En af mine hobbyer er at tage stiklinger og prøve at få dem til at slå rødder. For en uge siden tog jeg nogle grene ind fra en af mine sommerfuglebuske for at se, om de vil danne rødder i januar - det har jeg nemlig aldrig prøvet før. Det er muligvis for tidligt, men i april vil de gerne, er min erfaring. Når jeg klipper buskene ned i begyndelsen af april, tager jeg gerne stiklinger og sætter nogle af dem direkte i jorden, men tager også en del ind og sætter i vand. De danner altid rødder, mens forsøget med at sætte nogle direkte i jorden kun har givet få planter.
For nogle år siden fik en stikling af en køn, lilla plante, da min moster flyttede hjem til Danmark. Hun havde boet i Spanien i 10 år - og tradescantiaen står nu i min entré og blomstrer med de yndigste lyslilla blomster. Jeg har også lavet en ny plante af en guldranke, som min mor havde i min ungdom, og som snoede sig hele vejen rundt i mine forældres stue.
Det er sjældent, jeg køber nye potteplanter – normalt har jeg dem i årevis, tager stiklinger og laver nye planter selv. Det er sjovt at se noget gro og gerne stiklinger, jeg har ’lånt’ fremmede steder.
onsdag, januar 20, 2021
Abonner på: