjem fandt 225.000 kroner i en hovedpude (gad vidst, hvordan det er at ligge på et beløb af den størrelse).

Jeg må indrømme, at jeg selv er så gammeldags, at jeg ikke bryder mig om at gå nogen steder helt uden kontanter. Hvad med dig - har du fuldstændig overgivet dig til plastickortene?