Byturen

Hun bryder sig egentlig slet ikke om at komme i København. Siden hun flyttede ud på landet for elleve år siden, har hun kun været på Strøget en enkelt gang, men i dag har hun pludselig lyst til til at tage toget derind.

Hun står af på Nørreport klokken lidt over elleve og går ned ad Fiolstræde, der er helt forandret. Sidst hun var her, var der mange flere antikvariater. Nu er de lavet om til cafeer eller tøjforretninger.

Lige før hun kommer til det, der engang var Daells Varehus, får hun øje på et skilt over en ny forretning, og hun genkender logoet med det samme. I flere år har hun fået Gudrun Sjödéns kataloger sendt fra Sverige og bladret i dem, men hun har sjældent købt noget. Det er for besværligt at købe pr. postordre, hvis tøjet ikke passer. Nu er der kommet en forretning, hun kan gå ind i.

Da hun kommer ud igen, har hun ikke købt noget. Der var for meget at vælge imellem, men det var en god oplevelse. Næsten bedre end at gå på museum, og hun fortsætter sin bytur med et smil om munden ved tanken om de farvestrålende kjoler og fantasifulde mønstre.

Hun går ind i flere forretninger og kigger, men hun køber kun noget ét sted. Notre Dame er den eneste forretning i hele København, hvor man kan få de karklude, hun bruger, og hun trænger til nogle nye. Hun køber en gul, en grøn, en blå, en orange og en rød, så der altid er én, der passer til viskestykkerne.

Da klokken er ved at være ét, er der pludselig sort af mennesker, ligegyldigt hvor hun færdes. Hun har glemt, at det er den dag, alle skal have byttet deres julegaver. Hun er sulten og har lyst til at gå ind på en café og spise frokost, men der er optaget alle steder.

Hun går ned i Meyers Deli i Magasins underetage og køber en vegetarsandwich og en Ramløse, som hun tager med sig i metroen. Nu vil hun hjem.

Sandwichen er enorm, men hun har aldrig smagt noget bedre. Der er ikke andet i end ruccola, mozzarella, soltørrede tomater og pesto, men brødet er helt frisk. Hun beslutter sig for at kopiere den engang i løbet af weekenden.

Hun skal skifte i Hillerød, men det tog, hun skal med, er lige kørt, og mellem jul og nytår kører lokalbanen kun én gang i timen. Hun tager Ud & Se, og fordriver ventetiden med at bladre i det. Der er altid flotte billeder.

På side 50 er der en slags novelle af Simon Fruelund om en gruppe pendleres vaner og hverdag, skrevet i korte, knappe sætninger uden ret meget variation, men hun kan godt lide det. I toget får hun den idé at skrive et blogindlæg i samme stil, når hun kommer hjem. Det skal handle om hendes dag i byen.

Isabella

Som lovet - mit one and only barnebarn Isabella på knapt tre år. I dag fejrede vi en forsinket juleaften, fire generationer samlet, og det er oldefar, der holder om hende for fotografens skyld. Bella er lige så køn som sin mor, der har et meget eksotisk udseende. Jeg har ikke set hende et stykke tid, og det er fantastisk at opleve et lille barns udvikling. Hun siger en masse nu, vil gøre rent sammen med sin mor og synger sange - i dag Lille Peter Edderkop.

De røde snore på ørerne er julepynt fra træet, og uden for fotografens linse ligger nissehuen. Hvis motivet ser lidt slattent ud, er det fordi hun har lungebetændelse og er på penicillin, men det forhindrede hende ikke i et være et særdeles aktivt - og talende - midtpunkt!

Den traditionsrige frokost

Sådan så der ud, da vi kom ...

Vi har såmænd været til julefrokost på Beghuset i Dragør. Min tante fejrede traditionen tro sin fødselsdag med de 10 nærmeste på Beghuset, som er blevet min yndlingsrestaurant. 2. juledag stiller de op med en traditionel, men stilfuld og delikat julefrokost langt over normal standard. Der er dækket op med runde borde til de forskellige selskaber og et gigantisk tag-selv-bord med sild, lune retter, oste, risalamande, kager og konfekt - alt smukt arrangeret. Vi har spist, så bukseknapperne fløj om ørerne på os, men én gang om året er vel o.k.?.

Det var 14. gang, vi fik fødselsdagsjulefrokost på Beghuset, og når vi har sundet os om et par timer, er vi klar igen til næste år.

For mere useriøse detaljer, se eventuelt her.

Hvor var du i dag?

Sådan så der ud, da vi gik ...

Om at glæde sig

Jeg fik lyst til at give mig selv en lille efterjulegave. Glæd dig, lyder opfordringen fra Tor Nørretranders, der i sin nye bog skriver om madglæde, arbejdsglæde og livsglæde. Bogen handler om glæden, som vi møder den i hverdagen, når vi spiser, når vi arbejder, og når vi møder andre mennesker. Men det er også en bog om, hvorfor vi ikke altid møder glæden, hvor vi burde - og hvordan vi kan ændre vores kost, vores arbejde og vores samvær, så det gør os gladere. Det handler også om arbejdsro, tilstedeværelse og kropsglæde og om at se naturen, glæde sig i fritiden, spise god mad og chokolade og sætte pris på venner, familie og godt helbred. Nørretranders fortæller om den radikale forandring, der er sket i den videnskabelige udforskning af lykke og glæde, og han undersøger to påstande: 1) kontrol kan fjerne ulykke, men ikke bringe lykke, 2) der består et udelukkelsesforhold mellem kontrol og glæde.

Poul Friis fra DR P1 har talt med Tor Nørretranders om bogen - indslaget kan høres her.

Jeg læste om Glæd dig i det nye nummer af Psykologi. Kender du bogen? Hvad synes du?

Historisk julemad

I Alle tiders historie på P1 har jeg lige hørt om gamle dages juletraditioner. Det var ikke kedeligt!

Tilrettelæggeren Dorthe Chakravarty var på besøg hos middelalderarkæologen og madeksperten Bi Skaarup på Nordfalster, der fortalte, at julemaden ikke har ændret sig ret meget i de sidste 1000 år. Dog har små ændringer fundet vej, og gamle opskrifter kan være med til at skabe lidt fornyelse på julebordet. Risalamande kan man læse om helt tilbage i 1703 i Anne Wigants kogebog.

Hvis du vil læse mere om julemadens historie og have opskrifter er der masser af information Bi Skaarups hjemmeside. Her er opskrifter fra vikingetiden, middelalderen, renæssenceopskrifter og opskrifter fra Christian IX´s tid.

Bi Skaarup har udgivet flere bøger om mad fra tidligere tider lige som Else-Marie Boyhus, den mest kendte specialist på området. De er begge medlemmer af Det Danske Gastronomiske Akademi.

Juleaften version 1 og 2

Juleaften er snart gået, og her sidder jeg og tænker og føler efter i glæde over min dags oplevelser.

Da jeg var barn, og sikkert også da I var, kunne man overhovedet ikke få tiden indtil juleaften til at gå, man var så forfærdeligt spændt, og alt skulle være som altid, de hyggelige traditioner med maden, lysene, musikken, gæsterne, gaverne, træet, pynten ... og for mit vedkomende den sene samling hos min mormor, hvor hele min mors familie samledes i det kæmpe hus. Jeg husker med største glæde tilbage på min barndoms jul.

Nu er jeg i en anden fase af mit liv, min søn er voksen og bor i et andet land, jeg er farmor til en lille pige på knapt 3, jeg er gift, min mor lever ikke mere, og vi og min far skal være hinandens juleaften, hvad vi netop har været.

Med årene er juleaften blevet på en anden måde end dengang, jeg var barn. Vi har spist den skønneste mad, drukket dejlig rødvin, fået kaffe og chokolade. Og så er der sneget sig en ny ting ind i vores jul. Min far har fået bredbånd og har lige opdaget YouTube, og vi har prøvet at overgå hinanden med vores yndlingsklip. Simba er blevet klappet, vi har været på kirkegårdene og tænkt på min mor, min mormor og morfar og farmor og farfar og min faster. Der er en masse, vi ikke har gjort af det, vi gjorde førhen, og sådan er livet. Vores familie og vores livsvilkår har ændret sig.

Vi har hygget os utroligt - ikke på den helt slagne måde, men på vores måde. Om et par dage skal jeg se Isabella.

Hvordan gik din juleaften?

Julesnapshot

En rose så jeg ikke skyde, men en morgenfrue i fuld blomst på en iskold lillejuleaftensdags spadseretur med ørevarmere og muffedisse.

Jeg fik mit bedste julepostkort i går. Fra sønnike. Det er første gang i et år, at jeg hører fra ham. Han har det godt og er blevet husejer - i Bulgarien!

Rigtig god jul til jer alle sammen!

Hjemløsejul

I går kom Monsieur hjem med Hus forbi, de hjemløses avis, og jeg slog op på et decemberdigt, som jeg straks faldt for:

December, december, hvor er du tung
Den korteste dag, den mørkeste stund
Det mindste lys, det blegeste skær
Det mest mismodige, triste vejr
Din nat er sort med tusinde stjerner
Din dag er grå med regn og slud
Du sukker dybt og gemmer dig bort
Du lever lidt og ånder ud

Men ...

Når himlen sminker dig med pudder
Og maler dagen blå og hvid
Når sneen dæmper alle lyde
Og lyser op ved midnatstide
Når frosten rimer i dit rige
Fuldmåne over den iskolde bugt
Da har jeg sjældent set din lige
Da skinner du vidunderligt smukt

Bjarne Bertel
Beboer på forsorgshjemmet Møltrup ved Herning

Blandt de mange læseværdige artikler var der én om de hjemløses jul, som Christiania arrangerer for 33. gang. Jeg har hørt så meget om den, men har desværre aldrig selv deltaget. Professionelle kokke og 100 frivillige laver mad til 1000 mennesker af 150 kg flæskesteg, 80 kg oksesteg, 140 liter sovs og 60 kg rødkål. Forberedelserne starter allerede den 21. december, hvor ben koges af til sovs. Pengene kommer fra fonde og indsamlingsbøsser.

Artiklen er kort, præcis og usentimental, men jeg bliver grebet om hjertet over, at så stor en flok mennesker bruger deres juleaften på at gøre den 24. december til en oplevelse for så mange juleløse. Christiania betragter det som sit flagskib at forære juleaften væk, og det forstår man. Jeg er dybt imponeret.

Mig og julemanden

Da jeg var omkring fire år, boede vi i en lejlighed på Kongevejen i Virum. Jeg husker ikke så meget fra den tid, mest glimt, eller hvis jeg kigger på billeder fra dengang, kommer enkelte minder væltende - og mest i form af følelser. Fx følelsen af forladthed, da min forældre gik på besøg og troede, at jeg sov. Følelsen af de voksnes tristhed, da min farfar døde, og den pinlige følelse, da jeg væltede med en cykel, fordi jeg troede, jeg kunne cykle som alle de andre børn, men aldrig havde prøvet før.

En juleaftensdag, mens min mor gik og lavde julemaden, blev min far sendt ned i kælderrummet for at hente et glas ribsgelé til aftensmaden. Han var vel væk et kvarter, og netop mens han var væk, ringede julemanden på døren. Han havde et stort hvidt skæg og en sæk med gaver over skulderen - og han var i det fineste julemandstøj. Han spurgte mig, om jeg havde været en artig lille pige, og det mente jeg jo nok, at jeg havde, og så fik jeg en gave - jeg kan ikke huske hvad.

Lidt efter at julemanden var gået igen, kom min far op fra kælderen med geleen, og det var da frygteligt uheldigt, at han gik glip af besøget af selveste julemanden ...

Har du en julehistorie fra din barndom?

Nu er det jul!

Hvad er din yndlingsjulesang?

Læsestof til juledagene

En af de mest spændende hjemmesider, jeg er stødt på, ejes af Jacob Holdt. Vi kender ham for hans Amerikanske Billeder og de mange rejser gennem USA’s slum, hvor han har åbnet vores øjne for ufattelige forskelle og uligheder i det amerikanske samfund.

Sjældent har jeg set så omfattende en personlig hjemmeside - en guldmine af interessante artikler og emner, som jeg bliver ved med at vende tilbage til: slægtsforskning, astrologi, Holdts eget curriculum vitae, kapitler om hans rejseledsagere og om hans forankring i Care, hobbies, om at blaffe, billeder/fotogalleri, en samling af e-mail-jokes, et mindested for afdøde venner, om verdens historie skrevet til datteren, favoritlinks osv. osv.

Kort sagt et utrolig spændende menneske med et vidtspændende univers - kig selv, og bliv overbevist!

En musikalsk åbenbaring

For et stykke tid siden, da Monsieur kom hjem fra indkøbsturen, havde han en cd med til mig. Han havde simpelt hen købt baggrundsmusikken i vores lokale helsekostbutik i Torup, som åbenbart var gået rent ind, og det gjorde den også hos mig! Det var den Cap Verdiske sangerinde Cesaria Evora og hendes Club Sodade. Jeg anede ikke, at hun er den mest kendte fortolker inden for morna - en lokal variant af den portugisiske fado. Både fado og morna minder om blues, men Club Sodade indeholder nu nogle temmelig eksperimenterende remixes.

Så begyndte jeg ellers at gå på jagt efter hendes mere traditionelle cd'er, og jeg er foreløbig ikke blevet skuffet. Hun kaldes den barfodede diva, fordi hun har for vane at optræde på bare tæer. Nogen vårhare er hun ikke - hun er født i 1941, men hun turnerer stadig over hele verden med sin kreolsk-portugisiske sang.

Omfanget af min uvidenhed gik først for alvor op for mig, da jeg fortalte min gode veninde og gamle klassekammerat Pia om Cesaria Evora. Det viste sig, at hun har alle hendes plader og har været vild med hende i årevis!

Hvis du også er nybegynder på området, kan jeg anbefale at downloade og låne på Bibliotekernes Netmusik.

Hvad er den sidste cd, du har købt?

Et eksperiment

Jeg kom ret sent hjem den aften. Det var mørkt og koldt, og da jeg satte nøglen i døren, opdagede jeg, at der ikke var låst ...

Er I med på at fortsætte historien med 25 ord hver (cirka)?

Kendtes gravsteder

Jeg er flere gange tilfældigt faldet over www.gravsted.dk når jeg har søgt oplysninger på kendte danskere. Det er et spændende site med over 2000 billeder af berømte danskeres grave og med en mini-biografi om deres liv. Der er flest danske skuespillere og forfattere, men også blandt andet politikere og sangere. Billederne er beskyttet, så ingen billeder her - men kig selv, for websitet er virkelig imponerende og overskueligt, da der er en gruppeinddeling, som gør det nemt at finde rundt.

Der findes en international pendent, www.findagrave.com hvor 19 millioner kendte menneskers gravsteder kan findes i 84 forskellige lande. Sitet er startet i 1995 og har også et diskussionsforum ud over billeder af gravstederne og en biografi. Man kan ved at ’besøge’ gravstederne lægge blomster og skrive hilsner. Kig selv!

Som jeg skrev om tidligere på måneden, har vi kun én berømthed på vores lokale kirkegård, så vidt jeg ved. Men Maren Jensdatter, der døde i 1846, og som jeg ikke aner hvem var, har den smukkeste grav'sten' af støbejern. Sådan én har jeg aldrig set før.

Kattepine

Sofus har fået mavevrøvl og skal have to slags medicin, men han er ikke indstillet på at samarbejde, når det gælder piller. Den ene slags skal knuses, tilsættes lidt vand og blandes med hans mad - men hans radar sporede straks, at der var something rotten med den skål, der blev sat foran ham. Altså rørte han den ikke. Den anden pille skal anbringes bagest på tungen, så han bare synker den - og gæt engang hvordan det gik. Suk.

Der var med andre ord kun én ting at gøre i går eftermiddags: stoppe katten ind i transportkassen og transportkassen ind i bilen, og så ellers af sted til dyrlægen.

Under de første fem minutters kørsel udgik der en ynkelig, men stærkt forurettet klynken fra kassen. Det blev afløst af en lyd, der lå tæt op ad det velkendte koncept ’ulvehyl i måneskin’, som efter yderligere to minutter slog over i ’genfærd med halskatar’. Herefter bredte der sig noget, der først lugtede forkert på én måde og lidt efter forkert på en anden måde, og jeg kan skrive under på, at ingen af måderne var behagelig. Den stakkels kat - han troede, han var på vej til skafottet, og han var mildest talt ikke lækker at hale ud af sin kasse på dyrlægens bord. Hele bagkroppen og halen var smurt ind i ... det tror jeg lige, vi springer over.

Dyrlægen ændrede klogt nok strategi, så den ene slags medicin blev i form af én langtidsvirkende injektion i nakken her og nu, mens den anden desværre stadig skal indtages i pilleform. Det tog dyrlægen rundt regnet to sekunder at stoppe pillen i halsen på katten, men han er heller ikke os.

Hjemturen foregik med alle ruder rullet ned og klaprende tænder - alternativet havde været at holde vejret i ti minutter. Så fulgte det tunge pligtarbejde med at få Sofus til at ligne en kat fra et pænt hjem igen. Monsieur stod på bare tæer og og holdt kræet op (iført arbejdshandsker af sikkerhedsmæssige årsager), mens jeg shamponerede, vaskede og skyllede af - først katten og derefter badeværelset. Sofus tog det pænt og protesterede mærkeligt nok slet ikke. Måske opfattede han det bare som en fin service, at han ikke selv behøvede at gøre det beskidte arbejde og indså, at det var bedre at dufte af violer end at lugte værre end en katastrofe.

At møde på job i dag var nærmest som at komme på hvilehjem. Lige nu prøver jeg at glemme, at vi skal til dyrlæge fire gange til i denne uge ...

P.S. Ingen billeder!

Eventyrlig kunst

Lidt tilfældigt er jeg stødt på kunstneren Julie Brabcová gennem en kollega, der kender hende. Det er en dejlig kunstner - født i Prag, men har boet her i mange år. Hun har en betagende smuk hjemmeside, hvor man kan se eksempler på hendes malerier, postkort, illustrationer m.m. - og underskønne postkort kan købes direkte fra hjemmesiden.

Ro på nu

I et tillæg til Politiken for et par måneder siden kunne man læse om, at tre store arbejdspladser her i landet har indført meditation i arbejdstiden som et middel mod stress.

Meditation kan ifølge artiklen forbedre koncentrationsevnen og give bedre overblik. Hos Nokia udbydes endda meditationskurser hver anden måned, hvor medarbejderne har mulighed for at melde sig til et 2 gange 5 timers kursus. Der er indrettet meditationsrum, hvor man bl.a. kan meditere sammen en gang om måneden i tre timer om morgenen, og feedbacken fra medarbejderne har været positiv - de oplever større energi, fokus, overblik og koncentration.

Min arbejdsplads er ikke blandt de tre, der er nævnt. Vil det være realistisk dér, hvor du arbejder?

Vinterglæder

Her i den mørke tid af året gælder det om at finde vinterglæderne frem, huske på at der også er spændende oplevelser, selv om det hele er lidt gråt og mørkt for tiden.

Uden for mit køkkenvindue er der en stillits i øjeblikket, og jeg plejer at få besøg af kvækerfinker og en masse dompapper. Jeg glæder mig til, at sneen ændrer landskabet og lyser op - helst når jeg har fri og ikke om morgenen, når jeg skal ud at køre.

Hvad glæder du dig over her i vintertiden?

Win-win

Vil I høre en god nyhed? Ja?

Jeg har fået lov til at beholde mit lækre, lyse lydstudie, foreløbig indtil næste sommer. At vinteren nu ikke skal tilbringes i en mørk æske uden vinduer, er jeg bare så glad for.

Hvordan jeg gjorde?

Jeg skrev en mail til min chef og påviste, hvordan man kunne spare afdelingen for en masse penge ved at lade mig blive i mit studie - verdens bedste argument for tiden. Det lykkedes altså at vinde første halvleg uden at nogen tabte, og så tager jeg tyren ved hornene igen til sommer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg har gemt alle jeres fine kommentarer til mig om dagslyslamper. De ligger trygt her i en mappe, så jeg ved, at det ikke kan ende fuldstændig galt.

Win-win er mit motto.

Moulin Rouge på Amager

I går var jeg til julefrokost på min arbejdsplads. Afdelingen holdt lukket hele dagen, og der var mødepligt for alle. Jeg havde ellers haft planer om at skulke, for mine forventninger var ikke de bedste.

Men faktisk blev det en fin dag. Den begyndte med fælles morgenmad for cirka 250 mennesker, derefter rundvisning i det kæmpe hus (som jeg endnu ikke har haft tid til at se på egen hånd), borddækning og pyntning af det største studie, der blevet forvandlet til Moulin Rouge i Paris. Kulisser, lamper, møbler, giner med tøj og musik og storskærm med de dansende kvinder fra filmen. Dansepiger, der laver møller med deres lange flæsekjoler og kun har mildest talt meget lidt tøj på. Vi sad ved små, runde borde, og der var traditionel og gammeldags julemad. Det sidste er godt nok ikke lige mig, men det var en meget hyggelig dag, som jeg ser tilbage på med glæde. Dejligt med skuffede forventninger engang imellem!

Hvordan gik din julefrokost?