Det har bare været et år - men hvilket år! Pandemi, nedlukninger, mundbind, udskudte begivenheder, bekymringer og sorg. Men vi er blevet mere opmærksomme på hinanden, viser mere omsorg, støtter butikker og andet lokalt, har tænkt mindre 'mig' og mere 'de andre' - er blevet mere bevidste om, hvad der virkelig har betydning. Og der er jo altid noget, man kan være glad for. Dagen er for eksempel tiltaget med 6 minutter, men snart går det hurtigt!
Coronakrisen har forandret os, og nu er vi alle blevet ekstra glade for vores slotsruiner, jættestuer, kornmarker, skovtårne og syrenhegn :-)
Vi har besøg af en fasan hver dag. Det er så hyggeligt at kigge på den fra køkkenvinduet, og den er ikke længere sky. Den rydder fint op under fuglebrætterne og -kurvene, hvor der altid falder lidt fuglefrø eller jordnødder ned.
Vi har stort set ikke haft frost, men der har dog været rimfrost på græsset nogle få gange. Det er også usædvanligt slet ikke have fået sne den 31. december. Sne ville lyse op, og lys savner jeg virkelig.
Min helt store interesse er at fotografere fugle.
Lige uden for køkkenvinduet står der en hyld, hvor jeg fodrer fuglene året rundt i små kurve.
Der hænger også en beholder til jordnødder.
Sidst jeg var ude og fodre fugle, kom en spurvehøg flyvende med lynets fart og havde nær skræmt livet af mig ... :-)
Kernebideren kommer hver dag i øjeblikket. Det er en meget smuk fugl med fine farver og et kraftigt næb. Jeg ser den kun om vinteren - det er vist en gæst fra nordligere himmelstrøg.
DOF fortæller, at den spiser frø af kirsebær, mirabel, avnbøg, taks, ask samt solsikkefrø fra foderbrættet. Endvidere æder den om foråret gerne bladknopper og om sommeren insekter. Selv om fuglen ikke vejer mere end ca. 50 gram, så er den i stand til at yde et tryk på op mod 40 kg med sit næb, og den kan derfor åbne selv de hårdeste stenfrugter.
