Hvad skal vi lege?

Jeg har ingen anelse om, hvad børn leger, når de ikke sidder ved en computer. Mon de også leger rigtige lege?

Da jeg var barn, hinkede vi, legede skjul, spillede rundbold, spillede bold op ad en mur, legede med en snor, man viklede om fingrene, så den dannede flotte mønstre, som andre overtog og forvandlede til nye mønstre. Vi legede 'jorden brænder', tegnede, og hvis jeg var alene, havde jeg meget fornøjelse af mine syv bamser i alle størrelse - dukker har aldrig interesseret mig. Men cyklerne betød meget. De bragte os vidt omkring til leg i skoven og klatring i gamle krogede træer, og vi kørte til stranden. Vi slog også telt op i haven, og jeg havde et dukkekomfur med spritbriketter, som jeg har lavet mange retter på med en veninde. I perioder var det hønseringe, glansbilleder og glaskugler, der blev brugt mest tid på.

Hvad synes du, var det sjoveste at lege, da du var barn? Og hvad leger børn nu om stunder?

Bag lukkede døre

Som regel tager jeg trappen, når jeg har muligheden, men i fredags valgte jeg alligevel elevatoren - et sygebesøg på 12. sal på Herlev Sygehus til fods er trods alt noget af et projekt. Men hver gang jeg ser en elevatordør lukke i, kommer jeg til at tænke på en ferie i London for nogle år siden.

Regent Palace på Piccadilly Circus er ikke et hotel, man indlogerer sig på for komfortens eller rengøringsstandardens skyld. Der er nullermænd under sengene, og badeværelset er ude på gangen, men til gengæld kan man ikke bo mere centralt, når man gerne vil rundt i byen. Så det gjorde vi. Vi havde et værelse på 7. etage, og vi tog næsten altid trappen, fordi der var så meget rift om elevatoren, at der som regel var kø foran den. Men en dag stod elevatordøren åben, ligesom vi kom ind i vestibulen, og vi lod os lokke af en helt tom elevator. Men inden vi fik set os om, var den så propfuld, at døren lige netop kunne lukke, uden at nogen kom i klemme. Jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Det går aldrig godt, det her!' - og det gjorde det heller ikke.

Elevatoren slæbte sig opad. I begyndelsen gik det fint, men da vi svævede mellem 3. og 4. etage, opgav den ævred og gik i stå. Dér hang vi og kunne ikke andet sammen med syv andre hotelgæster.

Først de hurtige blikke og rynkede pander, derefter den begyndende panik. Hvem siger noget? Hvem gør noget? Hvad kan man gøre? På et tidspunkt er der altid én i en gruppe, der påtager sig lederskabet, og i dette tilfælde blev det en ældre herre, som var tro kopi af Jacques Tati, bortset fra at han talte et nydeligt engelsk. Det var i maj måned, og han var i London for at overvære Chelsea Flower Show, som alle engelske haveentusiaster valfarter til en gang om året. Han underholdt os med sine oplevelser herfra, mens der blev varmere og varmere i det trange rum, og nogle begyndte at svede angstens sved. En kvinde gik fuldstændig i panik og begyndte at græde.

Nøjagtig hvor lang tid, der gik, før vi med trykken på knapper og forholdsvis beherskede nødråb fik påkaldt os personalets opmærksomhed, husker jeg ikke, men det føltes som meget lang tid. Vi måtte kommunikere med omverdenen gennem en smal sprække mellem elevatorens loft og gulvet på 4. etage. Til sidst fik man elevatoren trukket helt op på etagen med håndkraft, og vi fik vores frihed tilbage.

Man kunne ikke sige hotellet noget på. Security manageren var fuld af undskyldninger, og alle medlemmer af det sluttede selskab i elevatoren blev tilbudt en overdådig middag i restauranten på hotellets regning som kompensation.

Mens Monsieur og jeg sad om aftenen og løftede rødvinsglassene på dagens oplevelse og nød det udmærkede gratis traktement, fik vi øje på den engelske Tati ved et bord i den anden ende af restauranten. Han havde løftet gaflen og råbte til os gennem hele lokalet:

  - It was a good idea, wasn't it?

I hvert fald glemmer jeg det aldrig.

Har du nogen sinde prøvet at være lukket inde?

Sådan så vi ud

Vi var nogle, der havde en herlig dag i går på Café Langebro. Det længe planlagte øl- og blogtræf blev nemlig præcis så forrygende en oplevelse, som jeg havde ventet, og jeg er sikker på, at Andrea, Anne, Dana, Farmer, Gitte, Kagekonen, Lotte, Marianne, Morfar, Regitze, Sifka, Suzy Q, Therese og Zette havde det på samme måde. Nogle af os havde set hinanden før, og nogle af os var helt nye ansigter, men vi havde jo noget sammen alligevel, så der blevet snakket lystigt og længe på kryds og tværs. Og det blev langt over min sengetid. Ikke mindst fordi Sifka lokkede til nachspiel i sin hyggelige lejlighed lige henne om hjørnet.

Rigtig hyggeligt!

Farmer og Marianne var alene om at repræsentere Fyn og Jylland, men næste gang håber jeg, at de - og vi - får selskab af mange flere derovrefra. Jeg glæder mig allerede.

Tak for i går!

Hundeluftning 2.0

Der er mange fordele ved at have en kat frem for en hund - den er fx både selvrensende og lufter sig selv. Men egentlig synes jeg, det kunne være meget hyggeligt, hvis katte krævede luftning, for jeg går alligevel tur med hunden dagligt, selv om jeg ikke har nogen hund. Jeg er bare afhængig af frisk luft og et minimum af motion hver dag.

Men sådan er det ikke alle, der har det. Det konstaterede jeg forleden dag, da jeg cyklede en tur for den friske lufts skyld. Et godt stykke foran mig fik jeg øje på en bil, der kørte usædvanlig langsomt. Så langsomt at jeg hurtigt nåede hen til den og måtte overhale i en stor bue, der strakte sig helt over i den modsatte vejbane. Chaufføren luftede nemlig hund med en hånd på rattet og en arm og en hundesnor ud af venstre siderude.

Hvem kan stikke den?

Et liv

Når nære slægtninge dør, giver det anledning til mange tanker, ikke mindst hvis det er den sidste repræsentant for en generation i familien.

Man kommer også i kontakt med de mennesker, der betød noget for den døde, men som man måske ikke har set i mange år. Man husker dem som de var, og pludselig går det op for en, at de er blevet meget ældre - lige som en selv. Det kan også være, at gamle bekendtskaber får nyt liv.

Og så er der alt det praktiske, der skal gøres. En bolig, der skal afhændes, møbler der skal sælges, oprydning, papirer og fotografier, der skal sorteres og deles mellem de efterladte. Bedemanden, præsten, dødsannonce, skifteretten, og hvilket traktement skal man byde på efter begravelsen?

Mange har ikke gjort sig tanker om, hvad der skal ske med deres krop, når de er døde. Skal den begraves eller brændes? Og meget få har gjort sig overvejelser om organdonation eller har i hvert fald ikke skrevet det ned, måske fordi døden er et tabu for de fleste. Det gør det svært at træffe beslutningerne for familien.

Alt det har vi været igennem i den forløbne uge. Om et par timer skal vi til begravelse, og jeg håber, det bliver en smuk afslutning på et langt liv.

Fra Thailand til Thy

Dokumentarudsendelsen på DR 1 i går aftes om de 575 thailandske kvinder i Thy gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kunne ikke slukke, før sidste minut var set. Udsendelsen tog hul på så mange problemer, at det var overvældende. Nogle havde været nødt til at efterlade deres barn i Thailand, fordi mændene automatisk får forældreretten ved skilsmisse.

Vi fik historien om thaipigernes netværk og fulgte en ny thaikvinde, der kommer til Thy med håbet om at finde en mand og bosætte sig i Danmark efter et håbløst ægteskab i Thailand med en voldelig mand. Gennem hende og tre dansk-thailandske ægteskaber skildres livet som thai i Thy.

Enhver ved, hvor frygtelig fattigdommen i Thailand er. Men først da jeg så udsendelsen i går, forstod jeg, at man kan leve sammen med en mand, som man kun har kendt i en uge. Alternativet ville være værre. I første gang drejer det sig om overlevelse og om at støtte familien hjemme i Thailand med penge. Manden kommer i anden række, og i bedste fald lærer thaikvinderne at elske ham, de får.

En gribende udsendelse. Så du den? Hvad synes du om den?

Min egen tidsmaskine

Jeg har en lille keramikelefant, som stammer fra min mor. Den står på en hylde og minder mig om min barndom hver gang, jeg ser på den.

Da jeg var cirka ti år, var jeg ude at gå en tur med min mor, og vi mødte en gammel dame, som var keramiker og boede tæt ved os i Virum. Hun inviterede os med hen i sit keramikværksted, hvor der stod et hav af smukke ting, blandt andet en masse små elefanter som denne her. Jeg havde aldrig set noget så smukt og plagede min mor for at få lov til at få den, men vi skulle ikke have noget, mente min mor. Den søde dame forærede så min mor denne figur, som havnede hos mig mange år efter. Hver gang jeg passerer elefanten i min stue, er jeg ti år og på Niels Skriversvej i Virum i noget, der var som Aladdins hule for mig.

Har du også din egen tidsmaskine stående i dit hjem?

Har man hørt så galt?

Når jeg går tur her i nabolaget, morer det mig hver gang at se vejnavnene Den korte vej, Onkel Peters Vej og Carl Ståltrådsvej. Fra Lyngby husker jeg vejen Frem, og i København er der de kendte Landgreven, Naboløs og Pustervig. Jeg elsker vanvittige gadenavne, men på stående fod kan jeg ikke lige komme i tanker om flere.'

Kan du supplere med nogle lokale specialiteter?

Der er et yndigt land

Kender du visitdenmark.com? Jeg gjorde ikke, før jeg læste om den for et par dage siden. Nu har jeg taget et nærmere kig, og jeg er overvældet. Der er rundt regnet 15.000 ideer at hente, og det største problem er at vælge, men jeg er lige faldet for en udstilling med Skagensmalerne på Arken fra den 26. januar. Der er mere end 100 værker med af P.S. Krøyer, Christian Krohg, Anna og Michael Ancher og alle de andre - også Krøyers Hip, hip, hurra!, som jeg aldrig bliver træt af!

Kulturtilbud er kun en lille del af det store tag-selv-bord. Der er også tips til storbyferie, aktiv ferie, familieferie, wellness, tips til at opleve København på en eller to dage, masser af begivenheder, og med søgemaskinen kan man lede på kryds og tværs.

Jeg har bookmarked visitdenmark.com, og på min to try-liste står foreløbig en byvandring med nattevægterne kajaksightseeing, en guided cykeltur og en spøgelsestur i det gamle København

Forventningens glæde

På lørdag er der blogtræf København, og jeg glæder mig som et lille barn. Andrea og Sifka er bagdamerne, og det skal de have tak for at have påtaget sig.

Der er jo det mærkelige ved at være blogger, at man synes, man kommer ind på livet af en masse mennesker, men det er sjældent at møde dem i virkeligheden. På lørdag er det virkelighed på Amager, så hvis jeg ikke passer min blogbutik som jeg plejer, er det altså derfor.

Og nu skal jeg kun sove fem gange til ...

Er du udkørt klokken tre?

Sådan begyndte en landeplagende reklame for mange år siden, der skulle få os til at drikke Medova te. Jeg vil nu hellere have en kop Yogi Tea, som er et hollandsk mærke af mange typer økologisk te. Jeg sværger til Women's tea og Classic - begge lavet af en masse urter og krydderier og utroligt lækre. Women's tea er fx en blanding af ingefær, kanel, appelsinskal, fennikel, kamille, bygmalt, mælkebøtte, sort peber, enebær, lakridsrod, kardemomme, nellike og angelikarod. At æskerne er smukke gør ikke spor. Når klokken så er tre, kan jeg blive som ny igen ved at visualisere en dejlig varm sommerdag på stranden og lyden af brusende bølger.

Hvordan lader du batterierne op?

Noget i skrutten

Med telelinsen ud af badeværelsesvinduet forsøgte jeg i morges at indfange dokumentation af vores fuglefoderplads. Men det var sværere, end jeg troede. Ud af 50 billeder er der kun ét, der bare viser lidt af sceneriet, for fuglene flyver, hver gang kameraet klikker!

Vi har et almindeligt foderbræt med fast tag og et med et forhenværende stråtag - stråene har fuglene brugt til at bygge reder med, så der er kun spærene tilbage. På de to spiser især alle mejsearter, dompap, rødhals og grønirisk - de guffer solsikkekerner og fladmaste mejsekugler. Vi har også et zinkstativ, som er solsortenes favorit, for der er ikke tag på, kun en bred kant hele vejen rundt. Lige uden for køkkenvinduet hænger der to automater, den ene (billedet) er fyldt med jordnødder, og blåmejserne og sortmejserne tager for sig så længe, det er lyst. Kornautomaten har skovspurvene fornøjelse af hele dagen.

Nogle arter vil helst være på jorden, det gælder kvækerfinker, solsort, kernebider og rødhals. I frostvejr har vi mindst 25 solsorte på kost, som får æbler, let massakrerede mejsekugler, solsikkekerner og eventuelt brød. Jeg hænger selvfølgelig også kugler op til alle mejserne. Hr. og fru Spætte er flittige gæster, og det er jeg glad for, fordi de tager deres unger med i maj, inden de flytter helt hjemmefra. Det er et syn for guder at se hr. Spætte sidde og proppe maden ned i halsen på sin unge.

Vores egern hører også med til billedet. De benytter sig af faciliteterne, som om det var deres, og det er de meget velkomne til.

Alt det, bare fordi Valdemarsro skrev om sin fuglefodring.

En plasken, en sjasken og tørren ...

Forbrugerrådgiveren Inge Norus har skrevet en ny bog om det, hun ved allermest om: Rengøring - så kan du lære det. For mig står hun som et ikon, hvis man da kan være det inden for så jordbundet et speciale. Hun kan formidle, så selv en ignorant på området hører efter. I stribevis af radio- og tv-udsendelser har hun givet gode råd om lavpraktiske, huslige detaljer, og hun kan fjerne en hvilken som helst plet. Inge Norus har også skrevet Har du gjort rent, skat?, som jeg synes er sådan en pragtfuld titel.

Den nye rengøringsbog er et opslagsværk, og selv om jeg har klaret mig uden hendes bog i mange år, kunne det da være rart at kunne slå op om rengøring af termokander, afkalkning i badeværelset, indeklima osv. I virkeligheden hører bogen vel til brudeudstyret, hvis der stadig er noget, der hedder sådan, eller i en ung fyrs baglomme, når han flytter hjemmefra. Arj, så naiv er jeg alligevel ikke ...

Indholdsfortegnelsen indeholder emner som rengøringsmidler, redskaber til rengøring, brug de hurtigste metoder, leksikon om rengøring fra A-Z, indeklima, ubudne gæster i køkkenets skabe og skuffer, når køleskabet bliver en bakteriebombe.

Jeg tilhører en generation, der sprang over, hvor gærdet ikke var til at få øje på for bare skidt, men som datter af en husholdningslærerinde er jeg nok atypisk, og måske er det derfor, jeg er så optaget af det uudtømmelige emne.

Hvad med dig? Kunne du finde på at anskaffe dig Inge Norus' bog om rengøring?

Der er nogen der drømmer om sommer

... i hvert fald soves der en del for tiden - inden døre.

Et sidste farvel

Vi har tilbragt noget af aftenen på et plejehjem, hvor en af vores nærmeste bor. Vi var blevet kontaktet, fordi der måske ikke var så langt igen, og den slags møder er det mærkeligt at opleve.

Da vi nåede frem, var vores kære, gamle familiemedlem på det nærmeste i en tilstand af koma, og vi kunne ikke komme i kontakt med hende. Det havde ingen af os oplevet før, og det virkede voldsomt på os. Det var som at se et dødt menneske, bortset fra at vi kunne høre åndedrættet. Vi ved, at mennesker, der er så tæt på døden, som regel stadig kan høre, hvad der foregår omkring dem, men det var sært at stå og tale og ikke vide med sikkerhed, om vi blev hørt. Vi sagde, hvad vi syntes skulle siges, fordi vi vidste, at det efter al sandsynlighed var sidste gang, vi havde muligheden.

Kort efter, at vi var kommet hjem, blev vi ringet op af plejehjemmet og fik at vide, at vores slægtning var død, mens vi kørte hjem. Hun havde valgt at give slip, netop som vi var gået. Det var både en lettelse og meget chokerende. Vi har endnu ikke rigtig fattet det.

Sig navnet

Det er sjovt at tænke over, hvilke navne vi vælger til vores børn og hvorfor. Der er mode i navne, og det ser ud, som om navnene vender tilbage med cirka 100 års mellemrum. I øjeblikket er Sofie, Laura, Emma, Clara og Freja så vidt jeg ved højeste mode. Og på drengefronten Lukas, Mikkel, Magnus, Oscar og Gustav. I min farmors tid, hun var årgang 1888, fik man både et 'normalt' navn som Nikoline og et utraditionelt som Inger. Det var heldigt for hende, for på landet var der ingen, der løftede et øjenbryn over, at hun hed Nikoline, men den gik ikke i byen. Derfor blev hun til Inger, da familien flyttede til København

Hvad er det helt umuligt at hedde i øjeblikket og hvad er hot?

Til ingen verdens nytte

Kender du det med, at remser, man lærte som barn, sidder uhjælpeligt fast i ens hoved nu masser af år efter?

Jeg har fx noget med stativ, stakit, kasket ... og med bispens gipsgebis ... og præstens ged på marken - for ikke at tale om når bådebygger Både bygger både, bygger bådebygger Både både både til kongen og marinen.

Ka' du flere?

Miniweekend

Som jeg har været inde på tidligere, overrender jeg ikke ligefrem København, selv om jeg kører igennem hver eneste dag. Men Monsieur forærede sig selv onsdagsfri hver uge i julegave, og nu har vi fået en miniweekend midt på ugen og dermed tid til at finde ud af, hvad der egentlig er sket i byen, siden vi vinkede farvel til den for en halv snes år siden. Vi har aftalt, at vores frionsdage skal bruges til at gøre noget sammen, som vi ellers ikke ville gøre, og vi skiftes til at finde på. I dag hed projektet: Slentretur i København uden ur.

For os var det nærmest som at komme til et fremmed land at gå rundt i den indre by. Vi satte bilen på Frederiksberg ved Radiohuset (der nu er et trist og tomt spøgelseshus under ombygning til andre formål) og traskede hele vejen ind til centrum over søerne og ned gennem Nansensgade, der engang var en mindre fashionabel adresse. Nu er den blevet hip med mange smarte forretninger - og utrolig meget graffiti, bemærkede jeg. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var noget særsyn. Det var det samme overalt, hvor vi færdedes i dag, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se skønheden i det. Jeg kommer aldrig til at forstå 'grimhedens æstetik', eller hvad man nu kalder det - jeg kan ikke lide det, og jeg kan ikke lide den ligegladhed med andre mennesker, den er udtryk for.

Jeg ved ikke, hvor længe Basement Interior i Jorcks Passage har eksisteret, men forretningen var ny for mig (nu bliver jeg sikkert helt til grin!), og her var jeg nødt til at tage et par billeder.

Boligindretning er ikke det felt, hvor vi er mest enige, men der skete det mirakuløse, at vi samtidig fik øje på en ting, som vi begge kunne lide ved første øjekast, og som vi mente ville passe ind det samme sted i vores stue - så der er basis for et nyt besøg, når vi har fået målt op.

Vi var også lige omkring Fair Trade-butikken i Badstuestræde:

Frokosten indtog vi i Den Grønne Kælder i Pilestræde, som Jens skrev så varmt om for noget tid siden, og jeg kan tilslutte mig anbefalingen: der er hyggeligt, maden er lækkert tilberedt, og det var overraskende billigt. Så havde vi fået nok, både at spise og at se, og også tilbageturen til Frederiksberg foregik til fods, kun afbrudt af kaffe og kage på café Combo's i Nansensgade.

Det målelige udbytte af de to provinsboers bytur - ud over den anbefalede dagsdosis på mindst 10.000 skridt: en turkis lambswooltrøje fra Noa Noa, en etnisk sweater fra Jackpot og et par lækre jeans fra Sister's Point indkøbt i Blågårdsgade. Samlet udgift: 112 kroner i min yndlingsbutik.

Hyggelig dag.

Giraf eller ulv?

I de senere år har jeg mange gange haft lyst til at sætte mig grundigt ind i girafsprog. Jeg har læst lidt om det her og der og set på tv, hvordan det bruges til konflikthåndtering blandt andet i børnehaver. Og efter nogle år i en afdeling med mange problemer, ville jeg ønske, at jeg havde sat mig ind i metoden for flere år siden. Nu har flere af ’problemerne’ valgt selv at sige op, men i virkeligheden synes jeg, at en arbejdsplads burde vægte klimaet langt højere, end jeg har oplevet det, fordi alt for mange taler ulvesprog - altså fortæller om, hvad der er forkert, hvad der er galt med andre, og hvem der har skylden. Målet er at tale ud fra behov, følelser og konkrete iagttagelser. Ulvesprog taler ud fra vurderinger, anklager, kritik, domme, krav osv.

Girafsprog er opfundet af den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenberg og kaldes også ikke-voldelig kommunikation. Principperne er enkle:

1. Du fortæller nøjagtigt, hvad du ser uden at fordømme nogen eller noget



2. Du fortæller, hvad du føler ved det



3. Du fortæller, hvorfor du føler det



4. Du fortæller, hvad du helt konkret kunne ønske dig i stedet

Jeg har en enkelt gang brugt fremgangsmåden over for en kollega, som efter min mening opførte sig besynderligt. Det krævede en smule mentalt tilløb, men det gik over al forventning. En misforståelse blev ryddet af vejen, og vi blev ikke uvenner.

Har du erfaringer med girafsprog?

Se mere her, og læs Marshall B. Rosenbergs introduktion til girafsprog.

Erle perle ...

Engang arbejdede jeg i en redaktion, hvor jeg kom med i et ansættelsesudvalg. Der skulle findes en ny medarbejder, som kunne indgå i et lille team af forskellige faggrupper, og det skulle vise sig at blive en øjenåbner af de helt store for mig.

123 ansøgninger landede på mit bord. De skulle læses og bedømmes på en enkelt aften, så jeg kunne komme på mit bud på, hvem vi skulle indkalde til samtale. Jeg tror, vi var syv personer i ansættelsesudvalget, og der var adskillige meninger om ansøgningerne. Sådan må det nødvendigvis være, men der var én ansøger, vi var enige om måtte være oplagt at tale med, fordi hans ansøgning var blændende, og han præcis opfyldte de kriterier, vi havde opstillet. Troede vi.

Ind kom en tyggegummignaskende flab sidst i tyverne, der straks slængede sig i stolen på den mest ucharmerede måde, og allerede her begyndte vi at ane uråd. Måske kunne man se igennem fingre med hans opførsel, den akavede situation taget i betragtning, men han svarede også både overlegent og helt hen i vejret på de spørgsmål, vi stillede ham. Som sagt, det er ikke nemt at sælge sig selv på tyve minutter, men ham her tænker jeg stadig på med den største undren. Hvad ville han dér? Hvordan kunne han tro, at han havde en chance?

I det hele taget kom det bag på mig, hvor lidt ansøgningerne afspejlede, hvad ansøgerne kunne og hvilke typer, de var. Og for nogles vedkommende var der altså overhovedet ingen dækning for ordene.

Hvem der fik jobbet? Det gjorde redaktørens favorit - stik imod hvad alle vi andre havde vurderet som den rigtige beslutning.

Jeg lærte med andre ord:

• Man skal ikke stole på alt, hvad man læser.



• Nogle mennesker kan rumme ubegribelig meget varm luft.



• Et ansættelsesudvalg er somme tider noget, man nedsætter for et syns skyld.

Det var vel i grunden ikke så ringe på kun et par dage.

Dut-dut-dut

Vi er enige om her i refugiet, at i almindelighed er mobiltelefoner en plage, men de kan være en glimrende foranstaltning, når der skal formidles korte, praktiske beskeder over længere afstande.

Her er de tre korteste beskeder, jeg har fået fra Monsieur via mobiltelefon inden for det sidste halve års tid:

   - Hej, min Skat, jeg bliver lidt forsinket, så jeg er nok først hjemme klok ... dut-dut-dut

   - Hej, det er mig, jeg står henne i Kvickly. Synes du ikke, jeg skal kø ... dut-dut-dut

   - Hej, lige hurtigt - der er vist ikke ret meget batt ... dut-dut-dut

Den selvopladende mobiltelefon mangler stadig at blive opfundet ...

Dagen derpå

Lørdag aften: hos gode venner på Odden til overdådigt traktement med gode vine og gode grin. Som følge heraf sen hjemkomst med endnu senere sengetid - en køretur på 2 x 100 kilometer har altid en vis bremselængde.

I dag: lavt tempo og lavt energiniveau, der lige nøjagtig rakte til en slentretur i Liseleje.

Jeg måtte hen og se, hvad meningen var med den tomme ramme med direkte udsigt til en villahave. 'De fire årstider' stod der på skiltet i nederste venstre hjørne.

Og nu ved jeg, at voksmannequiner i et butiksvindue også kan have personlighed.

Motion i lavt tempo

Her om vinteren er min evige dårlige samvittighed at få motion nok. Jeg forsøger så vidt muligt at gå en tur hver dag og tage trappen i stedet for elevator eller rullende trapper, men alligevel er der et stykke til de 10.000 skridt, vi helst skal op på om dagen.

I går faldt mit blik på en annonce for Skridttællerbogen af Bente Klarlund Pedersen. Hun er et af de klogeste hoveder på motionsområdet, professor og formand for Det nationale råd for folkesundhed - og ved alt, hvad der er værd at vide om sammenhængene mellem motion og sundhed.

Med bogen følger en skridttæller, kan jeg læse, men sådan én har vi nu begge allerede (selv om de mest blev brugt i begyndelsen!). En times gåtur i skarpt trav, så var de 10.000 skridt nået på en dag med de sædvanlige gøremål, man ellers har.

På visse punkter kan man godt få en noget sælsom måde at anskue verden på - jeg kan fx oplyse, at der er 1700 skridt herfra og ned til stationen ...

Hvordan har du det med at skulle holde øje med dit forbrug af skridt for at få rørt dig nok hver dag - er det galimatias eller noget du har i baghovedet?

Er du overtroisk?

I Nyhedsavisen i forgårs kunne man læse, at rigtig mange danskere er overtroiske. Bladet citerer en undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har lavet for Kristeligt Dagblad. Hver tredje dansker tager varsel af sorte katte og knuste spejle. Overtro er endda mere udbredt blandt yngre - 43 procent! - end blandt ældre danskere.

Det overrasker mig, og jeg får lyst til at søsætte en lille rundspørge. Capac pointerede forleden eftertrykkeligt, at han ikke er overtroisk, men hvad med dig? Banker du under bordet og siger 7-9-13 eller tror på, at der er mere mellem himmel og jord?

Det værste jeg har læst

I går havde Shabby en dejlig historie om Anna Hude, den første danske kvinde, der opnåede en doktorgrad. Jeg har altid selv været meget historieinteresseret og læst en hel del. Især guldalderen finder jeg spændende, og for nogle år siden slugte jeg Jørgen Mathiassens store romantrilogi fra omkring 1980, der beskriver de politiske og kulturelle strømninger i tiden 1836-1872 gennem juristen Charles Dehns karriere fra ung retsskriver til kontorchef i kulturministeriet. Ubetinget en af mine bedste læseoplevelser!

Den værste - det vil sige den mest hårrejsende - bog, jeg nogen sinde har haft fingre i, udspiller sig også i 1800-tallet. Jens Engberg har skrevet en meget grundig bog om Oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset 1817. Men her måtte jeg give fortabt - jeg kunne simpelt hen ikke bære at læse om de gruopvækkende forhold i fængslet, hvor man burede mennesker inde for et godt ord og behandlede dem som affald. Det er klart, at historiske perioder skal ses med den tids øjne, men jeg fik nærmest kvalme. Altså en ikke-anbefaling - medmindre du har nerver af stål.

Har du også læst bøger, du måtte opgive med væmmelse?

P.S. Jørgen Matthiasens trilogi får jeg helt lyst til at genlæse, så den vender jeg nok tilbage til her.

Hvad brevkassen gemte

Efterhånden har jeg vænnet mig til flade, firkantede fortrinsvis brune pakker og æsker i forskellige størrelser fra England og USA, der dukker op med jævne mellemrum i brevkassen. Det viser sig som regel, at det er bøger og cd’er, som Monsieur mener, at han ikke kan leve uden.

I går var pakken i brevkassen ikke brun, men hvid, det var ikke en papæske, som det plejer at være, men en kuvert, og den var afsendt fra Argentina. Monsieur havde købt en cd antikvarisk (men splinterny) gennem amazon.co.uk og var altså endt hos en argentinsk pladekræmmer. Jeg bliver ved med at undres over, hvad det internet giver os af muligheder - og bare rolig, ordet ’globalisering’ indgår ikke i mit aktive ordforråd!

Nå, men det bedste af det hele var, at cd’en var Norah Jones' debutalbum fra 2002 Come Away With Me. I virkeligheden hedder hun Geethali Norah Jones Shankar - jeg anede ikke, at hun var datter af Ravi Shankar, før Gitte nævnte det for et stykke tid siden, da hun skrev om Norahs citarspillende halvsøster Anoushka Shankar.

Come Away With Me agerede baggrundsmusik til aftensmaden og blev skamspillet resten af aftenen. Norah Jones synger fantastisk og spiller klaver til, og genren er svær at indkredse: en raffineret blanding af jazz, folk, soul, pop og country. Bredere og bedre bliver det ikke.

Til anbefaling!

Var det hende?

Forleden dag så jeg min mor på gaden. Det var hendes hvide hår, de samme sko med lave hæle, den samme frakke i petroleumsblå uld, alderen midt i 70'erne, det hele stemte på en prik.

Der var bare det ved det, at min mor døde i januar 1999. Jeg stod i et rum og kiggede ud af vinduet et sted på Frederiksberg, da jeg så kvinden gå hen og stille sig til at vente på en bus. Samme måde at gå på, der var ikke noget at tage fejl af. Jeg kiggede igen og igen, for hvis det var sandt, måtte jeg da løbe ned på gaden til hende. Så kom bussen, hun steg ind, og væk var hun.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. Min fornuft siger mig, at det umuligt kan have været min mor, der i dag ville have været 82 år. Jeg var rystet længe efter.

Har du oplevet noget tilsvarende?

Nu er det Sommer

- i hvert fald de næste 19 søndage på DR1. Jeg var spændt på at se det første afsnit, fordi udendørsscenerne i serien er optaget i Frederiksværk lige her ved siden af, og der har stået en del om det i lokalavisen. Familien Sommers hus kender jeg udmærket udefra. Der er et usædvanlig smukt, kuperet terræn omkring byen, og huset ligger på en kæmpe skrænt ned til fjorden. Udsigten fra huset er fantastisk - kun skæmmet af det gamle Stålvalseværk, der ligger lige nedenfor, og som kameraet behændigt styrede udenom.

Indledningen med fødselsscenen fra Malawi, hvor sønnen Jakob arbejder som læge uden grænser, var smuk i al sin dramatik, og første afsnit fik mig på krogen med det samme. Det skal blive spændende at blive vidne til afsløringerne af alle de traumer og hemmeligheder, der tydeligvis er stuvet ind under gulvtæppet. De ubesvarede spørgsmål står i kø: Hvorfor fortæller Mille ikke, at hun er gravid? Hvorfor bliver den gamle doktor Sommer så chokeret ved synet af den gamle æske fra Mallorca? Er ægteskabet med Sophia så lykkeligt, som det ser ud på overfladen - og hvorfor ikke?

Det glæder mig, at man har valgt forholdsvis ukendte skuespillere til flere af de centrale roller. Vi trænger til at se andre end dem, vi plejer at se. Og Jesper Langberg er uhyggeligt god som den aldrende læge - det er imponerende, at han stadig er på toppen en menneskealder efter Matador. Og så er det for resten meget sjovt for mig, at man har brugt lokale statister, som jeg kender fra køen i supermarkedet.

Med andre ord: jeg er ’på’, også de næste 19 søndage, og gamle DR har ingen konkurrenter på det felt - selv om spørgsmålet er, hvor længe det varer ...

Hvad synes du efter første afsnit af 'Sommer'?

Serien har en flot og spændende hjemmeside.

En gyser

I en del år arbejdede jeg for litteraturprogrammerne i radioen og fik på den måde en indsigt, som jeg nok ellers kun ville have fået gennem et litteraturstudium. I går stødte jeg tilfældigt på Daphne du Mauriers roman Rebecca i reolen - en af de bøger, jeg har stående, fordi jeg var med til at lave en udsendelse om den. Nogle af jer har måske set den på film med Laurence Olivier og Joan Fontaine. Hitchcock filmede den i 1940, og bogen holder stadig, selv om det ikke er finlitteratur.

Den velhavende enkemand Maxim de Winter lægger an på en ung, uskyldig kvinde, og hun er ikke i tvivl om, at hendes lykke er gjort, fordi han samtidig er en meget kærlig mand. Efter en stormende forelskelse gifter de sig, men efterhånden som forholdet udvikler sig, bliver hun oftere og oftere hjemsøgt af hans afdødes hustrus genfærd - Rebecca. Men er det kun indbildning? Er det et udslag af forfølgelsesvanvid, eller er der mere nederdrægtige kræfter på spil?

Mere vil jeg ikke røbe, men Litteratursiden har en lidt grundigere gennemgang, hvis du skulle have fået blod på tanden. Jeg ved ikke, om 'Rebecca' stadig kan lånes på biblioteket, for her smider de jo rask væk bøgerne ud, hvis de ikke har været lånt ud i et par år. Men Ibooks har det billigste tilbud.

Jeg giver 'Rebecca' seks Stesolider for den afsindigt spændende, psykologiske historie.

Kender du én i den kategori, der er bedre?

Forblæst

Det er koldt i dag, jeg siger det bare. Vi har været på stranden i Liseleje i isnende vind, der fik bølgernes skumsprøjt til at tage sig flot ud.

Vi havde pakket os ind de gamle Musk Ox'er og slået hætten op, men når kameraet skulle op af lommen, måtte vanterne af, og fingrene blev til istapper.

På Kystvej ligger der sommerhuse fra 1920'erne, smukke og midt i en tidslomme. Havemøblerne venter på forår og sommer.

Nu kalder teen, fingrene er ved at tø op, og bagefter skal jeg ud og samle blomsterpinde fra alle raketterne på vejen. Ideen er Shabby-Mariannes, og den er da genial.

Godt nytår!

Det er tidligt nytårsmorgen, og stilheden er næsten larmende. Kattene er faldet til ro, men det var slemt ved midnatstid, da nytårsskuddene var på deres højeste. Miss Mis var ude af sig selv af skræk og gemte sig bag sofaen, mens Sofus tog det næsten roligt. At sidde her i mørket og tænke tilbage er mit bedste tidspunkt at gøre status - jeg er mest til morgener og ikke sene aftener. Vi havde en hyggelig nytårsaften med god mad og vin. Den var anderledes end mange tidligere nytårsaftener, jeg har oplevet.

I min barndom fyrede min morfar raketter af inde fra vinterhaven og ud gennem den åbne havedør. Han blev som et barn ved det smukke syn. Andre gange var vi hos min tante i Dragør, hvor traditionen var et spil Matador. Jeg kan stadig huske, hvor svært det var at holde sig vågen efter 10, men husker også den smukke hjemtur efter midnat med fyrværkeri på himlen og lysreklamerne på Rådhuspladsen.

For omkring 15 år siden holdt vi selv mange nytårsaftener med vores unge søn, som elskede at fare ud til vennerne på vejen med sikkerhedsbriller og masser af fyrværkeri, når klokken var 12 . Der skete aldrig ulykker - han bar sig fornuftigt ad, men morens hjerte sad helt oppe i halsen.

Om lidt, når det er lyst, vil jeg gå ud og samle raketter op i haven og give fuglene vand, for jeg tror, deres drikkevand er frosset. Jeg vil nyde to fridage med en travetur ved vandet og lavt tempo. Vi bor tæt ved Kattegat og nyder at blive blæst igennem på stranden. Hvis Miss Mis vil flytte sig lidt, vil jeg lægge dette indlæg på. Hun ligger hen over mine arme på computeren ...

Godt nytår til jer alle!

Årets sidste arbejdsdag

Det har været en begivenhedsrig dag. Vækkeuret ringede lidt i 5 i morges, men vi havde til gengæld motorvejen fuldstændig for os selv. Åbenbart havde alle valgt at tage en fridag nytårsaftensdag. Ha, siger jeg bare, det var en god fornemmelse at køre til Amager på langt under en time. Da dagens dont var overstået tidligt, gjorde vi stop i Hillerød på hjemvejen og spiste en vegetarmadpandekage på café La Belle Vie på Torvet, hvor man kan nyde den imponerende udsigt til Frederiksborg Slot, mens man spiser. Flottere udsigt findes ikke. Butikkerne lukkede allerede kloken 14, men vi nåede en frisk travetur ned gennem Slotsgade kun afbrudt af Monsieurs vinterstøvlekøb, kiggen på briller og herretøj. På tilbagevejen et lynkig i Slotsarkaderne hos Søstrene Grene.

Nu er vi hjemme, og jeg fandt de dejligste nytårshilsner fra en masse blogvenner, tusind tak til jer alle! Vores aften bliver bare os to plus de to kælegrise, som jeg holder inde, før raketterne og kanonslagene begynder at gøre udelivet usikkert. Jeg har læst, at man bare skal lade en skabslåge stå åben - så vil kattene finde derind og gemme sig i en hule, hvis larmen bliver voldsom.

Ha' det nu godt derude - ingen ulykker i aften, vel?

Jeg slår det lige op ...

Kender du det, at man har brug for at slå noget op, og valget står mellem nettet og et leksikon?

Af en eller anden grund har vi Den Store Danske Encyklopædi stående i reolen, og jeg synes, det er rart at have dette Familien Danmarks leksikon i min stue. Men hvordan er det lige - hvor mange gange har jeg brugt det? Vist nok én gang på et år. Jeg har lavet nogle stikprøver for at se, hvor nyttigt det er til mit brug - og det underlige er, at jeg næsten ikke kan bruge det til noget som helst. Og det er så det, der ryster mig - mig, den inkarnerede bogsamler er blevet en netnørd. Det står ganske simpelt for få artikler om det, jeg har brug for at slå op.

Hvordan har du det med Google kontra et gammeldags leksikon i bogform?

Hørt i forbifarten

Kvicklys kosmetikafdeling lørdag formiddag. To elever - en af hvert køn på omkring de 18 - går og snakker med hinanden, mens de sætter varer på plads.

Han (idet han holder en deodorant frem, så hun kan se den): - Den her, den lugter bare forfærdeligt!

Hun: - Ja, af Gammelfar! Hvis du tager den på, så har du alle de dér kvinder på tredive hængende på ryggen af dig! Det går jo ikke!

Jeg lod, som om jeg ikke hørte noget. Så huskede jeg, at da jeg var 14, havde jeg en olding af en regnelærer. Han var dobbelt så gammel som mig!

Oplever du også, at tidspunktet for, hvornår man er gammel, på magisk vis bliver ved med at flytte sig, så det altid befinder sig et godt stykke foran en selv?

What a day for a daydream ...

En sko, en ko, en ørenring, en flaske vin og en kokosnød. Hvad dagdrømmer jeg om?

Status

Nu hvor 2007 er ved at være gået, er tiden inde til at gøre status, og hvis du vil være med, bliver det så meget sjovere.

For mig har det været en stor oplevelse at møde og lære flere blogvenner bedre at kende - Regitze, Liselotte, Donald, Ella og Andrea. Derudover gav 2007 mig Sofus, en udpræget kælegris, eller rettere kælekat. Jeg opnåede at få lov at blive i mit dejlige, lyse lydstudie i stedet for at flytte til en cigarkasse uden dagslys, og så har jeg fået en ny ven(inde), der giver mig meget glæde. Vi bor langt fra hinanden, men vi skriver sammen hver uge, og hun skriver de mest fantastiske breve.

Alt i alt har jeg ikke meget at klage over.

Hvad var det bedste, der hændte for dig i 2007?

Byturen

Hun bryder sig egentlig slet ikke om at komme i København. Siden hun flyttede ud på landet for elleve år siden, har hun kun været på Strøget en enkelt gang, men i dag har hun pludselig lyst til til at tage toget derind.

Hun står af på Nørreport klokken lidt over elleve og går ned ad Fiolstræde, der er helt forandret. Sidst hun var her, var der mange flere antikvariater. Nu er de lavet om til cafeer eller tøjforretninger.

Lige før hun kommer til det, der engang var Daells Varehus, får hun øje på et skilt over en ny forretning, og hun genkender logoet med det samme. I flere år har hun fået Gudrun Sjödéns kataloger sendt fra Sverige og bladret i dem, men hun har sjældent købt noget. Det er for besværligt at købe pr. postordre, hvis tøjet ikke passer. Nu er der kommet en forretning, hun kan gå ind i.

Da hun kommer ud igen, har hun ikke købt noget. Der var for meget at vælge imellem, men det var en god oplevelse. Næsten bedre end at gå på museum, og hun fortsætter sin bytur med et smil om munden ved tanken om de farvestrålende kjoler og fantasifulde mønstre.

Hun går ind i flere forretninger og kigger, men hun køber kun noget ét sted. Notre Dame er den eneste forretning i hele København, hvor man kan få de karklude, hun bruger, og hun trænger til nogle nye. Hun køber en gul, en grøn, en blå, en orange og en rød, så der altid er én, der passer til viskestykkerne.

Da klokken er ved at være ét, er der pludselig sort af mennesker, ligegyldigt hvor hun færdes. Hun har glemt, at det er den dag, alle skal have byttet deres julegaver. Hun er sulten og har lyst til at gå ind på en café og spise frokost, men der er optaget alle steder.

Hun går ned i Meyers Deli i Magasins underetage og køber en vegetarsandwich og en Ramløse, som hun tager med sig i metroen. Nu vil hun hjem.

Sandwichen er enorm, men hun har aldrig smagt noget bedre. Der er ikke andet i end ruccola, mozzarella, soltørrede tomater og pesto, men brødet er helt frisk. Hun beslutter sig for at kopiere den engang i løbet af weekenden.

Hun skal skifte i Hillerød, men det tog, hun skal med, er lige kørt, og mellem jul og nytår kører lokalbanen kun én gang i timen. Hun tager Ud & Se, og fordriver ventetiden med at bladre i det. Der er altid flotte billeder.

På side 50 er der en slags novelle af Simon Fruelund om en gruppe pendleres vaner og hverdag, skrevet i korte, knappe sætninger uden ret meget variation, men hun kan godt lide det. I toget får hun den idé at skrive et blogindlæg i samme stil, når hun kommer hjem. Det skal handle om hendes dag i byen.

Isabella

Som lovet - mit one and only barnebarn Isabella på knapt tre år. I dag fejrede vi en forsinket juleaften, fire generationer samlet, og det er oldefar, der holder om hende for fotografens skyld. Bella er lige så køn som sin mor, der har et meget eksotisk udseende. Jeg har ikke set hende et stykke tid, og det er fantastisk at opleve et lille barns udvikling. Hun siger en masse nu, vil gøre rent sammen med sin mor og synger sange - i dag Lille Peter Edderkop.

De røde snore på ørerne er julepynt fra træet, og uden for fotografens linse ligger nissehuen. Hvis motivet ser lidt slattent ud, er det fordi hun har lungebetændelse og er på penicillin, men det forhindrede hende ikke i et være et særdeles aktivt - og talende - midtpunkt!

Den traditionsrige frokost

Sådan så der ud, da vi kom ...

Vi har såmænd været til julefrokost på Beghuset i Dragør. Min tante fejrede traditionen tro sin fødselsdag med de 10 nærmeste på Beghuset, som er blevet min yndlingsrestaurant. 2. juledag stiller de op med en traditionel, men stilfuld og delikat julefrokost langt over normal standard. Der er dækket op med runde borde til de forskellige selskaber og et gigantisk tag-selv-bord med sild, lune retter, oste, risalamande, kager og konfekt - alt smukt arrangeret. Vi har spist, så bukseknapperne fløj om ørerne på os, men én gang om året er vel o.k.?.

Det var 14. gang, vi fik fødselsdagsjulefrokost på Beghuset, og når vi har sundet os om et par timer, er vi klar igen til næste år.

For mere useriøse detaljer, se eventuelt her.

Hvor var du i dag?

Sådan så der ud, da vi gik ...

Om at glæde sig

Jeg fik lyst til at give mig selv en lille efterjulegave. Glæd dig, lyder opfordringen fra Tor Nørretranders, der i sin nye bog skriver om madglæde, arbejdsglæde og livsglæde. Bogen handler om glæden, som vi møder den i hverdagen, når vi spiser, når vi arbejder, og når vi møder andre mennesker. Men det er også en bog om, hvorfor vi ikke altid møder glæden, hvor vi burde - og hvordan vi kan ændre vores kost, vores arbejde og vores samvær, så det gør os gladere. Det handler også om arbejdsro, tilstedeværelse og kropsglæde og om at se naturen, glæde sig i fritiden, spise god mad og chokolade og sætte pris på venner, familie og godt helbred. Nørretranders fortæller om den radikale forandring, der er sket i den videnskabelige udforskning af lykke og glæde, og han undersøger to påstande: 1) kontrol kan fjerne ulykke, men ikke bringe lykke, 2) der består et udelukkelsesforhold mellem kontrol og glæde.

Poul Friis fra DR P1 har talt med Tor Nørretranders om bogen - indslaget kan høres her.

Jeg læste om Glæd dig i det nye nummer af Psykologi. Kender du bogen? Hvad synes du?

Historisk julemad

I Alle tiders historie på P1 har jeg lige hørt om gamle dages juletraditioner. Det var ikke kedeligt!

Tilrettelæggeren Dorthe Chakravarty var på besøg hos middelalderarkæologen og madeksperten Bi Skaarup på Nordfalster, der fortalte, at julemaden ikke har ændret sig ret meget i de sidste 1000 år. Dog har små ændringer fundet vej, og gamle opskrifter kan være med til at skabe lidt fornyelse på julebordet. Risalamande kan man læse om helt tilbage i 1703 i Anne Wigants kogebog.

Hvis du vil læse mere om julemadens historie og have opskrifter er der masser af information Bi Skaarups hjemmeside. Her er opskrifter fra vikingetiden, middelalderen, renæssenceopskrifter og opskrifter fra Christian IX´s tid.

Bi Skaarup har udgivet flere bøger om mad fra tidligere tider lige som Else-Marie Boyhus, den mest kendte specialist på området. De er begge medlemmer af Det Danske Gastronomiske Akademi.

Juleaften version 1 og 2

Juleaften er snart gået, og her sidder jeg og tænker og føler efter i glæde over min dags oplevelser.

Da jeg var barn, og sikkert også da I var, kunne man overhovedet ikke få tiden indtil juleaften til at gå, man var så forfærdeligt spændt, og alt skulle være som altid, de hyggelige traditioner med maden, lysene, musikken, gæsterne, gaverne, træet, pynten ... og for mit vedkomende den sene samling hos min mormor, hvor hele min mors familie samledes i det kæmpe hus. Jeg husker med største glæde tilbage på min barndoms jul.

Nu er jeg i en anden fase af mit liv, min søn er voksen og bor i et andet land, jeg er farmor til en lille pige på knapt 3, jeg er gift, min mor lever ikke mere, og vi og min far skal være hinandens juleaften, hvad vi netop har været.

Med årene er juleaften blevet på en anden måde end dengang, jeg var barn. Vi har spist den skønneste mad, drukket dejlig rødvin, fået kaffe og chokolade. Og så er der sneget sig en ny ting ind i vores jul. Min far har fået bredbånd og har lige opdaget YouTube, og vi har prøvet at overgå hinanden med vores yndlingsklip. Simba er blevet klappet, vi har været på kirkegårdene og tænkt på min mor, min mormor og morfar og farmor og farfar og min faster. Der er en masse, vi ikke har gjort af det, vi gjorde førhen, og sådan er livet. Vores familie og vores livsvilkår har ændret sig.

Vi har hygget os utroligt - ikke på den helt slagne måde, men på vores måde. Om et par dage skal jeg se Isabella.

Hvordan gik din juleaften?

Julesnapshot

En rose så jeg ikke skyde, men en morgenfrue i fuld blomst på en iskold lillejuleaftensdags spadseretur med ørevarmere og muffedisse.

Jeg fik mit bedste julepostkort i går. Fra sønnike. Det er første gang i et år, at jeg hører fra ham. Han har det godt og er blevet husejer - i Bulgarien!

Rigtig god jul til jer alle sammen!

Hjemløsejul

I går kom Monsieur hjem med Hus forbi, de hjemløses avis, og jeg slog op på et decemberdigt, som jeg straks faldt for:

December, december, hvor er du tung
Den korteste dag, den mørkeste stund
Det mindste lys, det blegeste skær
Det mest mismodige, triste vejr
Din nat er sort med tusinde stjerner
Din dag er grå med regn og slud
Du sukker dybt og gemmer dig bort
Du lever lidt og ånder ud

Men ...

Når himlen sminker dig med pudder
Og maler dagen blå og hvid
Når sneen dæmper alle lyde
Og lyser op ved midnatstide
Når frosten rimer i dit rige
Fuldmåne over den iskolde bugt
Da har jeg sjældent set din lige
Da skinner du vidunderligt smukt

Bjarne Bertel
Beboer på forsorgshjemmet Møltrup ved Herning

Blandt de mange læseværdige artikler var der én om de hjemløses jul, som Christiania arrangerer for 33. gang. Jeg har hørt så meget om den, men har desværre aldrig selv deltaget. Professionelle kokke og 100 frivillige laver mad til 1000 mennesker af 150 kg flæskesteg, 80 kg oksesteg, 140 liter sovs og 60 kg rødkål. Forberedelserne starter allerede den 21. december, hvor ben koges af til sovs. Pengene kommer fra fonde og indsamlingsbøsser.

Artiklen er kort, præcis og usentimental, men jeg bliver grebet om hjertet over, at så stor en flok mennesker bruger deres juleaften på at gøre den 24. december til en oplevelse for så mange juleløse. Christiania betragter det som sit flagskib at forære juleaften væk, og det forstår man. Jeg er dybt imponeret.

Mig og julemanden

Da jeg var omkring fire år, boede vi i en lejlighed på Kongevejen i Virum. Jeg husker ikke så meget fra den tid, mest glimt, eller hvis jeg kigger på billeder fra dengang, kommer enkelte minder væltende - og mest i form af følelser. Fx følelsen af forladthed, da min forældre gik på besøg og troede, at jeg sov. Følelsen af de voksnes tristhed, da min farfar døde, og den pinlige følelse, da jeg væltede med en cykel, fordi jeg troede, jeg kunne cykle som alle de andre børn, men aldrig havde prøvet før.

En juleaftensdag, mens min mor gik og lavde julemaden, blev min far sendt ned i kælderrummet for at hente et glas ribsgelé til aftensmaden. Han var vel væk et kvarter, og netop mens han var væk, ringede julemanden på døren. Han havde et stort hvidt skæg og en sæk med gaver over skulderen - og han var i det fineste julemandstøj. Han spurgte mig, om jeg havde været en artig lille pige, og det mente jeg jo nok, at jeg havde, og så fik jeg en gave - jeg kan ikke huske hvad.

Lidt efter at julemanden var gået igen, kom min far op fra kælderen med geleen, og det var da frygteligt uheldigt, at han gik glip af besøget af selveste julemanden ...

Har du en julehistorie fra din barndom?

Nu er det jul!

Hvad er din yndlingsjulesang?

Læsestof til juledagene

En af de mest spændende hjemmesider, jeg er stødt på, ejes af Jacob Holdt. Vi kender ham for hans Amerikanske Billeder og de mange rejser gennem USA’s slum, hvor han har åbnet vores øjne for ufattelige forskelle og uligheder i det amerikanske samfund.

Sjældent har jeg set så omfattende en personlig hjemmeside - en guldmine af interessante artikler og emner, som jeg bliver ved med at vende tilbage til: slægtsforskning, astrologi, Holdts eget curriculum vitae, kapitler om hans rejseledsagere og om hans forankring i Care, hobbies, om at blaffe, billeder/fotogalleri, en samling af e-mail-jokes, et mindested for afdøde venner, om verdens historie skrevet til datteren, favoritlinks osv. osv.

Kort sagt et utrolig spændende menneske med et vidtspændende univers - kig selv, og bliv overbevist!

En musikalsk åbenbaring

For et stykke tid siden, da Monsieur kom hjem fra indkøbsturen, havde han en cd med til mig. Han havde simpelt hen købt baggrundsmusikken i vores lokale helsekostbutik i Torup, som åbenbart var gået rent ind, og det gjorde den også hos mig! Det var den Cap Verdiske sangerinde Cesaria Evora og hendes Club Sodade. Jeg anede ikke, at hun er den mest kendte fortolker inden for morna - en lokal variant af den portugisiske fado. Både fado og morna minder om blues, men Club Sodade indeholder nu nogle temmelig eksperimenterende remixes.

Så begyndte jeg ellers at gå på jagt efter hendes mere traditionelle cd'er, og jeg er foreløbig ikke blevet skuffet. Hun kaldes den barfodede diva, fordi hun har for vane at optræde på bare tæer. Nogen vårhare er hun ikke - hun er født i 1941, men hun turnerer stadig over hele verden med sin kreolsk-portugisiske sang.

Omfanget af min uvidenhed gik først for alvor op for mig, da jeg fortalte min gode veninde og gamle klassekammerat Pia om Cesaria Evora. Det viste sig, at hun har alle hendes plader og har været vild med hende i årevis!

Hvis du også er nybegynder på området, kan jeg anbefale at downloade og låne på Bibliotekernes Netmusik.

Hvad er den sidste cd, du har købt?

Et eksperiment

Jeg kom ret sent hjem den aften. Det var mørkt og koldt, og da jeg satte nøglen i døren, opdagede jeg, at der ikke var låst ...

Er I med på at fortsætte historien med 25 ord hver (cirka)?

Kendtes gravsteder

Jeg er flere gange tilfældigt faldet over www.gravsted.dk når jeg har søgt oplysninger på kendte danskere. Det er et spændende site med over 2000 billeder af berømte danskeres grave og med en mini-biografi om deres liv. Der er flest danske skuespillere og forfattere, men også blandt andet politikere og sangere. Billederne er beskyttet, så ingen billeder her - men kig selv, for websitet er virkelig imponerende og overskueligt, da der er en gruppeinddeling, som gør det nemt at finde rundt.

Der findes en international pendent, www.findagrave.com hvor 19 millioner kendte menneskers gravsteder kan findes i 84 forskellige lande. Sitet er startet i 1995 og har også et diskussionsforum ud over billeder af gravstederne og en biografi. Man kan ved at ’besøge’ gravstederne lægge blomster og skrive hilsner. Kig selv!

Som jeg skrev om tidligere på måneden, har vi kun én berømthed på vores lokale kirkegård, så vidt jeg ved. Men Maren Jensdatter, der døde i 1846, og som jeg ikke aner hvem var, har den smukkeste grav'sten' af støbejern. Sådan én har jeg aldrig set før.

Kattepine

Sofus har fået mavevrøvl og skal have to slags medicin, men han er ikke indstillet på at samarbejde, når det gælder piller. Den ene slags skal knuses, tilsættes lidt vand og blandes med hans mad - men hans radar sporede straks, at der var something rotten med den skål, der blev sat foran ham. Altså rørte han den ikke. Den anden pille skal anbringes bagest på tungen, så han bare synker den - og gæt engang hvordan det gik. Suk.

Der var med andre ord kun én ting at gøre i går eftermiddags: stoppe katten ind i transportkassen og transportkassen ind i bilen, og så ellers af sted til dyrlægen.

Under de første fem minutters kørsel udgik der en ynkelig, men stærkt forurettet klynken fra kassen. Det blev afløst af en lyd, der lå tæt op ad det velkendte koncept ’ulvehyl i måneskin’, som efter yderligere to minutter slog over i ’genfærd med halskatar’. Herefter bredte der sig noget, der først lugtede forkert på én måde og lidt efter forkert på en anden måde, og jeg kan skrive under på, at ingen af måderne var behagelig. Den stakkels kat - han troede, han var på vej til skafottet, og han var mildest talt ikke lækker at hale ud af sin kasse på dyrlægens bord. Hele bagkroppen og halen var smurt ind i ... det tror jeg lige, vi springer over.

Dyrlægen ændrede klogt nok strategi, så den ene slags medicin blev i form af én langtidsvirkende injektion i nakken her og nu, mens den anden desværre stadig skal indtages i pilleform. Det tog dyrlægen rundt regnet to sekunder at stoppe pillen i halsen på katten, men han er heller ikke os.

Hjemturen foregik med alle ruder rullet ned og klaprende tænder - alternativet havde været at holde vejret i ti minutter. Så fulgte det tunge pligtarbejde med at få Sofus til at ligne en kat fra et pænt hjem igen. Monsieur stod på bare tæer og og holdt kræet op (iført arbejdshandsker af sikkerhedsmæssige årsager), mens jeg shamponerede, vaskede og skyllede af - først katten og derefter badeværelset. Sofus tog det pænt og protesterede mærkeligt nok slet ikke. Måske opfattede han det bare som en fin service, at han ikke selv behøvede at gøre det beskidte arbejde og indså, at det var bedre at dufte af violer end at lugte værre end en katastrofe.

At møde på job i dag var nærmest som at komme på hvilehjem. Lige nu prøver jeg at glemme, at vi skal til dyrlæge fire gange til i denne uge ...

P.S. Ingen billeder!

Eventyrlig kunst

Lidt tilfældigt er jeg stødt på kunstneren Julie Brabcová gennem en kollega, der kender hende. Det er en dejlig kunstner - født i Prag, men har boet her i mange år. Hun har en betagende smuk hjemmeside, hvor man kan se eksempler på hendes malerier, postkort, illustrationer m.m. - og underskønne postkort kan købes direkte fra hjemmesiden.

Ro på nu

I et tillæg til Politiken for et par måneder siden kunne man læse om, at tre store arbejdspladser her i landet har indført meditation i arbejdstiden som et middel mod stress.

Meditation kan ifølge artiklen forbedre koncentrationsevnen og give bedre overblik. Hos Nokia udbydes endda meditationskurser hver anden måned, hvor medarbejderne har mulighed for at melde sig til et 2 gange 5 timers kursus. Der er indrettet meditationsrum, hvor man bl.a. kan meditere sammen en gang om måneden i tre timer om morgenen, og feedbacken fra medarbejderne har været positiv - de oplever større energi, fokus, overblik og koncentration.

Min arbejdsplads er ikke blandt de tre, der er nævnt. Vil det være realistisk dér, hvor du arbejder?

Vinterglæder

Her i den mørke tid af året gælder det om at finde vinterglæderne frem, huske på at der også er spændende oplevelser, selv om det hele er lidt gråt og mørkt for tiden.

Uden for mit køkkenvindue er der en stillits i øjeblikket, og jeg plejer at få besøg af kvækerfinker og en masse dompapper. Jeg glæder mig til, at sneen ændrer landskabet og lyser op - helst når jeg har fri og ikke om morgenen, når jeg skal ud at køre.

Hvad glæder du dig over her i vintertiden?

Win-win

Vil I høre en god nyhed? Ja?

Jeg har fået lov til at beholde mit lækre, lyse lydstudie, foreløbig indtil næste sommer. At vinteren nu ikke skal tilbringes i en mørk æske uden vinduer, er jeg bare så glad for.

Hvordan jeg gjorde?

Jeg skrev en mail til min chef og påviste, hvordan man kunne spare afdelingen for en masse penge ved at lade mig blive i mit studie - verdens bedste argument for tiden. Det lykkedes altså at vinde første halvleg uden at nogen tabte, og så tager jeg tyren ved hornene igen til sommer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg har gemt alle jeres fine kommentarer til mig om dagslyslamper. De ligger trygt her i en mappe, så jeg ved, at det ikke kan ende fuldstændig galt.

Win-win er mit motto.

Moulin Rouge på Amager

I går var jeg til julefrokost på min arbejdsplads. Afdelingen holdt lukket hele dagen, og der var mødepligt for alle. Jeg havde ellers haft planer om at skulke, for mine forventninger var ikke de bedste.

Men faktisk blev det en fin dag. Den begyndte med fælles morgenmad for cirka 250 mennesker, derefter rundvisning i det kæmpe hus (som jeg endnu ikke har haft tid til at se på egen hånd), borddækning og pyntning af det største studie, der blevet forvandlet til Moulin Rouge i Paris. Kulisser, lamper, møbler, giner med tøj og musik og storskærm med de dansende kvinder fra filmen. Dansepiger, der laver møller med deres lange flæsekjoler og kun har mildest talt meget lidt tøj på. Vi sad ved små, runde borde, og der var traditionel og gammeldags julemad. Det sidste er godt nok ikke lige mig, men det var en meget hyggelig dag, som jeg ser tilbage på med glæde. Dejligt med skuffede forventninger engang imellem!

Hvordan gik din julefrokost?

Et usædvanligt arrangement

Langt ude i min bekendtskabskreds er der to mennnesker, der har en lille pige på fire år sammen. Men de er ikke et par og har aldrig været det, for han er til herrer, og det er hun også. Hun har bare aldrig fundet den helt rigtige. Det har han til gengæld, men ham kan han i sagens natur ikke få børn med. Så pigen er resultatet af en praktisk aftale.

Den lille piges far og mor er kolleger, arbejder samme sted og har altid været gode venner. De taler sammen hver dag og har mindst lige så gode muligheder som et 'rigtigt' par for at få hverdagen med deres fælles barn til at fungere gnidningsfrit. Det ser oven i købet ud til, at pigen er godt tjent med to familier - den ene bestående af to herrer, den af anden af en enlig mor. Men alle implicerede har haft det store ønske at få et barn.

Den slags arrangementer, der bunder i dyb respekt, og som viser sig at være til stor glæde for begge parter, beundrer jeg dybt. Når jeg tænker på, hvor svært det kan være at have små børn og få et parforhold til at fungere, er jeg endnu mere imponeret over, at det kan lade sig gøre at have et barn, når man fra starten har valgt hinanden til kun at være far eller mor - og ikke at være et par.

Er der nogen der har en bedre historie, der også er autentisk?

Holder du af hverdagen

Jeg holder af hverdagen, skrev Dan Turèll 80'erne og fremsagde til musik i 90'erne.

For et par dage siden var der en artikel i Politiken om den nye udstilling Indblik i mit liv i forhallen på Københavns rådhus. 43 københavnere har fået til opgave at fotografere deres hverdag, og der er nogle sjove eksempler i avisen. Udstillingen er åben til 27. december.

Hvis vi med cirka 25 ord skulle fortælle om vores hverdag, hvordan vil den så se ud? Jeg håber, du vil være med - jeg begynder lige:

Vækkeur 4.55, havregryn, motorvej, højtlæsning, bilkø, Amager, glashus, båndoptager, pc-netværk, e-mails, møde, kollegahygge, gamle udsendelser, indre by, kattene, kylling i karry, telefonsnak, spadseretur med lommelygte, Politiken, nyheder, dyner.

Har du lyst til at være med til at komprimere din hverdag ned til få ord?

Bag tremmer

Manden, der står bag overfaldet på flere kvindelige kondiløbere og unge piger i vores område, er nu bag tremmer. Det står i vores lokale avis i dag. Det er en 20-årig polak, og han erkender de to meget grove overfald, der har fået mig til ikke at gå tur alene nu i flere måneder.

Om jeg er lettet?

Jeg - en syvtalsgrosserer

Min moster siger, at hun er en syvtalsgrosserer - et gammeldags udtryk for en klunser. De gik engang rundt med et syvtal i jern til at rode i affaldsbunkerne med.

Og jeg har åbenbart et gen til fælles med hende, for jeg har også et talent for at finde ting på vores lokale genbrugsstaion. Jeg har fundet de dejligste kopper, tallerkner, bøger, drikketrug til misserne, tøj - og salt- og pebersættet oven over, som jeg har en særlig forkærlighed for.

Det er utroligt, hvad man smider ud nu om stunder. Men hvis folk bare efterlader det i 'genbrugsen', synes jeg det er fint, så pæne ting kan komme andre til gode. Jeg sørger altid selv for, at de ting jeg bliver træt af, havner på genbrugsstationen.

Jeg ved godt, at mange ikke kunne drømme om at kigge efter, hvad der står den slags steder og ikke vil tage noget med hjem, som andre har brugt. Dem om det, så er der så meget mere at vælge imellem til os andre.

Hvilken kategori hører du til i?

Mit bløde punkt

Jeg har et blødt punkt med Leonard Cohen - hans musik går lige i maven. Han er langtidsholdbar, og jeg bruger ham nærmest som terapi, når jeg har brug for en ekstra dyb indånding. Jeg fik The Future, da den udkom i 1992, men på et tidspunkt forsvandt den sporløst i forbindelse med, at vi flyttede. I flere år overlevede jeg mirakuløst uden Cohen, men en skønne dag for et år siden kom Monsieur så hjem med den til mig igen - selv om han påstår, at han falder i søvn, hver gang jeg sætter den på.

Leonard Cohens dybe stemme har en ro og en nærmest spirituel udstråling, der går rent ind, i hvert fald hos mig. Men måske virker han kun på kvinder?

Hvordan har du det med Leonard Cohen?

Lyttesmagsprøver her.

Dorthe

Her ved juletid kommer jeg gerne til at tænke på min skolekammerat Dorthe. Vi gik kun i 1. klasse sammen, men fordi hendes skæbne blev, som den gjorde, kan jeg ikke glemme hende. Jeg ved ikke, hvor i verden hun er i dag, for vores veje skiltes efter 1. klasse.

Dorthe var en helt almindelig lille pige, som fik en hjernesvulst, der gjorde, at hun kom til at sidde i kørestol, og hun mistede også talens brug. Forældrene var meget ældre end mine, og de havde flere andre børn. De valgte at sende Dorthe på et hjem, hvor man tog sig godt af hende - men desværre et plejehjem for gamle mennesker. Det kan ikke have været sjovt for et ungt menneske at bo sammen med meget dårlige gamle, men min mor blev besøgsven for Dorthe. Hun så hende en gang om ugen i mange år, og hvorfor det stoppede, ved jeg ikke, og nu kan jeg ikke spørge min mor, for hun lever ikke mere. Min mor valgte netop Dorthe som den, hun blev besøgsven for, fordi hun selv var heldig at have to raske børn.

Ind imellem husker jeg på, at man skal påskønne at være rask, for det er ingen selvfølge. Hvis jeg vidste, hvor Dorthe er i dag, ville jeg besøge hende, men hendes navn findes ikke i telefonregistrene.

Bogklubben

Jeg er medlem af Bogklubben 12 bøger. Det har jeg været i mange år og været meget tilfreds med. Gennem årene har jeg også været medlem af flere andre bogklubber, men det er begrænset, hvad jeg kan nå at læse og tage stilling til, så for tiden holder jeg mig til denne ene bogklub, som også tilbyder film, musik og lydbøger.

Bogklubber er en genial idé. Man får tilbudt en masse bøger, som man ikke anede, man ikke kan leve foruden, og man får spændende omtale af bøgerne. For eksempel er det 12 bøgers fortjeneste, at jeg har lært Sanna Ehdin at kende.

Jeg får også mange ideer til gaver. Ind imellem svipser det, så jeg pludselig står med månedens bog alligevel, selv om den var afmeldt, men der har aldrig været vrøvl med at returnere den.

Egentlig hører jeg ikke til dem, der absolut skal eje bøgerne - vi har jo verdens bedste biblioteker. Det er bare ikke altid, jeg kan vente med at læse en bog, til det er min tur i køen. Og hvis jeg vil overraskes, går jeg på jagt på den genbrugsstation - herom måske en anden gang ...

Smykker

Jeg kunne godt tænke mig at få lavet et smykke helt efter mit eget hoved i
samarbejde med en guldsmed. Jeg har arvet nogle gamle ringe, som er meget
gammeldags og slet ikke min stil - og jeg tænkte, at man måske kan få dem smeltet om, så de bliver lidt mere tidssvarende. Der er jo ikke så meget glæde ved at have arvestykker liggende, hvis man kan få lavet et nyt smykke, man bliver glad for.

Har nogle af jer erfaringer i den retning?

Den hyggeligste tradition

Jeg elsker at få julepost, jo mere jo bedre, og jeg skriver selv cirka 30 julebreve og 15 julemails hvert år. Til visse familiemedlemmer er det dog bedre med en telefonsamtale med ønsket om en god jul. Det tager selvfølgelig sin tid, og jeg begynder som regel at tænke på det 1. søndag i advent for at fordele brevskrivningen hen over ugerne. Foran mig har jeg lige nu en stor stabel julekort, der minder mig om, at hvert fald de breve, der skal til udlandet, skal af sted om nogle dage.

Julekortene er en tradition, jeg har taget med mig fra mit barndomshjem, hvor min far skrev mindst det samme antal til hans og min mors venner og vores familie. Min mor skrev endda med veninder, hvor hun nu kun havde denne kontakt én gang om året, for det betød meget for hende. Hun skrev med Hilma i Sverige, som hun havde gået på kursus med i 1954, og de skrev sammen, til min mor døde for 9 år siden. Min mor skrev også med vores tidligere nabo, Laila, selv om hun var flyttet i 1960.

Skriver du julekort eller julebreve? Er du eventuelt gået over til e-mails - eller gider du slet ikke den slags?

På juleudstilling

Da jeg var barn, var en af decembers helt store oplevelser at tage med min far og mor på juleudstilling i København. Vi brugte en eftermiddag på at gå ned gennem Strøget og kigge på alle de fantasifulde udsmykninger af butiksvinduerne. Jeg kan huske, at især legetøjsbutikkerne var spændende at trykke næsen flad imod, der var som regel et elektrisk tog, der kørte rundt og rundt i udstillingsvinduet, og nisser og julemænd, der bevægede sig. Daells Varehus' var den flotteste af dem alle sammen, og der var altid sort af børn! Vinduerne gav ideer til ønsker, som var meget beskedne - et år fik jeg en skoletaske. Af ældre familiemedlemmer fik jeg gerne en bog, nogle gange en voksenbog, de havde stående i reolen, og jeg var dybt skuffet. Jeg har også fået mokkakopper som lille pige og forstod slet ikke at påskønne dem, selv om jeg nu er glad for at eje mine fars mosters fine, små kopper. I det hele taget var gaver ikke, hvad de er i dag. De to største gaver, jeg fik ved min konfirmation, var en ny cykel og et lille armbåndsur. Men jeg var lykkelig for begge dele - det var den første cykel, jeg fik, som ikke var købt brugt.

Illustrationen er et julekort fra 40'erne, så bilerne så ikke helt sådan ud i min barndom. Men tegningen gengiver stemningen meget godt, sådan som den tager sig ud i hukommelsen.

Det faldt jeg for

Jeg faldt tilfældigt over FairTradebutik.dk, der har en guldgrube af spændende og farverige varer inden for brugskunst, tøj, tekstiler, smykker m.m. fra Afrika, Asien og Latinamerika. Smukke håndlavede unika i træ, keramik, glas, metaller, skind, bomuld, uld, sisal, jute m.v. Man kan også købe lækre fødevarer, snacks og drikkevarer.

Fair Trade arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en rimelig betaling for deres varer. Fair Trade fremmer økologi og bæredygtige produktionsformer af hensyn til miljøet, producenternes sundhed og velfærd. God kvalitet, man kan købe med god samvittighed. Læs om de grundlæggende principper her.

Du kan tilmelde dig Fair Trades nyhedsbrev her, her finder du det lækre Fair Trade-magasin, og her er julekataloget.

Se også diskussionen om Fair Trade hos Jens.

Pendulet

Jeg har en veninde, der pendulerer. Hun taler spændende om, at hun kan teste for eksempel vitaminpiller og se, hvilket mærke hun optager bedst. Hendes pendul er en smukt slebet sten med en tynd tråd i, men det er nu ikke pendulets udseende, der giver resultat. Desværre har jeg aldrig fået sat mig ind i penduleringens kunst, men når hun fortæller, er jeg hver gang opsat på at læse om den viden, vi kan skaffe os selv. Man skal stille spørgsmålet, så der kan svares ja eller nej, og man kan kun spørge om ting, der vedrører en selv.

Pendulet er blevet brugt siden år 8000 før vores tidsregning og har været anvendt over hele verden af bl.a. grækere, romere, jøder, ægyptere, kinesere, hinduer, indianere i Nord- og Sydamerika ved at bygge bro mellem logik og intuition. Det kan bl.a. bruges til at vælge de rigtige fødevarer, vitaminer, mineraler, lægemidler, læger, terapeuter, huse, biler, job ...

Er der nogen af jer, der kan give mig nogle begyndertrick?

Din egen dag

Uffe Ellemann-Jensen skrev engang en erindringsbog med titlen Din egen dag er kort. Jeg har aldrig læst den og har derfor ingen mening om den, men titlen har bidt sig fast. Den minder mig om, at vores tid her på planeten er begrænset, og det er værd at tænke over, hvad vi bruger den til. Døgnet har som bekendt 24 timer, men det er kun en brøkdel af dem, der er til fri disposition.

I dag kom jeg forbi Zen Habits, der regner lidt på det, og jeg fik lyst til at gøre det samme: jeg bruger 8 timer til at sove, 7 3/4 til arbejde, 2½ til transport og 2 til madlavning, spisning og huslige sysler, 1 time til at blogge og følge med i Blogland, og så er der alt det løse - dagbogsskrivning, planlægning, telefonsamtaler m.m. - lad mig sætte det til 1 time.

Når jeg trækker det fra 24, er der rundt regnet 2 timer tilbage, som jeg kan bruge til hvad jeg vil, og det er vel ikke så ringe endda.

Jeg prøver hver dag at nå at gå en tur, at læse avis, høre lidt radioavis, slappe af med en kat på skødet, læse i en bog og maile med mine venner og familie. Indkøb, rengøring og vask foregår i weekenden. Derudover samler jeg på ugens oplevelse, der som regel også er henlagt til weekenden. På søndag skal jeg være sammen med to af mine blogvenner, og vi skal på museumsbesøg på Den Hirschsprungske Samling.

Hvor mange timer råder du over, og hvordan bruger du dem?

Det tynder ud

For tiden bliver jeg hver dag mindet om, at livet er en lang række af forandringer, og at mennesker vandrer ud og ind af ens liv. At man kan være stensikker på at opleve en masse tab, som man hver gang skal komme sig over.

I disse dage siger jeg farvel til mine to nærmeste kolleger og en række andre i min afdeling. Jeg synes, det gør ondt, og min hverdag på jobbet bliver en anden bagefter. Nogle takler deres fratræden flot, andre er gået totalt i spåner og vil ikke engang sige farvel. For nogle dage siden skrev jeg et langt og kærligt farvel-brev til tæt kollega, som skulle holde op, med et ’god vind fremover’. Jeg hørte ikke et ord hørte jeg fra hende, og det gør ondt.

Jeg føler, hele situationen på arbejdspladsen stresser mig, og jeg har ikke noget våben mod det, for man skal jo igennem denne periode. Men jeg må indrømme, at mine sko i øjeblikket helst går en anden vej om morgenen end ind i det hus, hvor jeg har mit arbejde.

Noget at tænke over

En af mine lidt fjernere kolleger fortalte mig i går, at han engang på en rejse i England besøgte et spritistisk medie.

Det havde været en stor oplevelse for ham, fordi denne person havde talt til ham om hans farmor og beskrevet hende i detaljer som den meget korpulente dame hun var - og havde fortalt om hans farfars tragiske selvmord. Mediet have ingen forudsætninger for at kende til min kollegas familie, og denne oplevelse var blevet begyndelsen til en interesse for det, man ikke lige kan forklare. Egentlig synes jeg, det var modigt at sidde midt under frokosten og tale om disse ting. Han er uddannet psykolog og hopper ikke med på hvad som helst. Mange mennesker fejer det uforklarlige af bordet og vil slet ikke høre om den slags oplevelser.

Jeg har aldrig selv oplevet en spiritist, men kender flere der har. Det er noget, man skal gå forsigtigt frem med - ikke bare buse ud med oplevelsen.

Har du oplevet noget tilsvarende?

Penge er ikke alt

I gratisavisen 24 timer var der en lille artikel forleden, der fangede min interesse. Den handlede om, at enkle oplevelser gør os lykkeligere end at være mangemillionærer. Vi har hørt det før, men nu har en engelsk undersøgelse blandt lottomillionærer vist, at hemmeligheden bag et lykkeligt liv er at bruge tid på at slappe af. Det er de gratis glæder, der betyder noget - og det er ikke gratisaviser, der tænkes på, men for eksempel et varmt bad, golfspil, en svømmetur - også selv om man har råd til at købe, hvad det skal være.

Den danske lykkeforsker (det vidste jeg ikke, man kunne være!) Christian Bjørnskov mener, at i det lange løb er det eksempelvis det rigtige valg af partner, der gør os lykkelige. Mest ulykkelige bliver vi, når vi mister arbejdet. Rådet til os alle er at have overskud til gåture og til eftermiddagsluren, hvis vi er på jagt efter lykke.

Det glæder mig selvfølgelig at få bekræftet, at jeg har været på rette vej længe - katte i papirkurve medregnet.

Hvis vi snakker om de helt enkle oplevelser - hvad er så din opskrift på lykken? Gåture, fuglefodring, at male eller tegne eller ...

Vigtig meddelelse!

Hvis du ikke har opdaget det, kan jeg oplyse, at det snart er jul. Jeg vil ikke påstå, at jeg selv gør et stort nummer ud af den hjemlige juleudsmykning. Billedet er fra sidste år, men det kunne lige så godt være taget i går. Mine to trænisser i halv tændstikæskestørrelse er en fast tradition.

Jeg synes, det er en dejlig måned, og jeg holder af udsmykningen i gaderne og butikkerne. Det er hyggeligt med levende lys til overmål og samling på familien.

Da jeg var barn, fik vi altid risengrød med saftevand til og derefter flæskesteg. Nu er vi gået over til and med risalamande bagefter. Det med grøden først var vist for, at man ikke skulle spise for meget af det dyre kød.

Hvad får I at spise juleaften?

Min ven Panduro

Melby Kirke er en smuk bygning fra omkring år 1100. Den ligger i vores nabolag, og somme tider lægger vi søndagsgåturen forbi for at hilse på Leif Panduro. Han boede i Asserbo, da han døde, og nu står der en uanselig sten til minde om ham på kirkegården i Melby, der ligger smukt højt på en bakke. Da vi var unge, var Panduro overalt i medierne, og ser man bort fra lyrikken, spændte han over alle genrer, fra klummeskrivning, radio- og tv-satire til noveller og romaner. Dengang var det ham, der leverede tv-dramatik, der ryddede gaderne. Han skrev de første krimiserier på dansk, Ka’ De li’ østers og Smuglerne - datidens Forbrydelsen - men også hans seriøse tv-stykker om borgerskabets trængsler kunne holde seerne til skærmen hver gang. Det er sært at tænke på, hvor meget han betød dengang, og hvor lidt kendt han er nu. Jeg tvivler på, at nutidens gymnasieelever aner, hvem han var.

Leif Panduro døde i 1977, kun 53 år gammel, men med en enorm produktion bag sig, og hans død kom som et chok for hele landet. Fra at have været ’den frække tandlæge fra Esbjerg’ var han nærmest blevet en Frederik Folkekær. Både Monsieur og jeg føler, at han er en del af vores personlige kulturarv, og vi har næsten alle hans bøger stående i reolen. Monsieur har oven i købet været så heldig at besøge ham i forbindelse med en opgave, han skrev i gymnasiet. Panduro var et usædvanlig beskedent, venligt og opmærksomt menneske, og så var han vanvittig morsom. Det er godt at have ham lige i nærheden, så man kan gå forbi og sende ham en venlig tanke engang imellem.

Har du også en afdød kunstner, som du har et helt specielt forhold til?

Kontrasternes aften

Økologiske restauranter hænger ikke på træerne, men der ligger en på Frederiksberg. Her var vi inviteret til fødselsdag i går, og vi havde en sund aften med lækker, giftfri mad og drikke.

Samtaleemnerne var derimod ikke helt giftfrie - oplevelser i fortid og nutid, venskaber og arbejde. Vi var blandt andet en tur omkring min arbejdsplads i 70'erne, hvor meget var anderledes end nu på godt og ondt. Man kan roligt tale om en anden kultur - mange drak umådeholdent, nogle mødte op om morgenen med en pose med klirrende flasker, og først efter et par elefantøller var de arbejdsdygtige. Jeg deltog ikke selv i festlighederne, men jeg kommer ikke udenom, at selv om der var mange triste skæbner - en del overlevede ikke de glade 70'ere - var det også en hyggelig tid med plads til originaler, som man lod være i fred, fordi de kunne noget, andre ikke kunne. Jeg mindes radioprogrammer, der først kunne blive til efter klokken 22, når de medvirkende havde varmet op på værtshuset ved siden af i adskillige timer. Først omkring 1990 fik piben en anden lyd. Det var ikke længere velset at drikke i arbejdstiden, og de hvide elefanter forsvandt sammen med elefantøllerne.

Mens jeg delte ud af mine memoirer i går, drak vi 800 år gammelt kildevand. Det blev der ærlig talt ikke drukket meget af dengang i 70'erne.

Restauranten hedder for resten Chill Out, hvis du skulle få lyst til at prøve. Den ligger lige bag ved Frederiksberg Centret.

Historien om nederdelen

For et par dage siden skrev Sister Bonde om sin ungdoms hjemmehæklede bikini. Det kunne være sjovt at se, hvilke kreationer vi alle sammen har frembragt. Jeg ved, at mange af jer er umådeligt kreative, men hvad nørklede I med som helt unge? Strik, hækling, syning ...?

Jeg har selv mest gjort det i at sy - og lidt vævning og strikning. Min mor underviste i vævning, men var uddannet tilskærer og husholdningslærerinde. Hun lærte mig en masse fif, da jeg var en stor pige, og indtil 30-års alderen syede jeg meget af mit tøj selv.

Nederdelen her syede jeg i starten af 70'erne efter min rejse i Gambia og Senegal. Jeg faldt for de skønne batikmønstre, man kunne få overalt. Mønstret får jeg aldrig nok af, og jeg bruger stadig nederdelen med mellemrum. Som man kan se, har den en fortid som mininederdel – og da det gik af mode, blev det til en lang nederdel. Stoffet kunne ikke skaffes igen.

Hvad syede eller strikkede du som helt ung – har du noget du vil vise frem?