onsdag, marts 24, 2021

Insekthoteller

Jeg har længe sendt lange blikke efter insekthoteller, og nu har jeg endelig købt et selv.  Det begyndte, da jeg besøgte haveskribenten Nina Ewalds åbne have for et par år siden og så den igen sidste sommer. Hun har det smukkeste insekthotel i sin have. Det er billedet nederst.

Når man søger på insekthoteller på nettet, vrimler det med gode råd og spændende hjemmesider, der viser, hvordan man bygger et insekthotel selv. Det er jeg sikker på, jeg vil gøre en dag, når jeg er blevet lidt klogere. 

Hvis du har tips og gode råd, ville jeg blive lykkelig, hvis du vil dele dem her. 

Insekterne er i tilbagegang, fordi de mangler føde og levesteder, viser ny forskning, der har kortlagt insektarter på verdensplan. I Danmark er størstedelen af vores jord opdyrket, og haverne er derfor tilflugtssteder for insekter som vilde enlige bier og humblebier. 

Hvis man vil lave sit eget insekthotel, bygger man en ramme af nogle gamle brædder. Inde i rammen skal der være forskellige rum. Fyld rummene med fx brændestykker, hullede mursten, naturmaterialer, haveaffald og hvad I ellers kan finde. Det er vigtigt, at de enkelte rum har små huller og huler, hvor insekterne kan gemme sig.