En dyne med lidet fyld

Inspireret af Farmer fik jeg lyst til at skrive lidt om slægtsforskning, som i perioder har optaget mig meget. Især min far har lagt et stort arbejde i at gå på opdagelse på Landsarkivet og har lavet en slægtsbog, jeg er meget glad for at eje.

I en af mine slægtsbøger er der en aftægtskontrakt fra 1833 mellem nogle af mine forfædre, og her er et lille uddrag:

Jeg, Rasmus Nielsen Bille, forbeholder mig som Boelig i Gaarden for min og Konens Livstid i den dertil indrettede Lejlighed bestaaende af 6 fag i Gaardens søndre Længe. Denne lejlighed maa altid af Christen Olsen forsvarligen vedligeholdes ...

Saalænge jeg, Rasmus Nielsen Bille, og Konen lever, paalægges det Christen Olsen aarligen at levere os til hver Mortensdag dette Aar 1,5 Td. hvede, 2 Td. rug, 3,5 Td. Byg og et fedt Svin der slagtet afgiver 6 Lispund Flæsk og uafsmeltet Fedt, hvilke Naturalier maa være gode og sunde, samt ydes med anordnet Maal og vægt. Bortdør derimod jeg, Rasmus Nielsen Bille, eller min Kone, Ane Hansdatter, haver Christen Olsen ikkun aarligen at levere til den Efterlevende 1,5 Td. Hvede, 1,5 Td. Rug, 3 Td. Byg og 6 Lispund flæsk, hvorimod der for øvrigt ikke finder nogen Forandring sted med denne Contracts Bestemmelser.

Det paalægges Christen Olsen aarligt at fodre og græsse, saalænge jeg og Konen lever eller en af os lever, 1 Ko, og 2 Faar, hvilke ...

Monsieur har også en slægts- og stamtavle, der går tilbage til 1640. Den er en guldgrube at læse i med hensyn til, hvad folk efterlod sig i gamle dage. Det kunne fx være:

1 liden og 1 stor Økse, 1 Gaas og 1 Gasse, 3 Knapper, 1 Bæst, 1 Dyne med lidet Fyld, 1 Hørgarnslagen, 1 Halstørklæde, 1 Nattrøje, 1 8-Dages Stueuhr i Fouteral, 9 Stk. Chemisser, 1 hvid Schawl ...

Jeg synes, det er spændende at tænke på, hvordan mine forfædre levede, og har også været på Lolland og set flere slægtsgårde, der har været i min morfars forfædres eje.

Hvis man ikke passer på, går slægtsforskning i blodet, og det er næsten umuligt at lægge fra sig. Er der nogle af jer derude, der er gået i slægtsforskningsfælden?

Kender du hemmeligheden?

Jeg har altid misundt (hrm) mine kattes evne til at sove når som helst og hvor som helst. De lægger sig bare ned, og få sekunder efter befinder de sig i dyb søvn. De har en indbygget evne til at slappe af, og hvor kunne jeg godt tænke mig at komme på et katteindslumringskursus og lære et par tricks. For mig har det næsten altid været et problem at sove igennem, jeg vågner frisk som en havørn midt om natten - flere gange. Jeg er knap så frisk, når uret endelig ringer.

Er det bare mig, der har det sådan? Har du nogle staldfiduser?

Glæd en forfatter

Somme tider kommer man mere eller mindre tilfældigt til at læse en bog, der gør så stort indtryk på én, at man er nødt til at indvie nogen i det. Men det er sjældent, at man deler det med den, der burde være den første til at høre det: forfatteren selv.

Jeg har efterhånden været ude for det mange gange, og i de senere år har jeg skrevet til forfatterne, når det er sket. Hver min vej er en vidunderlig bog, Jacques Berg har skrevet om sin mor, der var født og opvokset i Frankrig, men som blev dansk gift og omplantet til en lille lejlighed på Amager i 1930’erne. Det er et gribende billede af en svunden tid (Jacques Berg er årgang 1935). Også Jesper Jensens tre erindringsbøger var jeg så optaget af, at jeg måtte sige tak til ham.

Så de fik begge et brev, og jeg regnede egentlig ikke med at høre fra nogen af dem, for begge bøgerne var udkommet mange år, inden jeg nåede til dem. Men jeg fik de venligste, håndskrevne breve tilbage, og det var en god fornemmelse at have gjort to mennesker glade, som havde lagt et stort arbejde i at give andre et indblik i deres liv. Jeg fik den mest rørende dokumentation for sandheden i det gamle mundheld: 'Det du giver ud, får du tilbage.'

Hvis du ikke selv har prøvet det, kan jeg anbefale det. Hvis du har, kunne det være sjovt at høre, hvordan det gik!

Terapihaver

I Psykologi fra 30. september i år er der en lille artikel om terapihaver, som er ved at vinde udbredelse. Stress og udbrændthed heles hurtigere, når man opholder sig i en have. Det er nødvendigt at erkende, at ens ydeevne er meget lav, og at man må tage udgangspunkt i at være, hvor man er, og herfra meget langsomt og gradvist arbejde sig frem til at genvinde den normale kapacitet og ydeevne. Det er vigtigt kun at udføre én ting ad gangen uden at tænke på, hvad der derefter skal ske. Pointen er, at aktiviteterne ikke skal gøres for resultatets skyld, men fordi selve udførelsen af ganske få, enkle aktiviteter dæmper det autonome nervesystems alarmberedskab og skaber balance i hjernefunktionerne.

Terapihaver har længe været udbredt i USA, og i de sidste år er mange stressede eller udbrændte danskere taget til svenske terapihaver. I Danmark er konceptet langsomt ved at udvikle sig, og i Odsherred terapihave kan stressramte træne i at lave ingenting, og man kan vælge mellem at arbejde i den frodige have eller bare sidde under et træ og langsomt vende tilbage til sit sunde jeg.

Vi andre, der bare er almindeligt halvstressede, kan jo udnytte vores dejlige skove, strande eller vores have, hvis vi har én. Jeg er så heldig at have det hele inden for rækkevidde, og jeg benytter mig flittigt af det.

Hvor meget bruger du naturen?

Giftfri tænder, tak

Som nævnt er jeg for tiden optaget af Ninka-Bernadette Mauritsons bog Kernesund familie - sådan. Den handler om meget andet, end hvad vi spiser, og hvad vi kommer i munden. Den handler også om, hvad tandlæger kommer i munden på os, og det er noget af en gyser! I bogen siger tandlæge Bent Christensen, Klinik for Tandsundhed i Horsens, blandt andet:

Ifølge Tandlægeforeningen er amalgam et giftstof. Men kun inden det kommer i munden og efter det er ude igen, hvor det betegnes som skadeligt for miljøet. Ikke imens det sidder i munden på os. Det er der ingen logik i.

Det kan man vel dårligt være uenig med ham i. Jeg skal i hvert fald ikke have flere end de tre amalgamfyldninger, jeg allerede har, og nu overvejer jeg alvorligt at få dem fjernet, hvad der ikke er helt enkelt. Her og her er der interessant læsning om amalgamsanering - og plastfyldninger er lige så stærke!

Har du en mening om den sag?

Jeg - en lysvampyr

Det gik ellers lige så godt. Men nu har jeg fået at vide, at jeg skal rykke ud af mit dejlige, lyse lydstudie, som endda også har en stor dør ud til det fri. Det rum, jeg skal flytte ind i, har kun et mikroskopisk vindue - ikke ud til verden, men ud til et andet rum. Og ulykken har ingen ende: fra min arbejdsplads, kan jeg ikke engang se ud af vinduet. Jeg skal med andre ord sidde i kunstigt lys otte timer om dagen, og tanken er næsten ikke til at bære for en lysvampyr som mig - selv om jeg ikke har opgivet kampen om at beholde mit rum endnu!

Jeg aner klaustrofobien lige om hjørnet.

Og så er det, jeg gerne vil spørge jer derude, om I har kendskab til dagslyslamper, der kan bruges - de skal altså give meget lys, men jo uden at man blændes.

Intrigante kvinder

I fredags tog jeg Metroen ind til min tandlæge i København, og transporttiden fordrev jeg med at bladre gratisaviserne igennem - dem jeg ellers aldrig ser, fordi jeg plejer at køre i bil, og som jeg hører så meget grimt om. Men jeg blev indfanget af en overskrift i farten:

Kvinder giver ballade
Når kvinder er i overtal på en arbejdsplads, medfører det flere konflikter og bagtaleri, viser en ny norsk undersøgelse ifølge fpn.dk. Løsningen er dog ikke at lade mændene være i overtal, for undersøgelsen viser også, at en arbejdsplads med en jævn kønsfordeling giver færrest konflikter.

Først blev jeg så forarget, at det var lige før jeg hoppede i sædet (det ville have tiltrukket sig opmærksomhed, for det var et af de sæder, der smækker op med et brag!). Da adrenalinet igen var faldet til et rimeligt niveau, begyndte jeg at tænke efter og begav mig en tur tilbage i tankerne gennem skiftende redaktioner og afdelinger på min arbejdsplads. Og nedslået må jeg se i øjnene, at for mig har det desværre været helt sandt.

Hvad er din erfaring med arbejdspladser, hvor kvinder er i overtal?

Boligreportage

Jeg har lyst til at invitere jer til en lille leg om, hvordan vi har valgt at indrette os. For at gøre det ekstra svært/let må man bruge 25 ord til at beskrive sit hjem.

Mit hjem kan for eksempel beskrives sådan, hvis man kiggede ind gennem dørspionen (som jeg ikke har):

80 kvadratmeter, hvide vægge, brændeovn, ingen vaskemaskine, glastagsentre, bondekøkken, kurvemøbler, naturfarver, patchwork, afrikanske figurer, kig til kip, bøger, cd'er, planter, afsyret kommode, plisserede lampeskærme, Pernilla.

Har I lyst til at være med?

Musik-apoteket

Vi abonnerer på Politiken og får gratis Frederiksborg Amts Avis med i købet. Der finder jeg ofte anderledes og spændende artikler. I dagens avis faldt jeg over en artikel om musik som terapi.

Den norske psykolog og professor Even Ruud har i flere år forsket i musikkens helbredende virkninger. Ifølge ham er er det et faktum, at musik kan virke afspændende, lindre smerter og reducere angst og stress. Ud over at være psykolog er Even Ruud også musikuddannet med klaver som instrument. Senest har han lavet en undersøgelse over musikens betydning for langtidssygemeldte, og det viser sig, at de, der lytter til musik, har en langt bedre livskvalitet og kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Langtidssygemeldte i Norge koster samfundet cirka 42 milliarder kroner - og nogle af dem var måske givet godt ud på musikterapi. For de færreste ved, at musik har helbredende kræfter, selv om vi alle ved, at kost og motion har.

Mange ville have større udbytte af at gå i en pladeforretning end at gå på apoteket - det er endda både billigere og bedre! Even Ruud anbefaler, at vi har mapper med vores eget musikalske husapotek på MP3-afspilleren. Det kan ersatte både medicin og piller og er langt at foretrække. Han bruger selv Keith Jarrett og har i en sorgperiode haft stort udbytte af at lytte til Toots Thielemanns. Det havde dog den ulempe, at han ikke kan lytte til ham mere uden at komme til at tænke på den epoke i sit liv.

Har du også erfaringer med, at musik virker som balsam på dig?

Yrk!

Det får indvoldene til at krympe sig, mavesyren til at stige op i spiserøret, og det bliver endnu værre, hvis man føler sig forpligtet til at lade, som om det smager pragtfuldt.

Sådan har jeg det med fisk og skaldyr og til dels med indmad, selv om jeg gerne spiser pateer og postejer - her skal det bare camoufleres lidt. Det er så træls at være ude til middag og få en forret sat foran sig, som man bare ikke kan få ned. Da jeg var barn, satte jeg engang noget tun op under et bord - der var en lille hylde under værtsparrets bord - og sagde det aldrig til nogen. Men jeg gjorde det kun denne ene gang, for siden har jeg øvet mig i at sige rent ud, at der er visse ting, jeg ikke spiser. Og den taktik er lykkedes. Bliver jeg inviteret ud til nogen for første gang, fortæller jeg forsigtigt, at sådan er jeg. Og jeg har faktisk aldrig hørt nogen blive fornærmet af den grund - selv om jeg jo ikke kan vide, hvad de tænker. Jeg får det, som jeg vil have det.

Men besværligt er det søreme. Alt sammen bare fordi en viljestærk mormor tvang rejer i en lille 5-års pige med en ufølsomhed, der var grænseoverskridende. Jeg ser det stadig for mig og mærker fornedrelsen. Et ægte traume!

Er der også ting, du simpelt hen ikke kan spise?

Kom frit frem!

Jeg er blevet nysgerrig. Bedst som man sidder og studerer sin besøgsstatistik (jeg bruger Statcounter), dukker der eksotiske flag op rundt om i kolonnerne. De fleste fremmede fugle er selvfølgelig havnet på ens blog ved en fejltagelse, men så er der også nogle IP-numre fra USA, Rumænien, Tyskland, Sydafika, Frankrig, Spanien, New Zealand og Malaysia, der bliver ved med at vende tilbage, men som aldrig giver lyd fra sig - udover de to fra Irland og Belgien, som jeg ved hvem er, og som kommenterer flittigt.

Men hvem er I andre? Ja, det er et selvmodsigende spørgsmål, når det karakteristiske jo netop er, at I aldrig efterlader kommentarer, men hvor ville jeg gerne vide det. Er I danskere, der er bosat eller udstationeret i det store udland? I har helt sikkert en vanvittig spændende historie i bagagen. Kom nu, er der ikke nogen er jer, der har lyst til at fortælle?

Og hvad med jer, mine medbloggere, har I også blinde passagerer i statistikken?

Oplevelsesgaven

Min far er museumsgænger om en hals, men han er ikke så mobil længere. Derfor var min fødselsdagsgave til ham en tur i byen omkring Den Hirschsprungske Samling og frokost et passende sted. Jeg deler hans interesse for Skagensmalerne, så jeg slog to fluer med ét smæk.

Selve museumsbygningen er et dejligt sted at opholde sig, og dekorationerne i loft, på vægge og i gulv er kunstværker i sig selv.

Heldigvis nåede vi kun at se en brøkdel af samlingen. Jeg har nemlig en aftale lige om lidt med nogle gode venner om at studere P. S. Krøyer i enkeltheder.

De forbudte trin

Har du det også sådan, at én bestemt film har gjort et uudsletteligt indtryk på dig?

Strictly Ballroom gør det, hver gang jeg ser den, og det har jeg gjort temmelig mange gange, siden jeg så den første gang til premieren i 1992. Allerede fjorten dage efter måtte jeg ind og se den igen. Nu har jeg den stående i reolen, hvis jeg skulle få brug for et langvarigt smil, lydsporet har jeg også liggende, og plakaten med Paul Mercurio og Tara Morice hænger på væggen til at minde mig om det.

Scott er en ung, eminent danser, der insisterer på at danse på sin egen måde til den store konkurrence. Desværre har hans dansepartner lige droppet ham, og der er ingen, der har lyst til at være hans partner, for han er bare for meget. Det er ved at tage livet af hans mor, som ejer den danseskole, hvor han arbejder som lærer, og hun kæmper for at få ham til at danse ordentligt - strictly ballroom - så han kan vinde konkurrencen. Scotts far er en resigneret tøffelhelt, der ikke blander sig. Han er selv gammel dansestjerne og har travlt med at drømme sig tilbage til sin egen storhedstid - det gør han ved at danse med sig selv om natten, når ingen ser det.

I sidste øjeblik inden konkurrencen lykkes det Scott at finde en partner. Hun er elev på danseskolen, og i hans mors øjne er hun alt for ordinær og klodset til, at man kan tage hende alvorligt. Men vil hun alligevel få chancen, og kan hun nå at blive god nok? Vil det lykkes Scott at åbne andres øjne for hans uortodokse dansetrin? Vil hans mor få sin vilje? Vil hans far ende på en galeanstalt?

Der er både typer, man kan elske og hade i Strictly Ballroom. Stilen er konsekvent grotesk med vanvittige flashbacks, skuespillerne er suveræne, klipningen og rytmen har jeg aldrig set bedre, musikken er overdådig, og det hele går op i en højere enhed (undskyld klicheen, men jeg kan ikke finde et mere dækkende udtryk). Det er ikke bare en film om dans, det er også en Askepothistorie, en historie om to, der elsker hinanden, om kærlighed kontra opstyltethed, gennemsyret af humor - og syret i det hele taget.

Hvis du ikke har set den, så gør det!

Dagens spørgsmål: hvad er din yndlingsfilm?

Stiløvelse

Jeg kom til at tænke på, at den måde, vi klæder os på, egentlig siger ret meget om os. Og vi har nok alle en foretrukken stil, selv om vi ind imellem skejer lidt ud. Når jeg kommer hjem med et nyt fund, siger Monsieur som regel: 'Du skulle have været keramiker. Har du for resten ikke én magen til?'. Det er ikke uvenligt ment, og jeg får som regel også en kompliment, men han har nok ret i, at min 'uniform' ikke varierer voldsomt.

Jeg går ikke ret meget i cowboybukser, selv om jeg har flere par. Cowboybukser kan være smarte - jeg føler mig bare ikke helt tilpas i dem, uden at jeg ved hvorfor. Jeg går mest i lange bukser, stramme. Og alle naturfarver er mine foretrukne.

I dag har jeg en cowboynederdel på med håndmalede blomster i helt afdæmpede farver, korte, flade sorte støvler med lynlås foran, og en sort løst strikket bluse med stor halsudskæring. Sorte strømper og tykke, grå sokker udenpå i støvlerne. Om halsen en lædersnor med en sten i, som jeg har fundet på stranden i Liseleje. I ørerne ret store, runde sølvringe og på højre hånd min vielsesring i hvidguld - helt enkel. Mit ur er et herreur fra Georg Jensen (købt engang i min ungdom for en uventet arv). Og så bare et stort, afrikansk tørklæde i sort, med brune og hvide batikmønstre svøbt om halsen. Jeg er meget glad for etniske ting, min taske er en afrikansk kurvetaske med læderhanke og lynlås.

Hvad har du på lige nu? Og hvorfor lige det? Hvad er din stil?

Farverig søndag

Invitationen lød på sammenskudsgilde i anledning af Runes 24-års fødselsdag klokken 13 på Bellevue. Lige mig, som elsker at se min kulørte familie til ustrukureret sammenkomst! Vi medbragte gave: 1000 Places to See Before You Die og de drikkevarer, som var vores del af tjansen. Og sammen med en snes andre gæster spiste vi frokost med udsigt over Øresund fra vinduet. Kusine, fætter, fætters halvbrors fraskilte kone og to børn, moster, onkel og tante, Runes fraskilte forældre og venner ... Kan du følge med? Det kan jeg næsten heller ikke.

Først skulle jordomrejsefætter hentes og ærinder gøres for ham, for han har ikke bil for tiden, og gasflasker er tunge. Men det viste sig, at der også var en mus, der skulle have et lift, fordi moster gerne vil have sådan én i et bur. Den skulle så lige hentes hos jordomrejsefætters bror, der havde fanget den i morges under sofaen i Tisvilde, hvor han lå og rekonvalescerede efter en diskusprolapsoperation.

Da vi endelig ankommer til selskabet, kun lidt forsinket, står der en trettenårig skønhed med en rotte ved navn Askepot på skulderen og siger goddag. Så var der ellers mad i lange baner, dansk frokost plus momo, en mongolsk ret, her i tibetansk udgave fremtryllet af Runes ven David, der kan sådan noget.

Snakken gik til den ene side om studium, legatansøgninger og studiejob som telefonsælger, til den anden side om brændestabling og fuldtidsjob som skovarbejder.

Afslutningsvis gåtur i Dyrehaven, farvel og ønske om god vind til jordomrejsefætter, som drager af sted igen om et par dage.

Vi tog Strandvejen hjem hele vejen langs kysten i adstadigt tempo for at fordøje indtrykkene i ro og mag.

Apropos fordøjelse er vi lige blevet enige om at springe aftensmaden over.

Et ømtåleligt emne

Jeg har haft mange overvejelser, før jeg lagde dette indlæg på, for kan man tillade sig at skrive om og blande sig i andres drikkevaner? Jeg er kommet frem til, at det synes jeg godt man kan, hvis man forsøger at gøre det på en ordentlig måde.

Sagen er, at jeg har problemer med at tackle den måde, en af mine venner omgås vin og spiritus på. Jeg pudser ikke nogen glorie, overhovedet ikke, og jeg elsker at være sammen med venner og bekendte over nogle gode glas. Der er bare det, at nogle mennesker ændrer sig og bliver mindre spændende at være sammen med efter for mange glas. Jeg har måttet opgive et vennepar, hvor drikkekulturen var alt for langt fra min egen, og hvor jeg den ene gang efter den anden med et stift smil måtte høre på de samme 'sjove' historier, som efterhånden var blevet til sørgelige påmindelser om, hvor hård spiritus er ved hjernen. Hukommelsen var simpelt hen forsvundet ud i den blå luft. Og hvis ens venner aldrig aner, hvad man har talt om sidst, hvad er så meningen med at ses? Et venskab bygger på gensidighed og interesse for, hvad andre siger og foretager sig.

En af mine meget gode venner er nu ude i noget, hvor jeg slet ikke kan være med længere. Det er ikke kun hukommelsen, der er væk - fornuften, livsglæden, overskuddet er også gået fløjten, men vedkommende kan ikke selv se problemet. Jeg har forsøgt at udtænke en redning, men jeg har måttet erkende, at det magter jeg ikke. Og det piner mig.

Er der nogen af jer andre, der har erfaringer enten fra jeres private liv eller via jeres job eller uddannelse og ved, hvordan man kan gribe den slags an?

Hvor er du, Jas?

Jas er vores aldrende hankat, som aldrig er blevet fuldstændig tam. For eksempel kan vi ikke tage ham op. Han var en næsten vild kat, der gik for lud og koldt vand, da vi adopterede ham i det tidlige forår 2002. Allerede da var han fuldvoksen, men mager og med en mat pels af at leve efter de forhåndenværende søms og krummers princip. Måske er han en efterladt sommerhuskat, eller måske er han en, der aldrig har haft en familie, der tog sig af ham, før vi kom ind i hans liv.

Vi er kommet til at holde meget af gamle Jas. Han spinder, som var han betalt for det, når man stryger ham på ryggen, og elegant og næsten ubesværet hopper han op i husets bedste kurvestol på patchworktæppet, hvor han kan sove i timevis. Hans liv er mest at sove. Jeg gætter på, at han er så gammel, at han ikke har så meget til gode. Hans ører er savtakkede af slagsmål, og han er flere gange kommet hjem med blødende sår eller bylder, med betændt øje, og én gang kom han humpende på tre ben. Det stod på i tre uger, hvorefter han var fit for fight igen. En selvhelbredende kat.

Men nu har Jas altså været væk en uge. Og vi ved godt, at en dag kommer han bare ikke hjem mere. Måske er det nu. Det håber vi bare ikke.

Kom så hjem Jas! Kurvestolen og brændeovnen er klar, og din madskål er fyldt.

Rejse- og livskunst

I går blev jeg en hel del aha-oplevelser rigere. Jeg havde fri, og min jordomrejse-fætter og jeg havde sat hinanden stævne på en café i Hillerød. Det var også efterårsferie, og der var børn overalt i byen, men heldigvis ikke på den café, vi havde valgt.

Den bærbare blev placeret på nabobordet, og med lidt til halsen og maven gik snakken om hans utrolige oplevelser i Caribien. Jeg har aldrig været på en sejlbåd andet end i havn, så jeg slugte fortællinger, billeder og videoklip fra livet om bord, fra små og større øer og folkelivet der, om hans særlige fascination ved Cuba, hvor befolkningen lever meget ydmygt for ikke at sige fattigt. Om fætters nye cubanske, unge kæreste, der kun taler spansk og bor i en ussel hytte med betongulv. Og et univers åbnede sig for mig, hvor jeg fik lov til at få et kig ind i rejsen som livskunst, at være undervejs hele tiden og føle sig hjemme alle steder. Billeder så skønne at jeg ikke kan finde ord, smukke og glade mennesker, mange uden arbejde, uden mulighed for at rejse væk, som det var almindeligt i 50'erne, før kommunisterne overtog styret.

Mens jeg sad der, tænkte jeg, hvad pokker jeg dog laver her i Danmark og med fast job, når man kan leve sit liv på den måde og til meget få penge, når man rejser rundt.

Men jeg må indrømme - efter at have sovet på det - at jeg alligevel foretrækker mit liv som det er. Uden palmer, uden tropiske orkaner, uden 32 grader lige nu - men med sikkerhed, et socialt system, der griber dem, der falder, med venner og familie.

Og på Cuba er der ingen e-mailadgang ...

Forandring forfrisker

Har du nogen sinde prøvet at vågne op en dag og opdage, at den måde, du har indrettet din tilværelse på, ikke længere fungerer? Jeg tror, at alle, der har nået en vis alder, kender fornemmelsen.

Verden omkring os ændrer sig efterhånden så hurtigt, at det er umuligt at forudse, hvad fremtiden bringer. Derfor kan man heller ikke planlægge på samme måde, som man kunne engang, og derfor kan det pludselig være nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved de valg, man har truffet, og som virkede helt rigtige, dengang man traf dem.

En drastisk ændring lige nu kan være det helt rigtige, og fra den ene dag til den anden kan man beslutte sig for at sælge sit hus og flytte - til et andet land eller bare andre omgivelser. Jeg/vi flyttede på landet for snart ti år siden fra et komfortabelt hus med alverdens elektriske bekvemmeligheder til en lille, primitiv hytte med kun det allermest nødvendige, og vi har aldrig fortrudt det, selv om det var en meget hurtig beslutning, og vi har fået længere til arbejde.

Andre skifter pludselig karriere. Det kan jeg ikke prale af at have gjort, for det har ikke været noget påtrængende behov, selv om jeg har arbejdet det samme sted, siden jeg var atten. Monsieur har til gengæld aldrig brugt sin uddannelse til det, den var beregnet til, og det fascinerer mig altid, når jeg hører om historikeren, der gik i lære som automekaniker, gymnasielæreren, der blev tømrer eller præsten, der nu arbejder som psykoterapeut.

Det er ikke altid, at den slags beslutninger bliver truffet fra den ene dag til den anden - det kan tage år at samle mod til at tage springet. Men som regel har det været det rigtige at gøre, når man spørger til det.

Har du prøvet af skifte spor på den ene eller anden måde?

Det var hyggeligt

I fredags, da jeg løb gennem avisens tillæg om Kulturnatten, stødte jeg på ordet fremkaldervæske. Igen blev jeg sendt en tur tilbage i tiden, og et andet ord meldte sin ankomst i baghovedet: hygge.

Hvad er hygge egentlig? Det har altid undret mig, at man siger, at ordet hygge kun findes på dansk. Kan det være rigtigt?

For mig har hygge været forskellige ting i de forskellige livsfaser. Nu er det fridage hjemme med kattene og Monsieur, med læsning af bøger og aviser - eller i gode venners selskab. At gå ud og spise eller at være sammen med veninder.

Som barn var hygge at gøre noget sammen med især min far, som var god til at inddrage mig i det, der interesserede ham selv. Vi samlede på frimærker - og så gik vi jævnligt i mørkekammer og lavede sort/hvide billeder. Først hængte vi et sort stykke stof for vinduet og satte en rød pære i lampen i loftet - og derefter fik jeg til opgave at stå med billederne i de forskellige kar: fremkaldervæske, fikservæske og til sidst under rindende vand, før de blev lagt til tørre. Vi var rigtig gode til det, og jeg vidste ikke noget bedre end at stå der og frembringe ’kunstværker’ sammen.

Når jeg bliver ældre, gætter jeg på, at det vil være hyggeligt, når familie eller venner kommer på besøg og fortæller om, hvad de har oplevet. Og at gå i haven og pusle om planterne og lave god mad.

Hvad er hygge for dig? Har du gode ideer til os andre?

Fra kamp til kærlighed

For et par uger siden så jeg en artikel i Politiken om en ny bog, som ved første øjekast kun handlede om kost og motion. Men den stak flere spadestik dybere, for den fortæller historien om, hvordan en familie med to børn blev af med astma, allergi, svingende humør og mange andre skavanker.

Jeg slugte artiklen, fordi sund kost altid har været min kæphest - det er ikke for ingenting, at min familie er husholdningslærere. Nu har jeg skimmet bogen, jeg har læst første del ved lommelygtens skær på vej til jobbet. Og jeg kan næsten ikke lægge bogen fra mig.

Den hedder Kernesund familie sådan!, forfatteren er Ninka-Bernadette Mauritson. Og med småt: Livsstil uden sukker, stress og kemi. Passer ind i din hverdag og ændrer den for evigt.

Det er historien om, hvordan en autistisk dreng bliver stort set normal, hvordan faren i familien bliver fri for astmaspray, og hvordan ungerne slipper af med hyperaktivitet og snot. Oven i købet bliver familien fri for stress og træthed, og forklaringen ligger i vores kost.

Bogen er hamrende lækker at blade i, motiverende og fyldt med opskrifter. Og Ninka garanterer, at livet er lagt om uden afsavn, at nattesøvnen er dyb, og at det er nok med 6 timer for de voksne. Uden sukker, mælkeprodukter og hvidt brød og med masser af sunde olier, nødder, shakes, frugt og grønt. Når man ser før- og efterbillederne af familien, tror man ikke, det er de samme mennesker, der er tale om. Før er familien småfede, rødøjede og med plamager i ansigtet. Efter er de slanke og med masser af liv i øjnene. At autisme og hyperaktivitet har noget med kosten at gøre er ikke en ny viden - det har kostvejledere vist i årevis. Og bogen understøttes hele vejen igennem af fagpersoner. Det er som at have fået nye børn, kan jeg forstå, og opskrifterne er så lækre, at jeg næsten ikke kan vente til jeg kommer hjem med at begynde.

Bogen får 6 hjerter af mig på forhånd - og jeg er ikke i tvivl om, at det holder.

Opdatering kl. 13.45
Et par supplerende artikler her og her.

Økologi for begyndere

Her i refugiet er vi enige om at købe økologisk, når det overhovedet kan lade sig gøre, og det er i virkeligheden alt, alt for sjældent. Heldigvis bliver det langsomt bedre, men udvalget i de almindelige supermarkeder er stadig rystende dårligt. Det gælder også Kvickly, der praler hæmningsløst af deres økologiske varer i tide og utide.

Men der er selvfølgelig også dem, der mener, at økologiske varer er det rene fup. Synspunktet er, at grønsagerne sgu nok er sprøjtet nøjagtig lige så meget som alle andre grønsager, men hvis man kalder det økologisk, kan man forlange skyhøje priser for det. Eller også, at vi såmænd ikke tager skade af en smule sprøjtemidler.

Jeg har en metode til at at lukke munden på dem, der har den opfattelse. Jeg spørger: 'Hvis der lå to æbler foran dig - et almindeligt æble og et økologisk - og du kunne vælge frit, hvaffor ét ville du så vælge: dét med pesticider eller dét uden?'

Hører du til skeptikerne, er her en liste over, hvilke ikke-økologiske grønsager der indeholder flest giftstoffer. Den afslører, at æbler er de rene pesticidbomber.

Værsgo og spis!

Kulturfredag

Jeg var desværre ikke til Kulturnat, og desværre heller ikke til ølblogtræf, men jeg fik mit kulturinput på andre måder i går.

Jeg læste de første 40 sider af Stieg Larssons første krimi Mænd der hader kvinder. Indtil videre er jeg overrasket over, at han ikke skriver bedre. Forventningerne var skruet helt op efter massehysteriet i forbindelse med hans nyudkomne, sidste roman i trilogien.

Men jeg fik også lidt for øret: Anna Netrebko og Rolando Villazón fra dvd'en The Berlin Concert - Live From Waldbühne. Jeg er målløs over, hvad de to kan, og hvis andre ikke har snuset til opera før, så begynd med dem og fald i svime ...

Aftenen sluttede med Vild med dans - det er brandgod underholdning - og Monsieur flygtede som sædvanlig ned i den anden stue. Jeg synes, det er imponerende hvad danseamatører kan lære på en uge. Men når et par er dømt ude sidst på aftenen, er det næsten ikke til at bære. Især ikke, når det er Anne Louise Hassing!

Derudover var jeg ude for at hjælpe Sofus ned fra taget, hvor han sad og hylede. Vi har en hyld, som har vokset sig helt op over tagrenden, og den blev brugt som lian/springbræt. Sofus havde bare ikke lige tænkt over, hvordan han skulle komme ned igen. Og Monsieur fik aftenen ødelagt for anden gang, da han måtte ud med saven, fordi jeg insisterede på en øjeblikkelig beskæring.

Nu har vi en meget mindre hyld - men til gengæld en hel del mere lys i køkkenet.

Kærester

Jeg har lige hørt en radioudsendelse, hvor Vagn Jensen fortæller om sin første kærlighed, Oda, som han svigtede så grusomt. Suk, den fik mig lige til at tænke tilbage med et stik i hjertet.

Man kan blive meget forelsket som barn - jeg kunne i hvert fald, og min første kæreste hed Peter og havde sorte krøller. Vi gik i børnehave sammen og boede i samme ejendomskompleks, og senere kom jeg også til at gå i klasse med Peter. Min mor må have vidst, at det var meget hedt, for jeg kan tydeligt huske, at jeg fik en gulerod med, som jeg skulle dele med Peter. Den var skåret igennem på langs, så den ikke var for hård at bide over.

Men vi blev drillet frygteligt af de andre børn, fordi vi var kærester, så meget at vi slet ikke turde tale til hinanden til sidst. Vi nåede aldrig at kysse, inden det var forbi. Ak ja.

Måske var det alligevel ikke helt overstået for Peters vedkommende. I hvert fald fik jeg en kæmpe buket røde roser, da jeg fyldte sytten, men da var det ’lissom’ for sent, for jeg havde fået en anden kæreste i mellemtiden (som jeg også svigtede, men det er en anden historie). Vi blev selvfølgelig gift med nogle helt andre, men fuldstændig spildt var vores første kærlighed nu ikke. I dag - sådan cirka en menneskealder efter - er Peter en af Monsieurs og mine bedste venner.

Fortæller du om din første forelskelse? Det bliver mellem dig og mig.

Hvad med en litteratur-tur?

I London har man London Walks - i København har man Peter og Ping. Jeg havde ikke hørt om dem, før en veninde gjorde mig opmærksom på ideen med litterære byvandringer. Her får man både noget at vide om byen og om de forfattere, der har haft deres gang i og omkring den.

Peter og Ping er et lille familiefirma bestående af mor, datter og 3-4 andre guider, som alle er uddannet inden for litteratur eller historie, og hensigten er at inspirere og motivere til læsning af de forfattere, turene drejer sig om. Der er både faste ture og mulighed for særarrangementer. De faste ture gennemføres i al slags vejr, og dem kan man bare møde op til. Det koster 75 kr. for voksne, og børn under 12 år kommer gratis med.

Det vil jeg da prøve!

Læs mere her.

Sur

I forgårs skrev Frederiksborg Amts Avis om et groft overfald på en kvindelig kondiløber lige her i nærheden. Hun blev slået ned bagfra med en flaske, der blev knust mod hendes hoved. Kun fordi hun skreg voldsomt op, forsvandt overfaldsmanden skyndsomst - ellers var hun formentlig blevet voldtaget eller det, der er værre.

Historien i mandagens avis blev udpenslet i går: manden var særdeles mørkhåret og formentlig af slavisk afstamning, og han var sidst i tyverne. I dagens opfølgning menes han at stå bag flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, og en mand kan fortælle, at han er blevet forfulgt på sin løbetur i klitterne - indtil forfølgeren opdagede, at det var en mand, han forfulgte og hastigt forsvandt med noget hængende ud over bukselinningen.

Alt i alt ikke nogen rar historie, og så lige i nabolaget.

Jeg har lige været ude at cykle en tur. På min vej møder jeg en grå, polsk indregistreret kassevogn med en meget mørkhåret mand i tyverne bag rattet. Hvad mon jeg tænkte, og hvordan mon det indvirkede på min puls og mit adrenalin? Og kan det nok være, at jeg kom hjem i en fart?

Som bekendt er der mere end én mørkhåret mand i verden, der er sidst i tyverne, men jeg fik ødelagt min formiddagscykeltur. Hvem skal jeg blive mest sur på, ud over skvadderhovedet, der er årsag til det hele? Avisen eller mig selv?

Vis mig din tidsskrifthylde

Det er ikke fordi, jeg er den store magasinoman, men på mit spisebord ligger der en lille stak tidsskrifter og blade, som jeg nyder at læse i, hver gang de udkommer:

Mad & Helse - et ret nyt blad i Danmark, men det har eksisteret i Norge siden 2002. Der er fokus både på madkvalitet, opskrifter og tilberedning, og på undersøgelser af helsekostprodukter og kosttilskud. Det er min kæphest, at den mad, vi spiser, er grundlaget for vores helbredstilstand, og for mig er det mindst lige så vigtigt, at maden er sund, som at den smager godt, så det er lige et blad for mig. Den danske udgave bliver redigeret af Frede Damgaard, der er veteran inden for alternativ behandling.

Psykologi - en slags Populær Mekanik for psykologiinteresserede. Det er sikkert ikke i høj kurs hos fagpsykologer, men jeg synes, jeg får meget at vide for pengene, og det er langt mere indbydende at læse, end de tørre psykologibøger, jeg tyggede mig igennem som ung.

Samvirke - FDBs medlemsblad. Egentlig synes jeg, at det altid har været noget af en rodebutik, men lige som med tv-kigning har man lov at sortere, og der er som regel tankevækkende forbrugerstof, jeg har lyst til at læse. Og så er bladet blevet lækrere og mindre fodformet med årene.

Kiwi og Kulør er kundeblade fra Netto og Spar. Jeg læser dem som andre læser Alt for Damerne og Femina, og jeg har svært ved at se den store forskel, bortset fra at de er gratis. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt de to autoriserede dameblade, og det har ikke været noget stort savn.

Vil du røbe, hvilke blade og tidsskrifter, der ligger på dit bord? Og gerne også hvorfor.

Et farverigt møde

Jeg har haft store oplevelser ved at møde andre bloggere, og i dag var jeg så heldig at få endnu en. Jeg har ved at lege detektiv fundet Husejer, som arbejder på min arbejdsplads på etagen under mig. Men da vi begge er anonyme i blogverdenen, måtte jeg analysere fingeraftrykkene på Filia-farverne, hun havde lagt til mig i går som et spor. Det lykkedes, og der stod hun så, på 2. sal og var præcis det indsigtsfulde og underholdende menneske, som jeg troede hun var.

Tak for en meget, meget hyggelig kaffepause, Andrea.

Appelsinerne i turbanen

Jeg var på loppemarked i går, og jeg fik et af mine største ønsker opfyldt: en stegeso. Ikke en Römertopf, som jeg egentlig havde tænkt mig, men en glaseret kokotte, som er mindre sart, som ikke skal stå i blød, før man bruger den, og som er nemmere at gøre ren. Er der nogen, der har erfaringer med sådan én? Så hører jeg gerne, for jeg har ikke, men jeg glæder mig til at afprøve den.

Det andet kup, jeg gjorde, var en selvbiografi af den slags, jeg ikke kan gå forbi uden fare for at blive trukket skæv: 'Farmor fortæller' af Dori Rasmussen. Hun er fra 1865 og døde i 1949, og hun var mor til arkitekten Steen Eiler Rasmussen. Under krigen nedskrev hun sin historie, så hendes børnebørn kunne få den, når de blev voksne. Sjældent har jeg læst en bog, der fangede mig så meget! Hun fortæller guddommeligt om sin barndom og ungdom, og jeg kan kun anbefale den, hvis du er interesseret i tidligere tiders levevilkår. Den står under gruppe 99.4 på biblioteket, og jeg har lige opdaget, at den også findes som lydbog.

Og så er der Filia-farverne - de har ikke noget som helst med loppemarkedet at gøre! De lå i en kuvert til mig uden nogen forklaring eller afsender, da jeg kom på arbejde i morges efter en uges ferie. Men jeg vidste med det samme, hvor de kom fra, for mig bekendt er der kun én i min lille blogkreds, der har skrevet om Filia-farver, og kun én jeg har udtrykt mit ønske om at eje sådan en æske over for.

Tusind tak, Andrea!

Det var i går et vejr

Men hvad mon det var for en kanut, jeg kom forbi?

Den var go', svigermor!

Vi sidder ved et fint dækket middagsbord, hele familien, hjemme hos min mormor. Jeg er blevet så stor, at jeg ikke længere er forvist til børnebordet i vinterhaven, dér sidder kun min lillebror og vores to små kusiner. Vi får koldt bord med ost til efterret. På bordet er der dækket op med Blå Blomst fra Den kongelige Porcelænsfabrik, smørkrukke med vand mellem de to lag for at holde smørret koldt, og ind kommer en gammel osteklokke med fin bund af træ. Nu holder vi alle sammen vejret, for vi ved præcis, hvad mormor vil sige, for det gør hun altid, når vi er nået til osten, og vi hader det, fordi den slags morsomheder har meget begrænset holdbarhed, men vi slipper ikke:

'Nu er vi nach Osten gekommen ', lyder det højt fra mormor, og alle krummer tæer. Men man er jo venlig, og reagerer man ikke, bliver situationen pinlig, så vi ler halvhjertet, og min far gør sin pligt: 'Den var go', svigermor!'

Alle familier har garanteret tyndslidte standardvittigheder, der har hærget middagsbordene i årevis, så hit med dem!

Madame, 5 år

Min far er altid i godt humør, og nogle gange går vi en tur sammen. Osse når det regner, man skal bare klæde sig rigtigt på, for så er der ikke noget, der hedder dårligt vejr, siger min far. Min mor vil vist ikke være våd, for hun vil ikke med. Når vi går tur, fortæller min far om stjernerne og om regnormene og tæller til ti på fransk.

Jeg går osse i børnehave. Det kan jeg ikke ret godt lide. Vi får levertran og skal stille os i en kø og åbne munden. Det smager så grimt. Det bedste er, når vi skal sove til middag. Så slår lærerinden en hel masse køjesenge ud, og jeg ligger i en af de øverste. Vi får en kiks, og så læser lærerinden en historie op, før vi skal sove. Engang blev jeg slet ikke hentet. Så tog lærerinden mig i hånden, og vi gik hen på Virum station for at se, om min far kom med toget. Så kom min far, og han sagde, at der var noget galt med togene.

Om morgenen laver min mor havregrød til os, og jeg skal røre i gryden, mens grøden bliver varm. Ellers brænder havregrøden på, siger min mor. Min mor er meget dygtig til at lave mad og kan lave franskbrød og flæskesteg. Min mormor siger, at jeg er meget kræsen og forkælet. Og når man er kræsen, skal man lære at spise alt, siger hun, og hvis jeg ikke spiser det, hun sætter på bordet, så tvinger hun mig til at spise det alligevel. Det er derfor, jeg ikke kan lide rejer mere.

Det store lotteri

En god ven syntes, at tiden var inde til at finde en livsledsager, og gennem en kontaktannonce fandt han frem til en kvinde, der viste sig at have et helt vidunderligt talent for brevskrivning, og de begyndte en heftig brevveksling, der stod på i lang tid. Min ven blev mere og mere tændt, fordi hun blev ved med at overgå sig selv med sine fantastiske breve. Men det var trods alt ikke uden betydning for ham, hvordan hun så ud, så det endte med, at de også udvekslede fotos - og det viste sig, at hun så bragende godt ud - markeret og myndeslank, præcis som han foretrækker kvinder.

Da dagen oprandt, hvor de skulle mødes for første gang, var min ven fyr og flamme, men selvfølgelig også lidt nervøs. Han iførte sig sit bedste tøj, og udstyret med et stor buket roser troppede han op på hendes adresse og ringede på. Da hun åbnede døren, fik han et chok. Der var mildest talt temmelig stor uoverensstemmelse mellem det billede, hun havde sendt, og virkeligheden. Godt nok kunne man ane, at det var det samme menneske, men i en betydelig ældre og cirka halvtreds kilo tungere udgave. De tilbragte den ene aften sammen, og hun fik da også et venligt 'tak for sidst'-kort. Men mere kom der ikke ud af det arrangement.

Jeg har ikke den samme indstilling som min ven til store damer. De kan selvfølgelig være lige så smukke som alle andre, men man kan ikke snyde sig til et andet udseende. Og for nogle betyder udseende lige så meget som personligheden eller intellektet.

Heldigvis går det jo også godt engang imellem. En af mine veninder lever i et meget lykkeligt forhold, der bygger på en kontaktannonce. Jeg er desværre ikke leveringsdygtig i 'en god historie' om mine egne erfaringer med kontaktannoncer, men måske kender du nogen, der fandt lykken eller det modsatte på den måde?

Fortæl, fortæl!

Et dystert emne

For et stykke tid siden så jeg en dødsannonce for en tidligere kollega, som slet ikke var gammel nok til at dø endnu. Meddelsen berørte mig dybt, for jeg havde haft meget med hende at gøre. Som helt unge gik vi ud sammen og sås privat, indtil det på et tidspunkt gled ud af uforklarlige årsager som bekendtskaber gør engang imellem. Da hun fandt et andet arbejde, forsvandt vi helt ud af hinandens liv.

For et par år siden mødtes vi igen og havde en usædvanlig dejlig aften, hvor vi lo ad gamle fællesoplevelser og udvekslede glimt fra vores forskellige livsbaner, og vi blev enige om at genoptage forbindelsen. Hun inviterede til middag en lørdag aften hjemme hos sig, men det blev aldrig til noget. På selve dagen opdagede jeg helt tilfældigt, at hun havde lagt en besked på telefonsvareren om, at hun pludselig var blevet syg og var nødt til at aflyse. Der er ikke noget usædvanligt i, at sygdom indfinder sig på ubelejlige tidspunkter, men det undrede mig, at hun havde valgt så usikker en måde at aflyse på uden at følge op - hun kunne jo ikke være sikker på, at jeg fik beskeden. Siden hørte jeg aldrig fra hende. Selvfølgelig kunne hun have haft en anden oplevelse af vores gensyn, men så meget plejer min dømmekraft ikke at svigte mig.

Jeg har siden fået at vide, at hun tog sit eget liv som følge af en dyb depression.

Desværre er det ikke første gang, jeg har haft selvmord og voldsomme depressioner inde på livet. Når man har været på en stor arbejdsplads i så mange år, kan det ikke undgås, at man bliver konfronteret med triste skæbner. To af mine nære kolleger har begået selvmord på grund af kærestesorg, to andre skød sig selv, uden at jeg kender grunden - den ene på sit kontor i arbejdstiden.

En lidt fjernere kollega tog sit liv, fordi hendes eneste datter blev mejet ned af unge fartbøller, der kørte om kap gennem København og ramte tilfældige fodgængere. Temmelig mange, jeg har arbejdet sammen med, er døde af frustrationer kombineret med druk. Som på andre mediearbejdspladser var der tidligere en solid tradition for øl og vin i arbejdstiden - derfor tænkte man ikke så meget over det. I nogle tilfælde opdagede man aldrig, at den var helt gal. I andre tilfælde nægtede de selv at indse det og fortsatte drikkeriet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke 'sikke et spild'. Alle sammen har de været dygtige og talentfulde mennesker.

Nogle mener, at det må være folks egen sag, hvordan de vil leve deres liv eller sætte punktum for det. Jeg mener, man skal gøre, hvad man kan for at hjælpe, også selv om man overskrider nogle grænser.

Hvad mener du? Hvad er dine erfaringer?

Øretævernes holdeplads

Sådan set kunne jeg jo bare holde det for mig selv, men det må åbenbart ud. Sagen er, at jeg har nogle sproglige idiosynkrasier. Der er visse ord og udtryk, der simpelt hen får mig til til at hoppe i stolen, når jeg hører dem - som regel i radio eller på tv. Nu gør det ikke sagen bedre, at Monsieur er mindst lige så sensibel over for floskler og klicheer, så vi kommer meget nemt til at overbyde hinanden i enighed om, hvilke udtryk der burde dø på stedet.

Min Top 9 ser sådan ud:

et slag på tasken
i kroner og ører
øvelsen går ud på
bekræftigelse
forandringsparathed
sove i timen
øretævernes holdeplads
begrave stridsøksen
efterfølgende

Hvad er dine hadeord?

Spooky

En kollega kom skrækslagen på arbejde i morges og kunne slet ikke vente med at fortælle, til hun havde fået overtøjet af:

I går aftes, da hun ville gå ud på badeværelset, var der låst, og både hendes mand og begge børnene befandt sig i stuen. Hun kunne ikke høre, at der var nogen derude, og der var ingen, der reagerede på, at hun kaldte, men hun kunne se, at der var tændt lys. Det tog manden en halv time at dirke døren op, men der var ingen derude, og vinduet var lukket!

Dagen inden havde hun været ude for, at to stole, som hun vidste, hun havde skubbet ind på plads ved spisebordet, inden hun var gået ud af stuen, var trukket ud, da hun kort efter kom tilbage.

Det er den slags historier, man helst ikke vil tro på, men i hvert fald er den med badeværelset svær at forklare med distraktion eller svigtende hukommelse. Og et øjeblik efter begyndte den ene, anden og tredje kollega at diske op med lignende hårrejsende hændelser, de selv eller nære bekendte havde været ude for.

Heldigvis/desværre spøger det ikke her i refugiet, men måske gør det hos dig? Jeg er lutter øren.

Musik skal der til

Hvad betyder musik for dig? For mig betyder den en hel del.

Min far, der lige er fyldt 85, er stadig 'udøvende fritidsmusiker'. Han har i mange år underholdt på plejehjem og til familiefester med sit klaverspil. Da jeg var barn, var der musik hele tiden i vores hus. Enten spillede min far på klaveret selv, eller han satte en plade eller et bånd på. Jeg er vokset op med både klassisk musik, viser og populærmusik. Jeg er faldet i søvn til Smetana, Lulu Ziegler, Louis Armstrong eller til Fynsk Forår af Carl Nielsen. Da jeg var tolv år, syntes min far, at han ville give mig ordentlig musikalsk opdragelse og overtalte mig til at gå til guitarundervisning i to sæsoner, men uden større succes. Jeg gik på hold med min klassekammerat Jørgen Olsen (senere halvdelen af Brødrene Olsen), og han overhalede indenom uden nogen sinde at øve sig - og så gad jeg 'lissom' ikke mere. Det er jeg ked af i dag - for jeg ville gerne kunne spille et instrument.

Jeg kender mange dygtige amatører. For eksempel har jeg en kollega, der tager ud og spiller og synger med sin trio, og det må være en stor glæde at spille hver dag, som hun gør. Hun optrådte i øvrigt til min fars fødselsdagsselskab i lørdags som en overraskelse, han blev utrolig glad for. Det tætteste, jeg selv har været på at være udøvende, er desværre kun at have vendt plader for alle radiokendisserne på den anden side af glasruden.

Efter at vi flyttede på landet, er jeg faktisk holdt op med at spille så meget musik. Jeg har opdaget, hvor meget jeg også nyder stilheden, lyden af træer i blæsevejr og lyden af alle fuglene på foderpladsen lige uden for køkkenvinduet.

Men vi har stadig en omfattende cd-samling, som jeg ikke ville undvære, og som jeg tyer til i ny og næ, når jeg trænger til en musikalsk indsprøjtning. Lige nu er det Bryan Ferry, Mozart, Jan Johansson og Bo Kaspers Orkester, der bliver spillet mest.

Hvordan er din musikhistorie?

Nu sidder jeg med aben

Det lader til, at det kollektivt ubevidste lige har udvidet med en afdeling for design og det modsatte - se her, her og nu også på denne blog, hvor nedenstående har ligget under 'kladder' som en idé i en uges tid:

Her i refugiet ejer vi nogle få smukke og enkle ting, som jeg må indrømme betyder mindre for mig end for Monsieur, der har et blødt punkt hvad design angår. Da vi flyttede sammen i sin tid, og vores to hjem skulle fusioneres, ofrede han sig og gav afkald både på et sæt af Arne Jacobsens 7'er-spisestole og Ægget i sort læderudgave, fordi han dybest set var enig med mig i, at man ikke sidder specielt godt i nogen af delene. Jeg kan selvfølgelig godt se, at Ægget er flot sådan rent skulpturelt, men altså ... Det samme Æg led i øvrigt en krank skæbne.

Til gengæld flyttede aben med - Kay Bojesens frække teaktræsabe, som Monsieur fik i fødselsdagsgave som dreng af sin farmor. Dengang kunne han ikke se, hvad i alverden han skulle med den, for han ville meget hellere have haft en Tekno-bil, men med årene er den steget i vores begges agtelse. Som udgangspunkt er jeg skeptisk over for ting, der er født med et usynligt 'god smag'-stempel i form af et kendt navn, men aben er undtagelsen. Og den har fået affektionsværdi for Monsieur, siden han opdagede, at den er designet i 1951 - hans eget fødselsår.

Ellers er nogle af de ting, jeg sætter allermest pris på, noget jeg har købt for en slik, og som ingen handelsværdi har overhovedet. Noget er smukt, andet er egentlig ret grimt, men har sin egen charme.

Har du også værdiløse ting, som du elsker højt af den ene eller anden grund?

Lørdagssnapshot

Rævesøvn

For grønsagsjunkier

Vi havde lige spist til aften, og vi havde fået majs til - mit yndlingstilbehør. Så satte jeg mig til computeren for at tjekke mails, og hvad lå øverst? Aarstidernes opskriftsmail, der netop handler om majs!

Det er ikke altid, jeg får afprøvet opskrifterne, men jeg nyder hver gang at læse kokken Jacob Dietz' veloplagte madskriverier. Du får lige en smagsprøve:

Majs minder mig om sommerferie med min mor og far på cykeltur på Fyn. Det er glade dage med gule stave. Jeg er helt rundtosset med grillet majs serveret med smeltet smør og groft salt. Jeg går pip gok og slår flikflak, når det handler om majs, som er dampet og lander på bordet sammen med endnu mere smør.

Den gule fætter har en enorm tiltrækningskraft (især på smør). Her i sensommeren kan man opleve den danske version live på alverdens køkkenborde.

Inden jeg kan få de nye danske majs, skal jeg ikke spise majs - for så findes de kun på dåse og i fryseposer, og her er der adgang forbudt. Dåsemajs smager af metal, og minder mig om grøntsager som sidder i fængsel. Dåsemajsen er grøntsagernes svar på burhøns - so to speak. Jeg har i et tidligere job (som opvasker i en kantine) haft fornøjelsen af dagligt at åbne alt for mange poser og dåser med majs. Never again - just say no to dåsemajs.

Majs er nemlig meget mere. De fås i alverdens farver, og de vildeste af dem er helt lilla, røde eller orange og kan være saftige som en pære. Frisk majs er kun beskyttet af en grøn frakke, og er helt uden dikkedarer, når den skal tilberedes. De kan dampes, koges eller grilles - er vilde med smør, og børn elsker dem.

Skulle der være nogle majsjunkier derude, som bare skal have deres majs udenfor sæsonen, så har jeg fundet en nem vej til det gule guld: man kan poppe dem, og som en af de mest magiske grøntsager finder de en ny og luftig form, der tilfredsstiller alverdens majs- og filmfans.

Pop...

Opskriftsmailen er gratis, og man tilmelder sig her - og jeg er desværre ikke blevet bestukket. Popcornene tror jeg også nok lige, jeg springer over ...

Kulørt?

Indkøb er normalt ikke min afdeling, og jeg afskyr supermarkeder. Men det er en formildende omstændighed at handle i Spar, når gratismagasinet Kulør lige er udkommet. Og vist er det kulørt, men det er fuldt på højde med både det ene og det andet dameblad. Denne gang kan man læse et interview med Renée Toft Simonsen, der netop har skrevet sin første voksenroman Tirsdag formiddag - med garanti en vaskeægte kvindebog. Det fik jeg vished for på vej til arbejde, da jeg læste højt for Monsieur, som uden større held forsøgte at undertrykke en gaben, mens han snoede bilen gennem trafikkens hvirvler:

Iben er en både smuk og velbegavet kvinde. Hun har et job, hun brænder for og en mand, hun elsker. Alligevel er hendes tilværelse ved at falde helt fra hinanden. En voldsom angstneurose har nemlig taget magten og forhindrer hende i at leve et normalt liv. Først da hun ved en kraftanstrengelse tvinger sig til at gå i svømmehallen en gang om ugen, begynder en vej ud af det indre helvede at tegne sig. Fra den bageste flisebænk i saunaen følger Iben fem kvinders samtaler om den virkelighed, de hver især lever i, og de kommer vidt omkring: Fra utroskab, salsa og hustruvold til appelsinhud, abort og sexlegetøj.

Renée Toft Simonsen, der også er psykolog, har selv oplevet angst og mindreværdskomplekser og har fået professionel hjælp til at komme over det, og det er hendes idé med bogen at starte en debat om emnet. Budskabet er, at vi skal lære at indse, at man ikke kan være perfekt til alt - livet er også at indgå kompromiser. Det tror jeg på, og jeg glæder mig til at læse bogen.

Nogle sover i arm ...

... andre sover i ben

Det væltede ud af skabet ...

Under oprydningen falder der pludselig en gammel, for længst glemt udklipsbog ud af en opbevaringsboks - og foran mig ligger hele den fortid, der burde ligge bag mig: gamle kærestebreve, dagbogsoptegnelser, notater, udklip fra aviser om ting, der optog mig eller om venner, der var blevet gift eller berømte.

Det hele handler om 1969, da jeg var nitten år. Og jeg mindes, hvilken rædsel det var at være ung og forelsket, forsmået, nysgerrig, sårbar og uerfaren.

Jeg var begyndt at arbejde året før, havde købt lejlighed meget tidligt og var flyttet hjemmefra som attenårig. Havde en lidt ældre, troløs kæreste, som jeg var ved at gøre mig fri af, men det var hårdt, for vi havde trods alt også mange gode oplevelser sammen, kendte hinandens familier, havde rejst en del sammen. Men nu havde jeg fundet mit livs kærlighed - troede jeg. Hvilken fejltagelse, set over bagklogskabens læsebriller så mange år efter! Jeg fortsatte med at ramle ind i den eneste ene i forskellige udgaver og tog fejl hver gang, for det lykkedes mig aldrig som ganske ung at få selvtillid nok til bare at være mig selv. Måtte vejen om ad stribevis af dyrekøbte erfaringer. Men et fire måneders ophold på Krogerup højskole mindes jeg med glæde. Det betød pause fra kæresten og indblik i nye aspekter af livet. Her fik jeg helt tilfældigt en hjerteveninde, fordi vi blev anbragt på samme værelse.

For mig var årene fra jeg var nitten til midt i tyverne en periode, jeg gerne ville kunne stryge med et trylleslag, fordi de var så hudløse, ind imellem uværdige og fyldt med smerte. Alligevel endte det godt alt sammen. Det var en milepæl i mit liv, da jeg fik barn - jeg var niogtyve, og først da blev jeg rigtig voksen. Nu lever jeg et liv i balance med mig selv, Monsieur og alt det, vi har sammen. Med tillid, selvtillid og overskud til andre - i al ubeskedenhed.

Deler jeg min historie med nogen?

Hvor var det dog kedeligt

Min barndoms søndage gik som oftest efter en snor - for hver søndag kom moster Karen til frokost. Hun var min fars moster, ikke min, og da hun var tvillingesøster til min tidligt afdøde farmor, betragtede min far hende som en slags erstatning for den mor, han ikke havde længere. Men hun var af en ganske anden støbning - de var nemlig ikke enæggede - og hvor farmor var mild og god, var moster Karen skrap og hundsende. Hun blev da også først gift i en sen alder med en meget ældre mand, som døde ganske kort efter. Så hun var enkefrue, men et noget mere myndigt eksemplar end Misse Møhge.

Hver søndag kl. 11.30 sharp skulle Moster hentes på Virum station, og hver gang fik jeg en plade Pernille-chokolade. Var det forår, kørte vi forbi et stykke skov, for Moster ville gerne have anemoner med hjem, og jeg fik 10 øre for hver blomst, jeg plukkede. Det var sådan set en meget god hyre, men børn interesserede hende ellers ikke. Hun boede på Frederiksberg i en lille nordvendt lejlighed, hvorfra jeg har de mest kedelige minder om endeløse søndage, hvor det eneste, der var at se på fra vinduerne, var boligkarreen overfor. For et havebarn som mig virkede det som den yderste 'fattigdom'. Fem minutter på hendes konsolur var en evighed.

Dengang brugte man at servere varm middagsmad til frokost for sine gæster. Og når Moster skulle komme, var min mor i gang fra tidligt om formiddagen, for tre retter skulle vi jo have, plus kage til teen. Alt sammen hjemmelavet fra grunden. Jeg blev sat til at lave dessert, og det kan jeg nu se var en udmærket måde at lære mig noget om madlavning på. Ikke at jeg har brugt det ret meget senere, for den slags gammeldags desserter var gået af mode, da jeg selv fik et hjem.

Hovedretten kunne være mørbradbøf med stegte løg, og desserten citronfromage med flødeskum - en af min mors hofretter. Kagen var Toscatærte - aldrig andet, medmindre min hukommelse spiller mig et puds. Og så et Vørterbrød til for at mætte godt. Det var et franskbrød med sukker eller sirup i.

Vi gik aldrig tur, når Moster var på besøg, der blev kun snakket i timevis. Om Idde og Pus og Helga og doktor Vangsted, om alle veninderne og kusinerne og deres familier. Og så om nye bøger. Moster læste meget og fulgte med i, hvad der foregik i verden. Jeg tror, min mor og far kedede sig lige så meget som mig, men min far syntes vist, at han skyldte hende noget, fordi hun havde lånt ham penge til hans første bil, en brugt Ford Anglia.

Alt det kom jeg til at tænke på, bare fordi jeg faldt over en opskrift på Toscatærte på nettet. Tidsmaskinen svigter aldrig! Og læs også lige Donalds seneste kapitel i sit livs historie, nu du er i gang.

Har du (u)spændende minder fra din barndoms søndage, som du har lyst til at dele?

Når sandheden skal frem - igen!

Egentlig troede jeg, at jeg havde afsløret alt, men et cetera vil vide mere, så jeg ransager lige hjernekisten igen:

7 sandheder om moi

1. I mit voksne liv har jeg holdt mus i flere år - hvide, sorte, sølvgrå, dådyrbrune og koplettede - sammenlagt 47, og de havde alle sammen et navn. Mus er kærlige og sociale dyr, og man kan opnå den samme kontakt med dem som med en kat. Men når man så pludselig også får kat, må man vælge.



2. Jeg har alle dage været forfalden til ost, men jeg rører det ikke - længere. For nylig fik jeg #¤%&=?*! konstateret laktoseintolerans og må nu nøjes med en sølle tofuerstatning. Det smager såmænd udmærket, men har intet med ost at gøre.



3. Uden for mit køkkenvindue har jeg 3 fuglefoderbrætter, 5 fuglebadekar og en fuglefoderautomat, som jeg holder toptrimmet, fordi jeg aldrig bliver træt af at betragte de smukke, vingede skabninger, der flokkes omkring buffeten og badefaciliteterne.



4. Jeg bliver magnetisk tiltrukket af loppemarkeder og køber stort set alt mit tøj den slags steder. Min favorit ligger i Søllerød.



5. Jeg har fået én bøde i mit liv. Jeg var sytten år og blev standset af politiet i min kærestes bil - uden kørekort.



6. Da jeg var atten, købte jeg min første lejlighed i Lyngby nord for København. Jeg havde lige fået mit første faste job og blev formanet om at bruge pengene til noget fornuftigt, så det gjorde jeg. Men det var vist også det eneste fornuftige, jeg foretog mig på det tidspunkt.



7. Lad mig slutte som jeg begyndte med mus - de flagermus, jeg så på en rejse til Senegal i 1971, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, fordi jeg aldrig før havde set en flagermus. Jeg har dog aldrig holdt dem som husdyr!

Efter reglerne skal jeg nu tagge 7 andre. Mon Andrea, Emmaline, Kokken, Nina, Regitze, Sifka og Sister Bonde vil lege med? Så vil jeg meget gerne se jeres 7 udvalgte sandheder ;-)

Min vinterven

Nu, hvor årstiden er ved at være til det, føler jeg trang til at røbe, at jeg har et udenomsægteskabeligt forhold, der har stået på i snart femten år. Det er ikke noget, jeg nogen sinde har forsøgt at skjule, for det er en gammel ven, som jeg elsker højt, og Monsieur er fuld af forståelse. Også han synes, det er et lunt og hyggeligt bekendtskab, så måske ville det være mere rigtigt at tale om en husven.

Fornavnet kender ingen af os, men efternavnet er Morsø. Det står der i hvert fald på fronten af den brændeovn, der er tale om.

Den stod i stuen, da vi købte huset i sin tid, og dér er den blevet stående, selv om refugiet her er vokset til det dobbelte i mellemtiden. Den gamle ovn befinder sig cirka midt i huset, og med lidt god vilje kan den varme hele hytten op. Der er måske lidt koldt ude i hjørnerne, men til gengæld kan der blive saunalignende varmt lige rundt omkring hr. Morsø.

Den varme, man får fra Morsø'en, er helt speciel. En behagelig strålevarme, der kan tørre tøj og varme gryder op. Hvordan jeg overhovedet har kunnet leve, inden den kom ind i mit liv, begriber jeg ikke.

Da vi anskaffede os huset (og ovnen), opdagede vi glæden ved at hugge brænde. At stå en frostklar aften og flække brændeknuder med en svingende økse og få varmen allerede ved dét gav en vidunderlig autentisk fornemmelse af at arbejde for sin egen overlevelse. Indrømmet, det var for det meste ikke mig, der gjorde det, og med tiden er 'vi' blevet lidt mere magelige og er næsten gået helt over til briketter. Sammenlignet med brænde har de flere fordele - de sprutter og hvæser ikke, de fylder mindre, de kan holde ovnen kørende næsten en hel nat igennem, og de giver kun den sved på panden, der kommer af, at man sidder for tæt på ovnen. Dog: jeg savner den liflige, krydrede duft af birkebrænde med fut i, og på mig virker det en anelse uautentisk med briketter. Vi har snakket lidt om det, men Monsieur påstår hårdnakket, at nybyggerne i Nordamerika udelukkende brugte briketter, og så må det jo passe ...

Sæsonen blev indledt for en time siden, og lige nu er hr. Morsø fyr og flamme.

Poesibogen

Pludselig kom jeg i tanker om, at jeg engang havde nogle poesibøger - og mærkeligt nok lå de, hvor jeg ledte først. To gamle, forkomne små bøger med naive tegninger udenpå, og hvor bladene for længst var blevet til et løsbladssystem uden system. Den ene begynder i 1958, den anden i 1960. Jeg var 8 og 10 år gammel.

Det var noget med, at alle pigerne i klassen havde sådan en bog, og så gik den på omgang. Vi lånte ud og fik en andens med hjem og byttede tilbage igen næste dag. Hvor vi fik versene fra, aner jeg ikke, men jeg kan se, at en del af dem går igen i min mors bog fra hendes barndom. Jeg gætter på, at vores mødre har hvisket os i øret, hvad vi skulle skrive.

Vi var nybegyndere udi skrive- og stavekunsten. Bogstaverne hopper og danser. 'Til mende om ...'. Næsten alle dem, der har skrevet, var med til vores klassejubilæum sidste år. Men Rita Nielsen var ikke, og hvordan finder man hende ... Der er også et par babysittere fra min barndom, der har skrevet i mine poesibøger og lavet fine små tegninger. Dem havde jeg næsten glemt.

Når klassen samles igen til næste år, vil jeg have affotograferet siderne og lagt dem ud på vores hemmelige netadresse med klassebilleder fra alle årene.

Har I stadig jeres poesibøger?

Privat eller alment

Jeg har lige fået det at vide. En tidligere både nær og kær kollega ligger for døden på et hospice, og jeg er chokeret over beskeden. Tidligere bulletiner gav håb om, at kræften var gået i sig selv igen. Mit hoved er et mylder af tanker - glimt af vores tid sammen for år tilbage. Vi fik den samme uddannelse, vi fik barn samtidig. Så flyttede hun til den anden ende af landet, og vi mistede kontakten, og derovre skal hun nu afslutte sit liv. Hun, der var så smuk og så sjov. Tanker om uretfærdigheden. Hun har arvet nogle gener, der disponerer for kræft lige som begge hendes søskende har. Den ene er allerede død, den anden er alvorligt syg. Hendes far døde af samme grund. Jeg tænker på hendes døtre, der mister deres mor, og børnebørnene, der snart ikke har en mormor mere. Jeg tænker på, om man sender blomster, om hun har fundet fred med sin skæbne, om hun lider, om hun er i gode hænder ...

Og så tænker jeg på, om jeg skal skrive om det her. Den problematiske grænse mellem privat, personligt og alment. Mit første udkast så anderledes ud. Jeg havde hendes fornavn med, men syntes pludselig ikke, det var passende. Men hvad er egentlig forskellen? Måske skulle jeg slet ikke have skrevet noget. Jeg kan ærlig talt ikke afgøre det lige nu.

Torsdagssnapshot

Grafisk kattevask på gulvtæppe

Arme bøj ...

Jeg rører mig en del, og jeg vejer ikke for meget, men jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke får mere målrettet motion. Jeg cykler så ofte, jeg kan komme til det, og jeg går en tur hver dag, men det er alt.

For et halvt års tid siden købte jeg Politikens store bog om træning, og hver dag lover jeg mig selv, at nu må jeg se at komme i gang med øvelserne, så jeg kan få strakt alle de stive muskler ud, jeg får af at sidde foran en computer mange timer om dagen. Jeg mindes med gru en tante, der fik en kæmpe pukkel, da hun blev gammel.

Jeg har brug for noget moralsk støtte eller et spark. Hvordan får man stablet et motionsprogram på benene, som man kan klare at overholde, når man ikke synes, motion er verdens sjoveste beskæftigelse? Som passer til alder, køn og ikke voldsomt meget krudt til lange løb. Som ung gik jeg til udspring i Frederiksberg Svømmehal i flere sæsoner og elskede det. Men jeg må nok se i øjnene, at det ikke lige er det, der trækker mest nu.

Hvad gør I for at få motion?

Hverdag igen

Ja, undskyld jeg vender tilbage til det, men det fylder meget. Jeg er i den situation, at jeg er sammen med en del fyrede kolleger hver dag på jobbet. Man arbejder jo i opsigelsesperioden. Ubehaget går begge veje. Det dræner for energi.

Man skal ikke undgå mennesker, der er i krise - jeg har selv været ude for, at andre gjorde det mod mig, og det gjorde ondt. Så jeg går på med krum hals og snakker med mine kolleger. Spørger mest, så de forhåbentlig kan få noget af deres frustration ud. Gør opmærksom på, at arbejdspladsen abonnerer på gratis psykologhjælp, hvis jeg mener, at det vil være en hjælp for vedkommende.

Men det er en underlig tid. Ingen får lavet det, de plejer, og alle går mere trætte hjem og sover dårligere om natten.

Findes der nogle enkle råd til de 'overlevende', når man skal have en hverdag til at glide trods alt? Så står mine ører på stilke ...

Nytilkomne kan begynde her og her.

Heksebrændinger

I embeds medfør har jeg i dag beskæftiget mig med hørespillet Anne Pedersdatter fra 1958, skrevet i 1908 af den norske forfatter Hans Wiers-Jenssen. Det handler om heksebrændingerne i 1600-tallet og det er manuskriptet til dette hørespil, der danner grundlag for Carl Th. Dreyers film Vredens Dag. Et historisk drama om hekseprocessernes tid med overtro, fundamentalisme og uvidenhed.

Og så slår det mig pludselig igen, hvor udmærket det er at leve i 2007. Det har været ubeskrivelig rædselsfuldt at blive anklaget for trolddrom og ende på bålet, fordi et andet menneske var død uden påviselig årsag.

Selve radioteaterstykket virker noget gammeldags i dag - man bruger et andet formsprog nu - men det satte tanker i gang, og det er svært at ryste af sig.

Traditioner

Da jeg var yngre, tog jeg afstand fra traditioner. Det var specielt julen og fødselsdagene, jeg ikke kunne se nogen grund til at fejre, og i mange år boycottede jeg min families jul ved at insistere på, at det var dage som alle andre.

I min fremskredne alder går det mere og mere op for mig, at man skal værne om mærkedagene.

Her i refugiet har vi været til to runde fødselsdage inden for det sidste par måneder. Jeg nød dem i fulde drag, som jeg har skrevet om på dette sted.

Nu har jeg en skummel plan om at få overtalt Monsieur, som er helt ligeglad med afskyr den slags, til at vi fejrer os selv, når vi fylder 60. Det gør vi nogenlunde samtidig - om 3, henholdsvis 4 år - begge i en af årets første, kolde måneder, så måske kunne vi mødes på midten en lun sommerdag. Men jeg ved, at det bliver hårdt arbejde ...

Min far fylder halvrundt om kort tid, og han fejrer sig selv med manér på en god restaurant med de nærmeste tyve familiemedlemmer, og jeg glæder mig næsten lige så meget som ham.

Jeg glæder mig også til jul - i det små. De opreklamerede, stressende juleforberedelser kan jeg derimod godt undvære. Snildt, endda.

Hvordan har du det med gamle traditioner - giver du din mand/kone blomster på jeres bryllupsdag? Køber du julegaver i august og bager småkager 1. december? Har mærkedage betydning for dig?

Afslapning og underholdning

Der er mange måder at slappe af på. Man kan hækle sengetæpper, strikke sjaler eller lave god mad. Jeg holder af at kigge på og snakke med mine katte, se en god film eller læse en inspirerende bog.

I de seneste år er jeg blevet optaget af velskrevne selvbiografier, og lidt tilfældigt er jeg løbet ind i Fay Weldons selvbiografi Auto da Fay. Jeg har altid beundret hende for hendes råstyrke og har tidligere læst de fleste af hendes romaner.

Nogle ryster på hovedet ad biografier og selvbiografier, men nogle af dem hæver sig højt over andre - som nu Auto da Fay.

Fay Weldon er født i 1931, og på trods af store skift i hendes tilværelse og en ungdom i yderste fattigdom har hun formået at holde humøret oppe og udvikle sig til en person, som kvinder verden over beundrer. Da jeg læste bogen, var jeg fascineret af hendes boheme-agtige måde at takle livet på, et liv som også har været svært. Første bind af hendes erindringer slutter, da hun - nu som mrs. Weldon - poster sit første succesfulde manuskript til et tv-stykke og kort tid efter føder sin anden søn.

Jeg slugte bogen i én stor mundfuld, da den udkom. Læs den, hvis du synes, at Way Weldon er et nærmere bekendtskab værd!

Hvordan slapper du for resten af? Har du en yndlingsfilm eller -bog, som var noget helt særligt for dig?

Dagen derpå

September tog forskud på næste måneds rusk og regn i går, mens vi var til rund fødselsdag og gardenparty. Et lidt dristigt sats fra værtsparrets side, men de bor det halve af tiden i Sydfrankrig, og måske kan det være svært at holde tingene ude fra hinanden engang imellem. Alligevel blev det en forrygende fest, også selv om den forsvarligt fastsurrede teltdug blafrede faretruende og var lige ved at lette oven over 25 mennesker, adskillige svingende fulde jomfruhummerfade og verdens største, grillstegte oksehøjreb.

For nogle år siden begyndte min gamle folkeskoleklasse at ses igen, og det har ført nye, tætte venskaber med sig. I går var det husbonden til en af pigerne (må man godt sige i denne sammenhæng), der fejrede fødselsdag med familie og venner i alle aldre og fra alverdens lande. Mennesker, der havde prøvet lidt af hvert og alle sammen erfarne festgængere, så det var en oplevelse at være inviteret indenfor i kredsen.

Kønsfordelingen var ikke helt lige, men jeg var mere end heldig med min borddame. Snakken bliver nemt overfladisk i så stort et selskab, men ikke her. Hun havde den sjældne evne at kunne lytte - af interesse, ikke af høflighed. Men også en formidabel evne til at fortælle historier, herunder hendes egen, der var ikke så lidt barsk. Klog, magnetisk, indre ro er de stikord, der lige falder mig ind, når jeg spoler tilbage. Og sjov! Ikke mindst sjov! Jeg kunne næsten ikke rive mig løs igen.

Nu sidder jeg her dagen efter, en anelse mat i sokkerne, men stadig høj af alle indtrykkene. Det er godt med et menneskebad engang imellem. Kender du fornemmelsen?

Opdatering kl. 18.16
Har lige fået en mail fra værtsparret:

Jo, vi havde et godt oprydningsarbejde, teltet var totalt skadet, brækket sammen i blæsten, og tallerkener og glas lå spredt rundt i hele haven, men skidt, vi havde en fin aften ...

Kan vi så få ro!

Jeg ved godt, at emnet mobiltelefonsnak efterhånden er so last century, men jeg har ikke følt trang til at besvære mig over det før. Nu er du advaret!

I dag var jeg med toget hjem - en rejse på godt og vel et par timer. Det sker ikke så ofte, men jeg havde ondt i halsen og var nødt til at gå tidligt og efterlade bilen til Monsieurs sene hjemtransport.

Normalt nyder jeg mine sjældne togture med fred & ro + Ud & Se, men det var jeg afskåret fra i dag. Jeg havnede nemlig i en kupé med tre kvinder, der havde valgt at bruge den som kontor. De telefonerede uafbrudt, og hele kupeen blev ufrivilligt involveret i bestilling af bed & breakfast, hvad morgenbuffeten bestod af, ændring af forsikringer og indrykning af annoncer.

Med andre ord: det er ikke kun teenagepiger, der mister alle hæmninger, når de får fingre i en mobiltelefon. Det er også voksne forretningskvinder med underudviklet social bevidsthed.

Jeg indrømmer, at jeg er ekstremt puritansk, hvad mobiltelefoner angår, og jeg ejer kun et eksemplar for det tilfælde, at jeg skulle løbe tør for benzin eller blive kidnappet og sat af midt i Sahara. Så måske er jeg for stramtandet.

Men hvor går grænsen for, hvad man kan udsætte sine omgivelser for af private telefonsamtaler, når man kører i tog?

Lad os udarbejde en kodeks i fællesskab!

Massakren

Der sad vi så i min nærmeste gruppe på cirka 20 ved et morgenbord, som kunne have været vældig hyggeligt, hvis grunden til, at vi sad der, havde været en anden. Traktementet var på husets regning - hvor man så havde fundet pengene henne. Men der var rift om de to flasker bitter, der var stillet frem. Der var nerver, der skulle dulmes efter et halv års belastende viden om, hvad der skulle ske. Hundredevis af mennesker har haft en sommer med én eneste tanke i hovedet. Regner man deres familier med, må der være nogle tusinde, der har fået deres liv suspenderet siden april.

På slaget ni kom chefen og hentede den første. Herefter gik det slag i slag - 20 minutter til hver i et rum, hvor vinduerne var blevet blændet med folie. Ellers er det et glashus uden plads til privatliv. Rummene var hensynsfuldt valgt, så man kunne snige sig uset ud ad en bagdør med ydmygelsen, når dommen var afsagt.

Det blev ikke mig denne gang. Men 26 andre i min afdeling blev fyret, andre 26 tidsbegrænset ansatte får ikke deres kontrakt forlænget, 10 nåede at finde et andet job, og 11 bad selv om en fratrædelsesordning - de ældste af dem efter mildt, men effektivt pres. Afdelingens budget er skåret ned fra 38 til 12 millioner. I hele huset er 450 stillinger nedlagt.

Jeg er i den lykkelige situation, at det ikke ville betyde alverden rent økonomisk, hvis det havde været mig. Men jeg har unge, dygtige og myreflittige kolleger med nystiftet familie og store boligudgifter, der har mistet deres eksistensgrundlag i dag. Ledelsen kalder det intelligente besparelser.

Jeg er trist til mode på mine mange nu forhenværende kollegers vegne. Selv kan jeg beholde det arbejde, jeg holder af, og det er jeg trods alt glad for, men det bliver ikke det samme at gå på arbejde i fremtiden.

Tak for alle jeres kommentarer og varme opbakning - det var godt at have med i dag!

Er der nogen af jer, for hvem en afskedigelse har bragt mere glæde og tilfredshed ind i jeres liv? Kan en afskedigelse betyde, at man får et tiltrængt skub til at vove sig ud i nye og spændende projekter? Jeg er lutter øren, hvis I vil dele jeres oplevelser med mig.

Skandalen

På min arbejdsplads bliver der i morgen gennemført en knusende fyringsrunde, der nok også vil komme til at kunne mærkes i alle danske hjem, der disponerer over en radio eller et fjernsyn.

Baggrunden er, at et prestigebyggeri er løbet løbsk, så det kommer til at koste næsten to milliarder mere, end der var budgetteret med.

Det er lige så svært for mig som for enhver udenforstående at begribe, at det er gået så galt, og at det er nødvendigt at lade det få så uhyrlige konsekvenser. Det er vist kun ledelsen og regeringen, der kan se fornuften - eller lader som om de kan. Selv om det altid har været en folkesport at lange ud efter netop den institution, kommer ingen udenom, at det er landets mest betydningsfulde kulturleverandør i bredeste forstand. Jeg kan ikke se andet, end at man langsomt, men sikkert er ved at afvikle den. Regeringen vender ryggen til og kigger fløjtende ud ad vinduet. Det ligner et hævntogt, omend passivt.

Det er ikke den første fyringsrunde i år, og det er voldsomt at være vidne til et slagteri som det, der har fundet sted i de seneste måneder. Mange af mine nærmeste kolleger er brudt sammen, og flere er sygemeldt med stress.

Klokken 9 i morgen skal vi sidde i min afdeling i et storrumskontor og vente på, at vi måske bliver hentet af chefen. Ingen skal arbejde, bare vente. Ingen ved, om de er købt eller solgt. Vi har haft truslen hængende over hovedet i mange måneder. I morgen bliver den meget konkret.

Det meste af skandalen kan føres tilbage til en generaldirektør, der ikke længere er ansat. Han blev fyret, fordi man ikke kunne regne med ham. Nu lever han af at være konsulent inden for public service, sidde i bestyrelser og holde foredrag om sin tid i institutionen, og han er næppe gået ned i indtægt. Jeg har ikke hørt foredraget, men mon han husker at nævne, hvor mange menneskers ulykke, han har på samvittigheden? Undskyld, samvittighed var ikke noget velvalgt ord.

Blodbadet i morgen kommer til at ramme en masse mennesker, der intet har med det hele at gøre, og her tænker jeg ikke på kun på os, der måske mister vores job. Vi klarer os nok på en eller anden måde. Jeg tænker på ... ja, på dig og dig, der får ringere radio- og tv-programmer og sandsynligvis endnu flere genudsendelser.

Nå. I morgen kan det godt være, at jeg er lidt ukoncentreret, og det er ikke sikkert, at jeg kommer så meget rundt i Blogland, som jeg plejer at gøre.

Opdatering 18. september
Se her, hvis du orker.

Et liv før døden

I lokalavisen kan jeg se, at Thyra Frank fra plejehjemmet Lotte på Frederiksberg har holdt foredrag i Ældresagen her i Halsnæs kommune. For et par år siden så jeg en udsendelse i tv om hendes arbejde for, at plejehjemsbeboere skal have et værdigt liv. En udsendelse, der kunne få selv en sten til at smelte.

Thyra Frank mener, at en bedre ældrepleje ikke behøver at koste flere penge. Men hun efterlyser en bedre etik og moral. Du behøver kun at behandle de gamle, som du gerne selv vil behandles, når du når der til. Vil du spise fastfood de sidste år af dit liv eller have hjemmelavet mad ude fra køkkenet? Vil du have lov til at stikke næsetippen uden for og fornemme om efteråret er blevet til vinter? Vil du have ret til at få rumpen på et toilet, når du skal - ikke en halv time senere? Vil du selv have retten til at bestemme, hvornår du skal i seng?

På Thyras plejehjem står seniorer med rollator i kø for at komme ind, og personalet bliver hængende, indtil de selv har alderen til at bo der. Og det handlede ikke om nye møbler eller flere plejehjem, men om retten til en værdig alderdom, at et smil er gratis, og at Fru Thyra tror på et liv før døden. På plejehjemmet Lotte må de gamle ryge, drikke rødvin og elske til de dør.

Er det ikke netop sådan, vi alle ønsker at blive gamle?

Forsinket søndagssnapshot

Skyggerne er blevet lange ...

Oplevelsesgaver

Ovre hos Hege kan man læse om oplevelsesgaver. Om at give for eksempel ældre mennesker en oplevelse i stedet for en traditionel gave, fordi de ældre ofte intet ønsker sig - de jo har alt. Læs selv hos Hege om hendes opfindsomme gaver til sin mor.

Det bliver også mere og mere almindeligt med oplevelsesgaver - gavegivningens 2.0. Det er en fremragende idé, for selv om både vin og chokolade er med til at forhøje livskvaliteten, er det måske lidt for meget af det gode med 20 flasker ditten og 50 æsker datten.

Min far fejrer halvrund fødselsdag om et par uger. Han vil også hellere have en oplevelse af sine gæster end ting. Jeg ved, at han får en udflugt til Karen Blixens Rungstedlund og en tur på Revymuseet. Det ved han også selv, men hvad han ellers får, er en hemmelighed indtil videre, for han læser undertiden med her.

Omvendt bryder jeg mig ikke om den tendens, der er hos børn og unge til kun at ønske sig penge - for så kan de jo selv købe, hvad de har lyst til. Jeg kan ikke forestille mig noget mere fattigt og idéforladt, og for mig har det intet at gøre med en gave. For ikke at tale om brudepar, der har deres ønskeseddel (reelt en bestillingsliste) liggende på Imercos hjemmeside. Begge dele er en ubehagelig håndfast afspejling af det åndløse forbrugssamfund, vi desværre selv har skabt, og som er godt på vej til at kvæle os i ting, vi absolut må eje.

Har du erfaringer med oplevelsesgaver - måske nogle gode ideer, som vi kan sprede ud til fælles inspiration?

Sikken dejlig dag det var i dag

Regitze var hurtigere end mig, så jeg henviser lige til det fyldestgørende referat af årets sidste picnic, der gik til andelslandsbyen Nyvang, som rettelig burde hedde Gammelvang. Men jeg kan da tilføje et par billeder fra en begivenhedsrig dag på høstmarkedet.

Der er mange flere billeder i min underbevidsthed, og jeg ved, at jeg drømmer om det i nat. Jeg elsker at blive mindet om, hvordan det var engang, og hvor meget bedre det meste er nu. Og jeg elsker at være sammen med mennesker, der sender på samme frekvens.

Den slags dage samler jeg på.

Tak

... for prisen til Sister Bonde, Sifka og Johanne - jeg må have en bog, jeg kan klistre hæderstegnene ind i!

Nu er det så min opgave at sende prisen videre til nogen, der fortjener den. Det gør alle på min blogrulle, og de fleste har allerede fået den, så det må være en fejl, at Dana, HenrietteB og Irene tilsyneladende ikke har modtaget udmærkelsen endnu.

Skaden er hermed udbedret!

Litterære smagsprøver

Jeg var henne for at ose hos boghandleren i går, og opdagede en genial nyskabelse: læseprøver på bøger. Det har været almindeligt på nettet længe, men her har man som bekendt selv ulejligheden med at printe. Hos boghandleren får man et kapitel eller to serveret på et sølvfad som en minibog med samme omslag som den rigtige bog.

Og metoden virker tilsyneladende efter hensigten. De to prøver, jeg fik med hjem, har allerede givet mig lyst til at læse bøgerne i deres fulde længde - Bogtyven af Markus Zusak og Libri di Luca af den danske debutant Mikkel Birkegaard. Han dukkede i øvrigt op igen samme dag, da jeg kom hjem og tilfældigt slog op på et interview i Frederiksborg Amts Avis, som jeg ellers sjældent får læst. Synkronicitet! Bogen har fået overstrømmende anmeldelser, og filmrettighederne er allerede solgt.

Bogtyven bliver sammenlignet med Anne Franks dagbog og har ligget på New York Times' bestsellerliste 71 uger. Jeg ved nu ikke rigtig, om det er en anbefaling, men jeg giver den en chance.

Hvad synes I om ideen med de gratis læseprøver? For mig at se er det et rent win-win tiltag for læsere og forlag - og et glimrende eksempel på, hvad bogbranchen kan lære af nettet. Nogen indvendinger?

En advarsel og en opfordring

Jeg håber, Borgens forlag tilgiver, at jeg har fusket med forsiden på deres nye efterårskatalog, for det er venligt ment. Men jeg synes, man kan sige det samme om bøgers og blogs' vanedannende effekt.

Min egen blogvirksomhed har været sådan lidt on-and-off, siden jeg begyndte, måske fordi det ikke helt var min egen idé. Jeg blev puffet i gang af et velmenende medlem af husstanden, der selv var blevet hooked. Men der er jo så meget andet, man synes, at man skal, og det var først, da jeg begyndte at fordybe mig i andres blogs, at jeg så lyset. Jeg har stor glæde af at læse, hvad I andre skriver, og jeg elsker kommentarerne, som kan havne helt andre steder, end oplægget begyndte. Det er inspirerende, sjovt, god hjernegymnastik, og det giver mig indsigt i livet som landmand, lærer, sygeplejerske etc. - ideer til alt mellem himmel og jord, fra bøger til sommerferier. Samtidig er det en glimrende metode til at få styr på sine egne tanker og følelser.

Med tiden gør man sig jo nogle tanker om, hvad der virker bedst - eller gør man? Jeg gør i hvert fald. Jeg forsøger at skifte mellem forskellige emner, så der ikke kommer to af samme slags lige efter hinanden, selv om det ikke er altid, det lykkes. Og så er det blevet en vane altid at have papir, blyant og digitalkamera ved hånden, for man ved aldrig, hvornår der dukker stof til et indlæg op.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du skriver og læser blogs. Planlægger du dine indlæg? Hvad er dit trick til at holde gejsten oppe?

Kronede dage

Jeg har en pænt stor have på godt og vel 1600 kvadratmeter. Ikke nogen prydhave, for det ville jeg ikke kunne overkomme at passe. Det er en blanding af skov eller plantage, græs, roser, og hvad der har sået sig selv. Jeg har mit hyr med at holde hindbærkrat nede, efter at en del af haven blev overgroet for tre år siden. Siden da har jeg luget mindst en gang om ugen i sæsonen, også for at fjerne træer og buske, der invaderer grunden. Kirsebærtræer, laurbærkirsebær og uægte akacie kommer myldrende hver uge.

Den uægte akacie vokser op til tredive centimeter på en uge, og den er det rene djævelskab. Som lille plante er den det yndigste, man kan forestille sig, men efter nogle år er den blevet tyve meter høj, og når det stormer, ligger der bjerge af grene med torne, der havner i mine fingre. Jeg har et særligt blik for at finde finde små, nye eksemplarer hver uge og få dem op i en ruf. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget vi har betalt gennem årene for at få taget en halv snes fuldvoksne artsfæller ned stykke for stykke og fjernet de tornede efterladenskaber.

Det er havens dag på søndag, ser jeg i avisen. Det er det altid anden søndag i september, og der foregår en masse på landets havecentre (er det ikke det, der hed planteskoler engang?). Jeg elsker at blade i de farvestrålende brochurer, jeg fanger i brevkassen, men det bliver som regel ved det. For det meste bruger jeg haven til at sidde og tænke tanker i og til den motion, det giver at fare rundt efter uvelkomne planter og slå græs med den hånddrevne.

Men jeg glæder mig nu til at få stokroser. Frøene kom helt af sig selv - med Ella som afsender. Tusind tak!

Det ville glæde dig at høre ...

I mine mange års professionelle omgang med musik er jeg igen og igen stødt på Jan Johansson. Desværre ikke personligt, men gennem hans klaverspil. Alle kender det fra tv's madprogrammer, hvor han har akkompagneret jeg-ved-ikke-hvor-mange opskrifter, mens de har rullet over skærmen til sidst i udsendelsen.

Min personlige favorit er Visa Från Utanmyrra fra albummet Jazz på Svenska, der udkom første gang i 1963 og blev en kultklassiker. Nu er pladen overført til CD og til min pladereol. Der er kun to instrumenter - Jan Johanssons klaver og Georg Riedels akustiske bas - og arrangementerne er enkle, langsomme, hypnotiske, swingende. Der er noget muntert og samtidig sørgmodigt over melodierne, og det er så smukt, at det næsten får hjertet til at holde op med at slå.

Jan Johansson døde tragisk ved en bilulykke i 1968, kun 37 år gammel. Hvad kunne det ikke være blevet til?

September er som skabt til kammerjazz. Køb den. Hør den.

Ekko

En gåtur i skoven kan på et splitsekund sende mig tilbage til oplevelser tidligere i mit liv. Duften af vådt mos - eller hvad det nu er, der giver denne her helt specielle lugt af skov.

Eller lyden af trækroner, når bladene hvisler i vinden.

Eller en lugt i en forretning, som minder mig om en bestemt dag, hvor jeg var med min mor ude at købe ind. Og straks ser jeg en butiksrude, med vandet løbende ned på indersiden - en osteforretning - og jeg bliver budt en skive ost med rød skorpe af en tyk dame i hvid kittel.

Eller jeg åbner en ny creme, hvis duft minder mig om dengang, min mor smurte mig ind efter badet, og jeg var fire år.

Eller jeg ser en kvinde på gaden med en smuk, grøn bluse, der straks får mig til at huske på den bluse, jeg bare måtte eje, da jeg var tretten år, fordi min kusine havde sådan én. Men jeg fandt aldrig den rigtige farve og derfor heller ikke blusen.

Eller ...

Kender du det? En lugt, et syn, en lyd, der giver dig en tur i tidsmaskinen?

Hvad læste du?

I min barndom var der ingen Harry Potter. Men der var Illustrerede Klassikere, og dem slugte jeg lige så begærligt, som børn i alle aldre nu gør med den bebrillede troldmand fra Hogwarts. Illustrerede Klassikere var tegneserieudgaver af de store bogklassikere, og for halvtreds år siden var det ikke velset, at man lod børn læse den slags underlødige hæfter, der nærmest ansås for skadelige af det bedre, meningsdannende borgerskab. Det har heldigvis ændret sig siden, og nu bliver hæfterne snart genudgivet. Ideen var at give børn smag for at læse rigtige bøger. Det behov er ikke blevet mindre med årene, og jeg kan kun klappe i hænderne over initiativet.

Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg egentlig læste som barn og ung, dukker navne op som Milly Molly-bøgerne, Cardby fra Scotland Yard, Familie Journalens romaner, Anders And. Ikke just lødig litteratur, men de var alligevel allesammen igangsættere, der gav lyst til mere. Christian Kampmanns Gregersen-saga hører vel også til i den kulørte afdeling, men jeg læste den med stor fornøjelse, og den førte mig videre til Kirsten Thorups romaner og søstrene Brontë.

Jeg går stadig ikke af vejen for et stykke gedigen triviallitteratur. For mig er det ikke så vigtigt at skelne, og let tilgængelige bøger kan også være velskrevne. Men hvem ved - måske er det Ilustrerede Klassikere og Anders And, der har spoleret mine litterære smagsløg?

Hvad fik dig i gang med at læse, og skelner du knivskarpt mellem lødig og kulørt litteratur?

Mere om Illustrerede Klassikere her.

Morgenstemning

Når Monsieur er i bad, kan han heldigvis ikke se, at man ligger på hans hovedpude ...

Fyraften

O at have et glastag