Når min havedør står åben, som den gør lige nu, vælder duften af liljekonvaller ind i hele huset. Det minder mig om barndom og om, at min mormors have var fyldt med liljekonvaller - hendes yndlingsblomst og -duft ...
fredag, juni 04, 2010
Søde minder
ABC: Huse
Petunias ABC i ord og billeder er nu nået til H, og mit H står får huse. Mærkelige og sjove huse er fascinerende lige som mennesker med et spændende ansigt - huse der skiller sig ud fra mængden. Vi går tit en tur i Økosamfundet Dyssekilde i Torup. Der ville jeg gerne bo - det er, som om livet udenfor ikke eksisterer derinde. Der hviler en fredfyldt stemning over stedet, ingen hastværk, kun smilende mennesker og masser af skønne blomster og træer. Og vejene hedder Solen, Månen, Stjernerne, Mælkevej og Regnbuen ...
Hvis du har lyst til at være med, så meld dig til og se de mange andre forslag på ABC-bloggen.
torsdag, juni 03, 2010
Robotter skal passe mennesker ...
Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen, og først troede jeg, det var en vits. Men den var åbenbart god nok: nu bruger man robotter på sygehuse, plejehjem og i daginstitutioner! Hele side 3 i Politiken i forgårs var en annonce for et firma, der laver robotter. 'Effektiv omsorg til de syge' er overskriften! Aha, nu er det ud med rigtige mennesker - de er simpelthen for dyre og for besværlige. RoboCare har lavet en serie ressourcebesparende robotter, der skal ’aflaste’ det eksisterende personale med blodtryksmåling, stuegang, generel pleje og omsorg og servering af mad.
Jeg tror, børnehavebørnene vil juble – men hvad med alle de ældre?
onsdag, juni 02, 2010
Havevandring
Nu er mine akelejer sprunget ud med lyserøde, lilla og hvide blomster, og det er ikke bare mig, der holder af dem :-)
Jeg er fuldstændig betaget af denne årstid. Jeg elsker at gå en tur rundt i haven hver dag og se, hvad der er sket siden sidste spadseretur. Lige nu blomstrer ud over akelejerne, æbletræer, rønnebærtræer, forglemmigej, jordbær, lungeurt, liljekonvaller og laurbærkirsebær. Bregnerne står lysegrønt og flot, men jasmin og fjerbusk er ikke helt klar med blomster. Min 30 meter lange ligusterhæk er endnu ikke gået ud af facon – men pludselig vokser der javerter ud, og så må hækken klippes. Det er mit domæne, og det har jeg ikke noget imod, det foregår med en gammeldags hækkesaks – ligesom græsslåningen foregår med rugbrødsmotor.
Til gengæld må det være Monsieurs tjans at gå op på taget og vaske duelort af tagvinduerne i entreen.
Ha' en dejlig onsdag alle sammen!
tirsdag, juni 01, 2010
5-års blogfødselsdag
I dag for fem år siden fik jeg pludselig lyst til at have min egen blog - lyst til at skrive om det, der faldt mig ind i håb om, at der måske var en eller to, der ville kommentere. Det var der heldigvis, selv om de første mange kommentarer ikke kan ses, fordi jeg skiftede til Haloscan fra Bloggers kommentarfelt. At have en blog har givet mig utrolig mange glæder, og jeg nyder at følge med i andre måder at leve på og i den udveksling af tanker, bloggen er.
Jeg tror, jeg vil lave en lagkage og sætte fem lys i :-)
mandag, maj 31, 2010
Kan anbefales!
Jeg er Peter Bastian-fan. Og nu ser jeg, at man kan høre ni foredrag med ham på nettet, og de kan også podcastes. 'Mands minde', hedder serien, og jeg har hørt det første foredrag, hvor han tager afsæt i Grundtvig og i sit eget liv, men foredraget kommer til at handle om alt muligt andet: at være skabsmystiker, filosof, hvordan vi takler vores liv, om taknemmelighed, og hvad livet handler om, at leve i en boble. Wow, siger jeg bare, og indstil dig på, at ørerne skal stå på stilke! Det går over stok og sten, men er enestående spændende. Et vellykket liv er et liv med lykke, siger han blandt andet, mens publikum griner, fordi han er noget så sjældent som selvironisk og underholdende. Noget der greb mig særligt, var hans forklaring af alt det 'fnidder', vi propper ind i vores liv.
Mere om Peter Bastian her.
Foto: Morten Jerichau
søndag, maj 30, 2010
Tak for i aften!
Nu er jeg netop kommet hjem efter endnu et helt forrygende blogtræf. Vi mødtes på Barbar Bar, der ligger på Vesterbros Torv, og fortsatte lidt senere på Yans Wok i Bagerstræde, hvor vi fik lækker aftensmad.
Tak til Bente, Kisser, Ellen, Klidmoster, Septemberliv, Laura (i øjeblikket uden blog), Leif, Jens, Donald og Uffe, fordi I ville være med.
Jeg håber, vi kan gøre det om en anden dag, for det er noget helt særligt at få lov til at møde andre bloggere i virkeligheden :-)
lørdag, maj 29, 2010
Ha' en god weekend!
I dag har jeg kun én ting i hovedet, og det er vores blogtræf i eftermiddag. Jeg glæder mig :-)
Tænk engang, jeg har fundet en anetavle, som jeg intet kendte til, i min fars bunker - en slægtstavle, der går tilbage til 1671. Sådan noget kan gøre mig helt høj - jeg synes, det er spændende bare at se, hvad mine forfædre hed, hvor de boede, og hvornår de levede. De havde helt almindelig navne som fx Karen, Anne, Bodil og Mette - og Lars, Poul, Hans og Jeppe.
At min oldefar hed Frederik ser jeg pludselig, og det er sjovt, fordi det hedder min søn.
Rigtig god weekend til jer, jeg ikke skal se i eftermiddag!
fredag, maj 28, 2010
ABC: Gravhøje
Petunias ABC i ord og billeder er nu nået til G, og mit G står får gravhøje. Ikke langt fra hvor vi bor, er der en række gravhøje, der kaldes Syvhøje. Området er fredet, og i sommerhalvåret sørger en fåreflok for at afgræsse højene, så de fremtræder tydeligt i landskabet. En af gravhøjene blev udgravet i 1967 af Nationalmuseet, og man fandt en kvindegrav fra midten af ældre bronzealder, ca. 1500 f. kr. Kvinden lå i en egetræskiste og havde fået en halskrave, en lille bælteplade af bronze, en jagtkniv og glasperler med sig i graven.
Jeg synes, det er en spændende tanke, at der har boet mennesker i flere tusind år i nærheden af, hvor jeg nu bor.
Hvis du har lyst til at være med, så meld dig til og se de mange andre forslag på ABC-bloggen.
torsdag, maj 27, 2010
Til min ønskeseddel ...
Man har lov at drømme, ikke? I dag lå der en ny bog i postkassen – en bog som ligger i toppen af bestsellerlisten på Amazon. Den handler om små skure, fine skure, mærkelige skure, lækre småbitte huse – lige til at have i baghaven som en oase. Sådan et skur måtte godt stå i min baghave ….
Shedworking: The Alternative Workplace Revolution af Alex Johnson, og han har den skønneste hjemmeside her.
Oprydning til den store guldmedalje
I går sluttede vi dagen med et lækkert måltid på en restaurant efter mange timers oprydning i min fars hus. Nu hober bunkerne sig op - bøger, billeder og alt muligt, som jeg måske vil gemme.
Jeg har fundet en lok af min fasters hår, som min farmor har klippet af sin datter for 90 år siden. Og mine bedsteforældres gamle pas er dukket op, og jeg kan se, hvor høje de var. Min farmor var kun 1.58 med fodtøj, og det var jo ikke ret meget - min farfar var 1.70. Men det var vist sådan cirka hvad man blev, når man var født før år 1900.
Her er det en håndmalet knap, min mor fik af en kær ven, som var maler - der er otte knapper med forskellige motiver fra Bornholm.
onsdag, maj 26, 2010
Hvorfor er der ingen, der gør noget!
Jeg er rasende, lige som jeg var i april 2008, hvor fårene på gravhøjene i Melby var uden vand. I dag ser jeg i Frederiksborg Amts Avis, at fåreholderen igen og for 3. år i træk er politianmeldt for vanrøgt af sine dyr. Denne gang fordi et får lå nødlidende og ikke fik hjælp i dagevis. Og præcis som jeg i telefonen blev bedt om at passe mig selv, fik ægteparret, der fandt fåret, samme besked. Næste dag var fåret smidt udenfor folden, stadig levende og med fare for at blive ædt af ræve. Ægteparret kontaktede igen ejeren og fik et endnu større møgfald. Efter seks dage blev fåret aflivet af en uvildig dyrlæge, som politiet havde tilkaldt. Politianmeldelserne har lydt på manglende adgang til vand, manglende pasning, ingen pelspleje med mere, og flere af fårene går stadig rundt med pels helt ned til jorden.
Fåreholderen har får flere steder i Nordsjælland, blandt andet i Esrum, Nærum og Roskilde. Manden bør fratages retten til at holde dyr, og det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg begriber ikke, at kirken, som ejer jorden, ikke gør noget ...
Læs og hør
Kan du lide at høre lydbøger? Så er det måske noget at være med i kåringen af Lydbogsprisen. DR og de danske lydbogsbogsforlag har lagt smagsprøver ud på 10 lydbøger, som man kan høre her.
To af bøgerne vil jeg meget gerne vil høre, nemlig Per Pettersons ’Jeg forbander tidens flod’ og Ida Jessens ’Børnene’. Man kan høre direkte på nettet eller podcaste prøven. Det er meningen, at vi skal vurdere de indstillede bøger ud fra, hvordan de fungerer som lydbøger, og den bog, som flest har stemt på, vil være en af de tre lydbøger, som man kan podcaste i deres fulde længde.
Har du forresten set det flotte magasin på nettet, Rosinante & Co har lavet? Man kan blade i det, som om man sad med det i hånden, og der er lyd og levede billeder. Linket er lidt ustabilt, så ha' tålmodighed!
Man kan blandt høre Liza Marklund fortælle, og Oscar Umahro Cadocan fortæller om sin nye kogebog. Der er også et interview med Helle Helle. Men kig selv - det er svimlende flot lavet!
tirsdag, maj 25, 2010
Sjove vejnavne
Når jeg går tur her i nabolaget, morer det mig hver gang at se vejnavnene Alladdinskrænten, Bloksbjerget, Sukkertoppen, Urtehaven, Den korte vej, Langetravs, Onkel Peters Vej og Carl Ståltrådsvej.
Jeg elsker sjove gadenavne, kan du supplere med nogle lokale specialiteter?
mandag, maj 24, 2010
Blogtræf på lørdag
Vi har lige har nydt årets første danske jordbær - uh, det var lækkert!
Husk at I morgen er det sidste frist, hvis du vil være med til Bentes blogtræf i København på lørdag. På linket kan du se, hvem der kommer, og det er her, man melder sig til.
Ses vi?
Skovtur
Hov jeg snublede, tror jeg denne hest tænker, mens den halve hest ser forundret til. I går gik jeg tur i Tokkekøb Hegn efter at have fyldt maven på Ninas Naturcafé sammen med en veninde. Tokkekøb Hegn er et eng- og skovområde med mange søer og fortidsminder. Det er et dejligt sted at gå tur, og der er grillpladser og løshundeskov.
Her er fx en langdysse fra stenalderen cirka år 3400 f. Kr. - Kongedyssen kaldes den, og både Frederik VII og Louise Danner har indhugget deres navnetræk.
Der går masser af kvæg og heste, og interesserer man sig for flora, er der mange spændende planter, blandt andet engnellikerod.
søndag, maj 23, 2010
Rålam i haven
Hvis der skulle være nogen, der trænger til en lille pause på et minut, så er her er den dejligste lille video med vores rådyr fra sidste forår.