torsdag, januar 31, 2019

'Mød Vikingerne'

J eg er jo blevet ret glad for at udforske vores museer, og nu har jeg sammen med to veninder været på Nationalmuseet og set udstillingen 'Mød Vikingerne'. Den var utroligt flot og spændende! Anbefales varmt. Det er tiltrængt med et frisk blik på vikingerne, selv om det nærmest er fri fantasi.

Ingen ved med sikkerhed, hvordan vikingerne så ud, selv om man har fundet flere skeletter og rester af dragter.

Designeren og vikingeentusiasten Jim Lyngvild har et bud på, hvordan bonden, krigeren, bersærkeren, skjoldmøen husfruen, stormanden, vølven, kongen og dronningen så ud. Danske vikinger drog på togter til England, Irland, Holland, Tyskland, Frankrig, Spanien, Nordafrika og Spanien. Men de var også købmænd og skabte et stort handelsnetværk - og de var opdagelsesrejsende og bosatte sig i Grønland, Island og på Færøerne. I 1000-tallet opdagede de Amerika næsten 500 år før Columbus.

Fra slutningen af 700-tallet til 1050 blev vikingerne kendt for lidt af hvert: Frygtelige og blodige plyndringer, mageløst kunsthåndværk, købmandssnilde, frygtløs kampteknik på slagmarken, eminent sejlads og skibsnavigation ...

tirsdag, januar 29, 2019

Fællesskab i nærområdet

Hele lørdag eftermiddag var vi til jubilæum i Torup Forsamlingshus, som blev 20 år. Vi var cirka 80 mennesker ved runde borde, og der var lækre pindemadder, drikkevarer, kaffe og kage - i rigelige mængder.

Toastmaster var Jan Grønborg - formanden for Torup Landsbycenter - og han var helt forrygende i den rolle. Hans kone sang og spillede så smukt. Jeg kan se, at hun er præst i Torup Kirke. Der var både fællessang og optræden af lokale kunstnere.

Vores mest kendte ildsjæl er Peter Plant, og han optrådte med en monolog, hvor han foregav at være i 2039, og som 90-årig så tilbage på de sidste 20 år. Både sjovt og tankevækkende.

Vi kom til at sidde ved et bord med nogle meget underholdende mennesker. En kvinde, der er uddannet operasanger og sang helt vidunderligt, en arkitekt, og en fyr, der har været skolelærer på Grønland. Vi udvekslede telefonnumre, da vi skiltes, for det kunne være hyggeligt at ses igen.

Fællesskab i nærområdet er dejligt! Jeg har ikke boet andre steder, hvor der var så berigende et fællesskab.

lørdag, januar 26, 2019

Regnfrakkevejr

Det danske vejr er regnfrakkevejr. Vi har fået en masse sne i løbet af i nat og indtil for et par timer siden.

Jeg kan slet ikke undvære en god regnfrakke - især ikke efter at have opdaget det norske firma Blæst. De har det lækreste regntøj, som med en lun jakke eller sweater under kan bruges også om vinteren. Her er min nye Firenze Citycoat. Jeg har to andre regnfrakker fra Blæst - en grøn og en rød. De er uopslidelige og med de fineste detaljer. Er 100% vandtætte, vindtætte og åndbare - forede og med tapede sømme. Hætten kan tages af, og der er sidelommer med lynlås plus en inderlomme også med lynlås. Der er reflekser på, så jeg roligt kan gå ture her, hvor der ikke findes gadelygter.

torsdag, januar 24, 2019

En tur på Louisiana

På Louisiana er der i øjeblikket en udstilling med Dea Trier Mørchs grafiske værker. Billederne minder mig om min ungdom, hvor jeg var meget optaget af hendes bog 'Vinterbørn' og af hendes dejlige linoleumstryk. Jeg kan huske, at jeg så Astrid Henning Jensens filmatisering af bogen med blandt andre Lone Kellermann og Ann-Mari Max Hansen. Dea Trier Mørch blev født i 1941 og døde i 2001. Hun blev optaget på Kunstakademiets malerskole allerede, da hun var 16 år, og hun var sammen med sin mand Troels Trier med til at oprette kunstnerkollektivet 'Røde Mor'.

Udstillingen af hendes billeder er utrolig smuk, og det er første gang, man kan se billederne på et museum.

mandag, januar 21, 2019

Blogtræf

Er der mon stemning for et blogtræf?

Jeg har endnu aldrig oplevet tulipanerne på Gavnø Slot og synes, det kunne være spændende at lave et blogtræf i parken, når der er tulipanfestival mellem den 20/4 og den 18/5.

Jeg holder meget af at besøge parker med blomster - fx Nivågårds rododendronpark og Sofiero ved Helsingborg, hvor der er de mest fantastiske rododendronbuske. Billedet her er fra Sofiero.

Vi kunne finde en lørdag eller søndag til at opleve tulipaner fra de førende løgavlere i Danmark, England og Holland i slotsparken ved Gavnø Slot i Næstved.

Update: Blogtræffet bliver søndag den 28/4. Mere følger om tid og mødested.

lørdag, januar 19, 2019

Hillerød og en tur i tidsmaskinen

Fredag havde vi det smukkeste solskin efter tre meget mørke dage. Det fik min indre lysvampyr til at ville ud at gå tur, og vi valgte en travetur rundt om Slotssøen i Hillerød. Det er en af mine yndlingsture. Slotsparken er meget varieret - der er flere søer med andefugle og meget andet at kigge på. Vi var også en tur i byens genbrugsbutikker. Dem er der mindst fem af plus loppesupermarkedet Kirppu.

Traveturen gennem byen fik mig til at mindes de mange blogtræf, vi har holdt - blandt andet i Hillerød, på Frilandsmuseet, i København og senest i Køge i 2013. Jeg mindes også et helt forrygende blogtræf på vinbaren Bibendum i Nansensgade, hvor vi var 25 bloggere, der mødtes. De fleste af dem, der bloggede dengang, blogger ikke mere. Mange er gået over til Instagram og/eller til Facebook.

Men jeg kan virkelig savne de mange hyggelige blogtræf ...

onsdag, januar 16, 2019

Tre glæder midt i januar

Dagens længde er tiltaget med 42 minutter, og det kan mærkes! Billedet her er fra Gadevang Mose - en mindre tørvegravsmose i udkanten af Gadevang ved Hillerød.

På Instagram har jeg set, at flere har drevet mirabellegrene til blomstring allerede nu. Jeg må ud og finde et par grene i de levende hegn langs markerne.

Jeg er ved at læse Christian Mørks 'I gode hænder', som to af mine venner har rost. Jeg er enig med dem - man kan næsten ikke lægge bogen fra sig lige fra side 1. Den handler om en ung mand med astma, der opsøger en alternativ helbreder, som viser sig at have en mere end mørk fortid.

søndag, januar 13, 2019

En eftermiddag i Indien

Det er ikke så længe siden, jeg første gang hørte om Davids Samling. Min veninde Mette havde været på museet og roste det i høje toner, og nu har jeg set det med egne øjne. Museet ligger i Kronprinsessegade i København, og der er gratis entré - utroligt nok.

Fotografiet herover er fra 1858!

I øjeblikket er der en særudstilling, som hedder 'Under Indiens himmel' med fotografier fra det 19. århundrede. Man føres helt tilbage til fotografiets fødsel og tidligste barndom lige før 1850 op til omkring 1900. Med sin storslåede arkitektur, eksotiske landskaber og de mange forskellige folkeslag og kulturer bød Indien på fantastiske motiver med prægtige paladser, moskeer og gravmæler. Prinser, maharajaer, ministre og krigere i al deres pragt. Men også̊ et folkeliv med alt fra stenhuggere til slangetæmmere - og elefanter, der bader i Ganges.

Museet har tre permanente samlinger: Islamisk samling, Ældre europæisk samling og Nyere dansk samling.

Den islamiske samling, der i en international sammenhæng er museets vigtigste, udgøres af udsøgt kunsthåndværk fra det 7. århundrede og frem til midten af det 19. århundrede fra et område, der strækker sig fra Spanien i vest til Kina i øst og fra Usbekistan i nord til Yemen i syd.

Den ældre europæiske samling indeholder et rigt udvalg af kunst fra det 18. og 19. århundrede – møbelkunst, fransk og tysk porcelæn, dansk fajance og sølvtøj samt danske, nederlandske og franske malerier.

Den nyere danske samling består af malerier og skulpturer udført omkring 1880-1950 af danske kunstnere. For tiden vises udelukkende værker af maleren Vilhelm Hammershøi.

Jeg kan varmt anbefale et besøg! På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for at gå på museer.

torsdag, januar 10, 2019

Værtindegaver

Vi havde gæster i går, og jeg fik disse lækre ting som værtindegave. Det er en græsk olivenolie og en hjemmestrikket karklud af græsk bomuld. Vores venner bor halvdelen af året i Grækenland.

At finde på værtindegaver er for mig noget af en udfordring. Ind imellem ser jeg noget spændende, som jeg køber og gemmer til en god anledning. Men for det meste er værtindegaver noget, jeg finder på i sidste øjeblik. Hvis du har gode ideer til værtindegaver, er jeg lutter øren ...

søndag, januar 06, 2019

Nogle gange er det bedre at bruge hovedet

Bella og jeg havde aftalt at tage på bytur sammen for at finde en julegave til hende, og vi havde en virkelig hyggelig eftermiddag i Lyngby. Der er udsalg overalt - det måtte jo udnyttes, og hun viste mig alle skoene i alle sportsforretningerne 😊 I mine øje lignede skoene alle sammen hinanden, men det gør de jo nok ikke for hende 😊 Hun ønskede sig kun to ting: kondisko og vinterstøvler.

Da vi havde travet rundt i mindst en time, tog vi et break hos Joe & The Juice, som hun elsker, og bagefter gik vi over i Magasin. Hendes store ønske var korte sorte støvler af mærket UGG, som er hot i øjeblikket. De er temmelig dyre, men hun havde fået to gavekort i julegave, og det afgjorde sagen. Hun blev ovenud lykkelig.

Det undrer mig stadig, at hun kan multitaske og både være på sms, Instagram og SnapChat, mens hun snakker med mig. På et tidspunkt spurgte jeg hende, om hun bruger Rejseplanen på nettet - hun er nemlig meget på farten. Hun svarede, at det gør hun, men at det nogle gange er bedre at bruge hovedet 😊

torsdag, januar 03, 2019

En glæde - og en frustration

Min helt store interesse er at fotografere fugle. Lige uden for køkkenvinduet står der en hyld, hvor jeg fodrer fuglene året rundt i små kurve. Der hænger også en beholder til jordnødder. Her er nogle af billederne, jeg har taget inde fra køkkenet. De to fugle på jorden var fløjet ind i et vindue og måtte lige sidde og sunde sig lidt, inden de fløj igen.

Tænk engang, i dag kom posten med flere julekort fra min familie i England. De var sendt med luftpost den 18/12 og har altså været hele 16 dage undervejs. For mig giver det ingen mening at sende julekort mere.

mandag, december 31, 2018

Tilbageblik på mit 2018



Mit 2018 har været med mange gode oplevelser - men også nogle triste.


Til de gode hører, at min søn er flyttet hjem til Danmark igen efter et år i Dubai og 10 år i Sverige.

Jeg har fået to nye rigtig gode venner.

Min folkeskoleklasse har holdt fest igen - det gør vi hvert andet år.

I løbet af året har jeg haft nogle hjertevarmende oplevelser sammen med Bella - blandt andet i Tivoli og senest på Frilandsmuseet.

I september var vi til et brag af et bryllup på Fyn hos vores gode venner. De har købt et gammelt hus i Veflinge vest for Odense.

I påsken havde vi besøg af en del af vores engelske familie. Vi besøgte Louisiana sammen - et sted de holder meget af.

Jeg har læst nogle uforglemmelige bøger blandt andet Troels Kløvedags 'Alle mine morgener på jorden' og Jesper Wung Sungs 'En anden gren'.

Men året har også budt på tab. Vi har desværre mistet en rigtig god veninde og min svigerinde - og en veninde fra teenagetiden fik en blodprop i hjernen i januar, og nu er hendes liv vendt fuldstændig på hovedet.

Vejret i 2018 bød på den varmeste, længste og mest tørre sommer i mands minde. Jeg glæder mig til foråret - og til sommeren, som vældig gerne må blive en anelse køligere :-)

torsdag, december 27, 2018

Bang!

Stod det til mig, blev fyrværkeri helt forbudt. Jeg har en skrækkelig erindring om dengang, der gik ild i taget på min brors hus på grund af en nytårsraket.

Men det er dog rart, at man nu kun må anvende fyrværkeri fra 27. december til 1. januar - tidligere var det 1. december til 5. januar.

Nogle katte er helt cool, når det brager løs, men mange katte bliver faktisk opskræmte. Vores to katte tager det heldigvis forholdsvis roligt.

mandag, december 24, 2018

Glædelig jul

Vi har været i Tivoli med nogle venner - hvor er der dog smukt med alle lysene, de mange juleboder, udsmykninger, 'sne' og et utal af hyacinter. Efter at have gået en tur gennem haven valgte vi Færgekroen, hvor vi fik gløgg og æbleskiver.

Rigtig glædelig jul til alle mine blogvenner.

onsdag, december 19, 2018

Et nyt, gammelt hotel

D a jeg læste, at manden bag Tiger-butikkerne havde købt hotellet Hornbækhus, og at det nu er åbnet i en helt ny stil, kunne det ikke gå hurtigt nok med et besøg. I søndags var vi til kaffe og kage, og jeg var helt solgt. Indretningen er utrolig smuk. Det er Lennart Lajboschitz' kone Sus, der har stået for forvandlingen. Hun har blandt andet opkøbt gamle møbler og fået dem ombetrukket med skønne stoffer, og hun har købt et hav af blomsterbilleder, lækre tapeter, gamle figurer, skabe og kelim-gulvtæpper.

Der var tændt op i pejsestuen, da vi kom - og der er iøvrigt adskillige smukke dagligstuer. Nu har jeg tilmeldt mig deres nyhedsbrev, for jeg vil ikke gå glip af noget. Der foregår en masse spændende! Hver aften er der fx fællesspisning klokken 18 ved smukke langborde. Hver morgen kan man komme til yoga, og i løbet af dagen deltage i sang, strikning, bordtennis, bankospil eller andet – der kommer hele tiden nye aktiviteter til.

lørdag, december 15, 2018

Julepost og julemarked hos Camilla Plum

J eg hygger mig med at skrive julekort og julemails i disse dage. Her er nogle af kortene, jeg selv fik sidste år. I går prøvede jeg en anden version - at ringe til et familiemedlem i stedet for, og det blev til en meget lang og hyggelig snak. Selv om det er dejligt at skrive og at få julepost, så er det noget andet at tale sammen.

I sidste weekend var vi på julemarked hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard. Det småregnede, og der var mudder overalt - ja, så meget, at vi måtte køre bilen direkte hen i en vaskehal bagefter. Fuglebjerggard er efterhånden ikke charmerende og pittoresk, men nærmest faldefærdig.

I forgårs var der Lucia-optog i kajakker på kanalen i Frederiksværk. Kajakkerne var pyntet med lys og julehalløj - virkelig festligt. Det var Frederiksværk Ro- og Kajakklub, der stod bag. Det ville jeg gerne have vist billeder af, hvis mine billeder var blevet gode.

søndag, december 09, 2018

Ny bog, julepynt og decemberhygge

Du kender sikkert 'Lyse nætter', den smukke sang med Alberte Winding? Jeg er ved at læse hendes selvbiografi 'Kastevind', som tryllebinder med sin poesi, med sin brug af barnets stemme og er skrevet, som lille Alberte følte, det var dengang.

De sidste dage her er brugt til et besøg på Glyptoteket og på Camilla Plums julemarked. Men det vil jeg vende tilbage til og vise lidt billeder fra.

Vi har også besøgt min fætter, som har fået en søn for få dage siden. Jeg blev utrolig rørt over at se det lille væsen. Det sker ikke så ofte, at mennesker på min alder får børn - og så i min nærmeste familie - jeg er fuldstændig solgt.

Nu er der nok ikke andre end mig og familien, der falder i svime over et billede af ham, så her er i stedet for et billede af vores Georg Jensen-julepynt, som vi har arvet efter min svigerinde Rasmine.

onsdag, december 05, 2018

Med Bella på Frilandsmuseet

S øndag var Bella og jeg på Frilandsmuseet og havde nogle hyggelige timer sammen, selv om vejret var skrækkeligt. Hun har hverken gummistøvler eller regnfrakke, men kom i kondisko og en kort jakke, der på et øjeblik var gennemblødt. Derfor måtte vi opgive en større rundtur, men jeg kunne fortælle hende, at jeg havde set julemarkedet, julemænd, nissepiger, juletræ og hørt masser af sang og musik. Vi nåede kun ind på herregården, hvor der var gang i køkkenet og i brændekomfuret, og fire kvinder var klædt som for 100 år siden. De bagte æbleskiver og brunkager, og alle måtte smage.

Vi måtte finde ly uden at skulle gå gennem mudder, og det blev på den lille café ved Brede Station, hvor der var dejligt lunt.

Da vi skiltes nogle timer senere, sagde Bella: 'Det var rigtig hyggeligt, tak for i dag'. Hun er 13 år, og det er hjertevarmende at opleve, hvordan hun nu er ved at blive mere voksen.

søndag, december 02, 2018

Julemarked og et højskoleophold

I sidste weekend var vi på julemarked på Krogerup Højskole i Humlebæk. Der var jeg elev i fire spændende måneder som ung, og derfor var jeg meget nysgerrig og ville gerne ind og se højskolen igen. Det viste sig, at der var en lille rundvisning med den nye forstander, Rasmus Meyer, som var utrolig sympatisk og humoristisk. Han fortalte bl.a., at der hver tirsdag aften er et åbent arrangement, hvor alle kan deltage.

Hovedbygningen er fra 1776, og i 1946 blev Krogerup til en højskole ledet af Hal Koch. Det smukke palæ er nu fredet.

Bagefter var vi inde på avlsgården hos Aarstiderne og købte ind i den økologiske gårdbutik. Og så var vi blevet sultne! Det eneste, vi kunne finde på, var at spise en sen frokost på Louisiana ved 15.30-tiden. Vi fik sprængt kylling med svampemayonaise, stegte bøgehatte og tranebær - dertil en skrive hjemmebagt rugbrød. Udsøgt lækkert. Men der var så mange mennesker og vanvittigt med støj, at det tog næsten hele fornøjelsen.

tirsdag, november 27, 2018

En total forvandling ...


Hvad bruger en milliardær egentlig sine penge på? Ja, Lennart Lajboschitz købte en gammel kirke for 10 millioner kroner og lavede den om til et farvestrålende og meget populært forsamlingshus med fællesspisning, bordtennis, film- og musikarrangementer og meget mere.

I 2014 nedlagde man fem folkekirker i København. I 2015 åbnede Absalons Kirke igen som Folkehuset Absalon. Det har jeg længe gerne villet besøge, og det gjorde jeg i dag sammen med min gode veninde Mette og min hjertenskær.

Liflig musik lød inde fra det store tidligere kirkerum, folk sad og spillede spil eller drak kaffe og spiste kage - eller arbejdede ved en bærbar computer. Stemningen var afslappet og imødekommende.

På hjemmesiden kan man læse:

'Du kan betragte stedet som en forlængelse af din egen dagligstue. Fyld derefter stuen med venner, bordtennis, musik, backgammon, film, banko, mad, kaffe, skak, yoga, loppemarkeder, plademesse, foredrag og alt mellem himmel og jord. Så har du Absalon! Vi tror på, at det, der giver livet værdi, er de sociale bånd, vi knytter til hinanden – og med Absalon ønsker vi at skabe en ramme for lige præcis dette' ...

Det lyder da godt, ikke? Jeg kommer i hvert fald meget gerne igen!

fredag, november 23, 2018

Glæden ved at skrive dagbog

Skriver du dagbog? Jeg gør, og det har jeg gjort i mange år. At bruge få minutter om dagen på at skrive dagbog giver en følelse af ro. Jeg skriver i hånden - ikke noget med computer til det brug.

Siden jeg var ganske ung, har jeg periodisk skrevet dagbog, og i de sidste cirka 20 år næsten hver dag. Jeg ved ikke, om der er ret mange, der gør det – jeg har en forestilling om, at det var mere udbredt tidligere. Men det er faktisk en stor glæde at sætte sig og tænke sig om hver aften, at lade indtryk lagre sig og sætte ord på. Da jeg var ung, var det nok så meget for at få frustrationer ud, jeg skrev, men det er egentlig ikke mit formål længere. Det er derimod at dvæle ved det positive, man oplever på en dag, og at lade det fylde bevidstheden. At reflektere over, hvordan det hele går, hvad der er vigtigt for mig.

De fine bøger, man kan få hos Flying Tiger, er perfekte som dagbøger.

søndag, november 18, 2018

Læsehygge

De lange mørke aftener lægger op til at læse, mens ilden knitrer i brændeovnen, og musikken fylder rummet fra min Roberts Internetradio.

Jeg er i gang med en bog, som jeg virkelig nyder at læse, Minik Rosings erindringsbog 'Rejsen til tidernes morgen. Jorden set fra Grønland'. Rosing er professor i geologi, og bogen, som er en stor kærlighedserklæring til Grønland, har både en personlig og en forskningsmæssig vinkel. Han har med god grund vundet et hav af priser for sin formidling.

Når jeg ser omtalen af en bog, som fanger min interesse, skynder jeg mig at blive skrevet op til den på biblioteket. Nye bøger skal man som regel vente lidt på, men man ved aldrig hvor længe. Nu er jeg i den lidt uheldige situation at være nummer 1 i køen til at låne hele seks bøger, og man har dem jo kun i en måned.

I øjeblikket er jeg mest til biografier, og på listen står blandt andet de nye bøger af Poul Thomsen og Alberte Winding.

søndag, november 11, 2018

Kongelige juleborde

I dag har vi været på en rundvisning på Christiansborg, hvor man kan opleve kongelige juleborde fra 1700-tallet til i dag. Det var en virkelig underholdende oplevelse, og guiden var fuld af historier.

Man kan blandt meget andet se Dronning Margrethes julebord med risengrød og hjemmekreeret julepynt – helt i tråd med barndommens jul i den kongelige jagthytte, hvor Dronning Ingrid lod piberensernisserne skøjte hen over et spejl på julebordet. Hvert år ved juletid kørte Kong Frederik, Dronning Ingrid og de tre prinsesser med tog til Hobro og videre til jagthytten i Trend. Den lille hytte ligger midt ude i skoven.

På udstillingen er der også dækket op, som Christian VI gjorde med et langt og dystert julebord i Taffelsalen. Christian VII's julebord emmer af maskerade og juleløjer, og man kan se Christian VIII's storslåede nytårstaffel med 16 kostelige retter og 32 smadrede Flora Danica-tallerkner. Frederik VII's jul har oldtiden som tema. Hos Christian IX ligger julegaver parat til Kongens utallige familiemedlemmer fra hele Europa, julekortene er kommet fra nær og fjern, og der er hele to juletræer – Dronningen og Kronprinsessen konkurrerer om, hvem der kan pynte det smukkeste træ.

Jeg var betaget af det smukke Flora Danica-stel. Alle planterne er gengivet i naturlig størrelse på porcelænet. Var en stilk for lang, blev den resolut skåret over i flere dele, eller den blev tvunget til at slynge sig langs stellets buede kanter. Alle planter kom med på stellet - også alger, mosser og snyltesvampe, kan man læse :-)

Omvisningen foregår lørdage og søndage mellem 10. november og 23. december klokken 14 og varer 1 time.