Rapsmarkerne er så utroligt smukke i øjeblikket! Her er det ved Arresø i Nordsjælland.
Fuglene vågner allerede klokken 4.15 om morgenen i øjeblikket og giver sig til at synge. Det er tidligt at blive vækket, men jeg kan jo trøste mig med, at de kun plejer at synge til sankthans. Jeg holder nu ellers meget af fuglesang.
I Frederiksborg Amts Avis læste jeg, at der er kommet en cafébus i udkanten af Gribskov ved Tibberuphus, på Kagerupvej 12. Den var vores udgangspunkt i går for en dejlig vandretur i skoven og langs med Solbjerg Engsø. Tibberuphus er skovens ældste skovløberhus fra 1797, og det er ved at blive renoveret efter alle gældende regler for bevaringsværdighed - planen er, at det gamle skovløberhus skal indrettes til café, overnatning og naturens forsamlingshus. Bussen har åbent hver weekend og i ferier kl. 10-16.
Gribskov er en af landets største skove og er udlagt til beskyttelsesområde for adskillige naturtyper og fugle. Overalt i terrænet findes spor efter vore forfædre: jættestuer og forsvundne landsbyer. Gribskov har Danmarks største vildtlevende bestand af dådyr, to fiskeørnepar og et havørnepar, der yngler - og mange store gamle træer.
Solbjerg Engsø blev genskabt i 1993, og der er et meget rigt fugleliv omkring søen med både fiskeørn og havørn, som søger føde i søen.
Jeg ved ikke, om der er andre som mig, der har brug for et par rigtig gode og velsiddende sneakers på denne årstid til lange vandreture. Jeg har fundet Skechers Ultra Flex - First Take, som har en stødabsorberende sål og intet vejer. De er meget behagelige og har en fleksibel ydersål med godt greb.
Herover er det en vandstær i Pøleå ved Solbjerg Engsø - og derefter en lappedykker og en måge.
fredag, maj 14, 2021
Abonner på: