Det var dengang

Det øredøvende tordenvejr torsdag nat fik mig pludselig til at tænke tilbage på min ungdom, da jeg var med til at lave radioteater. Uvejr var en yndet lydeffekt i radiospillene, som ikke var så ligetil at fremskaffe dengang. Men man producerede selv lydene med store tordenplader af metal, som man rystede, og en vindmaskine, som bestod af en stor cylinder, der var spændt et stykke lærred ud over, og som man drejede rundt med et håndsving, så det lød som en susen. Havde man brug for lyden af en lussing, indkøbte man på forhånd et stykke råt kød, man kunne klaske løs på, og faktisk lød det alt sammen meget naturtro. De gamle hørespilstudier var også forsynet med en dør i en ramme, der stod frit i rummet, som man brugte, når en stuedør skulle åbnes eller lukkes, en trappe, der førte op til ingenting, når der skulle lyde trin på en trappe, og en kasse med grus, som skuespillerne gik i, når handlingen foregik ude på landet. Flere maskiner til lydeffekter her.

I dag finder man lyden på en cd eller en fil - så længe det varer, for drama er en truet kunstart i DR.

Da jeg - desværre forgæves - forsøgte at finde et billede på Google til at illustrere indlægget her med, faldt jeg helt tilfældigt over radioteater.dk, som jeg aldrig før har hørt om. Den er oprettet af entusiastiske privatpersoner, der interesserer sig for emnet og samler på gamle radiospil og artikler om radiodramatik og forsøger at skabe kontakt mellem radiointeresserede. Kig engang, hvis du har de samme tilbøjeligheder. Sitet indeholder blandt andet en database over radiospil produceret af DR. Den er under stadig opbygning og indeholder i øjeblikket over 1300 poster, man kan søge på. Imponerende!

Men der produceres altså stadig nye radiospil, og de kan oven i købet høres på nettet. Hvis du er til krimi, kan du lige for tiden høre dramatiseringen af Sara Blædels roman Kald mig prinsesse i fire afsnit.

Siger radioteatret dig noget?