Vi har været i Haveselskabets Have og sikke et sted! Det er en inspirationshave på 14.000 kvm på Frederiksberg, og hvis du ikke har været der og bor i nærheden, så gå en tur derinde og lad roen sænke sig. Der er så smukt, og her bor denne påfugl. Haven indeholder flere unikke afdelinger, der over årene er blevet anlagt af forskelle danske havearkitekter. Blandt disse er Vandhaven, Græshaven, Rosenhaven og Staudehaven.
Hvis man besøger haven i maj, er der et utal af blomster, bl.a. tulipaner, rododendron og blåregn. I går lå der små påskeæg mange steder :-)
Jeg oplevede Haveselskabets Have for første gang i 2012, hvor Jens Drejer holdt blogtræf og viste rundt både her og i Frederiksberg Have. Jens var en enestående guide både den dag og ved andre blogtræf. Desværre skriver han ikke mere på sin blog.
Jeg har flere gange set Hejremanden fodre fiskehejrerne i Frederiksberg Have, men det gør han ikke mere, efter det blev forbudt. Men hvad er der blevet af Hejremanden? Det fandt jeg ud af - i går fodrede han fiskehejrer i Haveselskabets Have. Hejremanden er kendt i hele landet, fordi han har et helt særligt forhold til fiskehejrerne, som han fodrer hver dag. Jeg har flere gange set ham med hejrer ganske tæt på, mens de ventede på en fisk fra hans pose. Hejremanden har trænet og fodret fiskehejrerne i Frederiksbergs Have i omkring 21 år.
Fra Haveselskabets hjemmeside: 'Indgangen til Haveselskabets have er fra Frederiksberg Runddel - ved siden af hovedindgangen til Frederiksberg have. Haven fik sin nuværende placering i 1880, og siden da er haven gået i arv gennem flere generationer af landskabsarkitekter. De har sat deres præg på haven, uden at det er gået ud over den samlede helhed. Der er variation mellem større og mindre haverum og en stor mangfoldighed i plantevalg og karakterer, som gør, at man som besøgende får forskellige indtryk, når man af stiforløb bevæger sig rundt mellem haverummene'.
lørdag, april 03, 2021
Abonner på: