Ferry og Dylan lyder som en naturstridig kombination, som at møde op i smoking og gummisko. Men måske netop fordi der er så stor stilforskel, er der åbent for fri fortolkning. Nu har Dylanesque kørt nonstop hele morgenen, selv om jeg normalt foretrækker mine fugle udenfor som soundtrack. Men for sådan nogen som os, der var forholdsvis unge i 70'erne, er det næsten som at komme hjem at genhøre 'det tiltrækkende og forbløffende uslidte stilikon', som Politiken kalder Bryan Ferry i sin anmeldelse af hans koncert i Tivoli søndag aften. Dér ville jeg for resten godt selv have været.
Det er en dejlig plade!
regnvejr, Bryan Ferry, stearinlys, aromalampe, lyserøde roser, grin, alvor, Liselotte, varme, nysgerrighed, Lambrusco, tyfon, Kenneth, snak, snacks, Sofus, spørgen, honning, vin, Donald, Leo, kartoffelsalat, mors frikadeller, blandet salat, Regitze, flûtes, guacamole, Claus, motorcykel, ost, barndom, hjemmelavet påskebryg, Mexico, opvækst, tegnsprog, Ella, IT, DR, spidse sko, Aalborg, gule roser, solskin, varme, Harrestrup, glæde, chokolade, Esbjerg, gulerodskage, stempelkaffe, Lars H.U.G., rhododendron, storkenæb, Hals, solsorterede, Alexander, Louis, Malte, Nordjylland, Nordsjælland, afsked, ses, Ella ...Tak alle sammen - også jer, der ikke var med denne gang, men deltog alligevel!
Her er dagens bedste skud, og jeg fortsætter til han en skønne dag sætter sig sådan, som jeg gerne vil have ham til det. Og helt stille!
I min seneste jordiske inkarnation, var jeg (måske ikke så overraskende) kvinde. Jeg blev født omkring år 1400 dér, hvor Nordcanada ligger nu. Af profession var jeg sømand, handlende eller måske mægler.
Jeg var boheme af natur, en mystisk, højt begavet person med indsigt i de gamle bøger. Måske tjente jeg mørkets magter med mine magiske evner.
I min nuværende inkarnation har mit tidligere liv lært mig, at frygtsomme og ensomme mennesker findes overalt, at det er min opgave at overvinde disse tendenser i mig selv og derefter hjælpe andre mennesker.
Hm. Ovenstående har jeg lige fundet ud af på en hjemmeside uden at foretage mig andet end at oplyse om min fødselsdag.
Jeg indrømmer blankt, at jeg var dybt optaget af tv-serien På rejse med sjælen, hvor regressionsterapeuten Rud Grant først førte en række personer tilbage til en tidligere inkarnation, og bagefter forsøgte et tv-hold at spore, om oplysningerne kunne passe ved at rejse til de steder, hver enkelt havde oplevet (genoplevet?) i trancen. Jeg ved ikke, om jeg tror på reinkarnation, men nogle af historierne var rystende overbevisende.
Derimod ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke tror på regression via et computerprogram, hvor man skal udfylde tre rubrikker (hvor mange kvindelige sømænd var der mon i 1400-tallet?). 'Kan du huske det nu?' bliver jeg spurgt efter resumeet af mit daværende liv og færden. Nej, overhovedet ikke, men det var underholdende, så længe det varede.
Prøv selv.
Hjemmesidens indehaver lægger ikke skjul på, at det hele er for sjovs skyld, og reinkarnationsspøgen er da også kun en biting. Selve hjemmesiden The Big View giver et præcist overblik over filosofi i vid forstand, inklusive videnskab, religion og mytologi, og man kan downloade hele molevitten i pdf-format, så man kan printe ud og fordybe sig.
Monsieur og jeg taler jævnligt om alder – sikkert fordi vi har alderen til det. Vi er midt i halvtredserne, og vi kan ikke rigtig finde ud af, om vi er gamle, men det er vi vel sådan set. Ifølge ordbogen betyder gammel 'som har levet eller eksisteret i lang tid'.
Ét er sikkert: i denne del af verden er det ikke en kvalitet at være gammel, medmindre der er tale om antikviteter. Selv læger, psykologer, plejepersonale og andre, der beskæftiger sig professionelt med mennesker, hører man bruge ordet 'gammel' negativt. Medierne gør det pr. automatik. Den, der har rundet de halvtreds, har med garanti også mærket en ændring i omgivelsernes opfattelse af én – og måske endda fået et andet syn på sig selv. 'Hold kæft, hvor lyder det gammelt', sagde et medlem af familien for nylig, da han fyldte tres.
Et opslag i synonymordbogen under 'gammel' giver følgende valgmuligheder:
affældig, aflægs, alderstegen, aldrende, bedaget, gammel af dage, gammelagtig, gammeldags, gråhåret, højtbedaget, mæt af dage, oldgammel, oldingeagtig, overlevet, senil, senior, udlevet, urgammel, ældet, ældgammel, ældre, oppe i årene, til års, stå med det ene ben i graven, gå på gravens rand, have mange år på bagenIkke just noget skønmaleri, især ikke første halvdel af svadaen. Det er ikke så mærkeligt, at unge afskyr gamle og for det meste holder sig langt væk fra dem. Hvem har lyst til at være affældig, aflægs, bedaget, mæt af dage, oldingeagtig, udlevet eller stå med det ene ben i graven? Eller blive mindet om, at man er på vej til det.
Som følge af Sofus' månedlange stuearrest med dertil hørende begrænsede fysiske udfoldelsesmuligheder kombineret med fri adgang til skålen med Hill's Science Plan med kylllingesmag (om end i light-udgaven) har han tillagt sig en lidt for synlig embonpoint, der svinger fra side til side, når han går.
Mens jeg er sikker på, at hængebugen nok skal forsvinde af sig selv, når Sofus nu kommer udenfor, står Monsieur fast på, at madordningen skal suspenderes om natten og skålen gemmes af vejen, hvis vi ikke vil have en kat med ølvom.
Som sagt, så gjort. I aftes fjernede Monsieur kynisk madskålen fra sin faste plads og fandt et gemmested til den højt oppe på og bag ved noget, som ingen kat kunne nå. 'Vi er nødt til at være konsekvente', bemærkede han med autoritet.
I morges, da vi stod op, var madskålen på mystisk vis kravlet ned og havde fundet tilbage til sin oprindelige plads, hvor Sofus er vant til, at den står.
Jeg kiggede først på skålen og derefter på Monsieur og gjorde, hvad jeg kunne for at ligne et spørgsmålstegn.
Hvorefter han trak på skuldrene, slog ud med armene og sagde: 'Jamen, katten var sulten!'
Når man det meste af sit liv har boet sammen med 59 andre katte, og man så pludselig bliver omplantet til et sted, hvor der fortrinsvis bor mennesker, er der vel ikke noget at sige til, at man liver op, når der af og til viser sig en artsfælle i farvandet.
Da Jas kom ind i morges for at indtage sin morgencomplet, fik han derfor uventet selskab af Sofus, der kom farende hen til ham med rejst hale, lagde sig ned, strakte sig ud, rullede rundt og gjorde sig til med de velkendte ord miiiv miiiv miiiiivvvvv. Det er bare ikke nogen garanti for, at man ikke bliver totalt ignoreret.
I stedet kan man så forsøge at kysse Miss Mis, når man sidder nede på gulvet, og hun står oppe på sofaen og nidstirrer én. Så meget mere skuffende er det at indkassere et hvæs og én på skrinet som tak.
Man må gøre sig sine erfaringer.
Sofus er blevet næsten kry siden i går. Her til morgen var det af største vigtighed at få den tøjmus ned med nakken, som hans nye tjenerinde fjernstyrede fra den anden ende af en snor. Selv den noget reserverede Miss Mis, der til daglig ikke giver sig af med den slags, overgav sig og legede med.
I nat lød der ivrig, vedholdende knasen i badeværelset - de forsømte måltider er så småt ved at blive indhentet. Hill's Science Plan med kyllingesmag (Miss Mis' favorit) slår rejer og tun med flere længder. En halv skål, svarende til to dagsrationer, var væk til morgen. Lige nu powernappes der i reolen bag cd’erne, lutter idyl.
I går aftes fik halvvilde/tamme Jas lokket den nye logerende ud på åbent gulv ved sin blotte tilstedeværelse. Sofus var stærkt opsat på at slå en sludder af med den gamle, som couldn't care less. Tak alligevel, gamle Jas. Små skridt.
Det gik ellers lige så godt. I går havde vi haft Sofus i en uge, og han var så småt begyndt at affinde sig med situationen og sit nye hjem.
De første par dage så vi ikke meget til ham. Han var altid bag ved et eller andet. Bag ved reolen, bag ved gardinet, bag ved toilettet, bag ved kaffemaskinen, bag ved sofaen. En gang imellem også under en stol, skeptisk og utilnærmelig. Desuden sultestrejkede han, uanset hvad vi diskede op med: tørkost fra dyrlægen, vådkost fra Whiskas i brev eller dåse, kylling fra køleskabet, rejer, tunfisk, hvad som helst. Han rørte det ikke. Til sidst begyndte vi at frygte, at han ville dø af sult, og vi ringede og rådførte os med internatet, hvor han havde boet i fire måneder. Ingen risiko, lød det beroligende, det skulle nok komme. Og vi arrangerede maden og havde tal på alt, hvad vi stillede frem, så vi kunne kontrollere, om der forsvandt noget. Men der forsvandt ingenting. Endelig for to dage siden sneg han sig ud fra bag ved sofaen og spiste 1 reje. Lidt senere på aftenen spiste han én til reje. Næste dag spiste han ingenting, men til gengæld lod han sig ae siddende bag ved sofaen, hvor vi dårligt kunne nå ham, og det var et stort øjeblik i går, da Monsieur tilmed blev slikket på hånden, og Sofus kneb øjnene sammen og spandt. Vi gik lettede i seng, helt sikre på at akklimatiseringen var ved at lykkes.
I morges, da vi stod op, var Sofus væk. Han var ikke bag ved sofaen og ikke bag ved noget andet. Vi så efter overalt i alle hulrum, bag alle døre, gardiner, reoler, under alle møbler. Han var der ikke. Vi blev enige om, at der kun kunne være én forklaring: hver nat kl. 2.30 kommer Miss Mis hjem fra sin natlige rekognoscering og melder sin ankomst med en gennemtrængende mjaven, der vækker hele huset, hvorefter Monsieur står op, trasker halvsovende ud til hoveddøren i totalt mørke og lukker døren op for at slippe hende ind. Sofus måtte være løbet uset ud samtidig med, at Miss Mis løb ind.
Vi gennemsøgte alle buske i haven, inspicerede alle træer og kaldte, kaldte, kaldte. Ingen kat. Sofus var over alle bjerge, og vi hadede os selv. Vi gik tilbage til huset og besluttede at foretage den tunge opringning til internatet og maile efterlysningen til Dyrenes Beskyttelse. Vi vidste også, at det var håbløst.
Vi spiste morgenmad i tavshed og uden appetit. Vi tog af bordet og vaskede op i tavshed. Bagefter gik jeg hen for at tænde radioen i håb om at aflede tankerne.
Han blev knapt tre år. Det var min kat, og jeg har fået mange trøstende ord. Dem er jeg glad for, men de skaffer mig ikke Trold alias Spike Jones tilbage.
Der var så meget krudt og livsglæde i den kat, og han elskede mad. Han kendte alle lyde, der havde bare den mindste relation til Whiskas-dåser, portionsbreve, køleskabe og gryder. Han kunne registrere dem liggende i dyb søvn i den anden ende af huset, og sekundet efter sad han turbospindende midt på køkkengulvet og forventede en spiselig erkendtlighed i form af en nykogt sild, et hjerte, en mørbradbøf eller måske bare en skefuld hytteret, det skulle da ikke komme an på det. Maden kom altid i første række. Når fremmødet ikke blev belønnet, og et hjerteskærende mjav med hovedet på skrå og insisterende øjenkontakt heller ikke hjalp, tog han sagen i egen pote, styrtede ud i haven og satte sig lige foran musehullet og ventede. Og ventede. Han havde tid nok til det vigtigste her i verden.
For en uge siden begyndte han at miste appetitten. Det havde vi aldrig før oplevet, men vi tænkte, at det gik nok over. Det gjorde det ikke, tværtimod. Han spiste mindre og mindre for hver dag, og han blev mere og mere sløv, han der ellers altid havde været hyperaktiv og aldrig fejlet noget som helst. Da han så også begyndte at kaste op og få tynd mave, var der ingen vej uden om dyrlægen. I første omgang lød diagnosen, at der var en tumor på den ene nyre. Men røntgenbilledet viste, at det var indvoldene, der af en eller anden grund lå helt forkert. Dog mente dyrlægen, at der var en fair chance for, at det kunne fixes.
Da Trold dagen efter kom på operationsbordet og blev lukket op, viste det sig, at han havde indre blødninger overalt på grund af en aggressiv leukæmi, der havde bredt sig med lynets hast. Der var ikke mere at gøre.
Jeg har mistet mange katte, og mange af dem har været gråstribede med hvid hagesmæk og hvide sokker ligesom Trold. Men aldrig har tabet føltes så stort. Han var søn af Miss Mis og Jas, og han var den mest tamme og kælne hankat, jeg har haft. Man skal ikke sige for højt, at vi talte sammen om alt mellem himmel og jord, så det lader jeg være med. Men jeg savner så forfærdeligt, at han ligger og spinder på bordet foran mig om morgenen, når jeg lægger makeup. Og på alle andre tidspunkter.
Forleden dag, da jeg fik dyrlægens lammende besked, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere katte.
I går aftes og i dag har vi været på katteinternat for at finde en efterfølger for Trold, og her til aften er vi kommet hjem med Sofus, som ingen andre ville have, men som vi ikke kunne stå for. Han ligner Trold til forveksling, når man ser ham lige forfra. Han kan ikke erstatte Trold, men han kan udfylde tomrummet og blive en værdig afløser, som vil have andre, enestående egenskaber.
Lige nu er han bange for sine nye omgivelser og gemmer sig i transportkassen, og Miss Mis går og snuser til ham. Nu er der bare at håbe på, at kattesammenføringen lykkes. Det skal den.
Som regel er jeg i stand til at tilrettelægge min tid og mit arbejde sådan, at jeg ikke behøver at arbejde under pres, men det er ikke altid det lykkes. I sidste uge havde jeg alt for travlt, og selv om jeg ved, at jeg ikke dur til at gå ud to dage i træk, havde jeg sagt ja tak til frokostinvitationer både lørdag og søndag.
Det skulle jeg ikke have gjort. Men fordi det var mennesker, jeg ikke havde set længe og så nødigt ville vente endnu længere med at se, suspenderede jeg min sunde fornuft og tænkte 'det går nok'.
Det gik ikke. Søndag morgen var mit indre frirum fyldt så meget op, at jeg ville være et miserabelt selskab. Jeg var nødt til at melde afbud på selve dagen, og det er mig inderligt imod. Jeg har selv prøvet at være den, der modtager afbudet, og det er så skuffende og ærgerligt hver gang.
Men jeg gjorde det alligevel. I stedet brugte jeg søndagen på ingenting – i hvert fald ikke noget måleligt. Jeg cyklede en tur i den første forårssol, læste lidt, klappede katte og kiggede ud på tre rådyr, der holdt frokost i haven.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ved, at dem det gik ud over, forstår det. Det er en god fornemmelse.
Det må være i orden at bruge noget af sin bonusfridag på at surfe lidt - og blive bekræftet i, at skønhed ikke har nogen aldersgrænse!
Der bliver talt meget om anti-aging for tiden. Nu har kosmetikproducenten Dove lanceret en pro-age serie med sloganet because beauty has no age limit, og den tilhørende kampagne er interessant. Annoncerne og reklamevideoerne viser kvinder over 50 – virkelige, ikke-professionelle modeller i alle tænkelige varianter med og ikke mindst uden tøj og i varierende størrelse og pragt. Det er befriende at se alle de forskellige udgaver af ældre kvinders kroppe.
I de sidste tre år har Dove finansieret en verdensomspændende undersøgelse af ældningsprocessen og ældre kvinders syn på den. Undersøgelsen viser blandt andet, at:
Nogen har stukket mig et link til en artikel fra Der Spiegel, som jeg ellers aldrig ville have læst. Den handler om bagsiden af Kinas imponerende hurtige industrialisering. Et par uappetitlige kendsgerninger:
Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid bliver overrasket over sådan noget. Jeg er selvfølgelig fuldstændig klar over, at mennesker gør mange tåbelige ting ved sig selv, fordi moden dikterer det, men ligefrem at få tæerne kortet af for at kunne passe en bestemt slags sko, tager alligevel prisen.
Når damen, der foretager overgrebene, kan finde på at sige, at 'kritikerne simpelt hen ikke forstår vigtigheden af høje hæle', får jeg lyst til at tage hende i kraven og ruske hårdt, indtil hun har forstået betydningen af ordet 'vigtigt'.
Bortset fra det, er jeg leveringsdygtig i en forsidenyhed eller måske snarere en sensation! Jeg kan nemlig afsløre, at det er muligt at leve et fuldstændig normalt og lykkeligt liv uden diminutive, sylespidse, højhælede sko. Ikke fordi jeg ikke kan se, at spidse sko med stilethæle kan være sindssygt flotte sådan rent skulpturelt, men der findes faktisk også sko med i hvert fald en anelse høje hæle, der ikke er de rene torturinstrumenter og heller ikke er uelegante. Derudover har jeg et par staldfiduser, som jeg videregiver helt vederlagsfrit:
Jeg orker ikke Monsieurs 35-punkts status, men apropos punkt 19 og nytårsaften:
Jamen, så lad mig da prøve at være lidt mere konkret:
Vi bliver flasket op med, at det gælder om at gøre alting så hurtigt som muligt. Det drejer sig mere om at gøre end om at være, og ’tid er penge’, så vi skynder os. Vi har rasende travlt – indtil vi overvældes af en følelse af manglende indhold og sammenhæng i tingene og tilværelsen. Først da opdager vi, at måltider kan være meditative, at en nok så banal ting, der bliver gjort omhyggeligt, kan være en kilde til stor fryd. Tiden er en gave, som det står os frit for at forære os selv – tid til at forfølge vores nysgerrighed, til at nyde øjeblikket, påskønne verden omkring os, sætte os ned og tænke efter, skabe værdifulde forbindelser til andre og granske vores eget indre.
Langsomhed er ikke ensbetydende med passivitet, ineffektivitet eller dovenskab. Langsomhed giver os bare mulighed for at være selektive med hensyn til, hvordan vi bruger tiden og sætte pris på hvert øjeblik, vi har til rådighed. Langsomhed kan oven i købet være en fordel i situationer, der tilsyneladende kræver hurtig handling. At tage os tid kan forhindre os i at handle hoved- og meningsløst i den tro, at tingene ikke kan vente. Det kan de næsten altid.
Synspunktet er nemt at affeje, hvis man – som de fleste af os, der har et arbejde – har vænnet sig til en tilværelse med her-og-nu-kommunikation, konstant ringende, fløjtende og spillende mobiltelefoner, tonsvis af e-mails og endeløse ventende dagsordener. Men adrenalinsuset ved altid at ’være på’ er usundt i længden og kan aldrig konkurrere med fornemmelsen af at have god tid. Jeg kan kun anbefale at erstatte det første med det sidste.
Indrømmet, jeg har ikke længere hjemmeboende børn, og det gør projektet en del nemmere. Men alligevel ...
Engang havde jeg en teori om, at tiden var emballeret i pakker, der i størrelse passede nøjagtig til et år, men portionerne var lidt for store, så man var nødt til at forsøge at presse dem godt sammen allerede fra begyndelsen af november for at få det hele til at være i de små tidspakker inden nytår. Eller sagt på en anden måde: det var som at skrive et postkort og løbe tør for plads, så man var nødt til gøre skriften lille og gnidret til sidst for at få det hele med - men i stedet for bogstaver var det altså timer og sekunder, der skulle klemmes ind, inden året var forbi. Det var ikke mig selv, der skrev, men Tidguden, en ældre, pertentlig, hvidhåret herre, der sad på sin guldskinnende trone et sted oppe på Olympen omgivet af ure og kalendere og papirlapper, hvor der kun stod ordet TID på. En harpespillende engel sørgede for underholdningen ved at spille alle de melodier, det hed noget med tid.
I min høje alder er det rart at tænke på, at det er længe siden, at jeg gik væk fra teorien. Lige siden har jeg fået mere tid med tiden. Nu ved jeg, at der er tid nok. Masser af tid.
Overalt hvor jeg færdes, vrimler det med mennesker på desperat jagt efter den perfekte jul og den perfekte julegave - i by, på land og i Blogland.
Jeg garanterer for, at de ikke finder den. Engang skrev man ønskesedler, fordi man ønskede sig noget. Hvis man skriver ønskesedler nu, gør man det, fordi det hører sig til, for i virkeligheden ønsker vi os ingenting. Vi køber tingene, når vi vil have dem - i dag, nu! Vi venter ikke til juleaften.
Butiksejerne ville nok blive kede af det, hvis vi droppede julegaverne, men ellers er der ingen, der ville tage alvorlig skade på sjælen. For de fleste børn er der alligevel løbende gaveuddeling resten af året. Overraskelsernes tid er forbi.
Selv tror jeg ikke på Frelseren, men jeg tillader mig alligevel at have en frelst mening i anledning af hans forestående fødselsdag. Jeg foreslår, at vi overvejer, hvorfor vi tror, at vi er nødt til at blive ved med at købe alle de julegaver, der i virkeligheden rider de fleste som en mare, og som alligevel bliver byttet to dage efter den store udpakningsfest, fordi der er en anden ting, modtageren hellere vil have og synes, hun har mere brug for. En ting.
Der må være noget andet og bedre, vi kan begrave hinanden i.
Jeg plukkede ingen anemoner i november, men ...
Det er en samtale med udgangspunkt i Rushy Rashids nye bog Du lovede, vi skulle hjem ... Her tegner hun et portræt af sine forældres generation, de første pakistanske gæstearbejdere, der forlod deres fattige landsbyer og rejste til Vesten i håb om at skabe et bedre liv for sig selv og deres familier. De troede, de kun skulle være væk i nogle få år, indtil de havde tjent nok til at bygge et hus eller åbne den forretning hjemme i Pakistan, som de havde drømt om. Men tiden gik, og det blev aldrig til noget med at vende hjem igen med børn og børnebørn.
Bogen beskriver i romanform det dilemma, den første generation af pakistanske indvandrere i Dannmark blev fanget i: hensynet til børnene, som de gerne ville sikre den bedst mulige uddannelse og fremtid, og hensynet til familien i Pakistan, der konstant skruede deres forventninger i vejret til hjælpen fra deres "rige" slægtninge i Vesten.
Rushy Rashid fortæller om, hvordan den pakistanske slægts grådighed og materielle krav til hendes forældre var med til at stavnsbinde dem til Danmark. De kunne sagtens have tjent nok til at tage hjem og bygge det hus, de drømte om hele livet - men behovet hos familien hjemme i Pakistan var umætteligt.
Jeg er nok ikke den eneste, der aldrig har tænkt på den vinkel.
Rushy Rashids bog udkommer i morgen. Den skal jeg have.
Hør udsendelsen her.
I kraft af sit job får Monsieur uopfordret tilsendt forskellige tryksager med en vis relevans til det, han beskæftiger sig med. Et af de mere uforklarlige frynsegoder er alle teenagepigers menighedsblad "Vi unge" – som han pludselig begyndte at få, efter at han fyldte 50. Galant videregiver han det hver måned til mig, der læser det med stor fornøjelse. Ud over, at det er en glimrende måde at holde sig orienteret om, hvad der sker i en verden, der ellers er lukket land, står der ind imellem noget, der rækker ud over teenageuniverset og langt ind i ens eget. For eksempel har jeg lige læst en glimrende artikel om at skrive dagbog:
Det sker mens jeg står ved håndvasken og børster tænder. Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, er der ikke noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og støvsuger minutiøst gulvet med mit skarpeste blik: intet unormalt. Der er tilsyneladende heller ikke noget, der ikke skal være der i hjørnerne, men for en sikkerheds skyld må jeg hellere se efter omme bag håndklædereolen, der står tæt ved det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus og kigger forskræmt og dirrende op på mig.
Hvordan den er kommet ind i badeværelset er ikke noget stort mysterium, når man har to katte, der benytter badeværelsesvinduet som hovedindgang. De spiser ikke mus, for de lever af dyrlægeautoriseret kattemad, men deres forfædre spiste mus. Vores nøjes med at fange musene for sportens skyld og for at lege med dem, og nogle af dem er snedige nok til at slippe væk og gemme sig dér, hvor kattene ikke kan nå dem.
Når den slags sker, plejer vi at fange musene i et håndklæde og slippe dem løs derude, hvor de kommer fra, så jeg rækker rutinemæssigt ud efter et håndklæde. Men musen er også snedigere end mig. På et splitsekund er den igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg - for den er ikke under og ikke bagved reolen.
Efter ti minutters intens søgen - for den må være her et sted, både døren og vinduet er lukket - opdager jeg, at den sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Nu kan jeg bare ikke nå den. Meget klog mus.
Jeg fremskaffer et kosteskaft og får pirket til den, og igen er den væk som dug for solen. Efter udelukkelsesmetoden når jeg frem til, at den er et eller andet sted i håndklædestabelen, og der er kun ét at gøre: tage hvert enkelt håndklæde, folde det ud og se efter. Manøvren tager yderligere ti minutter, og den giver ikke noget resultat.
Så hører jeg en lyd midt i min stille eftertænksomhed. En lille lyd, som en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg går hen og slår låget op, ser jeg musen ligge og gispe i vandkanten. Men jeg er for sent på den. Da jeg får den fisket op med en planteske, er den død.
Morale, hvis der er nogen: man kan også hjælpe for meget.
Her kommer én til løftet pegefinger:
En af de nemmeste kunstarter i verden er at tage imod en kompliment, men det er ikke ret mange, der behersker den. Til gengæld er der mange, der går i spåner over den mindste kritik. Men det dur ikke, at vi afviser eller bagatelliserer, når nogen siger noget pænt til os, og det er helt langt ude at begynde at argumentere imod en kompliment. Alligevel er det meget almindeligt.
Komplimenter er gaver - det er frustrerende at få gaver i hovedet igen, og falsk beskedenhed ødelægger stemningen. Det eneste, der skal til, er at sige tak. Børn kan undskyldes med generthed, men den går ikke med voksne.
Vi er vores egne hårdeste kritikere, og når nogen giver os komplimenter, bliver vi mindet om, at andre ser os på en anden måde. Alle levende skabninger har brug for positiv opmærksomhed, og alle fortjener det.
Enklere kan det da ikke være, hva'?
Jeg har lige konstateret, at jeg har den samme hobby som Regitze: ikke at se fjernsyn. Refugiets anden beboer har praktiseret det længe, og nu er jeg selv ved at blive hooked.
Min guru Sanna Ehdin skelner mellem addiktioner - det, der intet tilfører kroppen eller psyken, men tværtimod dræner kræfterne - og additioner, dvs. noget, der lægger til, beriger og bygger op. Man kan længes efter det eller ligefrem have et behov for det ligesom med addiktioner. Forskellen er, at man ikke får abstinenser. Addition er en positiv vane, som kroppen 'efterspørger'. Det kan være en positiv oplevelse af nærhed, eller det kan være at læse en god bog, lytte til musik eller samtaler, der inspirerer – eller måske endda bloglæsning, som Regitze er inde på.
Jeg skriver mig lige en passage hos Ehdin bag øret:
"Let afhængighed stjæler ubønhørligt tid og engagement fra alle i dag. Hvis du har 10-15 af disse aktiviteter om dagen, så optager de en hel del plads – tid, der kan bruges til det, der er væsentligt eller til ikke at gøre noget som helst og i stedet få lidt tiltrængt hvile. De bidrager til aktivitetsprocessen, for 'man skal jo følge med'. Hvad er nyeste hårmode, hvilke solbriller er 'in', hvordan var koncerten med NN, hvad havde denne eller hin på til festen, hvilken kendt person kommer sammen med hvem? Al den stund synet er vores dominerende sans, sker det alt for let, at øjnene lukker for meget ind. Det giver en mæthed og afstumpning samt en afhængighed i mildere grad."
Min fætter holdt åbent hus i går, eller rettere åbent skib. På søndag tager han af sted for at sejle Jorden rundt i sin hjemmebyggede båd. Drømmen har han haft i tredive år, og nu har han tiden og økonomien til at realisere den. Han er ikke sikker på, at han kommer tilbage. "Jeg kunne godt leve på en båd", siger han. Jeg forstår ham ikke. Og jo, alligevel lidt.
Ja, undskyld, men jeg bliver nødt til at vende tilbage til det. Det, der var sommerens højdepunkt for mig - den store klassefest i juni, hvor jeg havde et forrygende gensyn med min fortid. For heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde det på den måde, kan jeg se i avisen i dag. Her giver en anden deltager sin version.
Som tidligere nævnt er jeg en troløs kvartalsblogger, men når nu Regitze ligefrem spørger, om ikke jeg snart kommer ud og leger igen (kommentarerne til forrige indlæg), skulle man være et skarn, hvis man blev inde.
Et vigtigt element i almindelig venlighed/høflighed er opmærksomhed, og ofte er den en mangelvare. Det er almindelig høflighed at lægge mærke til, at tjeneren på restauranten er dukket op og står og venter på at modtage ens bestilling. Det er almindelig høflighed at holde døren for en kvinde, der har et lille barn på armen. Det er almindelig høflighed at bruge så lidt plads som muligt, når man parkerer sin bil i byen ved en kantsten, så der også er plads til andre. Det er almindelig høflighed at inddrage sin brors nye, generte kæreste i samtalen. Det er almindelig høflighed at sige "undskyld" og ikke "hov", når man kommer til at gå ind i nogen.
Det er den slags små tegn på opmærksomhed, der gør, at der er noget ved at være her. Og man kan øve sig i ikke at forvente noget til gengæld.
Kan man blive stukket af en hveps på indersiden af kinden? Ja, det kan man sagtens. Man skal bare drikke af et glas, hvor der ligger en halvdød hveps og svømmer rundt, uden at man har lagt mærke til det.
Og det gør ondt.
Temperaturen har ikke været befordrende for blogskrivningen de sidste par måneder, og episoden burde være nedskrevet for længst. Den fandt sted, da sommeren var på sit mest rødglødende:
Ældre dame står ved kassen i supermarkedet og viser den unge kasseherre to bakker jordbær. Hun er sur.
Ældre dame: - På skiltet stod der 25 kroner for to bakker. Jeg har betalt 50!
Kasseherre: - Det er de tyske jordbær, der koster 25 for to. De dér er danske, de koster 25 kroner bakken.
Ældre dame: - Jeg kan da ikke se på dem, om de er danske eller tyske!
Kasseherre: - Det står på bakken...
Ældre dame (ser efter på en af sine bakker): - Det lægger jeg jo ikke mærke til!
Kasseherre: - Jamen, jeg kan sagtens bytte dem. Skal jeg gøre det?
Ældre dame: - Næhtak! Så nærig er jeg heller ikke!
Jeg læser om nærvær og om at leve i nuet alle vegne for tiden, og jeg synes, det er ved at udvikle sig til en floskel. Man kan ikke kun leve i nuet, lige så lidt som man kun kan leve i fortiden eller fremtiden.
Hvert eneste sekund i livet er et mirakel. Alligevel er vi tilbøjelige til at foretrække den fortid, vi kender som vores egen bukselomme, og som aldrig forandrer sig. Eller vi tænker på den fremtid, som vi ikke kender, men som vi forventer vil gøre os hundrede procent lykkelige. Der er ikke noget forkert i at holde fast i sin personlige historie eller have drømme og håb om, hvad der vil ske engang. Det er først, når fortiden eller fremtiden kommer til at skygge for øjeblikket og vores evne til at værdsætte det, at der er noget galt.
De fleste af os lever et liv, der er så komplekst og fyldt med forpligtelser og praktiske ting, der skal gøres, at vi er tilbøjelige til at fokusere mere på det store billede end på de små ting, det består af. For at overkomme det hele forfalder vi til at tænke på de go'e gamle dage eller drømme om en problemfri fremtid. Men selv om tilværelsen kan være krævende og hektisk, består den af uerstattelige øjeblikke, som hver især rummer stor glæde, også når vi foretager os de mest trivielle ting - vasker op, pudser vinduer, gør rent. Det er når vi har evnen til også at sætte pris på dem, at vi lever i nuet. Ikke når vi opfører os som ansvarsløse børn, der ikke er gamle nok til at have en fortid og aldrig tænker på i morgen.
Og nu vil jeg give mig til at støvsuge.
Fundamentet for venskaber er den udveksling af ord og energi, der finder sted mellem to mennesker. Det ideelle er, at begge har evnen til både at tale og lytte, og at man er i stand til at yde hinanden støtte i vanskelige situationer. Ind imellem kan den ene part måske have brug for at lytte mere eller yde mere, men over en længere periode er der nødt til at være balance, ellers er forholdet ikke ligeværdigt.
Det sker også, at balancen ikke bliver genoprettet, eller at den aldrig har været der. Der kan være venner, man sætter pris på, men hvor samtalen altid drejer sig om dem, om deres liv og problemer, aldrig om ens egne. Eller man kan have en ven, der kræver en bunke omsorg af en, men aldrig gengælder den. I længden dræner den slags højvedligeholdelsespersoner en for energi. Sådan et venskab er jeg blevet opmærksom på, at jeg har, og det er utilfredsstillende.
Man kan cutte forbindelsen hårdt og brutalt, eller man kan lige så langsomt lade venskabet glide ud af sig selv. Den tredje mulighed er at sige åbent, hvad man føler. At man gerne vil have et mere lige forhold. Det er det mest ubehagelige og risikable, men det rummer også muligheden for, at der kommer et langt dybere venskab ud af det, end man nogen sinde har haft. I heldigste fald bliver det en øjenåbner for den anden, der måske slet ikke har kunnet se mønsteret selv.
Jeg går og tager tilløb i øjeblikket. Det er ikke helt nemt.
En veninde boede en overgang i Rusland, og med jævne mellemrum var der ikke noget varmt vand i ugevis. Det var selvfølgelig højst ubehageligt, men den glæde – eller lykke - hun følte, når der igen kom varmt vand, var der ikke ret mange andre oplevelser i hendes liv, der havde givet hende. Nu er hun tilbage i Danmark, hvor der er varmt vand altid, og hun tænker aldrig over, hvor mirakuløst det egentlig er.
Jeg havde den samme følelse sidste år, da vores bibliotek åbnede igen efter at have været utilgængeligt i en måned på grund af ombygning.
For nylig læste jeg en artikel, der gjorde stort indtryk på mig. Den anbefalede en slags systematisk, frivillig form for afsavn. Det går kort og godt ud på, at uanset hvad du har råd til, så gem den bedste flaske vin til særlige lejligheder, tag kun den lækre silkebluse på, når der er en særlig grund til det osv. Luksus er ikke længere luksus, når man oplever den hele tiden. Vi har nærmest råd til alt, og vi har råd til at give vores børn alt, hvad de ønsker sig lige nu. Men der er mange børn, der bliver snydt for at opleve glæden ved at glæde sig, fordi de aldrig behøver at vente på noget.
Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvad tingene koster. Man kan rationere hvad som helst og få så meget mere ud af sin ration, når man endelig tager hul på den. Her i refugiet har vi givet os selv den luksus kun at se fjernsyn, når det er værd at lukke op for det. Der kan gå måneder imellem...
Det roder for tiden her i refugiet. Vi har dedikeret vores ferie til hovedrengøring og gennemgribende oprydning og udsmidning. Ikke ligefrem de bedste betingelser for at se mange venner, som vi plejer at prioritere højt i ferien, fordi en del af dem bor så langt væk, at man ikke lige render sammen til daglig. Men vi er enige om at gemme forfængeligheden af vejen og give pokker i, hvordan her ser ud, for venskaber er vigtige og skal holdes ved lige.
En af mine veninders veninder overvejer at flytte til den anden ende af landet. "Hvad så med dine venner?" spurgte min veninde. "Nårh", lød svaret "jeg har sådan set ikke andre venner end dig." Min veninde var rystet, og det ville jeg også have været. Én ven er bedre end ingen ven, men jeg ville ikke kunne leve uden mindst en håndfuld.
Venner er med til at lære os selv at kende gennem vores forskelligheder. Forskelligheder får os til at se andre muligheder. Somme tider bliver vi tiltrukket af vores modsætninger, og vi lærer at acceptere både de sider, vi sætter pris på hos vores venner, og de sider, vi ikke umiddelbart bryder os om ved dem. Andres erfaringer er lærerige. Til tider ser vi det i vores venner, som vi ikke kan lide hos os selv. Spejlbilledet kan være svært at sluge, men gode venner er med til at åbne øjnene for forandringer og kan støtte os, når vi vælger at forandre os.
Noget af det vigtigste ved venskaber er følelsen af at blive accepteret som vi er uden at blive mødt med et krav om at lave om på os selv. Det er en gave, de giver os, og vi kan gengælde den hver dag. Når det kommer til stykket, vælger vi vores venner, fordi de får os til at føle os godt tilpas med os selv og vores liv. Gode venner får os til at le, når tingene ikke går så let, som vi kunne ønske os. Når vi løber ind i mennesker, der kan give os den rigtige blanding af rart samvær og modspil, er vi utrolig heldige. Gode venner, der følger os gennem livet, hjælper os med at finde ud af, hvem vi er og hvem vi vælger at være hver dag.
Så skidt med om det roder.
Noget tyder på, at vi for alvor er ved at nærme os pensionsalderen, Monsieur og jeg: i dag købte vi ind sammen!
Ved kassen kører kassedamen/pigen vores bakke med økologiske, men ellers ganske almindelige røde, danske tomater gennem laserkanonen. Hun tøver et øjeblik, så løfter hun hovedet, ser bebrejdende på os, og følgende replikskifte finder sted:
Kassedame: - Der står at varen ikke eksisterer!
Monsieur: - Så må det være et fatamorgana.
Kassedame: - Et hvaddd?
Vi er ved at blive gamle.
Jeg skulle hæve nogle penge, men dankortautomaten var optaget af en ung fyr, der havde fået den samme tanke. Han lagde ikke mærke til, at jeg stillede mig op bag ved ham, for han var travlt beskæftiget med at føre en samtale med automaten.
- Tusind? Nej du, jeg tror, jeg nøjes med to hundrede denne gang. Og jo, jeg vil meget gerne have en kvittering. Nej, for resten, det kan være ligegyldigt. Men pengene, kom nu med dem, jeg har lidt travlt. Nå, du synes jeg skal have kortet først? Det er så også i orden. Endelig, dér var de, det var sgu på tide. Nå, jeg må også se at komme videre. Det var hyggeligt, du. Hav en god dag!Det gav et gib i ham, da jeg begyndte at grine højt, og han vendte sig om og opdagede, at han ikke var alene. "Øh," sagde han med en meget lille stemme, "jeg taler altid, når jeg læser..."
Sandsynligvis er det Monsieurs fortjeneste, at amazon.com kan fortsætte med at ekspandere. I hvert fald lander en lind strøm af brune papæsker med amazons logo i vores postkasse, og det er ikke mig, der bestiller dem. Samtidig vokser bunkerne på det dertil indrettede bogbord hæmningsløst. Som regel bliver jeg ikke indviet i, hvad papæskerne indeholder. Monsieurs interesser er mange og ofte for kryptiske til, at han kan forvente spontan medleven fra min side, og det ved han.
Her i eftermiddags var det åbenbart ikke en bog, der var i dagens brune papæske, for han flåede den op på stedet og styrede direkte hen til cd-afspilleren med den. "Du skal lige høre, jeg har købt noget sjovt til dig!" sagde han og gav sig til at fodre maskinen.
Vi er begge to vokset op med Elvis, Cliff, Beatles og Stones, så jeg havde måske ventet, at det var noget i den stil, bokssættet med de 4 cd’er indeholdt, men nej. Det var amerikanske standards, altså nærmest vores forældres musik, og endnu mere besynderligt: sunget af Rod Stewart, som jo egentlig er for "ny" til os. Han er ganske vist noget ældre, end vi er, men da han slog igennem, var vi allerede voksne og ude over den alder, hvor popmusik er en væsentlig del af ens univers. Og så ved jeg, at Monsieur aldrig har kunnet klare den stemme, der lyder som et rustent søm.
Men nu smilede han huldsaligt og satte sig til rette i sofaen. Vi lyttede et stykke tid i tavshed. Efter den første cd begyndte jeg at kunne lide det. Efter den anden var jeg begejstret. Midt i den tredje blev jeg budt op, og vi dansede... nej, vuggede os gennem "Stardust", "The Way You Look Tonight" og "Baby, It’s Cold Outside". Det sidste var løgn, for det var stegende hedt, og de ultraviolette stråler postede ned fra en skyfri himmel udenfor.
Utroligt, hvad der kan ske på en ganske almindelig mandag eftermiddag, når man mindst venter det. Bagefter trak vi lod om, hvem der skulle skifte kattebakken.
Klassefesten i går var en succes, og alle var glade. Så glade, at vi blev enige om, at vi selvfølgelig skulle holde forbindelsen ved lige og blive ved med at ses med passende mellemrum. Men hvor tit? Hvert femte år lød umiddelbart logisk og naturligt. Så kom vi til at tænke på vores alder - og blev enige om hvert tredje år...
Det har været besværligt, tidkrævende, til tider håbløst, men det har også været sjovt at prøve at finde dem, jeg gik ud af skolen sammen med for 40 år siden, da der var noget, der hed realeksamen.
Godt og vel et halvt år er gået med telefonbogs- og vejviseropslag, netsurfing og søgemaskinevridning, forgæves opringninger og absurde samtaler med sagesløse fremmede, besynderlige mailkorrespondancer og langsommelig indhentning af folkeregisteroplysninger. Jensener, Larsener og Olsener har det med at gemme sig eller helt forsvinde, når man ikke har haft kontakt med dem siden 1966.
Men undervejs har det især ført til spændende, hyggelige, muntre, lattervækkende telefonsamtaler, genopfriskning af tågede erindringer og indblik i utrolig mange eventyrlige liv. Og en enkelt tragisk skæbne.
Det er snart så lang tid siden, at jeg har løftet en pegefinger, at jeg næsten helt har glemt, hvordan man bærer sig ad. Men nu gør jeg et forsøg, og det bliver næppe det perfekte pegefingerløft. Forhåbentlig ikke, for det handler om nødvendigheden af at være uperfekt.
Da jeg gik på stranden i går, fik bølgeskvulpene mig til at tænke på altings foranderlighed. Den perfekte bølge, der ender med at tabe pusten og blive til ingenting, men som alligevel på et eller andet tidspunkt genopstår som en anden bølge, der måske er knap så imponerende, men som dog er en bølge, der yder sit bidrag til sceneriet og helheden.
Mens jeg sidder her og skriver, vokser håret. Celler dør og gendannes, og blodet strømmer gennem årerne. Måske har jeg en rynke mere i morgen. Tingene forandrer sig oftere, end de bliver ved med at være de samme. I en hvilken som helst situation kan det fuldendte pludselig opstå, men det varer ikke ved. Hvis man forsøger at holde fast i det perfekte eller stræber efter det, bliver man frustreret og ulykkelig.
Alligevel er de fleste af os opdraget til at forsøge at opnå det perfekte og til at være perfekte. Fordelen ved at være blevet voksen og mere end ung, er at man kan vælge at give afkald på andres bifald. Vi kan vælge at opfatte planeten her og universet som et sted, hvor vi har frihed til ikke at være perfekte. Når vi er nået så langt, kan vi begynde at tage os selv mindre højtideligt og have det langt sjovere. Det ligger til mennesker at være uperfekte. Påskøn det uperfekte, så påskønner du dig selv.
Amen.
Jeg er inde i en periode, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Alle tricks og gode råd er afprøvet – troede jeg: Monsieur har lige foreslået, at vi begynder at abonnere på Weekendavisen igen for at komme problemet til livs...
Kunde: - Jeg vil gerne have to kilo hakket kalv og flæsk.
Slagter: - Ja tak.
Kunde: - Det skal være i hver sin pose!
Slagter: - ?
Kunde: - Ja, altså et kilo i hver...
Det kan være noget af en belastning at bo sammen med én, der har et nærmest erotisk forhold til ord. Især fordi der er så mange ord i vores udmærkede sprog, der udtales ens eller næsten ens, men mildest talt betyder noget helt forskelligt. Er du ikke med? Så lad mig give et eksempel fra i formiddags:
Jeg: - Jeg går lige ud i haven og luger lidt...
Han: - Luger eller lurer?
Efter en oplevelse, jeg havde for en måneds tid siden, lovede jeg mig selv, at jeg ville sige "hej" med det samme, hver gang jeg mødte nogen, jeg kendte.
Det glippede i går, da jeg så en kvinde, jeg har kendt i mange år, og som jeg synes vældig godt om. Ikke en bekendt, som jeg kommer hos eller som kommer hos mig, men alligevel. Hun sad indenfor i en café, og jeg gik forbi udenfor på fortovet. Hvorfor bankede jeg ikke bare på ruden og vinkede?
Jeg giver mig selv en anmærkning og pålægger mig at gøre det bedre næste gang.
...at mænd aldrig bliver rigtig voksne? Hvad gør man for eksempel, når man selv har en mand, der spiser majskolber på skrivemaskinemåden og siger 'ding!' hver gang, han når til enden af en række?
Jeg er tilsyneladende løbet ind i en stime af 1 års fødselsdage.
I kiosken i supermarkedet står et ældre/gammelt ægtepar, han med kasket og i poloshirt, hun i lyserød bluse og kitfarvet nederdel. Hun tager et kort fra karrusellen: Tillykke med et helt år!
Han (ironisk): - Ét år? Han er da vist noget ældre, hva’?
Hun (irettesættende): - Nej, Matthias bliver ét år.
Han: - Matthias? Hvem fanden er Matthias?
Hun: - Det er Jakobs søn.
Han: - Jakob? Altså Jørgens søn?
Hun: - Ja.
Han: - Er han ikke en syv-otte år?
Hun: - Han er femogtyve.
Han: - Og han har et barn?
Hun: - Ja!
Pause.
Han: - Det er sgu ikke meget, man får at vide...
For en uge siden døde vores tolv år gamle og ikke særlig gode fjernsyn til fjernsynsforagteren Monsieurs store fryd. Han var knap nok færdig med at gnide sig i hænderne, før han var på vej op på taget for at fjerne "den hæslige parabol!" Ikke et sekund faldt det ham ind, at der også forelå den mulighed at anskaffe et nyt fjernsyn til erstatning for det hedengangne. Han burde have været arkitekt - han strunter i alt, hvad der hedder funktionalitet, bare det ser godt ud.
Men jeg vil have et fjernsyn, så jeg i det mindste kan slukke for det, og nødtvungent gik han med til, at vi fik det mindste og mest skrabede, vi kunne opspore. Small er åbenbart beautiful.
Siden indkøbet har jeg taget ham i at se hele to film på det, og i lørdags kom han hjem med en lillebitte metalkasse, som han ordløst sluttede til fjernsynet. Det viste sig at være verdens mindste dvd-afspiller. Sådan én har vi aldrig haft før.
- Jeg troede, du synes, det er spild af tid at se fjernsyn?Lang pause, mens han langsomt drejer hovedet imod mig.
- Det har da ikke noget med fjernsyn at gøre!
