Når en hobby arves

Min far og jeg havde en fælles hobby - at fremkalde billeder. Jeg var ikke mere end omkring otte år, da jeg første gang var med i mørkekammer og fik lov til at opleve billederne dukke frem på det hvide papir på forunderlig vis. Min far fik selv sin interesse for at fotografere af sin far, der tog mange billeder af sine børn i 1920'erne og 30'erne.


Min fars store glæde ved at fotografere smittede af på mig, og da jeg var 18, købte jeg mit første lidt bedre kamera – et Minolta spejlreflekskamera, som jeg blev utrolig glad for. Det er en skam, at de digitale spejlreflekskameraer ikke er lige så nemme at betjene, men det samme kan man sige om lydudstyr, som har været en stor del af mit arbejdsliv – men man vænner sig jo til det ...

Forår i sigte?

Er der mon udsigt til forår, hvis jeg bruger kikkerten eller står på tæer?

I dag ligger her en tæt tåge, og jeg kan kun netop skimte naboens hus, men vi har haft smukt solskin i de sidste par dage. Min søndag skal bruges til at pakke kalendergaver ind til prinsessen og ringe rundt til familie og venner, som jeg har forsømt på det sidste.

Hvad har du af planer for dagen?

Billedet er taget ved kanalen mellem Vejlesø og Furesøen.

Tak for i dag

Nu er jeg hjemme igen efter endnu et hyggeligt blogtræf! Tusind tak til Susanne, Ditte, Bente, Jens, Donald, Britt, Kisser, Rejen, Anette, Kari, og En mand af betydning.

Det var som altid en dejlig oplevelse at møde andre bloggere - vi har grinet og spist og drukket og snakket, så det var en fryd. Her ved siden af Frederiksborg Slot er verden blev vendt og drejet. Det er jo det forunderlige ved dette bloggeri, at man kommer i kontakt med mange nye og skønne mennesker. Jeg er meget glad for, at Susanne og Anette tog mod til sig og var med for første gang.

Da vi havde spist frokost på Café København, gik vi en tur i slotsparken og rundt om slotssøen. Vejret var perfekt - høj blå himmel og vi så solen gå ned.

Liv på stranden

Jeg står i strandkanten og nyder udsigten og eftermiddagens havluft. I nærheden er der en kvinde med en golden retriever. Hun har løftet armen og trukket den tilbage og slynger noget ud i vandet, der ligner et stykke træ, i hvert fald flyder det. I det sekund hendes hånd slipper træet, sætter hunden i med en henrykt gøen, springer op, skruer kroppen i luften og mosler plaskende ud i vandet efter pinden, der ligger og gynger i bølgerne.

Retrieveren har fuld fart på - der er ikke noget, der kan holde den tilbage. Målrettet padler den ud efter det, dens menneske har kastet, tager det i gabet og svømmer i land. Den standser kun op et øjeblik på strandbredden for at ryste pelsen og flintrer så omgående hen og lægger det for fødderne af kvinden, kaster hovedet tilbage og hyler.

Den frydefulde lyd når helt hen til mig, og hunden danser foran kvinden. Jeg kan næsten høre den sige "Gør det igen, gør det igen!" Så det gør hun – seks gange. Det er hendes arm, der bliver træt, ikke hunden. Jeg kan stadig høre den, da jeg er vendt om for at gå hjem.

Andet skete der ikke. Men jeg var glad for at have været der nøjagtig på det tidspunkt. Ikke noget dårligt liv. Hverken hundens, kvindens eller mit.

Sidste chance hvis du vil med til blogtræf

I morgen skal jeg ringe til Café København og fortælle, hvor mange vi bliver. Giv lyd hvis du også har lyst til at være med til blogtræf på lørdag klokken 13. Cafeen ligger i det gule hus til højre på billedet - på Torvet i Hillerød. Foreløbig ser det ud til, at vi bliver Rejen, Anette, Kari, Bente, Jens, Susanne, Donald, Britt, Kisser, Madame, En mand af betydning og Ditte

Dejligheden

Jeg strækker altid hals, når vi kører forbi Dejligheden, der ligger ved Bramsnæsvig - i Hornsherred ved Ejby. De høje skrænter giver en fin mulighed for udsigt over halvøen og vigen, og billederne er taget på forskellige årstider.

I går hørte jeg en udsendelse med Lars Muhl på P1. Udsendelsen ligger på nettet, hvis andre skulle have lyst til at høre om healing. Muhl taler med Anders Laugesen om initiativet 'Hearts and Hands'. Jeg blev opmærksom på Lars Muhl, da jeg for nogle år siden hørte en udsendelse, hvor han fortalte om sin egen helbredelse, som han også har skrevet om i 'Seeren fra Andalusien'. Gribende - simpelthen.

Jeg lyttede også til den nye Radio24syv, men indtil videre har den ikke fanget mig - jeg synes, det er lidt af en rodebutik.

Synsbedrag

Nogle kunstnere har specialiseret sig i at male på fortove, så det er umuligt at se, at man bliver snydt ...

Fredensborg, pingviner og spækhuggere

Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien, een, to … Billederne er fra Fredensborg Slot, og det smukke solskin må vi vist tænke os til i dag. Her er det tåget og skyerne er blygrå.

I går aftes så jeg den enestående naturfilm fra Antarktis. Over en tredjedel af jorden er dækket af is. Alligevel er Antarktis så fremmed en verden som på en anden planet. Og da de viste, hvordan udsendelsen var blevet til, var det endnu mere fantastisk. Men gid dyrene dog ville lade være med at æde hinanden ;-)

Det store gaveræs

Nogle dage er det om, det ikke bliver rigtig lyst. Derfor har jeg prøvet at snyde mit lommekamera ved at stille det på nat-optagelse. Det hjalp faktisk! Ponyen er taget en diset og grå dag, og Ygdrasil, som jeg kalder det gamle træ herunder, er med i samme forsøg.

Nu er det snart tid til at begynde spekulere på julegaver, og jeg kom i tanke om en julegave, jeg fik som barn. Jeg var vel 10 år og fik en tyk bog om Madame Curie af min fars gamle moster – en bog hun havde stående i reolen. Om jeg blev glad for gaven? Nej dybt, dybt skuffet. Og her kommer dilemmaet, skal man give børn, hvad de ønsker sig, eller give dem noget, man tror, de bliver glade for? Jeg er jo ikke meget for bestillingslister, hverken til jul, fødselsdage eller bryllupper …

Hygge i lænestolen

Med Murakami og kat. Fra Monsieurs hyggekrog kommer kun rosende ord om den sære titel ’1Q84’. Jeg læser selv Søsser Krags 'Min fars datter' i øjeblikket og er begejstret.

Hvad læser du?

Jeg har forresten lige opdaget, at Agnes Obel fik ikke mindre end fem priser i Danish Music Awards - så velfortjent! Hende er jeg også ret vild med ...

Udflugt i det smukke vejr

Det smukke vejr fik os til at tage en tur til Flynderupgård i Espergærde. Den gamle lystgård er nu ud over museum også et landbrug, der drives, som man gjorde omkring 1920. Her er en lille købmandsbutik, som de så ud dengang, en skolestue og et spisehus, hvor man kan købe mad som den, der blev serveret for landarbejderne i gamle dage. Grøntsagerne i spisehuset er af egen avl, og dyreholdet på gården består af bevaringsværdige gamle husdyrracer – jyske heste, røde malkekøer, svin, får, ænder og høns.

Omkring hovedbygningen ligger en smuk have, der er genskabt, som den så ud i 1920’erne med en buet græsplæne omgivet af buksbom og lyserøde Ellen Poulsen-roser. Frugttræerne er gamle sorter. I gårdens sidelænge fortæller en udstilling om Øresunds-fiskeriet, og en stue viser, hvordan en fiskerfamilie boede i begyndelsen af 1800-tallet.

Og man behøver ikke gå tomhændet hjem! I museumsbutikken er der et væld af lækre ting som nipsenåle, glaskander, gammeldags legetøj, hornvarer, lertøj og meget mere.








Jeg synes, det er sjovt at se, hvad man spiste i en finere husholdning dengang.

Det begyndte så godt!

Han var længe ventet og et barn, der blev elsket højt af sin mor og far – og af sine bedsteforældre. Selv om det er en stor omvæltning at blive forældre, klarede vi det ved, at jeg var hjemme hos ham det første år og derefter gik på deltid. Han var fuld af spilopper og kunne ind imellem have svært ved at sidde stille. Men sådan er der jo så mange drenge, der er. Han elskede at være med, når vi bagte, og han havde et ganske særligt forhold til dyr. Kom hjem med fugleunger, han havde fundet, som blev madet efter alle kunstens regler. Senere var det fiskeriet, der vandt hans hjerte.


Han cyklede tit ud med sin fiskestang, blink, kroge, fluer og rygsæk og kunne tilbringe timer ved søen.

Han blev student, fik en dejlig kæreste og lejlighed i Lyngby, blev single - og lidt efter lidt mere og mere fjendtligt. Nu cirka 10 år efter er det så galt, at jeg har fået et iskoldt brev fra en af hans venner, der beder mig stoppe med at kontakte min søn. Jeg har forsøgt at skrive til ham - mange gange - har sendt billeder af hans datter … Intet svar. Og hvorfor skriver jeg nu alt det? Måske fordi det må være sådan, det føles at sige farvel til sit barn.

Guf hvis man interesserer sig for slægten

I går skrev Mette om sitet Politiets registerblade, og da jeg er bidt af en gal slægtsforsker, kiggede jeg straks efter mine bedsteforældre og oldeforældre. Her kan man se alle, der har boet i København mellem 1890 og 1923. Dengang var det politiets opgave at føre register over, hvor alle byens borgere boede. Jeg fik mig nogle gedigne overraskelser med min farfar og hans brødre og min oldefar. De stakkels politifolk har ikke taget det så nøje, om de skrev Per eller Peter – og med efternavnene var det ikke meget bedre. Men jeg har så mange oplysninger på familien, at jeg ved, jeg har fat i de rigtige mennesker.

Da jeg mange gange har skrevet om min mormor, viser jeg hendes registerblad. Hun blev forstander for Holte Husholdningsskole, og inden hun blev gift Bille, hed hun Wiberg.


Jutta Magdalene Wiberg, født 1. februar 1889 i Jullerup og derefter hvor hun boede i 1906 og 1908. Det var helt nyt for mig at se, hvor hun boede dengang. Slægtsforskning er en spændende hobby ...

Året har 16 måneder ...

Henrik Nordbrandt skrev i et digt, at året har 16 måneder – og at november tegner sig for de 4! Så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af dem. Billedet herover er fra i går, hvor tågen lettede, og selv Henrik Nordbrandt forhåbentlig var glad :-)

I dag ser det ud til at tågen er tilbage, og her er et par billeder fra i forgårs:



Men så kan man jo hygge sig i husets bedste stol med en god bog og te på kanden ...

Prinsen på ærten

Sofus er en heldig kat - han har egen seng og nød at sove den ekstra time vi fik i søndags. ...


Andre katte må nøjes med en seng ude i haven ...