Tidlig morgen, tåget

Bedre sent end aldrig - måske

Ella har været så letsindig at stikke mig de cirkulerende 8x4 bloggerspørgsmål. Tak, Ella, det er jeg smigret over. I første udkast prøvede jeg at forklare udførligt, hvordan tingene hang sammen, men det førte alt for vidt, så nu er jeg endt med at krybe under, hvor gærdet er højest. Håber du bærer over med mig:

4 job jeg har haft

1. Påpladssætterske og stik-i-rend-pige i Suma i 2 måneder. Ikke noget for mig.



2. Ung pige i huset hos en maed phin phamilie i Gentofte i 2 måneder. Ikke noget for mig.



3. Piccoline hos Manpower i 6 måneder. Ikke noget for mig.



4. Lydtekniker i DR. Lige noget for mig. Stadig noget for mig.

4 film jeg kan se igen og igen
Egentlig er jeg for nærig med min tid til at se en film mere end én gang, men det er da hændt:

1. Strictly Ballroom (De forbudte trin) – en skæv film, der altid efterlader mig med et skævt smil.



2. Cabaret – den perfekte kombination af humor, show og alvor.



3. Blue Velvet – ubehagelig på den rigtige måde (og David Lynch er altid en guttermand).



4. As Good as It Gets (Det bli’r ikke bedre) - Jack Nicholson.

4 steder jeg har boet

1. Virum på Kongevejen, hvor min far og mor havde lejlighed.



2. Virum ved Furesøen, hvor min far og mor byggede hus.



3. Lyngby, hvor jeg købte min første lejlighed.



4. Ejby ved Glostrup, hvor min kæreste havde hus.

4 tv-shows jeg elsker
Elsker er nok så meget sagt, men jeg ser/så da:

1. Lonely planet – jeg er lænetolsglobetrotter.



2. Mik Schacks Hjemmeservice – manden er bindegal, og så kender jeg ham jo.



3. Lægens bord – pinligt, jeg ved det, men jeg er sygeligt optaget af sundhed.



4. To fede damer – min favorit, men desværre hedengangen.

4 steder jeg har været på ferie

1. Nordkap - glemmer jeg aldrig.



2. Tunis - glemmer jeg helst.



3. London - bliver jeg aldrig træt af.



4. På tværs af USA for hundrede år siden sammen med min kæreste i en åben Thelma & Louise-bil, som vi købte for 700 dollars og solgte igen efter endt brug for 800 dollars – gad jeg godt igen.

4 websteder jeg besøger dagligt

1. DR – en guldgrube af information og inspiration, når den virker (det gør den ikke i øjeblikket).



2. Herald.dk – så jeg kan se, hvad der ellers er ulejligheden værd at fordybe sig i.



3. DMI – godt at vide, hvad man kan vente sig.



4. Vampyrpingvin – ikke godt at vide, hvad man kan vente sig.

4 favoritspiser

1. Ikke noget med fisk.



2. Ikke noget med indvolde.



3. Noget med mange grøntsager.



4. Mange små retter.

Kræsen? Ja.

4 steder jeg hellere ville være

1. I min have om tre måneder...



2. i en liggestol...



3. i strålende solskin...



4. midt i en god bog...

4 bloggere jeg tagger

Jeg har været for langsom – de er taget alle sammen. Og dog: kan det virkelig være rigtigt, at Moccapigen stadig er ledig? Jeg snupper hende, fordi – tja, fordi jeg fejlagtigt tror, at jeg allerede ved alt om hende. Har du lyst, Anita? Så vil jeg glæde mig.

Er det virkelig nødvendigt?

Som pendler tilbagelægger jeg dagligt 2 x 65 km på danske landeveje. Hver dag kan jeg være sikker på, at et eller andet sted på strækningen holder der en bil i vejsiden med motoren i gang, og et par meter derfra står der en person af hankøn med ryggen til og hænderne foran sig i skridthøjde.

Er der noget mere uskønt end en mand, der står og pisser!

Søndagssnapshot

- Hvor er mine hjemmesko!

Besøg på foderpladsen (2)

Besøg på foderpladsen

Min ven ræven...

Uhørt

Der var noget, der ikke var som det plejer at være, da jeg trådte ind i mit studie i morges. Normalt er der dødsstille, men der havde været nogen og bruge mit udstyr og var gået fra det uden at slukke og lukke. I sig selv ikke usædvanligt, det sker nu og da. Det usædvanlige var musikken, der strømmede ud af højttalerne og fyldte rummet. Musik, som jeg kendte så godt fra vores egen samling hjemme, men her var den et fremmedelement: Strange Fruit med Billie Holiday. Jeg kan ikke mindes nogen sinde at have hørt det nummer i radioen, og det var uden tvivl radioen, det kom fra. P4 stod der i displayet på min mixerpult.

På P4 spiller man kun popmusik. Men det havde være lige så sært, hvis det havde været en hvilket som helst anden kanal. Radiokanaler i 2006 er stramt formaterede, og man sender ikke - i hvert fald yderst sjældent - noget, som man ikke har markedsanalytisk dokumentation for, at lytterne vil høre. Det er for risikabelt at operere med den mulighed, at der findes musik, som lytterne gerne ville høre, hvis de havde kendskab til den. P3 spiller kun pop, rock og endnu yngre genrer. P2 er en musik- og kulturkanal, der også har jazzprogrammer, men de drejer sig næsten udelukkende om aktuel musik. P1 er en ordkanal, der undertiden udfylder huller i sendefladen med jazz, men ikke vokal, dvs. ikke Billie Holiday.

Jeg foretrækker absolut stilhed i mit studie om morgenen, og jeg hader, når nogen piller ved mit udstyr uden at pille det tilbage igen. Men i morges var det undtagelsesvis o.k.

Forklaringen på, at Billie Holiday pludselig optrådte på P4 en tidlig morgen i midten af marts fik jeg for resten, da værten afannoncerede nummeret: det var en lytter, der havde foreslået det...

Hvor bliver foråret af?

Jeg har to katte, der venter på, at det bliver forår. Det har Merlin også.

Godmorgen alle sammen!

Jeg er lige vågnet op til en af de morgener, jeg samler på! Mon jeg gik glip af noget, mens jeg var væk?

Jeg ønsker ALLE en vidunderlig dag.

Lykkelige er de uvidende

Mystikken har kronede dage - clairvoyance, astrologi, tarot, hvad som helst. På en måde forstår jeg godt ønsket om at være forberedt på de glæder og katastrofer, der venter forude. Men efter min oplevelse med clairvoyance forleden dag er jeg alligevel kommet til det resultat, at jeg ikke vil vide noget. Hvis vi vidste alt om, hvad der venter os, ville vi segne under byrden.

De fleste af os, der har en vis alder, har udrettet mere og været ude for mere, end vi havde forestillet os i vores vildeste fantasi. Hvis nogen havde fortalt os, da vi var børn, om alle de forskellige ting, vi ville komme til at gøre og hvilke menneskelige relationer, vi ville komme til at opleve for ikke at tale om alle vores op- og nedture, gætter jeg på, at vi havde fået et sammenbrud. Lige så slemt: hvis vi vidste alt om vores fremtid, ville det være umuligt at koncentrere sig om det, der foregår lige nu.

Ikke at vide hvad fremtiden bringer tror jeg er forudsætningen for en nogenlunde harmonisk personlig udvikling og et godt liv. Det ville være vanskeligt at engagere sig i bestemte mennesker eller opgaver, hvis vi på forhånd vidste, at det ikke ville føre til noget eller gå helt galt. Men det er netop gennem engagementet, at vi lærer det, vi har brug for senere hen. Når jeg ser tilbage, er der ikke meget af det, jeg har oplevet - positivt eller negativt - jeg ville undvære. Måske er det netop det mest halsbrækkende og mislykkede, ikke det mest vellykkede, der udvikler os mest.

Når vi ikke ved, hvad der skal ske, er vi nødt til at engagere os i det, der sker nu, og som vi står midt i. Derfor foretrækker jeg ikke at vide.

En sælsom oplevelse

Det var min fødselsdag i fredags. Tillykke med det. Jotak.

Og så var der det med gaverne, som vi ikke gør så meget i her i huset. Jeg har de ting, jeg skal bruge, og dem jeg mangler, anskaffer jeg mig, når jeg bliver opmærksom på behovet. Ting interesserer mig meget lidt, og jeg vil hellere have en oplevelse.

Det fik jeg i fredags. Monsieurs gave var en session hos en clairvoyant. Jeg er hverken "troende" eller det modsatte, men jeg har altid iagttaget clairvoyance med interesse på afstand, og nu fik jeg lejlighed til at prøve det på min egen krop/sjæl.

Det foregik hos en erfaren udøver af disciplinen. Hun var et overmåde sympatisk og behageligt gemyt, og efter et kvarters tid, hvor vi talte os ind på hinanden, begyndte selve sessionen. Hun så ikke direkte på mig, mens hun talte, kun rundt om mig, og det var imponerende, hvad hun "fik ind", som hun udtrykte det. Hun kunne beskrive i store træk, hvordan vi bor, men også med forbløffende detaljer. Hun talte om mine personlige egenskaber, som hun umuligt kunne vide noget om på forhånd, og hun ramte uhyggeligt præcist.

"I har katte, ikke?" spurgte hun. Det har vi som bekendt, og katte er også de mest almindelige husdyr i Danmark. Men derfor behøvede vi ikke at have nogen, og jeg havde med garanti ingen kattehår eller andre spor på tøjet. Hun kunne også bare have sagt "kat", men hun sagde "katte" i flertal. Hun kunne se dem vimse rundt, sagde hun.

Skeptikere vil sikkert mene, at det var et ret risikofrit spørgsmål at stille under alle omstændigheder. Lad os bare sige det. Men jeg må indrømme, at jeg måbede, da hun slog sig på venstre hofte og sagde: "Har du lagt mærke til, at den ene af kattene har ondt her?" Det havde jeg i høj grad. Jas, som er en halvvild hankat med en ukendt fortid, giver sig altid, når man rører ham dér. Et ret dristigt gæt, hvis det var et gæt.

Det interessante ved at opsøge en clairvoyant er selvfølgelig ikke at få alt det at vide, som man godt ved i forvejen. Jeg fik også en hel del at vide om, hvad jeg kan vente mig af det kommende år. Om det kommer til at holde stik, vil vise sig. Hele sessionen fik jeg med hjem på bånd.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal mene om det hele. Men jeg er forundret.

Slam!

Hvordan kan det være, at mennesker, der ikke selv har bil, altid lukker døren for hårdt i?

En duft af jeg ved ikke hvad

Nu stikker jeg hånden i en hvepserede, men jeg er frygtløs. Sagen er, at jeg ikke er vild med parfume.

Sidst på eftermiddagen i går var jeg henne efter fuglefoder i det lokale monstermarked, og i samme øjeblik jeg trådte ind, mærkede jeg en umiskendelig prikken i hovedbunden - mit personlige alarmsystem. Den kvalmende lugt udgik fra en nydelig, cirka 25-årig stiletforhøjet, velklædt og lettere overvægtig kvinde, der stod henne ved kiosken. Hun befandt sig mindst tyve meter væk, men hun osede af parfume.

Ikke at jeg er parfumefascist. Hvis en tungt parfumeret person træder ind det lokale, jeg befinder mig i, beder jeg hende ikke om at forføje sig eller simulerer et epileptisk anfald. Jeg har fået en pæn, borgerlig opdragelse, så jeg lider i stilhed. Jeg er heller ikke besvimet endnu, men jeg er tit blevet dårlig og har selv forladt lokalet.

Det er ikke den moderate brug at parfume, jeg er ude efter. Men nogle kvinder pøser så meget på, at der står en uigennemtrængelig em om dem i flere meters omkreds, og man kan undre sig over, at de ikke selv går i brædderne.

Jeg kommer heller aldrig til at forstå, hvorfor parfume gør nogle mænd bløde i knæene, men sådan ved jeg, at det er. Min egen kan for eksempel ikke modstå kvinder, der dufter af nyskrællet appelsin. Det er jeg helt kold over for, men det er selvfølgelig meget godt at vide, at han kan forføres med en frugtskål.

Søndagssnapshot

Bare fordi man bor sammen...


...er man ikke nødvendigvis altid på talefod.

Vis- og alderdom

Siden Ældresagen er begyndt at linke til denne blog, må det være på sin plads at kvittere for opmærksomheden med en håndfuld visdomsord:

Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt. - Ingrid Bergmann

Alder beskytter ikke mod kærlighed, men kærlighed beskytter til en vis grad imod alder. - Coco Chanel

Man bør blive mildere med alderen. Jeg ser ingen fejl begået, som jeg ikke selv kunne have begået. - Goethe

Livet er bedst, når det er for nedadgående. Alderen er fuld af glæder, hvis man forstår at udnytte dem. Den bedste tid er måske gemt til sidst. - Seneca

Hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe. - Ove Sprogøe

Lørdage (i modsætning til søndage) er som skabt til at sidde foran kaminen, klappe katten, læse og reflektere til husbehov.

Hvordan kan det være

...at det er den hvide sofa, der er bedst at sove på, når man lige har været ude i regnen og foretage en gennemgribende ransagning af buskadset og den smattede jordbund?

Morskab

For nylig så jeg tilfældigt et billede, jeg ikke kan glemme igen. Det var ikke et billede, der var ekceptionelt på grund af sine æstetiske kvaliteter, mere fordi det var så elementært. Man ser bare en lille dreng, der kommer gående på strømpesokker en sommerdag hen ad en sti, og det er taget i det øjeblik, han får øje på kameraet. En ganske almindelig glad, lyshåret, dansk dreng, der er helt til stede i det nu, hvor billedet blev taget. Ikke andet.

Ud over at det fik mig til at tænke på, at jeg selv har haft sådan én for mange år siden, kom jeg til at tænke på al den umiddelbarhed, de fleste af os mister, når vi bliver voksne. Morskaben ved bare at være her og glæden over at opdage ting, man som voksen tager som en selvfølge. At det er fantastisk, at der kommer vand ud af vandhanen, når man drejer på den, at mel kan blive til en kage, at det siger ding-ding, når toget kører forbi ved bommen. At det samme klovnenummer kan blive ved med at være sjovt igen og igen.

Den gode nyhed (som ikke er en nyhed) er naturligvis, at det står os frit for at holde den barnlige glæde ved lige eller genopdyrke den. Morskab, barnlig eller ej, er ikke noget, andre har ansvaret for, men noget vi tillader os selv at opleve. Det kan man øve sig i.

Det var det, jeg blev mindet om, da jeg så billedet. Hvis du er nysgerrig, så kig her.

Farvelære

Regitze påstår hårdnakket, at når hun kigger ud af vinduet, ser hun brune marker.


Ikke desto mindre må jeg med Blicher påstå, at det er hvidt herude.

På billedet ses Kyndelmissen.

En udmærket lørdag

Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor var husholdningslærerinde, og min moster er husholdningslærerinde. Jeg har selv gået på husholdningsskole. Måske har der ganske enkelt været for meget husholdning og madlavning i mit liv, og måske er det derfor, jeg for mange år siden er holdt op med at tilbringe mere tid i køkkenet end højst nødvendigt. Måske er det forklaringen på min manglende sans for madlavningens meditative kvaliteter, som jeg har hørt meget om og læst endnu mere om i bøger, blade og blogs.

Resultatet interesserer mig med andre ord betydeligt mere end processen, når det gælder madlavning, men jeg samler da på opskrifter. De bedste af dem lægger jeg diskret på Monsieurs skrivebord, så det ikke ligner en direkte ordre. Det virker nogen gange, andre gange ikke.

For et par dage siden anbragte jeg omhyggeligt Liselottes opskrift på brownies i udkanten af Monsieurs synsfelt. Men det er under hans værdighed at kommentere opskrifter, tror jeg, så jeg fik ingen reaktion og måtte som sædvanlig håbe på det bedste.

Men som så ofte før har tiden arbejdet for mig. Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen fra et vigtigt planlægningsmøde i Madames Klassefestkomité vedrørende den forestående sommers sammentromning af fortidens venner og fjender og åbnede hoveddøren, strømmede Chet Baker og Gerry Mulligan mig i møde fra højttalerne, skarpt forfulgt af en liflig duft, og da jeg nåede frem til køkkenregionerne, prydede en rund springformsudgave af de omtalte brownies køkkenbordet. Og ikke nok med det: bøjet over komfuret var køkkenets nynnende betvinger i gang med at lægge sidste hånd på refugiets Orientalske Frikadeller med Tryk på Ingefær og næstsidste på et halvt fyldt glas Barbaresco. Alt i alt et stemningsfyldt billede for samtlige sanser.

Lørdage er som udgangspunkt glimrende. Denne har været ud over det sædvanlige.

Og tak til Liselotte for en pragtfuld opskrift.

Tovtrækning

Man ser lidt af hvert, når man bor herude, hvor man har dyrelivet tæt på. Hver dag ser jeg rådyr på vores grund. Jeg ser egern i vores træer, og jeg ser harer på markerne. Jeg ser ræven, og ræven ser mig. Vi ser på hinanden gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren, hvor den står og spejder ind hver dag, når den har afsøgt terrænet for mad. Det må den gerne, og den må også gerne få de rester, vi alligevel smider ud, selv om det ikke er velset at fodre ræve, for der må vel være en mening med, at de er her. Men jeg vil ikke have, at den tager det tæppe, jeg har bredt ud over havebænken inde under halvtaget, hvor den store, vilde, godmodige hankat ligger og sover om natten i vinterkulden. Så må jeg gå ud og trække i den anden ende af tæppet, og så må vi se, hvem der er modigst og stærkest.

Det var jeg denne gang.

Nu har jeg set det med. Men hvem ved? Måske havde ræven mere brug for tæppet, end både jeg og katten har?