Tanker foran et spejl

En anden blogger fik mig til at tænke lidt videre over begrebet "type".

Når vi ser os i spejlet, vælger vi de briller, vi helst vil se os selv med. Vi vælger, hvilke sider af os selv – både af vores krop og vores væremåde – vi vil fokusere på. Somme tider ser vi os selv i hel figur, men oftest ser vi os selv som en samling af enkeltdele. Nogle af dem klassificerer vi som gode, andre som dårlige. Vi sammenligner os selv med dem, vi omgås og med det ideal, vi gradvist har opbygget i det stille, og som vi gerne vil leve op til. Vi spekulerer på, om andre ser os på samme måde, som vi ser os selv.

Som børn betragter vi verden med friske øjne og tager det hele ind uden at dømme. Efterhånden som vi bliver ældre og lærer verden bedre at kende, udvikler vi vores egne forestillinger ud fra de ingredienser, vi har til rådighed. Vi suger værdierne til os fra det miljø, vi er vokset op i, og vi overtager ord og bemærkninger fra vores forældre, vores venner og mennesker, vi møder. Alt sammen elementer, der smitter af på vores opfattelse af os selv.

Andre ser os gennem deres eget filter af erfaringer, men de opfanger også den type og det image, vi sender ud. De små, mentale snapshots, vi tager, når vi ser os selv i spejlet, bliver en del af vores selvforståelse, og den slår igennem udadtil.

Det interessante er, at vi kan ændre andres syn på os ved at skifte de billeder ud, vi har af os selv.

Simple living

Nu er det som om, det er ved at stilne af, men det har været lidt af et modefænomen og var det især et års tid efter, at simple-living.dk udkom i 2003. Jeg har praktiseret simple living fra før jeg vidste, at det var et begreb.

Det er ikke nogen stor kunst at træde et skridt tilbage, betragte sin måde at indrette sig på i passende afstand og opdage, hvad der ikke er hensigtsmæssigt. Det er straks lidt vanskeligere at få gjort noget ved det, men måske er det i virkeligheden kun et enkelt håndtag, der skal trækkes i for at få det hele til at falde på plads. For mig drejede det sig om at have naturen tæt på. På mange måder boede jeg/vi ideelt, og det var ikke, fordi der ikke var træer og grønt omkring os, men jeg følte mig bare ikke hjemme i et villakvarter. Jeg måtte ud, hvor kragerne vender - helt derud, hvor der ikke er naboer, der sætter store dele af deres fritid af til at være utilfreds med ting, andre gør eller ikke gør.

Vi flyttede, og det viste sig, at det gav mange andre fordele end dem, jeg havde regnet med i første omgang. Ved et tilfælde fik vi en kat, som siden er blevet til flere. Bare fem minutter om dagen med en spindende kat på skødet har lært mig, hvad det vil sige at slappe af. Hvad meditation er for nogen, er katteklapning for mig. Den indre ro, det giver, betyder automatisk mere harmoniske relationer til kolleger og omgangskreds. Det er gået op for mig, hvad der er vigtigt. Det står mig mere klart end nogen sinde, i hvor høj grad vores vanvittige forbrugsræs i denne del af verden er ved at forplumre hele tilværelsen. Hvor mange ting, vi sagtens kan undvære. At det ikke er nødvendigt at arbejde på fuld tid for at få råd til det, vi har brug for.

Og det er en daglig glæde at have naturen og dyrene omkring mig, også dem uden for vinduerne: fuglene, ræven, haren, rådyrene.

Træer skal beskæres for at kunne fortsætte med at blomstre. Jeg kan anbefale at finde de grene, der tynger dig ned, og tage dem under kærlig behandling. Det vil somme tider sige at fjerne dem helt.

5 radioudsendelser om simple living

Jaja, den er god med dig

- Der går en påfugl rundt i haven, sagde Monsieur henkastet.
- Jaja, svarede jeg, hvad siger flamingoerne til det?

Men det passede. En farvestrålende påfugl af hankøn spankulerede rundt i haven og nippede til vegetationen og de solsikkefrø, jeg dagligt strør rundt omkring til mine fjerede venner. Det blev den ved med i en time, hvorefter den forsvandt uden nogen forklaring.

Efter omhyggelig granskning af vores hjernekister nåede vi selv frem til en sandsynlig forklaring på mysteriet: en kilometers penge fra os ligger nemlig en gård, der excellerer i at fremvise tropiske medskabninger, og påfuglen måtte være stukket af derfra. Men da det er noget rod at have en påfugl rendende rundt på danske veje og stier, kørte jeg hen for at delagtiggøre gårdejeren i oplevelsen.

- Nårh, jamen han går nogen gange en tur. Jeg tror, han er kommet tilbage nu, lød svaret.

Så jeg kørte hjem igen og gik ud og strøede endnu en pose solsikkefrø ud.

Money makes the world go 'round

Jeg er vokset op i kølvandet på 68-generationen, og jeg kan ikke sige mig fri for at have overtaget en del holdninger på den konto. Det gælder for eksempel mit syn på USA og amerikanere, som dog med årene er blevet mere nuanceret, og én ting kommer man ikke udenom: amerikanere har nogle sociale færdigheder, som vi godt kunne lære noget af (jeg tænker ikke på deres socialpolitik!). Men de har også penge på hjernen:

På en strålende solskinsdag i løbet af den sommer, der nu er ved at gå op i sømmene, havde jeg meget fornøjelse af at tromme tredive af de fjerneste slægtninge på min mors side sammen til et familietræf i min have. Min mors amerikanske fætter på 86 kom fra Californien med sin kæreste Betty på 83, og hende fik jeg en rigtig god kontakt med i løbet af de få timer, vi var sammen. Vores møde sluttede med, at Betty insisterede på at sende mig nogle af sine hjemmestrikkede karklude, som var de bedste i verden.

Pakken ankom i dag og indeholdt de lækreste karklude i tyk, tyk bomuld, og jeg satte mig straks til at skrive et brev til Betty for at sige tak. Desværre var afsenderadressen på pakken næsten ulæselig, så jeg blev nødt til at prøve at finde den på nettet. Men uanset hvilke krumspring, jeg gjorde, endte jeg hver gang på en side, hvor jeg skulle betale 50 dollars for at få adressen oplyst.

På den måde fik jeg alligevel mine værste fordomme om amerikanere bekræftet. Men jeg er glad for karkludene!

Den kriminaliserede plante

Nå, det var den snerle, jeg kom fra. Det går ikke så godt med den, det vil sige den er blevet både stor og fyldig, men det kniber med blomsterne. Jeg begik nemlig den fejl at prøve noget nyt: i stedet for kun at plante knaldblå Morning Glory-frø, som jeg plejer, købte jeg i år en pose med blandede farver. Det kunne se festligt ud med både røde, lilla og blå blomster i entreen, tænkte jeg, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld har snerleuhyret opslugt lysekronen, og det ser ret fantastisk ud, når man tænder den om aftenen. De lysende lamper kommer ikke rigtig til deres ret her, men de er der - inde mellem bladene:

Men én ting er, at Snerleprojekt 2005 er delvis mislykket. Noget andet og meget værre er, at det kan gå hen og blive mit livs sidste. For et par uger siden så jeg en notits om, at der var nogen, der havde fundet ud af, at frøene var naturens svar på LSD, så de gik hen og købte sig et billigt trip i supermarkedet. Straks fjernede Bilka (som jeg bliver nødt til at understrege, at jeg aldrig sætter mine ben i) alle deres snerlefrø fra hylderne, Dansk Folkeparti blev alvorligt bekymret for ungdommen, en psykiater og misbrugsekspert udtalte, at det kunne give livsvarige hjerneskader, og indenrigsministeren ville se på sagen.

Altså styrtede jeg hen til nærmeste snerlefrøforhandler for at hamstre snerlefrø til næste år, men for sent. Desværre, lød beskeden, alle overskydende poser var sendt retur til leverandøren.

Gad vidst, hvornår der er en misbrugsekspert, der finder ud af, at det ikke er alle, der bruger kogesprit efter hensigten? Jeg må nok hellere sikre mig et parti, inden det bliver forbudt.
Skvadderhoveder.

Elskovskunst

Teksten på forsiden belærer mig om, at der er tale om ”et af verdenslitteraturens store værker”, hvad jeg godt vidste i forvejen. Det var nemlig delvis for at få dækket et af de utallige huller i min litterære dannelse, at jeg lod bogen indgå i forrige uges antikvariske røverkøb. En anden nok så vigtig grund var, at jeg syntes godt om omslaget.

Nu har jeg smagsprøvelæst lidt i den indiske lærebog i elskovskunst, og jeg har mine tvivl, om jeg kommer igennem den. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at dele læsningen med andre medlemmer af husstanden. Han skulle nødigt få alt for mange gode ideer:

”En dydig kvinde, som nærer hengivenhed for sin mand, bør kun handle i overensstemmelse med hans ønsker og med hans samtykke bør hun påtage sig alt vedrørende familieaffærerne. Hun bør holde hele huset rent og sørge for blomsterarrangementer forskellige steder i hjemmet, vaske og bone gulvet, således at helhedsindtrykket af hjemmet bliver hyggeligt og indbydende.”

Men indrømmet, hvis man ellers kan abstrahere fra undergravende virksomhed af den karakter, kunne man måske nok blive inspireret lidt hist og her...

Bonsoir, Madame

Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at styre udenom, kan det ikke helt lade sig gøre. Engang imellem er jeg desværre nødt til at sætte mine ben i et supermarked, og jeg har efterhånden fået frekvensen ned på én gang om ugen, som regel om lørdagen. Men jeg gør det med den største uvilje, for enhver form for støj og møveri er mig inderligt imod.

For to lørdage siden var det første, jeg

”BONSOIR, MADAME...”

lagde mærke til, da jeg trådte ind i forretningen, at cirka hvert

”BONSOIR, MADAME...”

femte sekund udspyede højttaleranlægget det mest irriterende omkvæd, jeg længe har været udsat for, og for den kvikke læser vil det sandsynligvis være

”BONSOIR, MADAME...”

overflødigt at specificere nærmere, hvilke to ord, omkvædet bestod af. Selv om jeg altid er forberedt til fingerspidserne og griber fourageringen systematisk an, kan mit ugentlige besøg i Kvickly ikke koges ned til under et kvarters tid. Men allerede efter to minutter var opholdet

”BONSOIR, MADAME...”

blevet ulideligt på grund af det enerverende omkvæd, der formentlig var en reklamespot for et eller andet, som ingen under nogen omstændigheder skal få mig til at købe nu, uanset hvad det er. Jeg vil ikke engang vide, hvad det er.

Sidste lørdag var det det samme, og gudhjælpemig også i dag, og hver gang har jeg

”BONSOIR, MADAME...”

fået det på hjernen resten af dagen. I skrivende stund er jeg stadig hårdt ramt.

Nu ved jeg godt, at vi lever i en samfund, der står og falder med, hvor meget ragelse vi kan prakke hinanden på, og at alle kneb både gælder og er fuldt ud lovlige – åbenbart også den slags, der i en lidt anden variation benyttes som tortur over for krigsfanger: monoton gentagelse af den samme lyd. Men hvad jeg ikke forstår, er at COOP Danmark, som på så mange andre områder gør det "rigtige", kan finde på at udsætte kunder og ansatte for den form for støj- og hjerneforurening og på den måde bidrage til at fremme en idiotkultur, der i forvejen har rigelig vind i sejlene hos konkurrenterne.

Heldigvis kan jeg (forhåbentlig!) bare finde et andet sted at handle. Men hvis jeg var ansat i Kvickly og tvunget til at høre på det juks hele dagen, ville jeg være moden til indlæggelse på den lukkede, inden jeg nåede fyraften.

Hvis det sker igen på

”BONSOIR, MADAME...”

næste lørdag, får jeg svip, og så må jeg tage min godhed over for andelsbevægelsen op til revision og overveje en drastisk omlægning af mine indkøbsvaner.

Om bare at gøre det

For omkring tyve år siden arbejdede jeg sammen med en lidt ældre pige, som var en god kollega, jeg satte meget pris på. Hun var lydtekniker ligesom jeg, men i modsætning til mig var hun ikke glad for sit arbejde. En dag tog hun konsekvensen og sagde sit job op, og hun forsvandt ud af mit liv.

Forleden faldt jeg tilfældigt over hendes navn. Jeg skulle bruge et gammelt bånd i arkivet, og af båndmanuskriptet fremgik det, at det var hende, der - som det hedder - havde klargjort båndet teknisk. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg gav mig til at søge på navnet på diverse søgemaskiner. Det viste sig, at hun nu var sognepræst et sted på Sydsjælland.

Jeg har en svaghed for mennesker, der pludselig gør noget helt andet, end man forventer af dem, så jeg sendte hende en mail for at høre, hvordan hun havde det i håb om også at få historien om, hvordan hun var blevet præst, og hvad der havde fået hende til at tage det usædvanlige spring. Det fik jeg - ud over det sødeste svar, som nu har ført til, at vi mailer, så tasterne slår gnister.

Hun havde forfulgt en barndomsdrøm om at blive præst og var blevet det i en alder af 49 år. Ikke nok med det: hendes mand - en anden kollega, som forlod faget omtrent samtidig - var blevet teolog året efter hende.

Jeg er meget glad for den kontakt, der minder mig om, at man kan alt, hvad man vil. Så jeg har lige klappet mig selv på skulderen, fordi jeg tog mig den frihed at trænge mig på.

En succeshistorie

Der var ophørsudsalg hos min boghandler. En helt speciel boghandel, der både har nye og brugte bøger, cd’er med klassisk musik og jazz og en lille afdeling med antikviteter. For fem år siden blev forretningen åbnet af et ægtepar fra København, der elskede bøger og havde fået lyst til at slå sig ned i provinsen. Deres forretning var et hårdt tiltrængt alternativ til byens anden boghandel, som kun har bøger, der med sikkerhed er afsætning for - ikke noget med at gå på opdagelse her.

Selv om byens beboere ikke er meget læsende eller bogkøbende, gik det strygende, for læsehestene kom valfartende langvejs fra for at handle i den nye, spændende butik. Men til sidst blev det for hårdt for parret, som allerede var godt oppe i halvtredserne, da de realiserede deres idé. Helbredet kunne ikke holde til at arbejde i døgndrift, som de havde gjort lige siden starten, og i dag var der så afskedsreception med vin, kransekage og et utal af trofaste kunder, der var mødt op for at sige farvel.

Indehaverne var smilende og veloplagte, tydeligvis glade og lettede over beslutningen. Det var det rigtige for dem at lukke forretningen, for den gode idé var gået hen og blevet en belastning.

Kun kunderne var kede af det. Men egentlig burde de glæde sig over, at nogen har mod til at sige farvel til en forretningssucces, før den udvikler sig til en personlig fiasko.

Miss Mis missing

Det skulle have været sidste onsdag, men hun snød mig og stak af. Den ene af mine tre yndlingskatte (vi har tre katte) skulle tidligt om morgenen til dyrlægen for gennemgå det årlige serviceeftersyn med tilhørende vaccination. Derfor skulle hun holdes inde natten før. Der er bare det ved det, at Miss Mis har samtlige nætter besat på grund af nødvendigt arbejde med såvel musefængning som tidkrævende kratluskning og jordbundsundersøgelser og kan derfor under ingen omstændigheder bruge en hel nat på at være indenfor. Da det desuden er imod hendes ejers natur at sove, mens der står en kat i entreen og gennemgår hele registret af mislyde forfra og bagfra igen og igen, forbarmede jeg mig efter to timers intensiv jammer. Denne blødsødenhed forklarer jeg med, at hun til daglig gør mig den store tjeneste at ligge på en sofa...


...i flere timer og se mere dekorativ ud, end man med rimelighed kan forlange. Så hun fik altså lov til at tage på arbejde mod til gengæld at love at være hjemme igen næste morgen, inden vi skulle til dyrlægen.

Da morgenen kom, var der ingen kat. I hvert fald ikke dén kat, så Spike Jones måtte springe til og udfylde tomrummet - han skulle alligevel selv igennem turen om en måneds tid. Skamfuldt måtte jeg fortælle en hovedrystende, skævt smilende dyrlæge, hvorfor jeg mødte op med en anden kat end aftalt.

Dyrlægen bevilgede en ny tid til den deserterede kat, og i dag lykkedes det - fordi jeg holdt alle døre og vinduer hermetisk tillukket i nat og forhindrede en skrigende kat i at følge sine naturlige instinkter. Til gengæld forhindrede den mig i at få min naturlige nattesøvn.

Nu har jeg lige lukket døren op ud til det fri og ønsket Miss Mis god arbejdslyst på sin nattevagt. Det næste jeg vil gøre er at slukke computeren, vælte omkuld og trække dynen op over hovedet.

Helle

Man kan ikke sige, at hun var en ven, for jeg har kun truffet hende et par gange til familiesammenkomster. Hun var min svigerindes søster.

I går døde hun, 45 år gammel, pludseligt og uventet. Hun var på ferie i Frankrig med sin mand og deres tre børn, da hun blev dårlig og ikke til at komme i kontakt med. Hun kunne ikke tale, og var lam i den ene side. En læge blev tilkaldt, men hendes mand taler ikke fransk, så al kommunikation foregik gennem SOS. Hun blev indlagt og behandlet for, hvad man troede var en svær allergi, men som senere viste sig at være en blodprop i hjernen. Samme nat fik hun endnu en blodprop, denne gang i hjertet. Det overlevede hun ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ordene slår ikke til, men jeg har trang til at indskrive det, der er sket, i min erindring. Selv om jeg ikke var tæt på hende, er jeg trist til mode. Over den sorg, hendes mand, børn, forældre, venner må føle. Over hvor urimelig tilværelsen kan være. Hun var kendt for sin livsglæde, et samlingspunkt i familien. Jeg er trist over, at et menneske, der gav så meget til andre, nu ikke kan gøre det mere.

Livet er somme tider meget barsk.

Stenkulsnafta in memoriam

I fjernsynets og min barndom – dvs. i slutningen af 50’erne – så man dr. Lieberkind og Sven Holm. En hel del medlemmer af senere generationer ved godt, hvem dr. Lieberkind var, selv om de ikke har oplevet ham, men der er ikke mange unge, der har hørt om Sven Holm. Han var kendt som Farmacevten (med v, ikke u), og hans udsendelser foregik i en kulisse, der skulle forestille en lejlighed, hvor han især opholdt sig i køkkenet. Så kunne han nemlig lige demonstrere, hvad der skete, når man blandede de forskellige kemikalier sammen, der blev omtalt i udsendelsen. Dengang skulle man altid lære noget, når man så fjernsyn. Public service, før der var noget, der hed sådan. Eller i hvert fald før alle talte om det.

I min erindring drejede Farmacevtens programmer sig altid om at fjerne pletter, og der skulle altid bruges stenkulsnafta eller tetraklorkulstof i en eller anden opløsning, hvis pletfjerningen skulle have en lykkelig udgang. Gad vidst, om der stadig er nogen, der bruger stenkulsnafta og tetraklorkulstof? I hvert fald er det to ord, der gemmer sig under adskillige støvede lag i mit ikke-aktive ordforråd.

Men i går blev jeg mindet om dem igen. I en bogkasse uden for et antikvariat faldt jeg over Hjemmet i Hverdag og Fest af Farmacevten. Den er ganske vist fra før mit bekendtskab med ham, men jeg blev alligevel helt blød om hjertet og måtte eje den. Bogen indeholder gode råd om alt fra bekæmpelse af dårlig ånde til fremstilling af cognac og abrikosmarmelade, og hvad med et middel mod armtranspiration? Bland 20 g aluminiumsklorid med 100 g borvand, så er den hjemme!

Da jeg kom hjem, gav jeg mig i min nostalgiske tilstand til at søge efter Sven Holm på nettet, og resultatet var nedslående. Han dukkede kun op i Klaus Rifbjergs takketale for modtagelsen af Publicistprisen i marts 2001, som viste sig i alt væsentligt at være en hyldest til Rifbjerg selv:

"Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære "farmaceut" Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen."

Her kunne man være ondskabsfuld og besk bemærke, at der tilsyneladende for længst er nogen, der har haft held til at opfinde et middel, der helt har fjernet Klaus Rifbjerg fra skærmen. Men det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind.

For at vende tilbage til Sven Holm: jeg er ganske fornøjet med, at mit bibliotek uventet blev beriget med et af Farmacevtens værker og åbnede et erindringsrum i mit hoved. Det var alle fem kroner værd!

God tid

Jeg nærmer mig nu afslutningen af min tredje ferieuge, som jeg har brugt til at praktisere tålmodighed. Indtil videre er det lykkedes meget godt at lade tingene vente, til deres tid kom. Ikke særlig befordrende for blogskrivningen, som nødvendigvis skal passes, hvis man har ambitioner om, at nogen skal læse bloggen. Men omsider nåede jeg så også til den! (er der mon nogen derude endnu?)

Tålmodighed har lav status i vores del af civilisationen. Der er ikke noget, der kan gå hurtigt nok, og samtidig klager vi over stress som aldrig før. For selv om vi godt ved, at det er noget, vi skal undgå, er der stadig prestige forbundet med at være stresset. Stress betyder, at vi er efterspurgte og betydningsfulde.

Det falder os ikke naturligt at være tålmodige. Hvis vi har travlt, når vi køber ind, og køen ved kassen er lang, tager vi en dyb indånding og tvinger os selv til at være tålmodige. Vi væbner os med tålmodighed. Eller hvis vi har at gøre med nogen, der ikke er helt så hurtige, som vi selv er – et barn eller en ældre person - så gør vi os umage for at være tålmodige.

Når vi har travlt, befinder energien sig ikke, hvor den skal. Den er et sted foran, hvor den forsøger at trække os hen imod et bestemt mål. Vi er ikke i balance, vi begår fejl og bærer os klodset ad i bestræbelserne for at nå det, der skal nås. Der kan gå hele dage på den måde, uden at det falder os ind, at det er utålmodighed, der er skurken. Nogle mennesker går gennem livet uden nogen sinde at være til stede i øjeblikket. Når vi stirrer os blinde på vores mål, befinder vi os i virkeligheden et sted ude i fremtiden.

Hvis vi vil, kan vi hver dag give os tid til være stille og observere tanker og ønsker uden at reagere på dem eller følge dem. Når vi er tålmodige, når vi modstår fristelsen til at række ud efter det første, vi tror, vi gerne vil have, begynder vi at se klarere. Vi bliver i stand til at handle mere bevidst og bedre i stand til at se, hvornår det er tid at bevæge sig fremad, og hvornår det er bedre at forholde sig i ro.

Det har taget mig nogle år at finde ud af. Jeg ved godt, at der ikke er noget epokegørende i det, men engang imellem er det meget godt at minde sig selv om det.

Kunsten at grille II

Efter terrassens nylige grillificering og Monsieurs pinefulde, men selvvalgte småborgerliggørelse har jeg indtaget mere kød, end jeg har for vane og egentlig bryder mig om. Det har fået mig til at kaste mig ud i nogle grønne eksperimenter, som er lykkedes godt nok til at videregive:

• Det fungerer fint med grillede peberfrugter, majs, auberginer og løg direkte på risten. Krydr med urter og grill 10-15 minutter, til grøntsagerne er bløde og brunlige.



• Squash, tomater og gulerødder i skiver lægger man på kraftigt stanniol, stænker med lidt vand, krydrer, folder stanniolen sammen om grøntsagerne og giver dem 6-8 minutter.



• Frugter er bedst på spid. De skal bare have, til de er varme.

Advarsel: fortsættelse følger formentlig.

Kunsten at grille

Med sådan et kølergitter er der vel ikke noget at sige til, at man ved alt om at grille:

Udover at være indehaver af den champagnefarvede firser-Buick, som han er nødt til at parkere halvt inde i vores hæk, for at eventuelle forbipasserende faktisk også kan passere, griller PB året rundt og har gjort det nærmest siden grillens opfindelse. Hvad han ikke ved om grillning, ved Jan Glæsel med garanti heller ikke. Perfekt grillvejr, som det var, blev der grillet (og drukket champagne!) på terrassen i går aftes til længe efter, at mørket havde omsluttet os, og Buick’en til sidst måtte genfindes i nattens mulm og mørke ved hjælp af et blafrende stearinlys fra havebordet.

Samtidig lykkedes det os at fravriste PB hans inderste grillhemmeligheder:

Vend kødet næsten med det samme, og vend det hele tiden, hvis du vil have en saftig bøf. Når man lægger kødet på grillen, er der varmere under kødet end over. Varmen får saften til at stige op gennnem kødet, men da det gerne skulle blive inde i bøffen, skal den vendes, inden al saften pibler ud. PB: "Hvis du tror, at det kræver din fulde opmærksomhed, har du ret. Du må vente med at skvadre med gæsterne, til bøffen er færdig!"

Flyt rundt på maden. Der er ikke lige varmt overalt på grillristen. For at undgå, at noget bliver stegt for meget og andet for lidt, skal de forskellige "grillobjekter" skiftes til ligge på den varme del og den mindre varme del af risten.

Mærk efter, om kødet har fået nok. Tryk på kødet med grilltangen. Jo mere det har fået, jo fastere er det. Efterhånden som du får øvelsen, vil du være i stand til at mærke, om bøffen er gennemstegt, medium eller blodig. Indtil da må du finde dig i at skulle skære den over, studere kødet og mærke konsistensen, indtil du har fået fornemmelsen indkodet.

Barbecue sauce. Saucen bliver branket før kødet er stegt, så giv kødet 5 minutters forspring, inden du pøser saucen på.

Verdens bedste kyllingemarinade: Bland 1 kop soyasuce og ½ kop Worchestershire sauce. Kom en spiseskefuld farin i, 2 teskefulde hakket hvidløg, 1 teskefuld peber, ½ teskefuld tørret basilikum og ½ teskefuld tørret oregano. Hæld det over kyllingen.

Marinaden prøvekøres i morgen her i huset.

Kunsten at lytte

Lyd betyder meget for mig. Måske er det derfor, jeg har arbejdet med lyd, siden jeg var 18. Fravær af lyd, stilhed, betyder lige så meget for mig. Måske er det derfor, jeg har bosat mig langt fra byen. Mennesker, der lytter, betyder alt for mig. De er sjældne, og jeg holder mig fra dem, der ikke lytter.

At lytte kræver andet og mere end tavshed. Det kræver evnen til ikke bare at høre, hvad der bliver sagt, men at høre, hvordan det bliver sagt. Ordene i sig selv er som regel ikke så vigtige, tonefaldet siger langt mere. Når nogen siger ”ja” til mig, bliver det så sagt automatisk, fordi det forventes? Lyder det begejstret eller modvilligt? Bag om ordene kan helt almindelige, dagligdags sætninger indeholde vrede, protest, mishag eller hengivenhed afhængigt af måden, de bliver sagt på. Det er derfor, det er vigtigt at kunne lytte.

Hvis vi har forstand på at lytte, har alle noget interessant at fortælle, selv mennesker som umiddelbart virker ubegavede eller inkompetente.

Når man har vænnet sig til at lytte, opdager man, at det kan være en stor lettelse. Man skal ikke tænke på det næste, man vil sige, når man får muligheden. For at kunne lytte rigtigt, må man glemme sig selv. Så længe man lytter, eksisterer ens egne bekymringer og problemer ikke. Der er ingen indre støj.

Når man lytter, er man fri.

Maskuline speltboller

Sent om aftenen efter min sengetid har Monsieur det med at få en ubændig trang til at bage speltboller. Eller i hvert fald gøre de indledende manøvrer, for dejen skal langtidshæve. Jeg hørte godt, at der blev rumsteret i køkkenet i går aftes ved midnatstid, så ferien blev indledt behørigt i morges med hjemmebagt morgenbrød.

Nu skulle det her jo nødigt udvikle sig til et dameblad, men bollerne er eminente:

2½ dl kold mælk blandes med 10 g gær + 100 g speltmel og et par arbejdsmandshåndfulde knækkede rugkerner. Blandingen står natten over, og næste dag møffes følgende i:

300-400 g speltmel
1 æg
2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
50-100 g vindruekerneolie

Hæver et par timer, slås op og efterhæver 30 minutter.
Bager ved 200 grader i varmluftovn i 20 minutter.

Husk: økologisk mælk, økologisk speltmel, økologiske rugkerner, økologisk æg, økologisk olie, Maldon Sea Salt.

Ferie!

Første dag i fire ugers ferie, og vi skal ikke noget! De sidste mange år har vi tilladt os den luksus at holde tre ugers ferie, suppleret med fire ugers ekstra frihed, som vi har købt os til, så vi har kunnet gå og lege skoleferie i syv uger. Konceptet kan anbefales!

Engang for vi omkring til fjerne afkroge af kloden, men nu er det som om de indre rejser er blevet vigtigere, og vi nænner simpelt hen ikke at forlade Danmark om sommeren. Jeg kommer aldrig til at forstå alle dem, der ikke kan komme væk hurtigt nok. Jeg vælger mig - ikke april, men juni til september, om det så regner uafbrudt, og jeg er godt klar over, at jeg altid vil tilhøre en minoritet. Jeg har det bare sådan, at alt er godt om sommeren i Danmark.

I år har nogen gjort krav på vores arbejdsmæssige indsats en del af sommeren, så vi må altså nøjes med fire ugers lediggang i denne ombæring. De skal til gengæld også spenderes rub og stub på rendyrket sjælsstyrkelse. Nåja, selvfølgelig er der altid lige et par ting ved hus og have, der skal ordnes, men ellers skal dagene bare bruges på gode bøger, gode gåture, gode gæster, gode samtaler, god mad og – ja, bare god tid. Måske også lidt blogskrivning, hvem ved...

Statistik og loyalitet

Har lige været forbi Liselottes blog for at hente dagens energiindsprøjtning, og den fik jeg som sædvanlig. Samtidig fik jeg lidt at tænke over: kommentartælleren på dagens input viste 0, men kommentarerne (de kommentarer, der altså ikke var der), var læst 3 gange!

Hvor må det være dejligt at have så loyale læsere!

Hyldest til hylden

Don Quijote havde sit hyr med at få en vejrmølle ned med nakken. Jeg har problemet med min hyldebusk. Hvert år trænger jeg den tilbage med sav og saks, og næste år har den tilbageerobret det tabte land og står og banker på køkkenruden:

Men lige nu tilgiver jeg den, for det er nu, den står og lyser op med kridhvide blomster døgnet rundt - når jeg står op, og når jeg ikke kan sove for varmen og vandrer hvileløst rundt om natten.

Engang fik jeg friterede hyldeblomster som tilbehør til en ret. Det smagte himmelsk, og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at lave det en dag. Det er snart mange år siden, og dagen er stadig ikke dukket op, men i år skal det være!

Nogen, der kender opskriften?

Og nu jeg havde fat i kameraet: Man kan ikke konkurrere med Liselottes blomsterbilleder, men jeg fik alligevel lyst til at forevige mine egne valmuer, inden de blev mejet ned af den traditionsrige og altødelæggende sankthansaftensregn. Og så kom den slet ikke!

Hvordan kan det undgå at blive en forrygende sommer?