Jeg er blevet helt afhængig af at gå ture. Men det er jo ikke det værste, man kan blive afhængig af. I går var det traveturen fra Vaserne i Birkerød til Holte Havn - et af mine absolutte yndlingssteder.
Jeg smurte madpakker, og vi tog varmt tøj på, for vinden var isnende kold. Det specielle område her har et utal af elletræer, der kan tåle at stå med 'tæerne' i vand hele året. Går man på opdagelse i Vasernes ellesump på en varm sommerdag, kan man få fornemmelsen af at gå i en tropisk mangroveskov.
I naturinformationshytten i Vaserne kan man blive klogere på alt om naturen i dette område. Der er mange vanvitiig flotte skilte og flere også specielt for børn.
Ordet vase betyder en vej bygget af grene over et sumpet område. Her dækker navnet Vaserne over ca. 86 hektar ellesump og enge nord for Store Kalv i Furesøen. Vaserne er en del af et EF-fuglebeskyttelsesområde, og området har været fredet siden 1947.
Vores traveture er blevet længere end tidligere og er nu ofte på mellem 6 og 10 kilometer. I går blev det 6,3 og 8.250 skridt.
I Politiken så jeg i går, at Statens Naturhistoriske Museum opfordrer os alle sammen til at indberette på danmarkudforsker.dk, hvornår vi ser den første udsprungne anemone og andre forårstegn. Jeg kan se, at der er indberetninger allerede for hvid anemone og mirabelblomster. Projektet skal bruges til at få en opfattelse af hvordan klimaændringerne over en årrække påvirker naturen.
mandag, marts 08, 2021
Abonner på: