onsdag, oktober 14, 2020

Tur rundt om Lyngby Sø

Da jeg var helt ung, havde jeg i nogle år en lejlighed i Lyngby. Allerede dengang elskede jeg at gå ture, og det blev til mange ture rundt om Lyngby Sø. Lige siden har jeg gået turen rundt om søen et utal af gange og på alle årstider - og igen i går. Vi pakkede rygsækken med frokost og gik i det fineste vejr.  Det blev til en tur på 5,7 kilometer og 8.300 skridt. Vi så blandt meget andet svaner, ænder, guldsmede, et dødt egern, svampe og lyng.

Turen er meget afvekslende - der er fx Lyngby Åmose med sumpskoven, hvor der vokser rødel, røn og birk. De mange udgåede træer bliver udnyttet af de hulrugende fugle. Mosen blev fredet i 1947, kan man læse på et smukt skilt med flotte billeder.

Vi mødte mange glade mennesker - gående, cyklende og løbende - og familier i kano. Aldrig har jeg set så mange ude at nyde naturen. Men alle er alligevel gode til smilende at holde afstand.