Forleden dag besøgte jeg Villa Strand, som er Hornbækhus’ lillesøster helt ude ved klitterne. Hornbækhus har jeg besøgt flere gange og er fuldstændig betaget af måden, det er indrettet på med gamle møbler i et nutidigt design. Det er Lennart Lajboschitz, manden bag Tiger-butikkerne, der er blevet hotelejer og har sat begge steder i stand. Jeg har aldrig set noget så smukt. Indretningen har hans kone Sus og hendes firma EEN stået for. Der er farvestrålende Josef Frank og Gocken Jobs-tapet på væggene. Møblerne er antikviteter, der er ompolstret og renoveret, så de passer ind i stuerne, gangene og på værelserne. Der er fællesspisning og aktiviteter - en spændende idé. Klassiske badehoteller i en moderne version. Badehoteller er virkelig oppe i tiden. I TV har serien 'Badehotellet' haft stor succes, og så er der jo vores smukke og populære Svinkløv Badehotel i det nordvestlige Jylland, der er åbnet igen efter at være brændt ned.
Villa Strand har en fantastisk beliggenhed ud til Hornbæk Strand tæt på havnen, butikker og spændende restauranter. I haven ud mod klitterne ligger Villa Strands bar. Der er skygge under havens træer, en smuk græsplæne, sand og liggestole - og man kan spille petanque på den nye bane.
Villa Strand har flere meget smukke opholdsstuer og spisestuer. Man kan komme forbi i løbet af dagen til en hurtig bid eller et glas. Menuen er enkel: Let mad, snacks, is og drikke med eller uden alkohol. Og da det også er et hotel, er der værelser med eget toilet og bad - og en jacuzzi.
lørdag, juli 20, 2019
Villa Strand
Abonner på: