Et usædvanligt arrangement

Langt ude i min bekendtskabskreds er der to mennnesker, der har en lille pige på fire år sammen. Men de er ikke et par og har aldrig været det, for han er til herrer, og det er hun også. Hun har bare aldrig fundet den helt rigtige. Det har han til gengæld, men ham kan han i sagens natur ikke få børn med. Så pigen er resultatet af en praktisk aftale.

Den lille piges far og mor er kolleger, arbejder samme sted og har altid været gode venner. De taler sammen hver dag og har mindst lige så gode muligheder som et 'rigtigt' par for at få hverdagen med deres fælles barn til at fungere gnidningsfrit. Det ser oven i købet ud til, at pigen er godt tjent med to familier - den ene bestående af to herrer, den af anden af en enlig mor. Men alle implicerede har haft det store ønske at få et barn.

Den slags arrangementer, der bunder i dyb respekt, og som viser sig at være til stor glæde for begge parter, beundrer jeg dybt. Når jeg tænker på, hvor svært det kan være at have små børn og få et parforhold til at fungere, er jeg endnu mere imponeret over, at det kan lade sig gøre at have et barn, når man fra starten har valgt hinanden til kun at være far eller mor - og ikke at være et par.

Er der nogen der har en bedre historie, der også er autentisk?

Holder du af hverdagen

Jeg holder af hverdagen, skrev Dan Turèll 80'erne og fremsagde til musik i 90'erne.

For et par dage siden var der en artikel i Politiken om den nye udstilling Indblik i mit liv i forhallen på Københavns rådhus. 43 københavnere har fået til opgave at fotografere deres hverdag, og der er nogle sjove eksempler i avisen. Udstillingen er åben til 27. december.

Hvis vi med cirka 25 ord skulle fortælle om vores hverdag, hvordan vil den så se ud? Jeg håber, du vil være med - jeg begynder lige:

Vækkeur 4.55, havregryn, motorvej, højtlæsning, bilkø, Amager, glashus, båndoptager, pc-netværk, e-mails, møde, kollegahygge, gamle udsendelser, indre by, kattene, kylling i karry, telefonsnak, spadseretur med lommelygte, Politiken, nyheder, dyner.

Har du lyst til at være med til at komprimere din hverdag ned til få ord?

Bag tremmer

Manden, der står bag overfaldet på flere kvindelige kondiløbere og unge piger i vores område, er nu bag tremmer. Det står i vores lokale avis i dag. Det er en 20-årig polak, og han erkender de to meget grove overfald, der har fået mig til ikke at gå tur alene nu i flere måneder.

Om jeg er lettet?

Jeg - en syvtalsgrosserer

Min moster siger, at hun er en syvtalsgrosserer - et gammeldags udtryk for en klunser. De gik engang rundt med et syvtal i jern til at rode i affaldsbunkerne med.

Og jeg har åbenbart et gen til fælles med hende, for jeg har også et talent for at finde ting på vores lokale genbrugsstaion. Jeg har fundet de dejligste kopper, tallerkner, bøger, drikketrug til misserne, tøj - og salt- og pebersættet oven over, som jeg har en særlig forkærlighed for.

Det er utroligt, hvad man smider ud nu om stunder. Men hvis folk bare efterlader det i 'genbrugsen', synes jeg det er fint, så pæne ting kan komme andre til gode. Jeg sørger altid selv for, at de ting jeg bliver træt af, havner på genbrugsstationen.

Jeg ved godt, at mange ikke kunne drømme om at kigge efter, hvad der står den slags steder og ikke vil tage noget med hjem, som andre har brugt. Dem om det, så er der så meget mere at vælge imellem til os andre.

Hvilken kategori hører du til i?

Mit bløde punkt

Jeg har et blødt punkt med Leonard Cohen - hans musik går lige i maven. Han er langtidsholdbar, og jeg bruger ham nærmest som terapi, når jeg har brug for en ekstra dyb indånding. Jeg fik The Future, da den udkom i 1992, men på et tidspunkt forsvandt den sporløst i forbindelse med, at vi flyttede. I flere år overlevede jeg mirakuløst uden Cohen, men en skønne dag for et år siden kom Monsieur så hjem med den til mig igen - selv om han påstår, at han falder i søvn, hver gang jeg sætter den på.

Leonard Cohens dybe stemme har en ro og en nærmest spirituel udstråling, der går rent ind, i hvert fald hos mig. Men måske virker han kun på kvinder?

Hvordan har du det med Leonard Cohen?

Lyttesmagsprøver her.

Dorthe

Her ved juletid kommer jeg gerne til at tænke på min skolekammerat Dorthe. Vi gik kun i 1. klasse sammen, men fordi hendes skæbne blev, som den gjorde, kan jeg ikke glemme hende. Jeg ved ikke, hvor i verden hun er i dag, for vores veje skiltes efter 1. klasse.

Dorthe var en helt almindelig lille pige, som fik en hjernesvulst, der gjorde, at hun kom til at sidde i kørestol, og hun mistede også talens brug. Forældrene var meget ældre end mine, og de havde flere andre børn. De valgte at sende Dorthe på et hjem, hvor man tog sig godt af hende - men desværre et plejehjem for gamle mennesker. Det kan ikke have været sjovt for et ungt menneske at bo sammen med meget dårlige gamle, men min mor blev besøgsven for Dorthe. Hun så hende en gang om ugen i mange år, og hvorfor det stoppede, ved jeg ikke, og nu kan jeg ikke spørge min mor, for hun lever ikke mere. Min mor valgte netop Dorthe som den, hun blev besøgsven for, fordi hun selv var heldig at have to raske børn.

Ind imellem husker jeg på, at man skal påskønne at være rask, for det er ingen selvfølge. Hvis jeg vidste, hvor Dorthe er i dag, ville jeg besøge hende, men hendes navn findes ikke i telefonregistrene.

Bogklubben

Jeg er medlem af Bogklubben 12 bøger. Det har jeg været i mange år og været meget tilfreds med. Gennem årene har jeg også været medlem af flere andre bogklubber, men det er begrænset, hvad jeg kan nå at læse og tage stilling til, så for tiden holder jeg mig til denne ene bogklub, som også tilbyder film, musik og lydbøger.

Bogklubber er en genial idé. Man får tilbudt en masse bøger, som man ikke anede, man ikke kan leve foruden, og man får spændende omtale af bøgerne. For eksempel er det 12 bøgers fortjeneste, at jeg har lært Sanna Ehdin at kende.

Jeg får også mange ideer til gaver. Ind imellem svipser det, så jeg pludselig står med månedens bog alligevel, selv om den var afmeldt, men der har aldrig været vrøvl med at returnere den.

Egentlig hører jeg ikke til dem, der absolut skal eje bøgerne - vi har jo verdens bedste biblioteker. Det er bare ikke altid, jeg kan vente med at læse en bog, til det er min tur i køen. Og hvis jeg vil overraskes, går jeg på jagt på den genbrugsstation - herom måske en anden gang ...

Smykker

Jeg kunne godt tænke mig at få lavet et smykke helt efter mit eget hoved i
samarbejde med en guldsmed. Jeg har arvet nogle gamle ringe, som er meget
gammeldags og slet ikke min stil - og jeg tænkte, at man måske kan få dem smeltet om, så de bliver lidt mere tidssvarende. Der er jo ikke så meget glæde ved at have arvestykker liggende, hvis man kan få lavet et nyt smykke, man bliver glad for.

Har nogle af jer erfaringer i den retning?

Den hyggeligste tradition

Jeg elsker at få julepost, jo mere jo bedre, og jeg skriver selv cirka 30 julebreve og 15 julemails hvert år. Til visse familiemedlemmer er det dog bedre med en telefonsamtale med ønsket om en god jul. Det tager selvfølgelig sin tid, og jeg begynder som regel at tænke på det 1. søndag i advent for at fordele brevskrivningen hen over ugerne. Foran mig har jeg lige nu en stor stabel julekort, der minder mig om, at hvert fald de breve, der skal til udlandet, skal af sted om nogle dage.

Julekortene er en tradition, jeg har taget med mig fra mit barndomshjem, hvor min far skrev mindst det samme antal til hans og min mors venner og vores familie. Min mor skrev endda med veninder, hvor hun nu kun havde denne kontakt én gang om året, for det betød meget for hende. Hun skrev med Hilma i Sverige, som hun havde gået på kursus med i 1954, og de skrev sammen, til min mor døde for 9 år siden. Min mor skrev også med vores tidligere nabo, Laila, selv om hun var flyttet i 1960.

Skriver du julekort eller julebreve? Er du eventuelt gået over til e-mails - eller gider du slet ikke den slags?

På juleudstilling

Da jeg var barn, var en af decembers helt store oplevelser at tage med min far og mor på juleudstilling i København. Vi brugte en eftermiddag på at gå ned gennem Strøget og kigge på alle de fantasifulde udsmykninger af butiksvinduerne. Jeg kan huske, at især legetøjsbutikkerne var spændende at trykke næsen flad imod, der var som regel et elektrisk tog, der kørte rundt og rundt i udstillingsvinduet, og nisser og julemænd, der bevægede sig. Daells Varehus' var den flotteste af dem alle sammen, og der var altid sort af børn! Vinduerne gav ideer til ønsker, som var meget beskedne - et år fik jeg en skoletaske. Af ældre familiemedlemmer fik jeg gerne en bog, nogle gange en voksenbog, de havde stående i reolen, og jeg var dybt skuffet. Jeg har også fået mokkakopper som lille pige og forstod slet ikke at påskønne dem, selv om jeg nu er glad for at eje mine fars mosters fine, små kopper. I det hele taget var gaver ikke, hvad de er i dag. De to største gaver, jeg fik ved min konfirmation, var en ny cykel og et lille armbåndsur. Men jeg var lykkelig for begge dele - det var den første cykel, jeg fik, som ikke var købt brugt.

Illustrationen er et julekort fra 40'erne, så bilerne så ikke helt sådan ud i min barndom. Men tegningen gengiver stemningen meget godt, sådan som den tager sig ud i hukommelsen.

Det faldt jeg for

Jeg faldt tilfældigt over FairTradebutik.dk, der har en guldgrube af spændende og farverige varer inden for brugskunst, tøj, tekstiler, smykker m.m. fra Afrika, Asien og Latinamerika. Smukke håndlavede unika i træ, keramik, glas, metaller, skind, bomuld, uld, sisal, jute m.v. Man kan også købe lækre fødevarer, snacks og drikkevarer.

Fair Trade arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en rimelig betaling for deres varer. Fair Trade fremmer økologi og bæredygtige produktionsformer af hensyn til miljøet, producenternes sundhed og velfærd. God kvalitet, man kan købe med god samvittighed. Læs om de grundlæggende principper her.

Du kan tilmelde dig Fair Trades nyhedsbrev her, her finder du det lækre Fair Trade-magasin, og her er julekataloget.

Se også diskussionen om Fair Trade hos Jens.

Pendulet

Jeg har en veninde, der pendulerer. Hun taler spændende om, at hun kan teste for eksempel vitaminpiller og se, hvilket mærke hun optager bedst. Hendes pendul er en smukt slebet sten med en tynd tråd i, men det er nu ikke pendulets udseende, der giver resultat. Desværre har jeg aldrig fået sat mig ind i penduleringens kunst, men når hun fortæller, er jeg hver gang opsat på at læse om den viden, vi kan skaffe os selv. Man skal stille spørgsmålet, så der kan svares ja eller nej, og man kan kun spørge om ting, der vedrører en selv.

Pendulet er blevet brugt siden år 8000 før vores tidsregning og har været anvendt over hele verden af bl.a. grækere, romere, jøder, ægyptere, kinesere, hinduer, indianere i Nord- og Sydamerika ved at bygge bro mellem logik og intuition. Det kan bl.a. bruges til at vælge de rigtige fødevarer, vitaminer, mineraler, lægemidler, læger, terapeuter, huse, biler, job ...

Er der nogen af jer, der kan give mig nogle begyndertrick?

Din egen dag

Uffe Ellemann-Jensen skrev engang en erindringsbog med titlen Din egen dag er kort. Jeg har aldrig læst den og har derfor ingen mening om den, men titlen har bidt sig fast. Den minder mig om, at vores tid her på planeten er begrænset, og det er værd at tænke over, hvad vi bruger den til. Døgnet har som bekendt 24 timer, men det er kun en brøkdel af dem, der er til fri disposition.

I dag kom jeg forbi Zen Habits, der regner lidt på det, og jeg fik lyst til at gøre det samme: jeg bruger 8 timer til at sove, 7 3/4 til arbejde, 2½ til transport og 2 til madlavning, spisning og huslige sysler, 1 time til at blogge og følge med i Blogland, og så er der alt det løse - dagbogsskrivning, planlægning, telefonsamtaler m.m. - lad mig sætte det til 1 time.

Når jeg trækker det fra 24, er der rundt regnet 2 timer tilbage, som jeg kan bruge til hvad jeg vil, og det er vel ikke så ringe endda.

Jeg prøver hver dag at nå at gå en tur, at læse avis, høre lidt radioavis, slappe af med en kat på skødet, læse i en bog og maile med mine venner og familie. Indkøb, rengøring og vask foregår i weekenden. Derudover samler jeg på ugens oplevelse, der som regel også er henlagt til weekenden. På søndag skal jeg være sammen med to af mine blogvenner, og vi skal på museumsbesøg på Den Hirschsprungske Samling.

Hvor mange timer råder du over, og hvordan bruger du dem?

Det tynder ud

For tiden bliver jeg hver dag mindet om, at livet er en lang række af forandringer, og at mennesker vandrer ud og ind af ens liv. At man kan være stensikker på at opleve en masse tab, som man hver gang skal komme sig over.

I disse dage siger jeg farvel til mine to nærmeste kolleger og en række andre i min afdeling. Jeg synes, det gør ondt, og min hverdag på jobbet bliver en anden bagefter. Nogle takler deres fratræden flot, andre er gået totalt i spåner og vil ikke engang sige farvel. For nogle dage siden skrev jeg et langt og kærligt farvel-brev til tæt kollega, som skulle holde op, med et ’god vind fremover’. Jeg hørte ikke et ord hørte jeg fra hende, og det gør ondt.

Jeg føler, hele situationen på arbejdspladsen stresser mig, og jeg har ikke noget våben mod det, for man skal jo igennem denne periode. Men jeg må indrømme, at mine sko i øjeblikket helst går en anden vej om morgenen end ind i det hus, hvor jeg har mit arbejde.

Noget at tænke over

En af mine lidt fjernere kolleger fortalte mig i går, at han engang på en rejse i England besøgte et spritistisk medie.

Det havde været en stor oplevelse for ham, fordi denne person havde talt til ham om hans farmor og beskrevet hende i detaljer som den meget korpulente dame hun var - og havde fortalt om hans farfars tragiske selvmord. Mediet have ingen forudsætninger for at kende til min kollegas familie, og denne oplevelse var blevet begyndelsen til en interesse for det, man ikke lige kan forklare. Egentlig synes jeg, det var modigt at sidde midt under frokosten og tale om disse ting. Han er uddannet psykolog og hopper ikke med på hvad som helst. Mange mennesker fejer det uforklarlige af bordet og vil slet ikke høre om den slags oplevelser.

Jeg har aldrig selv oplevet en spiritist, men kender flere der har. Det er noget, man skal gå forsigtigt frem med - ikke bare buse ud med oplevelsen.

Har du oplevet noget tilsvarende?

Penge er ikke alt

I gratisavisen 24 timer var der en lille artikel forleden, der fangede min interesse. Den handlede om, at enkle oplevelser gør os lykkeligere end at være mangemillionærer. Vi har hørt det før, men nu har en engelsk undersøgelse blandt lottomillionærer vist, at hemmeligheden bag et lykkeligt liv er at bruge tid på at slappe af. Det er de gratis glæder, der betyder noget - og det er ikke gratisaviser, der tænkes på, men for eksempel et varmt bad, golfspil, en svømmetur - også selv om man har råd til at købe, hvad det skal være.

Den danske lykkeforsker (det vidste jeg ikke, man kunne være!) Christian Bjørnskov mener, at i det lange løb er det eksempelvis det rigtige valg af partner, der gør os lykkelige. Mest ulykkelige bliver vi, når vi mister arbejdet. Rådet til os alle er at have overskud til gåture og til eftermiddagsluren, hvis vi er på jagt efter lykke.

Det glæder mig selvfølgelig at få bekræftet, at jeg har været på rette vej længe - katte i papirkurve medregnet.

Hvis vi snakker om de helt enkle oplevelser - hvad er så din opskrift på lykken? Gåture, fuglefodring, at male eller tegne eller ...

Vigtig meddelelse!

Hvis du ikke har opdaget det, kan jeg oplyse, at det snart er jul. Jeg vil ikke påstå, at jeg selv gør et stort nummer ud af den hjemlige juleudsmykning. Billedet er fra sidste år, men det kunne lige så godt være taget i går. Mine to trænisser i halv tændstikæskestørrelse er en fast tradition.

Jeg synes, det er en dejlig måned, og jeg holder af udsmykningen i gaderne og butikkerne. Det er hyggeligt med levende lys til overmål og samling på familien.

Da jeg var barn, fik vi altid risengrød med saftevand til og derefter flæskesteg. Nu er vi gået over til and med risalamande bagefter. Det med grøden først var vist for, at man ikke skulle spise for meget af det dyre kød.

Hvad får I at spise juleaften?

Min ven Panduro

Melby Kirke er en smuk bygning fra omkring år 1100. Den ligger i vores nabolag, og somme tider lægger vi søndagsgåturen forbi for at hilse på Leif Panduro. Han boede i Asserbo, da han døde, og nu står der en uanselig sten til minde om ham på kirkegården i Melby, der ligger smukt højt på en bakke. Da vi var unge, var Panduro overalt i medierne, og ser man bort fra lyrikken, spændte han over alle genrer, fra klummeskrivning, radio- og tv-satire til noveller og romaner. Dengang var det ham, der leverede tv-dramatik, der ryddede gaderne. Han skrev de første krimiserier på dansk, Ka’ De li’ østers og Smuglerne - datidens Forbrydelsen - men også hans seriøse tv-stykker om borgerskabets trængsler kunne holde seerne til skærmen hver gang. Det er sært at tænke på, hvor meget han betød dengang, og hvor lidt kendt han er nu. Jeg tvivler på, at nutidens gymnasieelever aner, hvem han var.

Leif Panduro døde i 1977, kun 53 år gammel, men med en enorm produktion bag sig, og hans død kom som et chok for hele landet. Fra at have været ’den frække tandlæge fra Esbjerg’ var han nærmest blevet en Frederik Folkekær. Både Monsieur og jeg føler, at han er en del af vores personlige kulturarv, og vi har næsten alle hans bøger stående i reolen. Monsieur har oven i købet været så heldig at besøge ham i forbindelse med en opgave, han skrev i gymnasiet. Panduro var et usædvanlig beskedent, venligt og opmærksomt menneske, og så var han vanvittig morsom. Det er godt at have ham lige i nærheden, så man kan gå forbi og sende ham en venlig tanke engang imellem.

Har du også en afdød kunstner, som du har et helt specielt forhold til?

Kontrasternes aften

Økologiske restauranter hænger ikke på træerne, men der ligger en på Frederiksberg. Her var vi inviteret til fødselsdag i går, og vi havde en sund aften med lækker, giftfri mad og drikke.

Samtaleemnerne var derimod ikke helt giftfrie - oplevelser i fortid og nutid, venskaber og arbejde. Vi var blandt andet en tur omkring min arbejdsplads i 70'erne, hvor meget var anderledes end nu på godt og ondt. Man kan roligt tale om en anden kultur - mange drak umådeholdent, nogle mødte op om morgenen med en pose med klirrende flasker, og først efter et par elefantøller var de arbejdsdygtige. Jeg deltog ikke selv i festlighederne, men jeg kommer ikke udenom, at selv om der var mange triste skæbner - en del overlevede ikke de glade 70'ere - var det også en hyggelig tid med plads til originaler, som man lod være i fred, fordi de kunne noget, andre ikke kunne. Jeg mindes radioprogrammer, der først kunne blive til efter klokken 22, når de medvirkende havde varmet op på værtshuset ved siden af i adskillige timer. Først omkring 1990 fik piben en anden lyd. Det var ikke længere velset at drikke i arbejdstiden, og de hvide elefanter forsvandt sammen med elefantøllerne.

Mens jeg delte ud af mine memoirer i går, drak vi 800 år gammelt kildevand. Det blev der ærlig talt ikke drukket meget af dengang i 70'erne.

Restauranten hedder for resten Chill Out, hvis du skulle få lyst til at prøve. Den ligger lige bag ved Frederiksberg Centret.

Historien om nederdelen

For et par dage siden skrev Sister Bonde om sin ungdoms hjemmehæklede bikini. Det kunne være sjovt at se, hvilke kreationer vi alle sammen har frembragt. Jeg ved, at mange af jer er umådeligt kreative, men hvad nørklede I med som helt unge? Strik, hækling, syning ...?

Jeg har selv mest gjort det i at sy - og lidt vævning og strikning. Min mor underviste i vævning, men var uddannet tilskærer og husholdningslærerinde. Hun lærte mig en masse fif, da jeg var en stor pige, og indtil 30-års alderen syede jeg meget af mit tøj selv.

Nederdelen her syede jeg i starten af 70'erne efter min rejse i Gambia og Senegal. Jeg faldt for de skønne batikmønstre, man kunne få overalt. Mønstret får jeg aldrig nok af, og jeg bruger stadig nederdelen med mellemrum. Som man kan se, har den en fortid som mininederdel – og da det gik af mode, blev det til en lang nederdel. Stoffet kunne ikke skaffes igen.

Hvad syede eller strikkede du som helt ung – har du noget du vil vise frem?