mandag, april 19, 2010

Forandring forfrisker

Nye muligheder
Har du nogen sinde prøvet at vågne op en dag og opdage, at den måde, du har indrettet din tilværelse på, ikke længere fungerer? Jeg tror, at alle, der har nået en vis alder, kender fornemmelsen.

Verden omkring os ændrer sig efterhånden så hurtigt, at det er umuligt at forudse, hvad fremtiden bringer. Derfor kan man heller ikke planlægge på samme måde, som man kunne engang, og derfor kan det pludselig være nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved de valg, man har truffet, og som virkede helt rigtige, dengang man traf dem.

En drastisk ændring lige nu kan være det helt rigtige, og fra den ene dag til den anden kan man beslutte sig for at sælge sit hus og flytte - til et andet land eller bare andre omgivelser. Jeg/vi flyttede på landet for 12 år siden fra et komfortabelt hus med alverdens elektriske bekvemmeligheder til en lille, primitiv hytte med kun det allermest nødvendige, og vi har aldrig fortrudt det, selv om det var en meget hurtig beslutning, og vi har fået længere til arbejde.

Andre skifter pludselig karriere. Det kan jeg ikke prale af at have gjort, for det har ikke været noget påtrængende behov, selv om jeg har arbejdet det samme sted, siden jeg var atten. Monsieur har til gengæld aldrig brugt sin uddannelse til det, den var beregnet til, og det fascinerer mig altid, når jeg hører om historikeren, der gik i lære som automekaniker, gymnasielæreren, der blev tømrer eller præsten, der nu arbejder som psykoterapeut.

Det er ikke altid, at den slags beslutninger bliver truffet fra den ene dag til den anden - det kan tage år at samle mod til at tage springet. Men som regel har det været det rigtige at gøre, når man spørger til det.

Har du prøvet af skifte spor på den ene eller anden måde?