mandag, marts 15, 2021

Haveplaner

Vi  havde dejligt vejr i går, og jeg fik beskåret alle mine sommerfuglebuske. Der er ni, så det er noget af et job. Det var godt at komme lidt i gang med haven igen  - jeg holder meget af den form for motion og for at være ude i den friske luft og lytte til fuglene. 

Der er ikke så mange forårsblomster  i haven endnu, kun dorothealiljer, vintergækker og nogle få krokus. Men akelejerne begynder at pible op, og de danner små, fine rosetter, som regndråber lægger sig i. 

Jeg er meget optaget af at få en mere insektvenlig have, og i efteråret såede jeg en masse vilde planter - det bliver spændende, hvordan det vil gå. 

Vores have blev anlagt i begyndelsen af 1960'erne, længe før vi overtog den, med flere rododendronbuske, som nu er kæmpestore. Her er roser, æbletræer, nøddebuske, kirsebærtræer og skovjordbær. Alt er lidt vildt, men jeg sår hvert år en del sommerblomster i mine højbede ved terrassen. 
Andre år har mine krokus blomstet smukt midt i marts:
På denne tid af året hjælper det altid at kigge på billeder af haven, hvor det hele blomstrer. Jeg har selv blandt andet plantet sommerfuglebuske og uægte jasmin Belle Etoile. Vi har fået ryddet en lang række grantræer, så der skal findes nogle smukke buske til at lukke et par huller.

Jeg glæder mig til havesæsonen og til en masse havearbejde.