torsdag, juli 24, 2008

På cykeltur

I går var jeg var på en lang cykeltur i omegnen. Det var rigtig hyggeligt på en lun sommerdag, og der var mange turister, som åbenlyst nød at besøge en af Danmarks fineste sandstrande med klitter. Jeg mødte heste og køer og folk i shorts og sandaler. Enkelte havde været kønnere i nederdel - med forlov. Jeg kom også forbi to børn på omkring 10 år, der energisk fejede fortov og rendesten - det har jeg aldrig set før, og kom til at tænke på min barndom, hvor vi kunne tjene 'en skilling', hvis vi hjalp med en lille opgave hos min mormor.

Halsnæs er et smukt hjørne af Danmark og omkranses af Kattegat, Arresø og Roskilde fjord. Det giver et særligt lys, som mange har sammenlignet med Skagen. Kikhavn er et af de ældste fiskerlejer i Danmark, grundlagt i 1200-tallet. Og vi har en gravet kanal, som er yndet af kanofolket. Vi har skove, klinter, klitter, sandstrande, plantager, havne, en stor og spændende kunstnerkoloni, kulturhus, Knud Rasmussens hus, ældgamle kirker med kalkmalerier, økosamfundet Dyssekilde, turbåden Frederikke, lækre restauranter, cykelruter og fjordstier.

Ja, så der er sådan set lidt for enhver ;-)