onsdag, september 16, 2020
Gurre og en anbefaling
Der er flere ture, jeg gerne vil prøve, bl.a. en vandrerute på opdagelse i Arboretet og Folehaveskoven på 6,7 km og en tur rundt om Gurre Sø på 9,2. Jeg vil også gerne opleve den måske 2.000 år gamle Kongeegen, der står i Jægerspris.
Billederne her er fra vores tur i Gurre, hvor vi gerne ville se den gamle slotsruin. Vi gik i Gurre Vang og kiggede ud over Gurre Sø. Det er et smukt område, som jeg ikke havde set før. Vi har tit kaffe og hjemmebag med fx blåbærmuffins med nødder. 'Walk and talk' er et rigtig godt koncept ...
søndag, september 13, 2020
Åben have hos Nina Ewald
Vi kom som de første og fik en snak både med Nina og hendes mand, der står får biholdet i haven. Jeg nød at se de mange smukke ting, der bruges i haven, og hvor man tydeligt kan se, at Nina har en fortid som indretningsarkitekt.
Nina Ewald og Georg Messmanns have er ikke ret stor, kun knap 600 ㎡, men fyldt med ideer og inspiration. Der er mange forskellige slags højbede med stauder, græsser og selvsåede planter, der gror lidt, som de selv vil sammen med klippede buksbom. Der er også mange roser, fortrinsvis de gammeldags. Overalt er der kroge og hjørner med inspirerende tableauer og sjove detaljer. I september er det de sent blomstrende stauder og græsserne, der er i fuld gang. Haven har en lille køkkenhave med et smukt drivhus af cedertræ, fyldt med tomater og chili – og Georgs bigård med to gammeldags trugstader.
lørdag, september 12, 2020
Naturens Dag
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser, og formålet er at åbne naturen for børn og voksne. At få os væk fra skærmen.
Naturen gør børn glade, koncentrerede og sunde, og den er verdens bedste legeplads. Naturens Dag skal være med til at give børn og deres familier en anledning til at genopdage naturen og bruge den hele året.
Da jeg var barn, legede vejens unger ude hver dag - vi klatrede i træer, spillede bold, legede skjul, hinkede og byggede huler. Vores nabo havde en ret vild have, hvor vi børn fik lov at boltre os. Her var vi medlem af en hemmelig klub og byggede et klubhus med eget flag - der var indgang til klubhuset gennem en jordhule. Man blev optaget i klubben ved et særligt ritual, hvor vi røg kridtpiber - det var højtideligt og med løfte om, at ingen andre skulle få noget at vide om vores hemmelighed. Børn er gode til at bruge deres fantasi.
I morgen på Naturens Dag er der fx åben have hos Nina Ewald Holte. Denne smukke have vil jeg tage ud og besøge, så her kommer billeder senere på dagen.
onsdag, september 09, 2020
En flot hæk og coronaens hærgen
Vores genbo har fået den spændende idé at plante en meget lang hæk kun med sommerfuglebuske. Der er tre farver: rødlilla, blålilla, og hvid. Sådan en hæk har jeg aldrig set nogen steder før, og det har jo været et meget smukt syn at se på sommerfuglene, som hækken har tiltrukket. Det har dog været et år med langt færre sommerfugle her, hvor vi bor.
I næste uge er det planen, at vi skal holde klassefest for min folkeskoleklasse. Vi ses hver andet år, men nu bliver vi i tvivl, om vi skal aflyse på grund af coronaens hærgen. Det er jo virkelig ærgerligt, men det er nok det bedste at udsætte arrangementet.
søndag, september 06, 2020
Mit liv som lydtekniker
Jeg plejer jo at skrive mest om min have, naturen og mine udflugter, men denne gang bliver det om mig selv. Når man har arbejdet i DR siden sin 18 års fødselsdag, er der nok at tage af. Som lydtekniker har jeg beskæftiget mig med næsten alle slags udsendelser på alle tider af døgnet fra børne- og ungdomsprogrammer til kultur- og samfundsudsendelser, radioavis og kortbølge. Men især litteraturudsendelserne var jeg glad for at være med til at producere, ikke mindst fordi man lærte så mange sjove, skøre, urimelige, men også søde og inspirerende skuespillere at kende.
Som tekniker er man både ude at optage, redigere og sende, og i de 42 år, jeg var med, skete der en næsten ufattelig udvikling på det tekniske område. Det er virkelig noget andet at redigere lyd på en computerskærm end at sidde og klippe båndoptagelser i hånden, som jeg gjorde i starten. På mange måder er det blevet nemmere, men til gengæld er det hårdt for krop og øjne at tilbringe mange timer foran en skærm. Derfor passer det mig også fint, at jeg ikke arbejder længere, og nattevagterne savner jeg bestemt heller ikke!
Desværre har jeg pådraget mig en kronisk arbejdsskade: Jeg hører stadig radio med stor glæde, men mine tæer krøller sig sammen, hver gang jeg hører lange, umotiverede pauser eller andre tekniske fejl. Så sender jeg en venlig tanke til den stakkels programmedarbejder, der må sidde og kæmpe med at skulle være både journalist og tekniker på én gang ...
fredag, september 04, 2020
Oplevelser i Helsingør
Jeg hygger mig meget med at arrangere ture for vores oplevelsesgruppe. Vi mødes hver anden måned - først til et kulturelt besøg og bagefter spiser vi frokost sammen. I går var jeg i Helsingør for at researche lidt på Sct. Mariæ Kirke og Karmeliterkoster. Det var spændende - jeg har vist aldrig været vist rundt i et kloster før, og dette er det bedst bevarede klosteranlæg i Norden fra middelalderen. I 1430 fik karmelitermunkede grunden her af kong Erik af Pommern. Klosteret brændte efter få år, men blev så bygget op igen. Det tog 50 år. Efter reformationen blev klosteret et hospital for syge, fattige og gamle. Og sidenhen har det været brugt til andre ting.
Her er lidt billeder fra traveturen gennem Helsingør og fra karmeliterklosteret og kirken. Helsingør har flere meget smukke vægmalerier og flere gamle og velbevarede huse fra 1500-tallet.
tirsdag, september 01, 2020
Tur i Arboretet
Der er en del steder her i Nordsjælland, jeg besøger flere gange om året, og Arboretet i Hørsholm er et af dem. Her findes Danmarks den største samling af træer og buske - over 1600 arter fra hele verden.
Arboretet blev oprettet i 1936, og de ældste træer er over 80 år gamle. Man kan finde træer fra 1934, fordi de begyndte deres liv i Forstbotanisk Have i Charlottenlund. Det er en 100 år ældre forløber for Arboretet i Hørsholm og er også et besøg værd. I dag er Arboretets hovedformål at vise, hvordan træer klarer sig under danske forhold. Der er to søer og mange bænke, hvor man kan sidde med sin medbragte mad eller kaffe. Åbent hver dag fra 7.30 til solnedgang.
Herover er det en japansk tretorn - og herunder rødbirk.
Herover en vandgran.
Herover tulipantræ.
Herover kejsertræ.
Og herover koreakornel.
Herover mammuttræ fra Californien - af cypresfamilien.
Spejdersøen.
søndag, august 30, 2020
Fineste blomsterbutik og gave til mig selv
Jeg havde nogle ærinder i Lyngby i går - jeg skulle blandt andet have en ny mobiltelefon. Når jeg er i Lyngby, må jeg altid hen og nyde De fire årstider på Lyngby Hovedgade. Det er en af de flotteste blomsterbutikker, jeg kender. Jeg kan næsten ikke få nok af at kigge på alt det, man kan få her.
Jeg er gået over til iPhone og fik den overraskelse, at mit simkort ikke passer. Det var jo en streg i regningen, for jeg kunne ikke hurtigt nok komme i gang med at bruge den nye mobil, som blandt andet her en helt fantastisk gengivelse af billeder med en retina-skærm.

































