torsdag, august 30, 2018

Kongerøgelse og klassefest

Det har regnet lige siden i morges, og indtil videre er der kommet hele 25 millimeter! Al den regn, vi ikke fik i løbet af sommeren, kommer nu på én gang.

For nogle år siden så jeg de smukke gobeliner, der hænger i riddersalen på Christiansborg Slot. Dronningen fortalte om dem i sin fine tale til præsident Macron tirsdag aften. De er tegnet af Bjørn Nørgaard, og det har taget 10 år at væve dem på et værksted i Frankrig. På de 17 gobeliner fortælles Danmarks- og verdenshistoriens gang gennem de seneste godt 1000 år.

Jeg har nogle travle dage foran mig med to begravelser og en stor klassefest med min folkeskoleklasse. Vi mødes hvert andet år og har gjort det i 27 år - det er der kommet mange nære venskaber ud af. Jeg håber også at nå Aarstidernes høstmarked i Humlebæk, hvis vejret er godt.