fredag, januar 07, 2011

Jytte hed hun

Min mor
Det 12 år siden, min mor døde. Hun døde nogle få dage før, hun ville være blevet 74 år - af kræft, der havde spredt sig til lungerne. I dag er vi nået til J i ABC-legen, og min mors navn var Jytte.

Hvert år ved denne tid tænker jeg ekstra meget på hende og på, hvad hun har betydet for mig. Jeg bliver jeg stadig helt fortumlet af det uværdige forløb, de sidste 6 måneder var, den tid hvor sygdommen pludselig blussede op igen efter at have holdt sig væk i 5 år. Min mor var vegetar i de sidste 10 år af sit liv, og hendes eneste last var flødechokolade - hun røg aldrig og drak stort set ikke alkohol. Tabet af min mor er et af de smerteligste tab, jeg har haft i mit liv. Jeg savner hendes blide sind, hendes uselviskhed og hjælpsomhed mod andre. Hun læste mange bøger og holdt meget af Agnes Henningsen og af Brontë-søstrene. Hun holdt også meget af at høre radio, mest P1. Hun var den, der tog sig af alle de gamle i familien i deres sidste år, og derfor virker det dobbelt uretfærdigt, at hun selv var hjælpeløs i sine sidste måneder. Hun døde på Sankt Lukas Hospice i Hellerup og ligger begravet på Lyngby Parkkirkegård i den smukke fælles urnegrav, som jeg næsten ikke kan holde ud at se ...

Inde i et skab opbevarer jeg en kurv med sysager - det er min mors efterladte ting, som hun ikke fik syet færdig. Min mor var husholdningslærer og vævelærer på Holte Husholdningsskole, som min mormor ejede. I mit barndomshjem havde vi en kæmpe væv, som min mor vævede de smukkeste ting på. Hun vævede både af uld og bomuld - og disse stoffer skulle laves til et forklæde, mellemlægsservietter og en bakkeserviet. Det er også min mors saks. Der er noget helt særligt ved at bruge den saks, som jeg har set på hele mit liv. Den har været med til at frembringe mine kjoler i barndommen og min mors egne kjoler, bluser og nederdele. Hun havde altid et sytøj i gang, og når hun så tv, havde hun et hækletøj i hånden og lavede grydelapper eller strikkede tehætter, som blev brugt som værtindegaver. Og mens hun hørte radio, havde hun altid et håndarbejde i gang.

Her kan du se flere bud på dagens udfordring i ABC Scandinavia.